Taiwan: Stat i Østasien

For alternative betydninger, se Taiwan (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Taiwan)
"Republikken Kina" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Republikken Kina, se Republikken Kina (flertydig).

Navnet Republikken Kina skyldes at regeringen i Taiwan har oprindelse i fastlandskina, hvor den fra 1912 til 1949 kontrollerede store dele af Kina. I dag kontrollerer den kun øen Taiwan, der udgør 99% af landets areal, samt Penghu, Kinmen, Matsu og andre småøer. Blandt nabolandene er Folkerepublikken Kina, Japan og Filippinerne. Taipei er hovedstaden og Taiwans økonomiske og kulturelle center mens New Taipei City er største by målt på befolkningstal. Landarealet udgør 32.260 km², hvilket giver en befolkningstæthed på 730,68 indbyggere per km² i 2018.

Republikken Kina kinesisk: 中華民國 Zhōnghuá Mínguó
Flag Nationalemblem
Nationalmelodi:  《中華民國國歌》 Republikken Kinas nationalsang 《中華民國國旗歌》 Nationale flaghymne
Placeringen af territorierene under Republikken Kinas kontrol (rød).
Hovedstad	Taipei 25°02′N 121°38′Ø / 25.033°N 121.633°Ø / 25.033; 121.633
Største by	Ny Taipei (New Taipei City)
Officielle sprog	Kinesisk (Mandarin)
Anerkendte regionale sprog	taiwanesisk hakka formosansk Fú-zhōu-huà
Officielle skrifter	Traditionelt kinesisk
Etnicitet	98% han, bestående af  • 70% hoklo  • 14% hakka  • 14% fastlandskinesere 2% oprindelige taiwanere
Demonym	taiwaner og / eller kineser
Regeringsform	Unitær semi-præsidentiel konstitutionel republik
• Præsident	Tsai Ing-wen
• Premierminister	William Lai
• Formand for den Lovgivende Yuan	Su Chia-chyuan
• Formand for den Dømmende Yuan	Hsu Tzong-li
• Formand for Undersøgelses-Yuan	Wu Jin-lin
• Formand for Kontrol Yuan	Chang Po-ya
Lovgivende forsamling	Lovgivende Yuan
Grundlagt  Xinhai-revolutionen
• Wuchang-opstanden	10. oktober 1911
• Republik etableret	1. januar 1912
• Nuværende forfatning	25. december 1947
Areal
• Total	36.193 km2  (nr. 136)
• Vand (%)	10.34
Befolkning
• Anslået dec. 2013	23.373.517 Mænd: 11.684.674 Kvinder: 11.688.843 (nr. 52)
• Tæthed	644/km2  (nr. 17)
BNP (KKP)	Anslået 2021
• Total	1,404 bio. USD (nr. 19)
• Pr. indbygger	59.397 USD (nr. 13)
BNP (nominelt)	Anslået 2021
• Total	759,104 mia. USD (nr. 21)
• Pr. indbygger	32.122 USD (nr. 28)
Gini (2010)	34.2 (medium)
HDI (2012)	0.890 (meget høj) (nr. 23)
Valuta	Nytaiwanske dollar (NT$) (TWD)
Tidszone	UTC+8 (National standardtid)
• Sommertid	UTC+8 (ikke observeret)
Datoformat	yyyy-mm-dd yyyy年m月d日 (CE; CE+2697) 民國yy年m月d日
Kører i	højre side af vejen
Kendings- bogstaver (bil)	RC
Luftfartøjs- registreringskode	B som Fastlandskina
Internetdomæne	.tw .台湾 .台湾
Telefonkode	+886
ISO 3166-kode	TW, TWN, 158

Der bruges flere forskellige navne for Taiwan. Det tidligere navn “Formosa” stammer fra 1544 hvor portugisiske sømænd opdagede hovedøen og gav den navnet ‘’Ilha Formose’’, der betyder “Smuk ø”. I starten af det 17. århundrede byggede det hollandske selskab Forenede Østindiske kompagni fæstningen Fort Zeelandia på en lille ø tæt på hovedøens vestkyst. Øen blev af de lokale oprindelige folk kaldt for “Tayouan” og det navn blev udvidet til at være navn for hele hovedøen. Da Taiwan var japansk blev den kaldt for Takasago.

Landets officielle navn er “Republikken Kina” og havde sæde i FN med navnet Kina indtil 1971 da det mistede pladsen til Folkerepublikken Kina. Siden dengang er det overalt i verdenen blevet almindeligt kun at bruge navnet Kina om Folkerepublikken Kina og at bruge navnet Taiwan om Republikken Kina. Taiwan deltager i de fleste internationale organisationer med navnet Kinesiske Taipei pga. diplomatisk pres fra Kina fx har det brugt det navn ved OL siden 1979 og som observatør ved WHO.

Den 35.883 km² store ø Taiwan ligger ud for den sydøstlige kysten af det kinesiske fastland. Øen er 394 km lang og 144 km på det bredeste. Øen adskilles fra fastlandet med det omtrent 180 km brede Taiwanstræde. Strædet er 220 km på sit bredeste og 130 km på sit smalleste sted, og ingen steder dybere end 100 m. Omkransende hav er det Østkinesiske Hav i nord, Filippinske Hav i øst, Luzonstrædet i syd samt det Sydkinesiske Hav i sydvest, som alle er dele af Stillehavet. Taiwan har en kystlinje på 1.566,3 km. Taiwan hævder et territorialfarvand på 12 nautiske mil (22,2 km) og en økonomisk zone på 200 nm (370,4 km).

 

 

 

Formen på øen Taiwan kan minde om en sød kartoffel. Derfor har især minnantalende taiwanesere undertiden omtalt sig selv som "børn af den søde kartoffel".

Øen karakteriseres af kontrasten mellem de østlige og de vestlige dele. De 2/3 af øens areal, som udgør den østlige del, består for det meste af bakket terræn med fem bjergkæder fra nord til syd. Størstedelen af befolkningen er bosat på den vestlige tredjedel af øen, som er præget af slettelandskabet Chianan. Taiwans højeste punkt er Yu Shan (3.952 moh.), og fem andre bjergtoppe ligger højere end 3.500 moh. Med dette er Taiwan verdens fjerde højeste ø. Bjergene er kilder til de længste floder på Taiwan, heriblandt Zhuoshui (186 km), Gaoping (171 km), Dadu (116 km) og Xiuguluan (104 km).

Mineralressourcer på Taiwan omfatter små forekomster af guld, kobber, kalksten, marmor og asbest. Størstedelen af mineralressourcerne er allerede udnyttede. Mens Taiwan har store kulfelter, er forekomsterne af naturgas og olie ubetydelige. Skønsmæssigt 55 % af øen, især de kuperede dele, er skovklædt, mens 24 % er dyrkbar mark. 15 % af arealet disponeres til andre formål, heraf 5 % til overdrev og 1 % til permanent avling.

Øgruppen Penghu, eller Pescadores, måler til sammen 126,9 km² og ligger 50 km vest for Taiwan. Mere fjernt liggende øer, som kontrolleres af Taiwan, er Kinmen, Wuchiu og Matsuøerne ud for kysten af Fujian på fastlandet, med et samlet areal på 180,5 km². Dongshaøerne og Taiping, den største af Spratlyøerne i Det Sydkinesiske Hav, måler til sammen 2,9 km² og har ingen permanent bosættelse. Øerne i Det Sydkinesiske Hav bliver administreret sammen med Kaohsiung.

Geologi

Taiwan ligger på kontinentalsoklen af Den Eurasiske Kontinentalplade. Øen befinder sig i et komplekst tektonisk område mellem Yangtzepladen i vest og nord, Okinawapladen i nordøst og Filippinerpladen i øst og syd. Meget af det kuperede terræn på øen er skabt ved kollisioner mellem den eurasiske plade og den filippinske havbundsplade. Ligeledes er de østlige og sydlige dele af Taiwan meget formede af vulkansk aktivitet. En kæde af vulkaner strækker sig fra Taiwan til Luzon.

De store forkastninger på Taiwan viser sig bl.a. gennem brudzonerne mellem de forskellige landskabsformer. Som følge af disse forkastninger har øen været udsat for en række store jordskælv. USA's geologiske undersøgelse rangerer Taiwan som et højrisikoområde med en score på 9/10 point.

Klima

Taiwan ligger på krebsens vendekreds og har et tropisk til subtropisk monsunklima påvirket af havet. Den nordlige del af øen har en regntid, som varer fra januar til slutningen af marts, som en del af den asiatiske vintermonsun. Den østasiatiske regntid, méiyǔ, indtræffer i maj. Hele øen har varme og fugtige somre fra juni til september. De mellemste og sydlige dele af øen har ikke den forlængede monsunperiode i vintermånederne. Tyfoner er almindelige mellem juli og oktober. Gennemsnitlig årlig nedbør er 2.500 mm, men varierer fra 1.300 mm langs vestkysten til mere end 6.000 mm på bjergskråningerne i øst.

Flora og fauna

 

Vegetationen på øen varierede fra tropisk regnskov i lavlandet over tempererede skove til tajga og alpine vækster. Nu er størstedelen af slettelandet og de lave åse i vest og nord blevet ryddet til avl. Skovene i bjergområderne er fortsat meget sammensatte med flere endemiske arter .som formosacypres (Chamaecyparis formosensis) og formosagran (Abies kawakamii). Tidligere fandtes også kamfertræ (Cinnamomum camphora) i lavereliggende terræner. Disse arter er alle truede. Af 4 077 plantearter er 1 067 endemiske arter.

Der findes flere endemiske arter som geden formosaserov (Capricornis swinhoei), formosisk sikahjort (Cervus nippon taiouanus) og formosisk indlandslaks (Oncorhynchus masou formosanus). Flere er stærkt truet. Taiwan har få rovpattedyr (11 arter), og odderen og en endemisk leopardart (Neofelis nebulosa brachyura) anses for udryddede på øen. Det største rovpattedyr, formosisk sortbjørn (Ursus thibetanus formosanus), er en sjælden og truet art. Af de mange endemiske fuglearter er Taiwankitta (Urocissa caerulea) og swinhoefasan (Lophura swinhoii).

Taiwan har siden 1972 oprettet syv nationalparker, de seks på Taiwan. Den marine nationalpark på Dongshaøerne omfatter overvejende atoller. Nationalparkerne har et samlet landareal på ca. 3.124 km², 8,6 % af Taiwans landareal.

Befolkningen er på over 23 millioner, hvoraf omkring 600.000 er taiwansk urbefolkning. Omkring halvdelen af de sidstnævnte folkegrupper har i løbet af 1900-tallet ladet sig sinifisere i udstrakt grad: de taler kinesisk og har overtaget kinesiske skikke. De øvrige henved ti stammer holder fast på deres sprog og skikke, selv om de også lærer kinesisk i skolen.

De første kinesiske indvandrere kom til Taiwan mellem 900-tallet og 1200-tallet; de var hakkaer (keija). Andre kinesere kom til senere, blandt dem mange minnantalende, det vil sige kinesere fra den halvdel af den fastlandskinesiske provins Fujian, som ligger syd for floden Min. Disse kinesere bosatte sig i kystlandet og kaldes ofte taiwanske kinesere for at skelne dem fra de mange kinesere (kaldet fastlandskinesere), som strømmede over til øen i 1949/1950 og senere for at flygte fra det kommunistiske regime, som havde etableret sig der. Også Kinas nationalistregering (Kuomintang), som havde regeret hele Kina siden 1911, flygtede til Taiwan i 1949, efter at de var slået af kommunisterne i den kinesiske borgerkrig.

Etniske grupper

 

Landets regering rapporterer, at over 95 % af befolkningen er Han, af hvilken hovedparten stammer fra tidlig Han-kinesisk indvandring i begyndelsen af det 18. århundrede. De etniske grupper i landet deles op i Hoklo (70 %), Hakka (14 %), Waishengren (14 %), og urfolk (2 %).

Hoklofolket er den største Han-undergruppe (70 % af den totale befolkning), hvis forfædre udvandrede fra den sydlige kystregion Fujian tværs over Taiwanstrædet. Den migration begyndte i det 17. århundrede. Hakka udgør ca. 15 % af den totale befolkning, og stammer fra Han migranter til Guangdong, de omkringliggende områder og Taiwan. Andre folk af Han-oprindelse stammer fra de 2 millioner nationalister, der flygtede til Taiwan, efter at kommunisterne sejrede på fastlandet i 1949.

De indfødte taiwanesiske urfolk udgør omtrent 533.600 og opdeles i 16 anerkendte grupper. Amis, Atayal, Bunun, Kanakanavu, Kavalan, Paiwan, Puyuma, Rukai, Saisiyat, Saaroa, Sakizaya, Sediq, Thao, Truku og Tsou bor hovedsagelig i den østlige halvdel af øen, mens Yami bor på Orchidøen.

Sprog

Officielt sprog på Taiwan er mandarinkinesisk, men mange taler også taiwansk, som er en variant af hokkien, og måske hakka. I lighed med Hongkong og Macao bruger Taiwan traditionel kinesisk til at skrive sproget, men nogle af tegnene er ikke de samme.

Religion

Betydende religioner er buddhisme, konfucianisme og taoisme (i alt 93 %). På øen har der tidligere været missionsvirksomhed fra en række kristne samfund, der stadig missionerer. Fem procent af øens befolkning tilhører forskellige kristne samfund. Kristne kirker ses i dag i de fleste byer og større samfund. Flere sygehuse er oprettet og drives af kristne organisationer.

  Uddybende artikel: Taiwans historie

 

Fra 1911 til 1949/50

Xinhai-revolutionen var oprøret, som styrtede Qing-dynastiet i Kina. Udfaldet blev oprettelsen af Republikken Kina. Oprøret varede mellem 10. oktober 1911 og 12. februar 1912. Oprøret spredte sig først gennem de sydkinesiske provinser. Xuantong-kejseren Puyi abdicerede efter lange forhandlinger mellem rivaliserende kejserlige og republikanske regimer i Beijing og Nanjing.

Den første regering blev dannet i Nanjing den 12. marts 1912 med Sun Yatsen som præsident. Men han overlod præsidenthvervet til Yuan Shikai, som døde i 1916. Han efterlod en republikansk regering i opløsning, og så begyndte krigsherre-tiden (1916–1928), da Kina blev styret af rivaliserende militære ledere, såkaldte krigsherrer. I 1919 begyndte 4. maj-bevægelsen, som var mod udlændinge og for kinesisk nationalisme. Den såede frøene til højre- og venstrefløje, som skulle sætte deres præg på kinesisk politik i lang tid.

Sun Yatsen etablerede i 1920'erne en revolutionær base i det sydlige Kina. Med hjælp fra Sovjetunionen gik han i alliance med det kinesiske kommunistparti (KKP). I 1925 overtog Chiang Kai-shek efter Sun, som var død af kræft. Han blev leder af Kuomintang (KMT), det kinesiske nationalistparti. Chiang fik kontrol over det meste af det sydlige og centrale Kina. I 1927 gik Chiang ud mod kommunistpartiet og pressede dem ud af deres baser i det sydlige og centrale Kina. Striden mellem nationalisterne og kommunisterne fortsatte til 2. verdenskrig, hvor de begge sloges mod japanerne fra 1937 til 1945.

Under Cairo-konferencen fra 1943 blev de allierede stater enige om, at Taiwan efter krigsafslutningen skulle tilbageføres til Kina. Som følge af Japans kapitulation efter 2. verdenskrig skete det i 1945. (Japan opgav endeligt alle krav på området i 1952.)

Fra 1949

Efter det japanske nederlag i verdenskrigen fortsatte den kinesiske borgerkrig. I 1949 måtte Chiang og nationalisterne flygte til Taiwan, men lovede at erobre fastlands-Kina, så snart som det lod sig gøre. Hans styrker tabte i løbet af nogle måneder dominansen over de tilbageværende områder på fastlandet, som kommunisterne endnu ikke var trængt frem til, skønt guerillamodstand varede i nogen tid. Den store ø Hainan forblev under Republikkens styre til et stykke ind i 1950.

Nationalistregeringen (Kuomintang) blev til at begynde med hilst velkommen af den taiwankinesiske befolkning. Men dets styremåde vakte snart modstand, og i 1947 fulgte den såkaldte 28. februar-hændelse, som endte med blodig undertrykkelse fra de nye magthaveres side, og mellem 10.000 og 30.000 døde.

Nationalisterne styrede med militære undtagelseslove fra 1949 til 1987. Det har antagelig været med på styrke de separatistiske kræfter i den taiwanske opposition.

Siden 1949 har Taiwan været en modstandsbastion mod kommunisterne. Kuomintangregeringen og resterne af nationalisthæren fra fastlandet administrerede Taiwan efter Sun Yat-sens "Folkets tre principper" (三民主義, Sānmínzhǔyì). En kombination af gunstige omstændigheder muliggjorde en hurtig økonomisk udvikling: en betydelig kapitalflugt fra Fastlandskina, amerikansk støtte, den avancerede infrastruktur som japanerne havde opbygget og efterlod, disciplinerede arbejdsvaner grundlagt på konfucianismens principper, en meget vellykket landreform, som blev gennemført de første få år efter, at Kuomintangregeringen kom til magten, store udviklingsprojekter, som blev entusiastisk gennemført af store dele af arbejdsstyrken og et netværk af meget professionelle internationale kontakter, både politiske og kommercielle, og som er opretholdt selv efter Beijings diplomatiske sejre siden 1971.

Statsoverhoved og regering

Taiwans regering blev etableret på Republikken Kinas Grundlov og "Folkets tre principper". Præsidenten er statsoverhoved og øverstkommanderende. Regeringen består af fem uafhængige myndigheder (yuan): udøvende yuan, lovgivende yuan, dømmende yuan, kontrol-yuan (som EUs Revisionsret), og undersøgelses-yuan. Præsidenten udnævner udøvende yuans medlemmer som sit kabinet, inkluderet en statsminister, som er præsident for udøvende yuan. Parlamentet, eller lovgivende yuan, har 113 medlemmer, som vælges for fire år.

Udenrigspolitik

Frem til 1991 var det Kuomintang-regeringens officielle politik at generobre Kinas fastland, herunder Tibet og Mongoliet. I dag anses det ikke længere for et reelt mål, og forsvaret mod en invasion fra Folkerepublikken Kina, der stadig fremsætter nye trusler mod republikken, er kommet i forgrunden. Mange taiwanesere ønsker at Taiwan erklærer sig uafhængigt men frygter, at det vil medføre at Folkerepublikken Kina vil angribe. Folkerepublikken Kina vedtog i foråret 2005 at det vil angribe, hvis Taiwan erklærer sig uafhængigt. Samtidig har Taiwan mange økonomiske interesser i Folkerepublikken.

Republikken Kina har for tiden diplomatiske forbindelser med 23 stater: Belize, Den dominikanske republik, El Salvador, Guatemala, Haiti, Honduras, Nauru, Nicaragua, Panama, Paraguay, Saint Kitts og Nevis, Saint Vincent og Grenadinene, Burkina Faso, Gambia, São Tomé og Príncipe, Senegal, Swaziland, Kiribati, Salomonøerne, Marshalløerne, Palau, Tuvalu og Vatikanet.

Landet har tidligere haft diplomatisk forbindelse med Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (til 2001), Liberia (til 2003), Dominica (til 2004), Grenada (til 2005) og Malawi til januar 2008.

Fordi Folkerepublikken Kina driver en blokadepolitik mod lande, som anerkender Republikken Kina, har mange stater opgivet officielle forbindelser med Republikken Kina. Men lande som USA opretholder et tæt forhold til Republikken Kina, og diplomatisk samkvem organiseres i stedet i uofficielle former og gennem dækorganisationer.

Det er 21 ambassader i Taipei.

International anerkendelse

I juni 2017 opretholdt følgende 20 stater og ikke-statslige folkeretlige subjekter officielle diplomatiske forbindelser med Republikken Kina:

 

De fleste af de lande, der har diplomatiske forbindelser med "Republikken Kina", ligger i Mellemamerika. På trods af Republikken Kinas bestræbelser, har flere lande afbrudt de diplomatiske forbindelser med Taipei, blandt andre Senegal (2005), Costa Rica (2007), Malawi (2008) og Gambia (2013).

Lande der har afbrudt de diplomatiske forbindelser med Republikken Kina

Land	Årstal
Albanien	1949
Afghanistan	1955
Argentina	1972
Australia	1972
Austria	1971
Bahamas	1997
Belgium	1971
Bolivia	1985
Botswana	1975
Brasilien	1974
Bulgarien	1949
Burma	1950
Cameroon	1971
Canada	1970
Centralafrikanske Republik	1964, genoptog 1968, afbrød 1976, genoptog 1991, afbrød 1998
Elfenbenskysten	1983
Chad	1972, genoptog 1997, afbrød 2006
Chile	1970
Colombia	1979
Republikken Congo	1964
Demokratiske Republik Congo	1961, genoptog 1961, afbrød 1972
Costa Rica	2007
Cuba	1960
Tjekkoslovakiet	1949
Dahomey	1964, genoptog 1966, afbrød 1972
Danmark	1950
Dominica	2004
Egypten	1956
Ecuador	1980
Ækvatorialguinea	1970
Finland	1950
Frankrig	1964
Gabon	1974
Gambia	1974, genoptog 1995, afbrød 2013
Grækenland	1972
Grenada	2005
Guinea	1959
Guinea-Bissau	1998
Ungarn	1949
Island	1971
Indien	1950
Indonesien	1950
Iran	1971
Irak	1958
Israel	1950
Italien	1970
Jamaica	1972
Japan	1937, genoptog 1952, afbrød 1972
Jordan	1977
Kuwait	1971
Laos	1962
Libanon	1971
Lesotho	1983, genoptog 1990, afbrød 1994
Liberia	1977, genoptog 1989, afbrød 1993, genoptog 1997, afbrød 2003
Libyen	1971
Liechtenstein	1950
Luxembourg	1972
Makedonien	2001
Madagaskar	1972
Malawi	2008
Malaysia	1974
Mexico	1972
Mongoliet	1949
Monaco	1995
Marokko	1958
Nederland	1950
Nepal	1955
New Zealand	1972
Niger	1974, genoptog 1992, afbrød 1996
Nigeria	1971
Norge	1950
Pakistan	1951
Panama	optog 1954, afbrød 2017
Peru	1971
Philippines	1975
Polen	1949
Portugal	1975
Rumænien	1949
Sao Tome og Principe	2016
San Marino	1971
Saudi-Arabien	1990
Senegal	1972, genoptog 1996, afbrød 2005
Sierra Leone	1971
Sydafrika	1998
Spanien	1973
Sovjetunionen	1949
Sydkorea	1992
Sydvietnam	1975
Sudan	1959
Sri Lanka	1957
Sverige	1950
Schweiz	1950
Syrien	1956
Thailand	1975
Togo	1972
Tonga	1998
Tyrkiet	1971
Uganda	1962
Forenede Arabiske Emirater	1984
Storbritannien	1950
United States	1979
Uruguay	1988
Vanuatu	oprettet 3. november 2004, afbrudt 10. november 2004
Venezuela	1974
Vesttyskland	1972
Yemen	1956
Jugoslavien	1955

Forsvar

Republikken Kina holder en relativt stor hærstyrke og har traditionelt været støttet af blandt andre USA.

Administrativ inddeling

I dag er områder i praksis styret af Republikken Kina inddelt i 2 provinser, 6 bykommuner, og 13 amter og 3 provinsielle byer på provinsniveau. De 2 provinser blev omdannede i 1997 for at øge effektiviteten, og i dag er i praksis alle bykommuner, amter og provinsielle byer under direkte kontrol af staten.

Alle 3 provinsielle byer og 12 af 14 amter består Taiwan Provins (臺灣省 eller 台灣省), Kinmen og Lienchiang amter består Fujian Provins (福建省). Bykommuner og provinsielle byer er inddelt i distrikter (區 qū), og amter er inddelt i amtsbyer (縣轄市 xiànxiáshì eller 鎮 zhèn eller 鄉 xiāng).

 

 

Taiwan har en kapitalistisk markedsøkonomi. Man har en veludviklet forædlingsindustri og en betydelig eksport, som har ført til et stort handelsoverskud. Valutareserven er den tredje største i verden (2005), til vis grad beroende på at Guomindang-partiet under flugten fra de kommunistiske tropper på Fastlandskina tog med sig hele den kinesiske guld- og valutareserve til øen. I dag har de to kinesiske de facto-stater et meget stort økonomisk handelssamkvem indbyrdes, hvilket især sker via det kinesiske territorium Hong Kong. Folkerepublikken Kina er Republikken Kinas største eksportmarked. Forretningsmænd fra Taiwan har investeret meget store beløb i opbygningen af virksomheder og industrier i Folkerepublikken Kina. Et stort antal taiwanesere bor og virker i Folkerepublikken Kina. Personer fra det kinesiske fastland, som besøger, studerer eller arbejder på Taiwan, er få, især beroende på en strikt lovgivning i Republikken Kina.

Under Asiens finansielle krise 1998 klarede staten sig bedre end flere af nabolandene: Malaysia, Sydkorea og Thailand. Derimod indebar den globale lavkonjunktur i 2001, at Taiwan for første gang i moderne historie havde et år med negativ økonomisk vækst. Desuden var arbejdsløsheden rekordhøj.

Blandt råstoffer er naturgas, kalksten, marmor og asbest. Cirka 24 % af landets areal er dyrkningsbar jord. I 1952 stod jordbruget for 32 % af bruttonationalproduktet, nu er andelen 2 %. Omkring halvdelen (58 %) af landets areal regnes som skov.

Elektriciteten fremstilles med fossile brændstoffer (71 %), atomkraft (23 %) og vandkraft (6 %). Den taiwanesiske industri har i de seneste årtier haft god støtte fra det halvstatslige forskningsinstitut ITRI. Denne politik er inspireret af den økonomiske udvikling, som har præget nabolandet og den tidligere kolonialmagt Japan, hvor Industri- og handelsministeriet under efterkrigstiden spillede en afgørende styrende rolle for Japans store industri- og eksportvirksomheder. De forholdsvis lave produktionsomkostninger i Kina har i 1990- og 2000-årene ført til, at flere af Taiwans forædlingsindustrier har valgt at flytte sin produktion til Folkerepublikken Kina. Den store internationale opmærksomhed, som Folkerepublikken Kina har fået for sin hurtige økonomiske udvikling, har også bidraget til en mindsket international interesse for at investere på øen.

Disse to faktorer har ført til lavere økonomisk vækst, faldende reallønninger og voksende arbejdsløshed indenfor visse erhvervsgrupper, især blandt lavtlønnet og lavt uddannet arbejdskraft. De stigende muligheder for at få afkastning på sin kapital, som globaliseringen og Folkerepublikken Kinas økonomiske åbning har betydet, har samtidig ført til øget velstand blandt økonomisk allerede velstillede grupper. Fænomenet at de rigeste i samfundet bliver rigere samtidig, som de fattige og lavt uddannede bliver endnu fattigere, har i 2000-årene ført til en omfattende politisk debat i landet. Fænomenet kaldes alment for et M-typesamfund, efter en bog af en japansk nationaløkonom, hvori et lignende fænomen i Japan blev beskrevet i detaljer. Japan, som tidligere havde en meget fremgangsrig forædlingsindustri, har under de seneste 20 år gennemgået en omfattende økonomisk omstrukturering, især i form af udflytning af et stort antal arbejdspladser til Folkerepublikken Kina, hvor lønniveauerne er betydeligt lavere. Taiwan har fortsat en relativt høj økonomisk vækst i international sammenhæng, ca. 5 % (2007). Denne vækst karakteriseres dog af en stor regional ubalance, hvor hovedandelen af væksten koncentreres til hovedstaden Taipei.

• Birger Hagård: "Republiken Kina – demokrati och rättsstat" (Svensk Tidskrift 1968, s. 105-112) (svensk)

•   Wiki Commons har flere filer relateret til Taiwan

121°Ø / 24°N 121°Ø / 24; 121