Den Byzantinske Billedstrid

I den østerlandske kirke gik ærbødigheden for billederne nogle steder over til billeddyrkelse. Dette var en gru for jøder og muslimer, og 723 bød kaliffen Jesid II, at billederne skulle fjernes fra kirkerne i hans rige.   Leo III Isaureren (af "Den Syriske slægt", (no)) var dengang græsk kejser, og hans afsky for billederne var lige så stor som hans fjende Jesid II’s, men der var en god portion politik bag ved denne følelse. 726 forbød han at knæle for billederne, og 730 bød han, at de skulle fjernes fra kirkerne eller overmales.

På kejserens side stod hæren, mod ham var munkene og lægfolket, især kvinderne, og de støttedes af den store dogmatiker, Johannes fra Damaskus (død o. 750) og af de kirkeligsindedes hovedpart. Paverne i Rom tog bestemt afstand fra den billedfjendske kejser, og billedstriden førte til et afgjort brud mellem Konstantinopel og Rom og kastede paven over i frankernes arme.

Kejser Leos søn og efterfølger, Konstantinos V Kopronymos (741-75), gik i faderens spor, og synoden i Konstantinopel (754) lyste anatema over alle billedvenner. Konstantinos’ svigerdatter, kejserinde Irene, var billedven; hun sammenkaldte synoden i Nikæa 787, hvor billederne sejrede.

I begyndelsen af 9. århundrede åbnede kejser Leo V Armenier atter billedstormen, som varede ved, indtil atter en kvinde, kejserinde Theodora, fik synoden i Konstantinopel 842 til at udtale anatema over alle billedfjender. Til minde om billedernes sejr og som sejrsfest over alle kætterier fejredes hvert år i den østerlandske kirke 19. februar som ortodoksiens fest; den blev senere henlagt til 1. søndag i advent.

Se også

• Billedforbud – Ikonoklasme

• Opslag af dr. phil. Laust Jevsen Moltesen i Salmonsen (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 3, s. 241)

• "ikonoduler". Den Store Danske (lex.dk online udgave).

Noter;