Jean Cocteau

juli">5. juli 1889, død 11. oktober 1963) var en fransk digter, forfatter, kunstmaler og filminstruktør.

Jean Cocteau
Jean Cocteau, 1923
Personlig information
Født	Jean Maurice Eugène Clément Cocteau 5. juli 1889 Maisons-Laffitte, Paris, Frankrig
Død	11. oktober 1963 (74 år) Milly-la-Forêt, Frankrig
Dødsårsag	Hjerteanfald
Gravsted	chapelle Saint-Blaise-des-Simples de Milly-la-Forêt
Nationalitet	Fransk
Mor	Eugénie Cocteau
Ægtefælle	Blev aldrig gift
Partnere	Jean Marais (1937-1963), Jean Le Roy (1915-1917), Natalia Pavlovna Paley (1932-1934), Jean Desbordes (1928-1930), Raymond Radiguet (1919-1924), Édouard Dermit (1947-1963)
Uddannelse og virke
Felt	Digte Litteratur Kunstmaleri Film
Uddannelses­sted	Lycée Condorcet
Medlem af	Académie française (fra 1955), Académie royale de langue et de littérature françaises de Belgique (1955-1963), Deutsche Akademie für Sprache und Dichtung
Beskæftigelse	Kunstmaler, prosaist, frimærkekunstner, dramatiker, stemmeskuespiller, smykkedesigner, filminstruktør, manuskriptforfatter, fotograf, skuespiller med flere
Periode	Modernismen
Deltog i	Documenta III, Medusa, Bijoux et tabous
Kendte værker	Skønheden og udyret
Genre	Drama, tragedie
Bevægelse	Absurd teater, modernisme
Påvirket af	Jules Verne, Maurice Maeterlinck, Victor Hugo, Marcel Proust
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Kommandør af Æreslegionen, Jules-Davaine-prisen (1913), prix Louis-Delluc (1946)
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Jean Maurice Eugène Clément Cocteau blev født i Maisons-Laffitte nær Paris. Hans far, Georges Cocteau, var sagfører og amatørmaler; han begik selvmord, da Jean var ni.

Cocteau fastholdt altid, at han først og fremmest var digter. Hans første digtsamling – La Lampe d'Aladin – udkom, da han var 19. I 1916 opfordrede Sergei Diaghilev ham til at skrive et scenarium for en ballet: Parade blev produceret af Diaghilev, komponeret af Erik Satie med scenografi og kostumer af Picasso og skabte skandale ved premieren.

I 1930'erne havde han en kærlighedsaffære med modellen og skuespilleren Natalie Paley, som var kusine til Nikolaj 2. af Rusland, og blev narkoman (opium).

Jean Cocteau var en nær ven af Edith Piaf, og de skrev sammen. Rygtet vil vide, at Cocteau tog sit eget liv, da han fik besked om hendes død den 11. oktober 1963.

Cocteau blev medlem af l'Académie française i 1955.

La Machine infernale (= helvedesmaskinen) var Cocteaus betegnelse på gudernes leg med mennesket. Han illustrerede dette ved en gendigtning af den græske myte om Ødipus, kongesønnen, som i god tro dræber sin far og gifter sig med sin egen mor; for senere, da han får kendskab til sine forældres identitet, at stikke sine øjne ud, frasige sig kongeværdigheden i Theben og give sig ud på hvileløs vandring. Som vejviser har han sin datter og halvsøster Antigone. Med udgangspunkt i Sofokles' tragedie var historien om kong Ødipus' ulykke for Cocteau selve kroneksemplet på menneskets magtesløshed overfor guderne. Han arbejdede med stoffet fra 1925 til 1934, før hans endelige version blev opført i Paris i 1934. Han havde udarbejdet flere versioner, deriblandt librettoen til Stravinskijs opera Oedipus Rex, første gang opført på Sarah Bernhardt-teatret i Paris 30. marts 1927. Freuds teori om ødipuskomplekset kastede nyt lys over den ældgamle myte; og selv om teorien er fagligt omstridt, har Sofokles' tragedie, ligesom Shakespeares Hamlet og Ibsens Rosmersholm formidlet dyb forståelse af menneskesindets irgange. Det var disse irgange, Cocteau kaldte "helvedesmaskinen".

Sammen med Picasso og Coco Chanel lavede Cocteau også en egen version af Sofokles' Antigone, opført i december 1922. Inspireret af græsk antik tragedie havde han også udgivet digtsamlingen Sofokles' dans, og en samling tegninger, kaldt Ødipuskomplekset. Han præsenterede stoffet med glimt i øjet, hvad der af nogen blev udlagt som respektløshed. Blandt andet spørger en af personerne i Helvedesmaskinen, hvad en romersk gud har at bestille i en græsk tragedie; en metakommentar på linje med Ibsens Peer Gynt med replikken: "Man dør ej midt i femte akt!"

Digtsamlinger

• La Lampe d'Aladin (1909).

Romaner

• Les Enfants terribles (1929).

Skuespil

• Antigone (1922).
• La Voix humaine (1932; senere en opera af Francis Poulenc).
• La Machine infernale (1934).
• Œdipe-roi (1937).
• Les Parents terribles (1938).
• Le Bel Indifférent (1940; skrevet særligt for hans veninde Édith Piaf).

Film

• Le Sang d'un poète (1930).
• Skønheden og udyret (1946).
• Orphée (1950).
• Le Testament d'Orphée (1960).

I det gamle citadel på strandbredden i Menton er der indrettet et museum for Jean Cocteau.

 

  Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

•   Wiki Commons har flere filer relateret til Jean Cocteau
• Website om Jean Cocteau Arkiveret 26. marts 2008 hos Wayback Machine – på fransk og engelsk
• Jean Cocteau på Internet Movie Database (engelsk) 
• Jean Cocteau på Filmdatabasen  
• Jean Cocteau på Svensk Filmdatabas (svensk) 
• Jean Cocteau på AlloCiné (fransk) 
• Jean Cocteau på AllMovie (engelsk) 
• Jean Cocteau på Rotten Tomatoes (engelsk) 
• Jean Cocteau på The Movie Database (engelsk) 
• Jean Cocteau på Internet Broadway Database (engelsk) 
• Jean Cocteau på Encyclopædia Britannica Online (engelsk)