Giovanni Pierluigi da Palestrina var en italiensk komponist fra renæssancen.
Giovanni Pierluigi da Palestrina | |
---|---|
Personlig information | |
Kæle/øgenavn | Giannetto, Giovannetto |
Født | 1525 Palestrina, Italien |
Død | 2. februar 1594 Rom, Italien |
Gravsted | Peterskirken |
Ægtefæller | Lucrezia Gori, Virginia Dormoli |
Uddannelse og virke | |
Elev af | Robin Mallapert, Giacomo Coppola, Claude Goudimel, Giovanni Animuccia, Firmin Lebel med flere |
Beskæftigelse | Korleder, musikpædagog, sanger, kapelmester, komponist, organist |
Elever | Ruggero Giovannelli, Francesco Soriano, Annibale Stabile, Alessandro Romano, Tomás Luis de Victoria med flere |
Genre | Kirkemusik, Motet, renæssancemusik, messe, kirkemusik |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Han og Orlando di Lasso regnes for tidens største komponister. Han skrev hovedsageligt kirkelig vokalmusik og vurderes navnlig højt for sine messer. I dem fokuserede og legede han altid meget og meget forsigtigt med dissonanser, som han lod sig fascinere af. På grund af de mange salmer han skrev til salmebøger, var hans latinske tekster altid velovervejede og tydelige. Det ses blandt andet af hans mest kendte værk "Missa Papae Marcelli".
Han har skrevet 104 messer, over 250 motetter og andre kortere stykker til kirkelig brug samt to madrigalbøger og Missa Papae Marcelli (Marcellus-messen) fra 1567.
Han blev født omkring år 1525 i den lille by Palestrina, hvorfra han har sit navn. Han tog til Rom som ung, hvor han uddannede sig måske hos organisten Robin Mallapert og boede og arbejdede der det meste af sit liv.
Ikke før år 1544 blev han organist og korleder i sin hjemby. I 1547 blev han gift med Lucrezia Gori, og allerede tre år senere i 1550, var han så berømt, at han fik arbejde ved Cappella Giulia (en del af det Sixtinske kor) som korleder. Fire år efter denne ansættelse skrev han sin første samling messer, inspireret af Cappella Giulia-korets messer.
Mellem 1550 og 1555 var han ansat i det Sixtinske Kapel, men en ny pave mente ikke, at en gift mand var det Sixtinske Kapel værdig, og afskedigede ham. Efter han havde mistet arbejdet, blev han kapelmester i to af Roms vigtigste kirker, St. Johannes Lateran (1555-1560) og St. Maria Maggiore (1561-1566). I 1566 sagde han op i St. Maria Maggiore.
I 1564 begyndte kardinal Ippolito 2. d’Este at interessere sig for Palestrinas musik og spurgte, om han kunne have lyst til at skrive musik til hans hof. Det gjorde han, til han blev musiklærer på Seminario Romano. I 1571 vendte han tilbage til Cappella Guilia. I 1577 blev han bedt skrive salmer (under opsyn af Trent-rådet, det romerske kirkeråd).
Hans kone Lucrezia Gori døde under influenzaepidemien i 1580. Året året efter giftede han sig med en rig pelshandlerske Virginia Dormoli. Det ægteskab hjalp ham ud af finansielle problemer, og hun sikrede sig berømmelse. Inden han døde i 1594, offentliggjorde han yderligere 16 samlinger musik.
Størstedelen af Palestrinas produktion er sakral, heraf udgøres størstedelen af messer. Hans værkliste omfatter i alt 105 messer, som kan inddeles i tre grupper:
Palestrinas øvrige sakrale værker omfatter blandt andet cirka 250 motetter samt hymner, magnificat, åndelige madrigaler med mere. Foruden kirkelige værker skrev Palestrina også et antal profane madrigaler. En stor del af Palestrinas værker blev trykt og udgivet i hans levetid eller lige efter hans død. Udgivningstakten voksede under den senere del af hans liv, hvor tillige tidligere upublicerede ungdomsværker blev udgivne. Hans værker spredtes gså til større kirker via afskrifter, der ikke altid var godkendte af ham selv.
Et af de store spørgsmål i forbindelse med den katolske kirkemusik, som blev debatteret i 1500-tallet, var musikkens forhold til teksten. En vigtig milepæl i denne diskussion var det tridentinske kirkemøde i midten af århundredet. Der fastsloges, at teksten klart skulle kunne opfattes, og at musikken skulle understøtte teksten. Polyfonien var i denne situation udsat og truet med bandlysning i kirkerne. Palestrina præsenterede sin løsning på problemet med kombinationen af polyfoni og tydeligt præsenteret tekst i blandt andet Marcellus-messen (Missa Papae Marcelli). Han var her tilbageholdende med at lade forskellige tekststavelser lyde samtidigt i adskilte stemmer, og tenderede til at synkronisere stavelsernes diktion i forskellige stemmer. Marcellus-messen blev en slags model för den efterfølgende kirkemusik.
Palestrina fik tillige – sammen med Annibale Zoilo – til opgave af pave Gregor 13. at revidere melodierne i Gradualen. Arbejdet forblev ufærdigt og færdiggjordes i 1614 af de to komponisters elever Francesco Soriano og Felice Anerio. Gradualen fra 1614, kaldet Medicæa eftersom den blev bekostet af Medici, forblev i anvendelse frem til 1908.
Palestrinas stil præges af en stræben efter harmoni og balance. Melodierne bevæger sig oftest skridtvis og større spring undgås. Gentagelser og sekvenser undgås. Det tilstræbes, at alle stemmer i en musikalsk sats skulle have melodiske kvaliteter. Palestrina er tillige meget bevidst i sin anvendelse af dissonanser. Studier af hans stil er blevet et almindeligt indslag ved uddannelsen i kontrapunkt for komponister.
(samlet 113 messer i 14 Bæger)
(samlet 35 magnificat-melodigange)
(samlet 11 Litanei-melodigange)
(samlet 72 Lamentations-melodigange)
(samlet 77 hymne-melodigange)
(samlet 336 autentiske kompositioner og 81 værker med usikker tilskrivning og/eller af tvivlsom ægthed)
(sanmlet 56 åndelige madrigaler)
(samlet 93 werdslige madrigaler)
This article uses material from the Wikipedia Dansk article Giovanni Pierluigi da Palestrina, which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
®Wikipedia is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.