Rusinsk

Officielt er sproget en ukrainsk dialekt, noget som støttes af russiske og ukrainske sprogforskere. Dette begrundes med, at der findes en række overgangsdialekter mellem rusinsk og ukrainsk. De fleste andre sprogforskere betragter det som et selvstændigt sprog. Deres begrundelse er, at forskellen mellem rusinsk og ukrainsk er mindst lige så stor som mellem ukrainsk og hviderussisk. Desuden findes der også overgangsdialekter mellem russisk, hviderussisk og ukrainsk.^{[kilde mangler]}

Rusinsk (русин)
Talt i:	Slovakiet, Serbien, Ukraine, Polen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Rumænien
Talere i alt:	623.960 Tal fra de nationale statistiske bureauer Slovakiet – 24,201 Serbien – 15,626 Ukraine – 6,725 Polen – 5,800 Kroatien – 2,337 Ungarn – 1,098 Tjekkiet – 1,106 Rumænien – ingen opgørelse I alt folketælling: ~56.000.
Sprogstamme:	Indoeuropæisk  Balto-Slavisk   Slavisk    Østslavisk     Gammel østslavisk      Rutensk       Rusinsk
Officiel status
Officielt sprog i:	Vojvodina Mindretalssprog sprog i:  Slovenien  Serbien  Rumænien  Kroatien
Reguleret af:	Ingen officiel regulering
Sprogkoder
ISO 639-1:	ingen
ISO 639-2:	ingen
ISO 639-3:	rue
Områder med rusinsk talende

Rusinsk blev før 2. verdenskrig talt af lidt under en million mennesker i Karpato-Rutenien. I 2000 blev det talt af ca. 623.960 mennesker, og det er et af de seks officielle sprog i den serbiske region Vojvodina.^{[kilde mangler]}

Betegnelsen rusinsk stammer fra русин- /ru'syn-/, samme rod som i русский /russisk/ og rhutensk, der alle i en fjernere fortid blev brugt om skandinaviske væringer. Rusin var det foretrukne etnonym, dvs. endonym, blandt ukrainere som sådan. Betegnelsen ukrainer er forbundet med russisk for udkant, /u kraju/, altså om befolkningen i udkanten af det moskovitiske imperium.

Nærmeste genetiske slægtninge

Rusinsk sprogs nærmeste genetiske slægtninge er:

Noter