Les Misérables (De Elendige, De Ulykkelige eller Galejslaven) er en roman fra 1862 af den franske forfatter Victor Hugo.
Denne artikel omhandler romanen. For andre betydninger, se Les Misérables (flertydig). |
Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.oktober 2010) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) ( |
Den anses for at være den største roman fra det 19. århundrede. Den følger flere franskmænd i 20 år i begyndelsen af det 19. århundrede: 1815 – den republikanske opstand i Paris (5. juni 1832).
De Elendige | |
---|---|
Originaltitel | Les Misérables |
Forfatter | Victor Hugo |
Oversætter | Fr. Winkel Horn |
Illustrator | Louis Moe |
Land | Frankrig |
Sprog | Fransk |
Genre(r) | Roman |
Forlag | A. Lacroix, Verboeckhoven & Ce. Lademann |
Udgivelsesdato | 1862 |
Romanen følger den tidligere galejslave Jean Valjeans kampe og hans oplevelse af frelse. Den undersøger lovens og nådens natur og uddyber Frankrigs historie, Paris' arkitektur, politik, moralfilosofi, antimonarkisme, retfærdighed, religion og den romantiske og familiemæssige kærligheds natur. Historien er fiktion, men om historiske begivenheder.
Les Misérables er kendt af mange fra film og teater. Mest kendt er teater musicalen af samme navn, forkortet til ”Les Mis”.
Les Misérables indeholder mange handlinger, men hovedtråden er historien om den forhenværende galejslave 24601 Jean Valjean, som bliver en kraft for det gode i verden, men som ikke kan undslippe sin mørke fortid. Romanen er i fem bind, hvert bind er delt op i bøger og underdelt i 365 kapitler. Hvert kapitel er relativt kort, normalt ikke mere end et par sider. Men i alt fylder romanen 1.900 sider. Inden for romanens rammer fylder Hugo mange sider med sine tanker om religion, politik og samfundet, heriblandt hans tre omstændelige sidespring
Historien begynder i 1815 i Digne. Bonden Jean Valjean er lige blevet løsladt fra fængslet Bagne de Toulon efter nitten år: de fem for at stjæle brød til sin sultende søster og hendes familie - de fjorten for talrige flugtforsøg. Da han bliver løsladt, skal han bære et gult pas, som stempler ham som straffefange, selv om han allerede har betalt sin gæld til samfundet. Kroværter ønsker ikke at have en straffefange i deres kro, så Valjean må sove på gaden. Det gør ham endnu mere vred og bitter. Den menneskekærlige biskop Myriel, Dignes biskop, giver ham husly. Midt om natten stjæler han biskoppens sølvtøj og stikker af. Han bliver fanget, men biskoppen redder ham ved at påstå, at sølvtøjet var en gave og giver ham også sine to sølvlysestager, og skænder på ham, fordi han forlod ham i sådan en fart, at han glemte de meget værdifulde stager. Biskoppen ”minder” ham derefter om "løftet" om, at bruge sølvet til at gøre sig til en hæderlig mand. Mens Valjean grubler over disse ord, stjæler han af gammel vane en drengs sølvmønt. Han jager drengen væk (Petit Gervais), men angrer snart og beslutter sig til at følge biskoppens råd. Han gennemsøger byen efter barnet, hvis penge han kom til at stjæle. Samtidig bliver hans tyveri rapporteret til myndighederne, som nu leder efter ham. Hvis Valjean bliver fanget skal han som vaneforbryder resten af livet i fængsel.
Der går seks år, og Valjean, som bruger navnet Monsieur Madeleine for at undgå tilfangetagelse, er blevet en velhavende fabriksejer og borgmester i Montreuil-sur-Mer. Mens han går tur, ser han Fauchelevent klemt under en kærre. Da ingen vil hjælpe, redder Valjean Fauchelevent. Han kravler ind under kærren og befrier ham. Byens politiinspektør Javert, som var vagt i Bagne de Toulon under Valjeans indespærring, bliver mistænksom efter at have set borgmesterens heltebedrift. Han ved, at Jean Valjean besidder sådan en styrke.
Flere år tidligere i Paris var sypigen Fantine meget forelsket i Félix Tholomyès. Hans venner Listolier, Fameuil og Blachevelle var sammen med Fantines veninder Dahlia, Zéphine og Favourite. De forlod kvinderne, og lod Fantine tage sig af Tholomyès’ datter, Cosette. Da Fantine ankom til Montfermeil, overlod hun Cosette i Thénardiers varetægt. Familien Thénardier bestod af en korrupt krovært, hans ondskabsfulde kone og deres to døtre. Fantine ved ikke, at de misbruger hendes datter og bruger hende som slave i deres kro og bliver ved med at betale en ublu pris for Cosettes ophold. Fantine bliver fyret fra sit arbejde på Valjeans fabrik, fordi hendes datter er født uden for ægteskab og bliver tvunget til prostitution for at betale for datteren. Fantine er ved at dø af en unavngiven sygdom (højst sandsynligt tuberkulose). Mens hun trækker på gaden, bliver Fantine chikaneret af Bamatabois. Han kommer sne ned på hendes ryg. Hun reagerer ved at angribe ham. Javert ser det og arresterer Fantine. Hun trygler om at blive løsladt, så hun kan forsørge sit barn, men Javert idømmer hende seks måneders fængsel. Efter at have hørt hendes historie skrider Valjean ind og beordrer Javert til at løslade hende. Javert nægter på det kraftigste, men Valjean er vedholdende og vinder. Valjean, som føler sig ansvarlig, fordi hans fabrik sendte hende bort, lover Fantine, at han vil bringe Cosette til hende. Han tager hende til et hospital.
Javert indrømmer, at han efter Fantines løsladelse havde angivet Valjean til de parisiske myndigheder. Ikke desto mindre fortæller han ham, at han ikke længere mistænker ham, fordi autoriteterne havde udtalt, at en anden mand var blevet identificeret som Jean Valjean. Det er Champmathieu. Hans rettergang skal foregå næste dag. Først er Valjean i tvivl, om han skal give sig til kende, men beslutter sig for at gøre det, for at redde en uskyldig mand. Han tager til retssagen og giver sig tilkende. Da han vender tilbage til Montreuil-sur-Mer for at se til Fantine, bliver han fulgt af Javert, som anklager ham. Nu afslører Javert Valjeans sande identitet for Fantine. Det og hendes sygdom får hende til at falde om og dø. Valjean går til Fantine og hvisker til hende og kysser hendes hånd. Derefter går han med Javert.
Valjean flygter, blot for at blive fanget igen og dømt til døden. Dommen bliver omstødt af kongen til livstid. Mens han afsoner sin straf i fængslet i Toulon, redder Valjean en sømand, som er ved at falde ned fra skibets rigning. Folkemængden begynder at råbe ”Denne mand skal benådes!”, men Valjean lader som om han glider og falder ned i havet for at undslippe. Valjean stoler på, at alle tror, han er druknet.
Valjean ankommer til Montfermeil juleaften. Han finder Cosette i skoven, hvor hun henter vand, og går sammen med hende til kroen. Efter at havde bestilt et måltid, ser han Thénardier mishandle hende. Han er også vidne til deres forkælede døtres, Éponine og Azelma, dårlige behandling af Cosette, når de sladrer om hende til deres mor, fordi Cosette rører deres aflagte dukke. Nu går Valjean ud og vender tilbage et øjeblik senere med en dyr, ny dukke. Han giver den til Cosette. Først kan hun ikke forstå at dukken virkelig er til hende, men derefter tager hun den med glæde. Det gør at fru Thénardier bliver rasende på Valjean, mens Thénardier afviser hende og fortæller hende, at han kan gøre hvad han ønsker, så længe han betaler. Éponine og Azelma bliver jaloux på Cosette.
Julemorgen flygter Valjean sammen med Cosette til Paris efter at have vist Thénardier et brev fra Fantine. Senere finder Javert Valjeans nye logi hos Gorbeau.
Valjean tager Cosette, og de forsøger at slippe fra Javert. De finder snart tilflugt i Petit Picpus-klostret med hjælp fra Fauchelevent, manden, som Valjean reddede, og som er gartner i klosteret. Valjean bliver også gartner, og Cosette bliver elev.
Otte år senere forbereder Venner af ABC ledet af Enjolras en anti-Orléans revolution på aftenen for den parisiske opstand d. 5.-6. juni 1832, efter General Lamarques død, den eneste franske leder, som har sympati for arbejderklassen. De fattige slutter sig til; også Thénardiers ældste søn Gavroche, som er gadebarn.
En af de studerende Marius Pontmercy er blevet fremmed for sin familie (især hans morfader M. Gillenormand) på grund af sine liberale synspunkter. Efter hans fader oberst Georges Pontmercys død, finder Marius et brev fra faderen, som instruerer ham om at yde hjælp til sergent Thénardier, som reddede Pontmercys liv ved Waterloo – i realiteten stjal M. Thénardier fra ligene og reddede kun Pontmercys liv ved et tilfælde; han havde kaldt sig sergent under Napoleon for ikke at afsløre sig som røver. I Luxemborg Haverne bliver Marius forelsket i den nu voksne og smukke Cosette. Familien Thénardier er også flyttet til Paris og bor nu i fattigdom efter at have mistet deres kro. De bor under navnet ”Jondrette” i Gorbeau Huset (tilfældigvis samme bygning, som Valjean og Cosette kortvarigt boede i efter at havde forladt Thénardiers kro). Marius bor der også ved siden af familien Thénardier.
Éponine besøger laset og udmagret Marius i hans lejlighed for at tigge. For at imponere ham prøver hun at bevise sine læse- og skrivefærdigheder ved at læse højt fra en bog og ved at skrive ”Politiet Er Her” på et stykke papir. Marius får medlidenhed med hende og giver hende penge. Efter at Éponine er gået, ser Marius familien ”Jondrette” i deres lejlighed gennem en revne i væggen. En filantrop og hans datter besøger dem – faktisk er det Valjean og Cosette. Marius genkender med det samme Cosette. Marius beder Éponine om at skaffe hendes adresse. Éponine, som selv er forelsket i Marius, går modvilligt med til det. Thénardier genkender også Valjean og Cosette og sværger hævn. Thénardier får hjælp af Patron-Minette, en kendt og berygtet bande af mordere og røvere.
Marius overhører Thénardiers plan og går til Javert for at rapportere forbrydelsen. Han går hjem igen og venter på, at Javert og politiet ankommer. Da Valjean kommer tilbage med huslejepengene, overfalder Thénardier og Patron-Minette ham og afslører hans identitet. Marius genkender Thénardier, som ham der ”reddede” hans fars liv ved Waterloo og er i et dilemma. Han prøver at redde Valjean uden at forråde Thénardier. Han ser den lap papir, som Éponine havde skrevet på og smider den ind i Thénardiers lejlighed gennem revnen. Thénardier læser det, og tror at Éponine smed det ind. Han, fru Thénardier og Patron-Minette prøver at flygte, blot for at blive stoppet af Javert. Han arresterer hele familien Thénardier og Patron-Minette(bortset fra Claquesous, som flygter under transporten til fængslet, Montparnasse, som stopper, for at løbe væk sammen med Éponine i stedet for at slutte sig til røveriet og Gavroche, som ikke var tilstede og sjældent tager del i sin families ulovligheder, på nær i hans andel i at bryde sin far ud af fængslet). Valjean undslipper inden Javert ser ham.
Efter Éponines løsladelse fra fængslet finder hun Marius og fortæller ham bedrøvet, at hun har fundet Cosettes adresse. Hun leder ham til Valjean og Cosettes hus i Rue Plumet, og Marius observerer huset i et par dage. Han og Cosette mødes endelig og erklærer deres kærlighed til hinanden. Thénardier, Patron-Minette og Brujon flygter fra fængslet med hjælp fra Gavroche. En nat mens Marius besøger Cosette, prøver seks mænd at røve Valjean og Cosettes hus, men Éponine, som sidder ved porten til huset, truer med at skrige og vække hele nabolaget, hvis tyvene ikke går deres vej. De går modvilligt deres vej. Imens fortæller Cosette Marius, at hun og Valjean tager af sted til England om en uges tid, hvilket bekymrer parret dybt.
Næste dag sidder Valjean i Champ du Mars. Han er foruroliget efter at have set Thénardier i nabolaget flere gange. Uventet lander et stykke papir i hans skød, som siger ”FLYT VÆK”. Han ser en skikkelse løbe væk i det svage lys. Han går tilbage til sit hus for at fortælle Cosette, at de vil flytte til deres andet hus i Rue de L’Homme Arme og bekræfter, at de flytter til England. Marius prøver at få tilladelse fra M. Gillenormand til at gifte sig med Cosette. Hans bedstefader virker barsk og vred, men har længtes efter at Marius vender tilbage. Da temperamenter blusser op, nægter han og siger, at Marius skal gøre Cosette til sin elskerinde i stedet for. Fornærmet går Marius sin vej. Dagen efter gør studenterne oprør og bygger barrikader i de smalle gader i Paris. Gavroche ser Javert og informerer Enjolras om, at Javert er spion. Da Enjolras konfronterer ham med dette, erkender han sin identitet og sine ordrer om at spionere mod studenterne. Enjolras og de andre studenter binder ham til en stolpe i restaurant Korinth. Senere samme aften går Marius til Valjean og Cosettes hus i Rue Plumet, men finder huset tomt. Han hører en stemme fortælle, at hans venner venter på ham ved barrikaden. Oprørt over at Cosette er væk, føjer han stemmen og går.
Mens Marius kæmper på barrikaden, kommer en soldat på den anden side og sigter mod Marius. En mand stiller sig dog imellem dem og holder sin hånd og krop foran musketten. Soldaten fyrer og sårer manden dødeligt. Manden kalder Marius ved navn. Marius og læseren opdager at det er Éponine, klædt i mandetøj. Døende bekender hun, at det var hende, der sagde, han skulle gå på barrikaden i det håb, at de ville dø sammen. Det var Éponine, der smed papiret til Valjean. Éponine giver Marius et brev som er adresseret til ham. Det er skrevet af Cosette; Éponine indrømmer at hun fik det tidligere på dagen. Efter Éponines død læser Marius Cosettes brev og skriver et afskedsbrev til hende. Gavroche giver det til Valjean. Valjean, som lærer at Cosettes elskede kæmper, er først lettet, men en time senere, tager han en Nationalgarde-uniform på, bevæbner sig med en pistol og ammunition og forlader sit hjem.
Valjean ankommer til barrikaden og redder umiddelbart efter en mands liv, selv om han endnu ikke er sikker på, om han vil redde Marius eller slå ham ihjel. Marius genkender straks Valjean. Enjolras fortæller, at de næsten er løbet tør for ammunition. Efter at have hørt det, går Gavroche over barrikaden for at samle patroner fra de døde soldater fra Nationalgarden. Men han bliver ramt og dræbt af dem.
Senere redder Valjean Javert fra at blive dræbt af studenterne. Han melder sig frivilligt til at henrette Javert, og Enjolras giver ham tilladelse. Valjean tager Javert væk fra de andre og skyder op i luften, mens han lader Javert gå. Mens barrikaden falder, bærer Valjean en såret og bevidstløs Marius væk. Alle de andre studenter – også Enjolras – bliver dræbt. Valjean slipper væk gennem kloakkerne med Marius. Han undgår en politipatrulje. Han finder til slut en udgang fra kloakken, som er lukket med et gitter, men til hans skuffelse er gitteret låst. Valjean hører pludselig en stemme bag sig, han vender sig om og ser Thénardier. Valjean genkender ham, men han er fattet, for han mener ikke, at Thénardier genkender ham. I den tro at Valjean bare er en simpel morder, tilbyder Thénardier at åbne gitteret for penge. Han gennemsøger Valjean og Marius’ lommer. Mens han gør det, river han i hemmelighed et stykke af Marius’ kjole, så han senere kan finde ud af hans identitet. Efter kun at have fundet tredive francs, tager Thénardier modvilligt pengene, åbner gitteret og lader Valjean slippe igennem.
Ved udgangen løber Valjean ind i Javert, som han overtaler til at give sig tid til at føre Marius tilbage til hans familie. Javert indvilger. Efter at have efterladt Marius i Gillenormands hus beder Valjean om endnu en ting: at få lov til kort at tage hjem, hvilket Javert tillader. De ankommer i Homme-Armé gaden og Javert informerer Valjean om, at han vil vente på ham. Mens Valjean går ovenpå, kigger han ud gennem vinduet og ser, at Javert ikke længere er der. Javert går ned af gaden og indser at han er fanget mellem sin strenge tro på loven og den nåde Valjean har vist ham. Han føler, at han ikke længere kan overgive Valjean til myndighederne. Ude af stand til at klare dette dilemma begår Javert selvmord ved at kaste sig i Seinen.
Marius kommer sig af sine skader, og han og Cosette er snart gift.
Samtidig er Thénardier og Azelma til hvide tirsdag ”maskeret”. Thénardier ser Valjean i bryllupsfølget den modsatte vej og byder Azelma følge dem. Efter brylluppet indrømmer Valjean over for Marius, at han er galejslave. Marius er forfærdet over afsløringen. Overbevist om at Valjean er en mand af dårlig moral, styrer Marius Cosette væk fra Valjean. Valjean mister viljen til at leve og bliver sengeliggende.
Senere nærmer Thénardier sig Marius i forklædning, men Marius bliver ikke narret og genkender ham. Thénardier prøver at afpresse Marius med, hvad han ved om Valjean, men dermed retter han Marius’ forkerte opfattelse af Valjean og afslører alt det gode, han har gjort. Han prøver at overbevise Marius om, at Valjean er morder og viser det stykke han rev af kjolen som bevis. Lammet genkender Marius stoffet og indser, at det var Valjean, der reddede ham fra barrikaden. Marius hiver sin blodige kjole frem og kaster den hen til Thénardier. Han konfronterer Thénardier med hans forbrydelser og tilbyder ham en stor sum penge, hvis han tager bort og aldrig vender tilbage. Thénardier takker for tilbuddet, og han og Azelma rejer til Amerika, hvor han bliver slavehandler.
Mens Marius og Cosette skynder sig til Valjeans hus, fortæller han hende om, at Valjean reddede hans liv ved barrikaden. De besøger ham, men den store mand er døende. I sine sidste øjeblikke oplever han lykken med sin adoptivdatter og svigersøn ved sin side. Han afslører også Cosettes fortid for hende og hendes moders navn. Sammen med dem i kærlighed, dør han. Mens han ligger mellem Cosette og Marius, hviler lyset fra biskoppens lysestager over det hele, og midt i natten lyser et lys fra himmelen over Valjean, som om der var en engel, der venter på at følge hans sjæl til Himmelen.
De første to bind af Les Misérables udkom d. 3. april 1862, varslet af en massiv kampagne; resten udkom d. 15. maj 1862. Da Victor Hugo havde ry for at være en af Frankrigs bedste digtere, var romanen en længe ventet begivenhed. Kritikernes reaktioner var mange og ofte negative; nogle fandt bogens emne umoralsk, andre beklagede sig over dens overdrevne sentimentalitet, og nogle var foruroliget over dens klare sympati for de revolutionære. Goncourt brødrene udtrykte deres store utilfredshed og dømte romanen til at være kunstig og skuffende. Flaubert fandt ”hverken sandhed eller storhed.” Den franske forfatter og kritiker Charles Baudelaire gav værket gode anmeldelser i aviserne, men kaldte den privat for “smagløs og generelt inkompetent.”
Bogen var en stor kommerciel succes. Den korteste korrespondance i forlagshistorien er mellem Hugo og hans udgiver Hurst & Blackett i 1862. Hugo var på ferie, da Les Misérables blev udgivet. Han telegraferede ”?” til sin udgiver, som svarede med et ”!”. Da den blev oversat til bl.a. italiensk, græsk og portugisisk samme år, viste det sig, at den ikke kun var populær i Frankrig, men i hele Europa. Den har været populær lige siden og var favorit blandt de konfødererede soldater fra den Amerikanske borgerkrig, som kaldte sig for ”Lee's Miserables” (en reference til deres stadig dårligere forhold under General Robert E. Lee). Dens popularitet fortsætter, og mange anser den for den vigtigste roman nogensinde.
Wikiquote har citater relateret til: [[q:{{{1}}}|Les Misérables]]. |
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
This article uses material from the Wikipedia Dansk article Les Misérables, which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
®Wikipedia is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.