Flint: Hård sten, som hovedsageligt består af kvarts

Denne artikel omhandler Flint i betydningen stenarten flint. Opslagsordet har også en anden betydning, se Flint (flertydig).

De har mange gange kalk på ydersiden, i huller og flintesten findes normalt sammen med kridt og/eller gips. De hvide pletter på flints yderside kan også være opal, der ikke som kalk bruser op hvis man drypper syre på.

Flintesten findes hovedsageligt i lag fra juratiden og i øvre kridt i op til 10 cm uregelmæssige formede knolde. Flintesten består hovedsageligt af kryptokrystaller (kornstørrelser mindre end 1 mikrometer) Chalcedon (siliciumdioxid). Flint er derfor et amorft stof og udviser ingen brudlinjer eller symmetrier, som krystallinske stoffer gør.

Indeslutninger af vand og luft, med størrelser på mindre end hvad et mikroskop kan forstørre, giver nogle flintesten en lys farve og kulstof farver den sort. Krystallografisk er der udover Chalcedon forskellige SiO₂-modifikationer som f.eks.: kvarts, jaspis opal, agat.

Flintestens dannelse er ikke fuldstændig afklaret. Formodenligt sørger kiselsyreholdige opløsninger ved diagenese for en fortrængelse af karbonater. Skaller og kisel fra havsvampe og kiselalger i flintesten dokumenterer den organiske oprindelse.

Herefter fulgte kiselsyredehydrering indefra og ud, hvilket giver flintesten sin løglignende struktur.

 

 

 

Flintestensforekomster findes i talrige jura- og kridttidsaflejringer overalt i Europa.

dag spiller flintesten en mindre rolle som råstof. I nogle typer af asfaltbelægning på veje, anvendes flintesten til iblanding for at forbedre asfaltens reflekterende virkning. Fint malet flintesten anvendes som slibemiddel. Tilnærmelsesvist kugleformede flntesten anvendes i kuglemøller til formaling af mineraler til porcelænsfremstilling.

Fra det 16. århundrede til det 19. århundrede tjente ildsten (flintesten) i fyrtøj. Ildstenen slog mod et slagjern der herved gav en lille byge af gnister som tændte et let brændbart pulver.

Stenalderanvendelse

Fyrtøj fra stenalderen bestod af en ildsten, detonator/tændsats (let brændbart pulver) og pyrit (giver glødende gnister [?]) (se også Ötzi – 5.000 år gammel stenalderjæger, også kendt under navnet Ismanden Ötzi).

Fra jernalderen langt op i tiden brugte man et ildstål til at slå imod en flintesten, for at trække gnister ned i trøsket træ eller et stykke Tøndersvamp, som var præpareret med urin (→ salpeter) for at øge antændeligheden.

Princippet med ildstål + flint blev brugt som tændanordning i de såkaldte "flintelåsbøsser" gennem mange generationer, og i princippet er det den samme mekanisme, som man bruger, når man drejer på lighterens tændhjul.

Ildstensknolde med et naturligt hul (aftryk af en koralarm eller slebet af sand og grus) blev også anvendt som talisman.

Redskaber

Man har brugt flint til redskaber i alle de dele af verden, også i områder hvor der ikke var flint, da man har handlet med det. Således har man eksporteret flint fra miner i Nordjylland til Nordnorge.

Langt senere, nemlig da man ikke længere brugte flint til værktøj, blev jordfundne flinteøkser omfattet med ærefrygt og forstået som "tordenkiler". Det forklarer associationen mellem torden og Thors "hammer".

• Rind, M.M. (Hrsg): Feuerstein: Rohstoff der Steinzeit ; Bergbau und Bearbeitungstechnik, Museumsheft/Archäologisches Museum der Stadt Kelheim; 3, Leidorf, 1987. ISBN 3-924734-60-7
• Per Smed: Sten i det danske landskab, Geografforlaget 1995, ISBN 87-7702-165-7 kan også anbefales hvis man vil læse om sten/bjergarter.

• Vættelys, Tordensten

Wiki Commons har medier relateret til: Flint

• Flintforekomster i Europa Arkiveret 25. oktober 2020 hos Wayback Machine
• Feuerstein-Sammlung Arkiveret 5. februar 2005 hos Wayback Machine
• Chemie und Anwendungen des Feuerstein Arkiveret 9. december 2004 hos Wayback Machine
• - En historie om flint og hvorledes flint dannes. E-bog SAXO