Repoussoir: Objekter i billedsiden for at skabe dybde

Dybden i billedet skabes ved at repoussoir-objektet er forholdsvis større end andre objekter på billedet og indrammer kanten. De andre objekter ser derved ud, som om de trænges langt tilbage ind i billedets baggrund.

Hermed trækkes beskuerens øje fra kanten ind mod baggrunden.

Repoussoir-objektet var typisk et stykke arkitektur eller et træ, men kunne også være et menneske eller dyr. Objektet er også gerne mørkere eller en helt sort silhuet i forhold til den lysere baggrund.

Teknikken giver en mere interessant komposition end typiske panorama-billeder, hvor beskuerens øje glider over den ensartede forgrund og baggrund uden at hæfte sig ved nogen objekter.

Repoussoir-teknikken blev populær hos kunstnere siden barokken, og kan især findes hos hollandske landskabsmalere fra det 17. århundrede. Jacob Isaacksz. van Ruysdael yndede at bruge repoussoir i sine landskaber ved at placere et træ i den ene kant af maleriet. I stedet for træeer, brugte malere som Paolo Veronese, Peter Paul Rubens og impressionisterne som Gustave Caillebotte menneskefigurer til repoussoir i sine billeder.. I Danmark blev teknikken brugt af bl.a. Johan Thomas Lundbye.

I dag kan teknikken bruges med fordel i fotografi og anden billedkunst.

• Eksempler på repoussoir i malerier
•  
  Jacob Isaacksz. van Ruysdael, Landskabet ved Egmond aan Zee (1648, Currier Museum of Art). Træet i venstre kant skubber beskuerens øje ind i billedet.
•  
  Johan Thomas Lundbye En gravhøj fra oldtiden ved Raklev på Refsnæs (1839, Thorvaldsens Museum). Den store gravhøj dominerer og understreger hele landskabet.
•  
  Gustave Caillebotte. Gade i Paris på en regnvejrsdag (1877, Art Institute of Chicago). Gruppen af mennesker med paraplyerne trækker øjet ind i kompositionen, som også understreges af fremhævet perspektiv.