Løvenørn

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Slægten er uddød.

Skjoldet delt af guld og rødt ved et nedadvendt sværd, i 1. felt en mod venstre vendt oprejst blå løve, holdende sværdet, i 2. en kronet guld dobbeltørn, på den kronede hjelm en otteoddet guld stjerne mellem, to jernklædte arme, hver svingende en nedadvendt sabel.

Slægtens stamfader, general Poul Vendelbo Løvenørn, blev ved patent af 14. januar 1711 optaget i adelsstanden med ovennævnte våben.

Hans søn, konferensråd Frederik de Løvenørn (1715-1779), var fader til den ugifte generaladjutant og premiermajor Ditlev Løvenørn (1743-1788) og til kontreadmiral Poul de Løvenørn. Sidstnævntes søn, ministerresident ved de fri Hansestæder og generalkonsul i Hamborg, gehejmelegationsråd, kammerherre Frederik Ernst Vendelbo de Løvenørn (1798-1849), blev fader til slægtens sidste mand, gesandten Poul Ludvig Ernst de Løvenørn (1839-1922).

Som et vistnok ret enestående tilfælde kan anføres, at stamfaderen under to hundrede år kun hade 14 mandlige efterkommere, af hvilke endda kun 5 nåede den voksne alder.

• Løvenørn i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924) Opslag af Poul Bredo Grandjean