Triumvirat

I historien først og fremmest brugt om to vigtige sammenslutninger i den romerske republiks sidste århundrede: det første triumvirat i 60 f.Kr. det andet triumvirat i 43 f.Kr..

Første triumvirat blev indgået i 60 f.Kr. af Julius Cæsar, Pompejus og Crassus. De tre havde det til fælles, at deres politiske liv blev forstyrret af Cato, Bibulus og Cicero.

Trimuviratet var ganske uofficielt, og målet var at sikre, at de alle tre kunne blive konsuler. Cæsar blev konsul i 59 f.Kr. og Pompejus og Crassus i 55 f.Kr.. Triumviratet sikrede også, at Cæsar kunne få den lukrative provins Gallien som prokonsulat efter endt embedstid.

For at besegle triumviratet blev Pompejus gift med Cæsars datter Julia. Hun døde i barselsseng i 54 f.Kr., og da Crassus døde året efter, gik triumviratet i opløsning, og Pompejus og Cæsar endte som fjender.

Andet triumvirat blev indgået i 43 f.Kr. af Octavian (Augustus), Marcus Antonius og Lepidus. Dette triumvirat var et forbund mellem Julius Cæsars mægtigste arvtagere af riget. Octavian fik vesten (Spanien, Gallien og Italien), Marcus Antonius fik østen (Lilleasien, Grækenland og Egypten) og Lepidus fik Africa. Aftalen blev ratificeret ved en lov.

Octavian blev hurtigt meget magtfuld og fik sat Lepidus ud af spillet, ligesom Pompejus' søn Sextus Pompejus, der drev sørøveri fra Sicilien blev overvundet af Agrippa.

Derefter udbrød der borgerkrig mellem Octavian og Marcus Antonius. Den endte med, at Octavian kunne udråbe sig som princeps (kejser) med navnet Augustus.