Jærnet/2/3

←Andet Kapitel, Del II.

Jærnet
Andet Kapitel, Del III.
af Harald Kidde

Andet Kapitel, Del IV.→

H. Aschehoug & Co.Kjøbenhavn1918

Jærnet.djvuJærnet.djvu/9177-189

Public domainPublic domainfalsefalse

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Han smuttede ned fra Tiggertaflet, forbi den gysende ogbesværgende Skare i Røgen af Talglysene og desydende Kedler, gennem Døren og op i Gårdens Mørke.

Elias Piehls Stemme sang omme bag Staldene iLadegården. Lygterne, han havde tændt på »Ämbetsmännenes«Hus og Badhuset, flimrede mellem Virvaret af Skygger —,Tage, Gavle, Bislag og Svalegange, Morgongåfvas Vrimmelaf Huse.

Steffan løb ad den kastede Sti uden om Hjørnestolperne,forbi de isdækte Ruder, under Brøndvippens sneføgne Kastel,kryssende mellem Trapperne og Klokkestablerne og desammenskredne Kister og Tuer af Sne, hvorunder Resterne afFarfaders Smedjer, Sømboder og Kulskure sov.

Og dér, i Ruinernes Midte, i det fulde Skær af Laternenpå Skindboden, lå Bäckstugan, med isdryppet Stråtag,udskårne Bislag og hvidrammede Ruder: det gamle Kontor…

Nætterne, når han ikke kunde finde Hvile forSmærterne, for Bandagens knugende Pres, for Bjælkeværkets Sukog Fosforulmen og Skovens Truen, havde han, under Veråb,stablet sig over Ende i Puderne, og mens Märta Moll fraSengen inde i Sidekamret, vækket ved hans Bevægelser,men endnu halvt sovende, blidt og formanende nynnedeFreses:

fandt han i Lygte- eller Måneskinnet Stråtaget påBäckstugan dernede.

Han åndede dens Lugt af Skimmel og dugvådt Mos og

nemmet fra hans første Tanke, løsnede sin Tornekrans omhans Hjærte. Og Märta Molls Salmer for MorgongåfvasAldersstegne:

eller

tyssedes bort i tvende Fløjters Spil:

O Jacob Frese, som Märta Moll stedse maner os med— Elskovs-Sangeren, som, gennem Fædrelandets Ulykke:dets Heltekonges, ja al dets Ungdoms Sejrsløb, der endte iUkraines Sne; gennem sit eget Blods Ørhed, der endte iårelang Sotteseng og årle Død, steg af Asken som denskæreste Røst i det Salmekor, der ledte Karolinernes ogSverrigs Storhedstid til Graven — o blodige Heros, dutrænges ikke her!

De Gamle to, de kendte så lidt til Salmer som Cilluf ogGideon, de legede på deres Fløjter Åhlströms og HæffnersMelodier, de spillede deres Kort, deres Vira og Bizique,sugede deres Piber og fulgte fra Ruden Gårdens Liv …

Steffan stod nu under Bislaget, på hvis tvende, nunedsneede Bænke de Sommeraftner sad med deres KrusEnebærøl og deres »Gäffle Våben«.

Han skød Døren til den lille Forstue op. En Lugt aformædt Træ, af skrumpen Hud, hentørret Kød ogblomstrende Krukkevæxter, af Alderdom og Podeskole, men ikke,selv ej med svageste Mindelse om Rust, af Jærncentral ogPengebørs …

Tilhøjre og tilvenstre stod Dørene på Klem ind til deto Rum, Hr. Sixten Råbocks og Hr. Anders Stenkulas, fyldteaf Lygtens Skær og Møblernes Skygger. Men foranskinnede Glarruden til Fællesstuen, og her fra den høje Tærskelså Steffan de Gamles Hoveder derinde, bøjede mod hinanden i Lampens Lyskres — Hr. Sixtens Hårkam og Høgenæse,Hr. Anders'es Skaldepande og tykke Kind. Og i HusetsStilhed, så dyb efter Folkestuens Brus, hørte han demumlende Røster og Tærningernes Fald på Bordet.

Han lyttede — og hans Hånd frøs på Klinken … Herlugtede ikke af Blod og af Jærn, og hør nu dog derinde …

Det var det evigt vante — den daglige Tvekamp mellemde to Gamle — om det, han var søgt hid for at glemme ..!

O, fly til Folkestuen igen! Herude, trods Dørens Værn,hørte han hvert Ord … Tjenernes Samtale i deres Herres,i Farfaders Hus …:

Hr. Sixten, der skulde have Rede på Gangen påAdamshyttan, på Gideons Ulykke med Ovnen hin Dag, da efterFolkenes Hvisken Patronen tog hans Øjne …

Hr. Sixtens grundende Stemme:

»Jamen du, Bro'r Anders, at »skullningen« virkelig ikkekunde hindres …

Bro'r Anders sagde en Gang: »»Hängningar« kendte viikke før den varme Blæst«, men se nu: »Skullningar«, vardet bedre?«

Steffan kunde ramse de Spørgsmål på Fingrene, hanhavde hørt dem fra Barn, Dag for Dag! Og dog blev hanstående for at lytte til deres evige Omkvæd, døv forSangen histovre fra det dansende Køkken:

»Hvor meget Malm de dagligen havde regnet fraPersberg, hvormeget fra Långbanen og hvor meget fraNordmarken?«

»Hvad af Kul, Kalk og Slig, der gik til en forsvarlig»beskickning«?«.

»Hvor mange Göser, Knipper Stang- eller Stokjærn ogTønder Søm, Dyrik Pramkarl og den længst døde EvertMånedsdreng plejede at fragte på de vældige Pramme, dernu stod under Vand på Daglösens Bund?«

Jo, nu dukkede Anders Stenkula sin blanke Isse ogknurrede sine Svar … Hr. Sixten var jo så langt den fornemsteaf de to, Officér og Adelsmand, og måtte svares, men …

Å, nu kom Hr. Anders'es Tur — hans Pande foldedesig opad, hans Øjne plirrede blanke frem:

»Da Bro'r Løjtnant lå på den Ø, den store, nede vedTyskland … Rügen ahja! i 1805? Og det Slag — dengamle Kirurg inde i Filipstad, ham Polakken, blev fangetdér? der var tre Kejsere til Stede og en Sol? Austerlitz vardet! Å bi, lidt, lille Bro'r, bi …«

Jo, jo, også de Spørgsmål kunde Steffan tælle op, trodsDøren og de lave Stemmer … Men også i deres Omkvædstod han fangen, her i Jærnkontoret, i Adamshytten, sitHjem …

»Jo, Bro'r, de to Generaler, som hed næsten det samme— Bro'r må ikke blive vred, jeg har spurgt så tit, menBro'r véd, min Hjærne blev svag — og én til, som hedanderledes, de gik op på Slottet i Stockholm og afsatteKongen? Ah, i »Hvita rummet« ja, og Adlersparre ogAdlercreutz hed de, og Anckarsvärd. Og Bro'r stod Vagt vedDøren og anede ingenting? Se, det kan jeg huske! Mennu ham, der fangede Kongen, da han flygtede gennemSlotsgården til Livvagten? En, der mærkeligt nok også skrevBøger om at fange Ræve og Harer? Bror af Ekestam påDjursäter bruger de Bøger. Greiff! Greiff, ja — må jeglige skrive op?«

»Jamen Præsten på de Øer mellem Sverrig og Finland,som Russerne altid tager? Ålandsøerne! der rejsteBønderne og tog Livet af Russerne den Gang — hvornår?1808! — så at Havet langt bort lugtede af Lig? Og dervar også en Lensmand med? Arén! Og Gumérus hedPræsten? Tak! Og Bro'r hjalp? hvor mange slog Bro'rihjel?«

»Men Bro'r Løjtnant, den svenske Adelsmand, ham, dervar Ven med den franske Dronning, som de huggedeHovedet af — Frøken Hulda på Djursäter havde kendt hamog Dronningen? Folk trampede ham ihjel i Stockholm, Bro'rså det — hvor? På Riddarhustorget! Hvorfor? Sagde dehan havde taget Livet af Kronprinsen? Karl August? SåBro'r, at hans Brystkurv trampedes itu? Og han var sådanen Helt! han havde været med i den store Revolutionog i Amerika, ikke? Ved en Fæstning? Yorktown! Fersen— Tak, Bro'r, nu skriver jeg det ned: Fer-sen, så glemmer jeg det ikke! Men, bi lidt — Kosakken, som huggedeBror's Knæ af — Bro'r vred Dolken rundt i Struben påham …«

Men nu skurede en Stol i Gulvet, og i ModeratørlampensSkær så Steffan Sixtens Hanekam dukke ind i HængeskabetsDørskygge. Hr. Sixten søgte Virakortene at sætte en Stopperfor den Fritten!

Men en Griffel skreg. Hr. Anders rablede Navnene ogÅrstallene ned på sin Tavle — for at viske dem ud medÆrmet og spørge igen i Morgen …

Anders Stenkulas Tavle, som han alle Vegne bar medpå sit Bryst, og Griflen knuget mellem hans Fingre …

Femogtyve År foran Farfaders Ovne, mellem hans Hamre,Brager og Bælge … Larmen, Heden, Talrækkerne: Stænger,Göser og Søm, Pram- og Slædelæs, Magasinsforråd og Fragter— havde brudt Anders Stenkulas Hjærne. Kunogleogfyrretyve År gammel mistede han Hukommelsen …

De simpleste Ting, de dagligdags, genkommendeHændelser måtte han tegne op og læse igennem hver Morgen:Tiden da Klapbordet dækkedes for ham og hans gamleKammerat, Månedernes og Tjenestefolkenes Navne, jaKlædningsstykkers og Redskabers, for ej at tale om Herskabets,Hr. Sixtens eller de gamle Venners Fødselsdage, ja til Tiderhans eget Navn.

Men aldrig gamle Welam Choræi eller Adamshyttans!Begivenheder, som i hans Levetid havde smæltet Verden omtil en anden, holdt sig kun for ham den Tid, hans Håndgriflede dem på Tavlen — Robespierre og Napoleon, KejserAlexander og Gustaf den Tredje glippede Gang på Gang.Men aldrig Fastingens Jærnpriser, Årenes Vinterføre ogKulhøst, Malmenes mange Navne og deres Kvaliteter, fraBlod- til Fedtstenen — Rundgangen i Adamshyttans Ovn …

Men over hans Tunge kom de kun tvungne af Hr.Sixten — som Alt-Kosenows og v. Essens, Sveaborgs ogSandels over Råbocks på Anders'es indstændige Bønner.

Steffan vendte sig, mens Kortbladene nu faldt derinde,og så mod de to skyggefulde Rum. Hr. Sixtens tilhøjre ogHr. Anders'es tilvenstre.

Lænestolenes Øreklapper. Himmelsengenes Forhæng,Tapeternes Blomsterkranse og Portræt-Silhuetter — og detvende Fløjter, Hr. Sixtens Ibenholts med Sølvknapper,signeret: Manzani, Firenze 1828, og Stenkulas af Krystal,Laurent, Paris 1833 …

Når Viraen om lidt var omme, når »Gask« og de andre»Bud« var til Ende, vil her kvidres fra Stue til Stue:

Og Huset sejle for bliden Bør mod Døden med tospillende Bacchi Børn om Bord …

Og dog — Steffan kiggede atter på Tå ad Ruden …Sixten Råbocks Hoved dér i Lampeskæret, bøjet over Kortene— Råbock'ernes sidste, under Nådensbrødets lave Tag …

Det røde Ar, der skyggede gennem Issen, og Hånden,som nu triumferende løftede »Gask på fire« i treFingerstumper … Knirket af Gyngeskamlen, der vuggede hansstive Ben med den knuste Knæskal …

Sådan vendte Hr. Sixten Råbock hjem fra sine Krigstog,fra Fædrelandets store Nederlag, og fandt Pardixhyttan,Råbock'ernes ældgamle Sæde, som Ruin — og fik sit Lyhos Farfader, der under hans ældre Broders, Rubens, Sygdomog Død og hans eget Fravær, havde ledet al Handel, alVandkraft, alt Folkehold, al Rekognitionsskov til sig — ogtilsidst Ejeren selv …

Hans Uniform på Væggen derinde — Epauletternesgulnede Sølv, Kyrassets og Passpoalernes skimlede Grønt og,som en Strådynge, Hattens knækkede Fjerbusk — Mandsom Dragt slidt til sidste Tave …

Med lukkede Øjne — mens Sixtens Stemme derindetålmodigt dikterede Anders de gamle Spilleregler tilNedskrivning på Tavlen — levede Steffan hans Liv, som Fader ogFarbroders Fortællinger, som denne Aften havde givet hamat måtte leve det …:

Meldt 12 År gammel, lig »Bjærget«s andre »yngreSønner« til »det frivillige Jægerkor«, var han 15 År gammelFændrik og 17 År Officer. Hans Fader, en Gang ogsåyngste Søn, tjente jo »Regimentet«, til den ældre Broder,Magnus, døde, og han arvede Hjemmet — og før ham toFarbrødre: én falden ved Poltava, en anden vendt hjem fra13 Års Fangenskab i Tobolsk, fra 23 Års Krigstjeneste,en brudt og sindssyg Menneskerest …

Som Sixtens Fader havde deltaget i »Frihedstidens« finskeog pommerske og i Gustaf den Tredjes Felttog, i Daldansenog Anjala, drog han selv, 22 År gammel ud til 1805 og 6og 7, til Pommern og Rügen —: hørte om Austerlitz ogJena, men stred ved Alt-Kossenow og i det navnkundigeSlag ved Schallsee, hvor én Dragon dræbtes … belejredesi Vintermånederne i Stralsund og hjemskikkedes blandt 10,000andre for Napoleon »ufarlige«, til Sverrig. Og retireredefølgende År de halvtredsindstyve Mile gennem Finlands Sneog Kulde, så Åbo og Åland rømmes, Sveaborg forrådes —og mødte endelig ved Revolax for første Gang den Fjende,der ej var Frost og Hunger og Troløshed, men BuxhövdensRussere, rykkede atter frem de trøstesløst vegne Mil, fraSejr til Sejr, fra Lappo til Alavo — for påny at forladesog forrådes og trampe Tilbagetogets Sti, stride Ny Karlebyog Jutas, lide det Uigenkaldelige: Nederlaget ved Oravais,se Finland for Alexanders Fod i Borgå og KamenskisHorder vælte mod Bottniske Bugt, mod Kvarken og Åland …

Over Isen til Fastlandet, med Döbelns sidste Tropper,reddede han, som i sin Tid hans Fader, et Legemesønderhakket af Kugler og Sværd, koldbrændt af Frost, bugskørtaf Sult og forrådnet Føde, og nåede ad endeløse,skumplende Veje hjem til Värmland. For at samles i KarlstadLazaret med Barndommens Legekammerater —: medbyldebesåede Lig og ravende Krøblinge fra norske Grænses Tyfushuler — med det endeløse Tog af Døde, Døende og Invalider,der drog fra Lier gennem Skoven, over Glafsfjorden … Slædepå Slæde af al Värmlands, al Sverrigs Ungdom mellem 18og 25 År, sendt ud imod Fjenden, uden Våben, Klæder ogMad, vendt hjem til Graven og Krykkerne, efter et Felttogmod Utøj og Sult …

Den nye Morgen, den nye Ungdoms Sejrstog, fraLeipzig til Frederiksstad, oplevede han kun her i sin Stol, enFledføring, med stift Ben, med Blodets stadige, vage Feber,med Nætterne fyldte af Syner fra Slagtningerne ved Sikajokiog Revolax. Hans Del af Mars'es Leg blev Marsjerne,Såret og Skammen — Pensionens 100 Rigsdaler + 5 TønderKorn og Krigsmedaljen på det hule, hostende Bryst.

Hans første Erindring var Gitret foran hin Grandonkel,Karolinens Celle, hvor han de sidste År havde udfægtet sineKampe mod Zaporoger og Baskirer, mod sibiriske Ulve ogFangevogtere, løbet sig varm i Ukraines og Tobolsks Kuldeog trods fyldte Fade og Krus gnavet sine Fingre i BaturinsHungerfeber. Var Stødet af Faders Træben, Dunket af hansTræhånd, hans kvalte Stønnen over hver Bid Brød igennemhans Tarme, for altid sammensnørede af Sulten iKymmenegårds Vinter-Lejr og i det belejrede Stralsund. Var 1787'sog 88's, 96's og 99's Nødår, da Tiggerhorder myldrede påLandevejene, Familier, ja hele Landsbyer på Vandring; daman snublede over Lig, ihjelfrosne og ihjelhungrede iGrøfterne og Krattene; da Udhusenes Halmtage opådes af derasende Heste, og han, Herremands Barnet, og hans Søskendemåtte sanke Gran- og Fyrreris i Skovene og koge Enebærog Halm af Hør til Køernes Krybber, og om Nætterne medOldinge og Kvinder drage Reb gennem de sortsvedne Axat holde dem i Live på de Agre, som ingen Mand havdepløjet, men Forladtheden sået med Tisler. Var LensmandensKno på Døren efter Skatter, altid nye Skatter, at dækkepommersk Krigs 60 Millioner Rigsdaler, finskes 24 Millioner,»Frihedstiden«s Bestikkelser og Præmier for Våbenindustri,Gustaf den III's Udgifter til Triumfindtoget efter 1790'sNederlag. Var Kronebrænderiernes Fuselos over Landet, Pligtenfor hver af de tusende Skænkestuer at sælge mindst 50 Kander årligt, ravende Skikkelser på hver en Sti,Deliriumsslagsmål i hvert et Hjem til Rigs- og Krigsgældens Betaling— og pludselig: Skuddet 16. Marts 1792 på kungligateatern, da Solkongen, tjusarekungen faldt, og et sindssvagtBarn besteg den enevældige Trone…

Steffan gned og gned sin Pande mod Dørens Stolpe,dens Lugt af Rust og Blod.

v. Beskows Vers om Sverrig, som Farbroder begejstretciterede i Går i Historietimen:

Råbock og hans Slægt, fra de Gamle iTrediveårs-Krigens Dage, Lucas Jæger og hans Fader, hver en Slægt oghver en Plet på »Bjærget« beedigede den Hyldest!

Og dog — hver Aften fløjtede Sixten:

Og hver Morgen spejdede hans kobberbrune Ansigt medØrnebrynene og den isengrå Knebelsbart deltagende fra sinRude på Jon Kvæghyrdes Driven sin klokkeklemtende Hjordpå Græsning i Skoven og Malla Hønsepiges Kamp med sinfjedrede Flok om Ærtetruget. På Majstangens Rejsen medbrogede Kranse og Papirsblomster, farvede Æg ogPetrus-Hane i Toppen; på den blå Hørhøst og den guleLøvbjærgning, på Tapningen af Vårens hvide Birke og Julebryggetstillet til Svalning i Sneen — på Steffans Leg med Pind ogBåd i den ørkesløst brusende Hammerelv, på al denkresende Puslen her i Skovens Skjul …

Kun når Anders Stenkula trængte på med sineSpørgsmål, over Morgnens Tyndtøl og Strömming, eller AftnensKille og Rambus, magrede Hr. Sixten — Tindingssåretglødede, som blottedes den syge Hjærne derinde,Fingerstumperne fumlede, Gyngeskamlen gungrede … Og han stirredesom selve Mychowitz, Medusa. General Aminoffs Ord iTavastehus: »Så lad os da med Hæder begrave Fædrelandet!«,hans og hans Slægts Sum, tordnede påny i hans Øre …

Den rastløse Strid, den daglige Kamp mellem de toGamle for hver at By sit Minde, sine Jærnets År — ogudforske den Andens: hvorfra eller hvortil gik det Malm,der havde rådet over deres Liv og knust det? …

»Gammelt Sludder!« vrissede Susanna ad Lucas Jæger.Og Ramsen løb i Lancaster-Skolen: »Nördlingen og Poltava,Sveaborg og Oravais, Freden i Nystad, Åbo, Hamburg,Fredrikshamn« — mens man gjorde sin Nabos Næse til enNegers med en Trækulstump eller drog Lod omBjærggranater. Zacharias Pira fulgte jo med rystende FingreLinierne i Wåhlins »Fäderneslandets historia« — han, sommistede sin Fader, den unge Trommeslager, ved Suttula også sin Moder som tyveårig Enke, anede ikke LærlingenesMoro dernede …

Hvad kom da Sverrig Steffan ved? Dette Rige, der kunhalvvejs var hans? Hvorfor hjemsøgte det hans Søvn medsine Spøgelser? Hvorfor snublede hans Lege over detsLigdynger? Hvorfor forfulgte Hr. Sixten og Lucas Jæger hamgennem de vårlige Skove og i Dansen med Susanna?

Jo — for flyede han til Moders Land, til Danmark,det lyse Land bag alle Skove, da — —. Hendes Broder,den unge Historiker Jens Wahl tog Guldmedaljen for sinKommentar til Kansler Thomas Morus': »Utopia«. Menmeldte sig som Frivillig i 48 og sprang i Luften med»Christian den Ottende« i Eckernförde Fjord. Og Morfader, dengamle Professor, faldt død om foran hans Navn påOpslagstavlen ved Kvæsthusbroen …

»Astrologerne lagde Jorden under Mars's Tegn,« sagdeFarbroder.

Nej, lagde ikke Gud den selv?

Og — svor Steffan mod Jærnet, svor han da ikke modGud? Den, som ej bødede med Legemet, fik han ikkebetale med Sjælen?

Tusinde Karoliner døde af Sår, Sult og Kulde, men ikkeén af Sorg over Poltava. Men det gjorde Poeten Leijoncronai Gesandtskabs-Hotellet i London! Efter Guds evige Lov!

Loven, der bød hver Jordfødt: Sixten Råbock og AndersStenkula, Blinde-Olle og Denis Barchäus, Farfader og Farmoder, at tjene Jorden, at tage Jærnets Kår, om man enGang vilde vinde Himlens …

»Leder ikke hver Vej ind i Gud tilsidst?« sagde Fader.

De tvende Gamle derinde: tjent deres Tid havde de,uden Knurren, og legede nu dens Minde bort ved Fløjte ogved Kort, hilste hver Dag i deres Stue og hvert Ansigt, dergik deres Rude forbi, med Smil, som da de var Børn, GudsTjenere …

Men — hvorfor flyede da bægge hine Ar, der tjentedem frem imod ham? som Hr. Sixten stønnende søgte Hvilefor sit syge Ben og med Gaflen den Mundvig, hvor ikkeKindens Sår sved? Hvorfor vendte Anders Stenkula, derstræbte efter hvert et Møde, Ryg, strax han så blinde Gideonfamle frem eller Manja Bælgkvinde krybe på sin Krykke?Hvorfor undgik han, som hver Dag nyfigent spurgte ind adalle Morgongåfvas Døre, Ruinerne af de Smedjer, hvori hanen Gang smeddede Gud hans Værktøj? Mens bæggeundrende søgte Rede på, hvorledes hint Redskab skabtes, oghvortil det brugtes?

Var de Tjenestens År og deres Frugt: Lænken og Sværdet,dog ikke Guds, men Menneskenes eget Værk? Og ene hineTider, Barndom og Alderdom, Guds?

Var ej Tårer og Blod, ej Vunder og bristede Tankerham fornødne? Og Steffan ved hin Ed hans Tjener?

Var Urskoven Eden og ikke Kaos? O ja, hør densFuglekor! Men … Rå-Nils' Skrig på. Forløsning, og EmanuelBranzell, den Vildfarne ..?

»Karolinernes arme Genfærd« kaldte Farbroder Sixtenog Anders. »Karoliner-Sværdet var den sidste store Klinge,«lærte han i Historietimen … Om Anders havde smeddetSixten ligeså stort et Sværd, som det Fægtemester Porathavde lært Karl den XII og hans Slægt at føre, sad Sixtenmon da forkrøblet og fortav sin egen Krig, men grov efterGuds: Jærnet?

Steffan gned og gned sin Pande mod Dørstolpen i detteHus, en Gang Trældommens, nu Frihedens og Legens.

Da — han løftede hastigt Hovedet og stirrede.

Langs Husets Væg famlede en Skikkelse frem, i Pjalter, med udrakt Stav — Et Ansigt, sovende med lukkede Øjne,i Lygteskæret, i Hårets grå Pude — et hulkindet, udsluktAnsigt, en Døds på Vandring …

Steffan trak Vejret kort og nikkede.

Det var Stolle-Namnlös — Tiggeren, der til alleSpørgsmål om: Hvad han hed? eller Hvorfra han kom? kunsvarede, Lensmand som Bonde, enstonigt, med lukket Blik:»Långt borta ifrån landsvägen!« og som var kommet sålangt fra og for så længe siden, at skønt hvert Menneske,selv i Värmlands fjærneste Afkroge, kendte ham, vidste ikkeén det Navn, der en Gang var hans eller det Sted, hvorfrahan en Gang gik ud. Med sovende Øjne, med famlendeStav, fri for sit Nummer og sin Plet på Jorden, kun endnuej for den selv, huskedes Stolle-Namnlös — de Gamle på»Bjærget« syntes: fra altid …

Dér gled han nu gennem Sneen, med bøjede Knæ,med Staven i Hånden fra Gårdens Mørke ind i FolkestuensLysbue.

Steffan grundede her i Jærn-Kontoret, i Bäckstugan. Havdehan set Guds rette Barn, den blinde Pilgrim — ellerForbryderen, den blinde Dåre? Savolaxhyttans Olle,Adamshyttans Gideon, »Bjærget«s tro Brugere, blindedes de afJærnets — eller af Guds eget Åsyn? som aldrig, her eller hisset,skulde åbenbares for Stollen, for ulydigt lukte Øjne?

Herre, vis mig din Tjener, i hvem du har Velbehag, ogjeg skal følge ham!

Er Jærnet dine Kår, din jordiske Lov, da bøj mig underden — og jeg skal ikke mere spørge hvorfor! Men, o Gud,hvorfor skabte du da Värmland, din Lystgård, medFuglenes Kor, med Digternes Sange og Vallonernes våbenløseHænder og vandrende Fødder? hvorfor skabte du Värmlandog Valloner?

Steffan vendte Hovedet og lyttede. GennemVinteraftnen, over de brændende Lygter og de snedækte Tage, sangen Stemme oppe fra Hovedbygningens mørke Etager:

Det var Märta Moll, der sang — Vandringssalmen »förresande till lands och vatten,« hendes Faders, den gamleKunstmesters, fra hans Rejser Värmland og Dalsland rundt,at bygge det Ovne, Hamre og Bælge —: en Jærnets Tjenerog dog en Guds, en Lydig og en Fri …

»Svinhugg! Svinhugg går, Bro'r Sixten!« lo AndersStenkula fornøjet derinde. De var ved Kille og frie … menhan …

Han løb under Lygten op mod Hovedhuset, der overTagmyldrets Sneflager og Fyrreskovenes dunklere Skyerrejste sit mørke Bjærg, tegnet af slukte Ruder og lukteDøre.

Hun skulde fortælle en Gang igen, som da han var Barn,om de Rejser fra »Paradis«, Hjemmet på Björkudden,Jærnets Rige rundt, og Møderne dér med Vallonerne, deFrafaldne, Fornægterne, Oprørerne mod dets Lov, — deVandrende og Søgende, som han elskede og frygtede …