Makan

og som eksisterede til 550 f.Kr. som oprindelsessted for forsyninger af kobber og diorit til Mesopotamien.

Placeringen af Magan vides ikke med sikkerhed, men det meste af arkæologiske og geologiske beviser tyder på, at Makan var en del af det, der nu er Oman. Metalprøver af kobbergenstande fra Mesopotamien fra tiden 3.000-2.000 f.Kr. har påvist et svagt indhold af nikkel, 0.2-0.3%. Tilsvarende indhold af nikkel er kun konstateret i den dal, der strækker sig fra oasen Buraimi på grænsen mellem Abu Dhabi og Muskat ned til havnebyen Sohar på Muskatkysten.

Hvis beliggenheden er rigtig, betyder det, at Makan har ligget på sejlruten fra Dilmun i det indre af Den Persiske Bugt til Meluhha eller Mohenjo-Daro i Indusdalen. Dette indebar, at en svækkelse af denne handelsrute også ville svække Makans rolle i den datidige internationale handel og skibsfart.

Makan var det land, der forsynede Dilmun med kobber. Til gengæld fik man uld og uldent stykgods i bytte. I en indskrift pralede Sargon af Akkad omkring 2.300 f.Kr. med, at han "fik skibene fra Meluhha, skibene fra Makan, skibene fra Dilmun til at fortøje langs Agades kaj." Sargons sønnesøn Naram-Sin erklærede, at han "marcherede imod Makans land og personligt tilfangetog Mannu-dannu, konge af Makan." Guvernøren over Lagash, Gudea, erklærede omkring 2.130 f.Kr., på et tidspunkt da barbarere fra Gutium herskede i Mesopotamien, at han havde importeret diorit fra Makan som materiale for sine statuer. Bevarede købmandslertavler fra Ur ca. 2.000 f.Kr. oplyser om ladninger "til køb af kobber fra Makan", "til købb af kobber, læsset på et skib til Makan". Senere, ca. 1.800 f.Kr. skete ingen direkte sejlads på Makan; nu skete al handel via Dilmun. Lister over materialer og deres oprindelsessted beretter om "diorit, produkt fra Makan", om "kobber, produkt fra Makan", om "palmetræ, produkt fra Dilmun, produkt fra Makan, produkt fra Meluhha."

Man har ment, at Dilmuns velstand hvilede på sejladsen og handelen med Makan og Meluhha. Denne skibsfart gik imidlertid efterhånden tilbage. Det menes, at et alvorligt tilbageslag indtrådte omkring 1.600 f.Kr., da indoeuropæiske folkeslag erobrede byerne i Indusdalen og omtrent samtidig skal en anden, ligeledes indoeuropæisk folkegruppe have ødelagt Makans kobberhandel, hvorefter Dilmun stagnerede. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at en sådan datering og årsagsforklaring kan være rigtig. Det menes, at kobber fra Cypern overtog den rolle, som kobber fra Makan tidligere havde spillet.

• Geoffrey Bibby: I Dilmun tier ravnen; Wormanium 1971; ISBN 87-85160-04-0
• Geoffrey Bibby: Det forsvundne årtusinde; Wormanium 1978; ISBN 87-8516-053-9

• M. Redha Bhacker and Bernadette Bhacker: "Digging in the Land of Magan" (Archaeology; Volume 50 Number 3, May/June 1997) (engelsk)
• John Lawton. "Oman - The Lost Land". Saudi Aramco World (May/June 1983): 18-19. Arkiveret fra originalen 6. oktober 2014. Hentet 1. maj 2016. (engelsk)
• Michael Rice: The Archaeology of theArabian Gulf; London og New York 1994 Arkiveret 7. april 2015 hos Wayback Machine; ISBN 0-203-03726-X Master (engelsk)