Alawisme

Ikke at forveksle med Alevisme.

Tilhængerne kaldes alawitter, som er det navn de bruger om sig selv, mens modstandere omtaler dem som nusayri, der er en nedladende betegnelse.

Alawitterne forveksles ofte med de historisk relaterede alevitter i Tyrkiet, men de to trosretninger er i dag separate.

Alawismen er især kommet i mediernes lys efter den Syriske Borgerkrig, da den syriske præsident Bashar al-Assad er alawit. Alawitterne menes at udgøre ca. 12-15% af den syriske befolkning og op imod 4 millioner på verdensplan.

Deres oprindelse kan spores til Irak. Men som følge af massive forfølgelser måtte de alawitiske ledere flytte til Syrien omkring år 1000. Det er den historiske årsag til at alawitterne i dag kan findes i disse områder.

Under sunnitiske herredømmer, mamelukkerne og osmannerne har alawitterne i århundreder været udsat for undertrykkelse og forfølgelse. Den sunnitiske teolog, Ibn Taymiyya (1263 - 1328), der er blevet inspirationskilde til salafismen, er kendt for at være den første, der har udstedt en fatwa, som opildnede til massakre mod alawitterne:

... de folk som kaldes nusayri [alawitter] og de andre [relaterede grupper]... er mere kætterske end jøder og kristne, endda mere kætterske end de fleste polyteister...

Konsekvensen af denne fatwa var, at ca. 20.000 alawitter blev massakreret i den libanesiske by Tripoli ^{[kilde mangler]}. Som følge af massakrerne måtte alawitterne søge tilflugt oppe i bjergene.

Også under den osmanniske sultan Selim I blev alawitterne genstand for en fatwa. Inden Selim I erobrede Syrien i 1516, fik han udstedt en fatwa for at kunne forfølge de arabiske alawitter i Syrien. Herefter blev ca. 40.000 arabiske alawitter slået ihjel omkring byen Aleppo, og senere blev også 9.400 alawitiske sheiker slået ihjel:

Disse kættere [alawitterne] kombinerer enhver form for kætteri og ondskab og stædighed og enhver slags blasfemi, æreløshed og ateisme. Hvem end siger at disse [mennesker] ikke er kættere og ateister og [at de] ikke bør bekæmpes, er selv en ateist på samme måde som de er. Grunden til at det er påbudt at bekæmpe dem og dræbe dem, er både deres ateisme og ondskab. ... Hvem der har en af disse egenskaber [som alawitterne] er en ateist og bør dræbes om så han angrer eller ej.

 

Alawitterne havde 1920-1946 deres egen stat, den Alawitiske Stat, der var et fransk mandatområde, som endte med at blive indlemmet i Syrien.

Men det var først, da den alawitiske general Hafez al-Assad tog magten i Syrien ved et statskup i 1970, at alawitterne for alvor blev frigjort fra den historiske undertrykkelse. Hafez al-Assad ændrede i 1973 den syriske grundlov, så præsidentposten ikke længere var forbeholdt sunnitterne, men nu "muslimerne" generelt. Staten blev også i højere grad sekulariseret, da grundlovens henvisning til islam som statsreligion blev udeladt. Disse tiltag blev dog ikke budt velkommen af den islamistiske oppositionsgruppe, Muslimske Broderskab, der havde en stor opbakning blandt landets sunni-arabiske majoritet, indledte voldsomme demonstrationer, der kort efter endte med et væbnet oprør, som omfattede likvideringer og massakrer på både civile alawitter og alawitiske embedsmænd.

Den Syriske Borgerkrig, som begyndte i 2011, er blevet en ny trussel mod alawitterne, da både militante islamistiske oprørsgrupper og oprørssympatisører har givet udtryk for deres ønske om en etnisk udrensning af alawitterne.

Ligesom andre shiitiske grupper tror alawitterne på, at islam har en indre og skjult (bâtin) mening, der kun kan opnås ved at blive indviet i troen. Unge drenge på ca. 14-15 år bliver indviet i troen ved at vælge en "onkel" fra det alawitiske samfund. Denne onkels funktion er at være en religiøs vejleder for den unge dreng ved at lære ham op i den alawitiske tro.

Den alawitiske teologi centrerer sig om Ali, der æres i en guddommelig sammenhæng med Profeten Muhammed og hans ledsager, Selman al-Farisi, hvilket er blevet betegnet som en slags "treenighed". Alawitterne tror også på reinkarnation, som mange muslimske grupper tager afstand fra.