Veto

Denne artikel omhandler retsbegrebet. Opslagsordet har også en anden betydning, se VETO (band).

Vetoretten kan dermed afværge en vedtagelse, selvom der i øvrigt er flertal for den. Udtrykket stammer fra republikkens Rom, hvor tribunhvervet var udstyret med en beføjelse til at forhindre vedtagelsen af bestemmelser i senatet. Dette gjordes ved at tribunen trådte frem på senatsgulvet og fremsagde: "Veto" – "jeg forbyder".

Et veto kan være definitivt (absolut veto). I disse tilfælde kræves der enstemmighed, for at beslutningen er gyldig. Alternativt kan et veto udsætte beslutningen, således at den først træder i kraft efter at være vedtaget flere gange eller med et særlig stort flertal (suspensivt veto).

Absolut veto

I FN's sikkerhedsråd har de permanente medlemmer absolut veto. Siden 1945 har disse bestået af USA, Rusland (tidligere USSR), Storbritannien, Frankrig og Kina, dvs. sejrherrerne i 2. verdenskrig.

I sager af vital betydning har EU' s medlemmer absolut veto. I praksis anvendes dette yderst sjældent og undgås normalt gennem et forlig i ministerrådet. Ved udvidelser af medlemskredsen skal der være enighed, hvilket bl.a. førte til en midlertidig krise i forbindelse med vedtagelsen af Lissabontraktaten.

Suspensivt veto

Den amerikanske præsident har i visse sager, bl.a. vedtagelsen af budgettet mulighed for at suspendere kongressens beslutninger og kræve nye forhandlinger, hvorefter kompromiset skal vedtages efter særlige regler.

• De fleste statsoverhoveder har – i hvert fald i teorien – vetoret overfor lovforslag. Det er dog ikke alle statsoverhoveder, som kan tænkes at ville benytte sig af denne ret – f.eks. har Danmarks regent ifølge Grundloven magt til at forhindre et lovforslags vedtagelse. Denne ret blev sidst brugt under påskekrisen i 1920, men det anses som usandsynligt at det skulle ske i dagens Danmark.