Jærnet/2/2

Mer Sang og Musik —

Steffan løftede Hovedet — Køkkenets Lys stod itre bævende Broer fra Kældergluggerne ud over GårdensSnedriver. I den midterste svømmede Skytstræets knudrede Rod,i de andre krøb Bodernes Stolpeben, og skyggedeBryggersets og Bagehusets Gavle. Derinde var ganske mørkt.

Juleøllet gærede ensomt i Fadene og Dejgen i Formerne,Thomedagen, den yderste Frist, var endnu ikke inde — ogMorgongåfva var ikke Jærnbrug, Folkene få og Herskabetikke hjemme Juleaften …

Men — i Forfjor, da Faders Hjærte var for sygt, og deikke kunde drage til Djursäter, strålede da Bryggers ogBagers og Madboder, som nu i Aften alle andre Gårdes?Eller piplede Lyset kun blegt bag stængte Luger? Tog daHusherrens Sygdom, som ellers hans Fravær, Festen fraGården — Värmernes fælles Fest?

Steffan blev siddende i Fodposen, skønt Kalle Klangdrejede Hovedet i Ulveskindskraven efter ham.

Sortnede endnu Fyrreskovenes Nat omkring ham? Hanså op ad Hovedhusets to mørke Stokværk over KælderensLyssyld. Fader og Moder var hos Grandonkel Biskop iKarlstad …

Hin stille Jul med nedskruede Lamper, med listende Trin,med Farbroders dæmpede Violin foran FadersSovekammerdør, hvor Moder og Steffan sad inde ved Sengen, hver medsin af Faders hede Hænder:

Blev han hellere hjemme i de tavse Stuer end trængtesi Julegæsternes Stimmel på Djursäter, i Gildesbuldret ogFestskuddene?

Hans Hage sank — Farbroders Violin gennem Skumringog Stilhed …

Han foer sammen. Susan, han skulde møde hende i»Børnenes Gæstehus« fra Lusse til Annandag, fjorten Dagei Rad, Jul til Sankt Knut!

tonede Pigernes Stemmer og Hjulenes Surren bagKældergluggernes Lys.

Steffan hev Pelsen og Tæpperne fra sig, som selveVinteraftnens mørke Skovmil fra Susans og Bryntes Dans til Dansenderinde — Dommaredansen, en Fløjtes Trille …

Han satte i Spring over Snedriverne mod den dybeKøkkendør, mod Dansen i Värmeskogen. Hör:

Han standsede på Tærsklen.

Det vældige Rum flimrede som en Hule under derøgsværtede Bjælker, med Ovnstedernes hvide Kalkhætter, dejordfaste Egeborde og -bænke, de utallige Lysflammer fraTræstagernes Spiddelys og Kaminernes Enebærknuder.

Midt på Gulvet bevægede sig en Krans af Skygger,grelt belyst på Skjorter og Brystduge, på brogede Tørklæderog Søljer, af det trearmede Lys, som Ung-Pelle, spænstig,i Skjorteærmer, svang over sit krøllede Hoved. Sangendrønede under Bjælkerne til Fløjten fra Midterbordet, hvorSpillemanden, Rå-Nils, krøb sammen, duknakket med dethvide Ansigt i det pjuskede, sorte Hår og de alenlange Benkrysset under sig:

Et Skred af Latter, en Torden af Fodstamp, afHåndklap, en Hvirvel — og de kørte rundt på Gulvet, slyngedePar i Par, om Bordene og Stabbestolene, Ildbukkene ogVedkurvene, med susende Skørter og Fletninger, med daskendeFoldeknive og Duskehuer.

Rå-Nils hældede sit lange, sorte Hoved til Siden, hansFløjte jamrede og peb, hans Skelethænder med de svulneÅrer fløj fra Klap til Klap.

Steffan krøb op på Bordet i Dørkrogen, under denforreste Glug, mellem de tvende bugede Kobberkedler medTyndtøl og Dalarbrødets Stabler, »Tiggertaflet« der her somi alle Køkkener stod dækket til de vandrende Stoddere. Hanblinkede igennem Rummets Lysdis.

Der ovre ved den vestre Ovn sad gamle Cilluf og spandtuforstyrret sin Tråd af det surrende Hjul, De andre Rokkestod om hende i Mørket som tause, grå Ringe, i Venten påat Pigernes Hænder skulde slippe Karlenes og atter snoderes Spind.

Og dér, på Langbænken bag hende, sad alle de Gamle,de sidste fra Adamshyttan: Kaleb Hammersmed, IngelSømsmed, Dyrik Pramkarl, og midterst, hvid og høj som etSpøgelse, med Hænderne krysset på Krykken og de blindeØjne vendte mod det lave Loft, den hundredårige Gideon,Masmestren fra Farfaders Ovn, og ved hans Side, dukketog puklet, Bælgkvinden Manja. Uden at røre sig sad dedér på Rad, på Aftægt, Jærnets Frigivne. Og inderst iKrogen Jan-Petter, den lille Bonde fra Kytthytta-Skoven.

Gideons tomme Øjenhuler — det hviskedes mellemFolkene, at Farfader havde brændt ham blind med et gloendeSpid, en Dag da »skullning« standsede Ovnens Gang …

Steffan følte det, som skred det stolpefaste Bord underham, den fædrene Jord, hans Arv og Eje, og sank han ned i»Bjærget«s Inderste … Men han greb hårdt om »Tiggertaflet« — dèr sad de jo nu i den Fred, som Farmoder, medTabet af sit eget Liv, havde givet dem. Og Smedjerne,Bok-, Søm- og Bælghusene, de gamle Pinselssteder, var vedFader forvandlede til små, milde Rum, hvor Stole af Halmog Sengelejer af Kalveskind bød den første og sidste Hvile… Og Jan-Petter — den Dag Steffan kom hjem og fortalteFader om ham på Janne Piscators Kontor, hentedes han fra sinRønne ved de for længst muldfaldne Rester af Kytthyttanog fik sin Stue i »Ambetsmännenes« Gavl.

Og derfor, dans I Unge, dans, så de Gamle, der somBørn blev hundredårige i Ægyptens Ovne, kan høre, atMorgongåfva er udfriet af Babylon, og det forjættede Lander vundet, her på »Bjærget«, ved vor Slægt!

Midt på Gulvet stod nu en ung Bonde i Jössehärringerneskorte jakke med de blå og grønne Ryglister og den udsyedeSkjorte.

Han holdt mellem de brune Hænder et sammenrulletBirkebarks-Stykke og jodlede og fløjtede derigennem. Detvar »Fägl'n«, unge Pär Hackran fra Kymmen Sø, elsket fraKarlstads Landshøvdinge-Residens til Hiifolkenes Rishytter,for sin underfulde Strube, for hele Värmeskogens Fuglekor.

Spinkel og smidig som Jössen, den fødte Danser ogSanger, prøvede han dér sit eneste Instrument,Birkebarksbladet, der havde vundet ham Kong Oscars og NorgesStatholder, Løwenskjolds Yndest, og Tilbud fra den musikelskendePrins Gustaf om Optagelse ved Musikaliska akademin — Gunstog Gave, som Pär Hackran smilende havde byttet modVärmlands Skove.

Hans skære, blå Øjne, hans hvælvede Hoved oglangstrakte Hals vidnede om hans karélske Byrd, hans Tungevar Wäinemöinens, men hans Moder var svensk, og hansRøst Värmeskogens egen.

Ingen rørte sig på Bænkene; tause, med spændte Blikkeventede de. Selv gamle Cilluf bandt sit Rokkehjul medHånden.

Hør nu — Steffan lukkede Øjnene — Vårens første Tone,Opstandelsens Klokkeklang: Januars Lærke over Rydningerneom Daglösen Sø … Årets første Lærke skulde bringes til Stockholms Slot, og Budbringeren erholde en Dukat.Vinterlandets Konge skulde kysse det Vingepar, som har Sol overhans Rige …

Men den, der i Sneskovenes Skjul fornam det Budskab,som Lærken, overfyldt, knap kunde bringe: — Sommeren ogalle dens Fugle i én Strube! skjalv, som det snebøjede Treeover hans Hoved, til Hjærtets inderste Rod. —

Marts og Påske! Solkuglen over blåsorte Skove, overisfyldte Træer — hør Hvirvlen af Trommer dybt i densnetunge Stilhed, en sejrende Hær: »Ka-ka-ka! hac! kla-kla-kla,klonck! dom-dom!« En Brusen af løftede Faner, enKæmpefavn af Fjer, rejst mod Solen!

I Purpurglød og Is, med gabende Næb og igenklemteØjne ofrer Tjuren sig, blind af Dans og Sang. Marven røresunder Barken, Dråberne springer i Jorden. »Kia-kla-klack!sisa-sisi-sisi-si!

Halens Hjul surrer, Fyrren ryster under Kloen, Snedriverneflyder. »Sisi-sisa-si-si-si! Sol, jeg vil favne dig! Jord, jeg vilbefrugte dig! Sisi, si, si, si! Kloden er mit Æg!« —

O lyt — inde er nu ude! »Georgius lockar barnen utomvägg«! Alle Døre er åbne, Børn og Dyr strømmer mod detGrønne! Men — ak, hvor gjorde Vintren os gustne og grå!Hør Droslen, den evige Sommers Barn, håner mig armePlovbonde, med mit stråfodrede, hornede Spand:

Og Kvinderne, i de soltindrende Fiskevige, vedVaskebænkene — hør, hvor de hidses, drilsk:

Nattvakan synger! Alle Vinduer står åbne, og den syngerderude, i de blundende Skove, under den vågende Himmel:Menneskebarn, se Nat er nu Dag og Døgnet dit! Og du —du sover! Se, jeg er ene i Skovene, ingen levende Lyduden min! Vågn af din glemsomme Søvn ved min Røst,Sangen fra Eden! O Menneskebarn, har du glemt: én kuner din Sommer — og evig din Vinter? O, Vågn dog, Vågn!

Farbroder, dunkel som en Skygge, forsøger ved Rudenforgæves at fange Sangen derude, at frelse dens Nu på sinViolins Streng:

Inde i Stuens Dyb bøjer Fader sit Hoved mod Modershvide Ansigt og hvisker: »Nattergalene, husker du dem omLyngby Sø?«

Under Træerne lister Ungmø og Ungersvend at stjæleNattvakans Æg, mens den synger, at stjæle dens Røst afEvighed ved at fortære Ægget, dens Frugt …

Nu er det Midsommer, i Skovens grønneste Dyb, densdulgte Brønd! Duernes Kurren — å, så nær, at Hjærtetsvulmer af altfor megen Sødme … og Gæmt, så det gyseri Ve, rørt af Mossets Gravkulde — — O Gøgene, hører I?å Gøge, i Vest og Øst, i Nord og Syd:

Alle Gøge kukker i mit Hjærte!

Nej, ti, Menneske ti! Kuk ikke du! hører Gøgen sit egetVarsel, udsprudler den, forrådt, sit Hjærteblod over detgrønne Løv — ser du ikke dets røde Blod af Høst?

Men kuk du, Gøg, kuk! Jeg favner Træet, hvor dusidder, favner trende Gange — som du løsner for den svangreKvinde, så løs nu mig af Somrens altfor tunge Nød!

Ak, det er Aften, og Svalen kreser om vor Gavl, somom Jesu Kors:

»Hugsvala honom! hugsvala!«

Fulgt, som den Gang, af Vibens spotske Latter ad vor,ad Jomfru Mariæ Gråd:

Luk Vinduet, stæng dig inde, din Sommer er forbi! denvar dig for stor — og du for lille!

Hør fra Søen Lommens Skrig på, de høstlige Regnfald,og over dit Tag Vingeskarernes Brusen: Farvel! Farvel!

Snart hører du ej mer Sidensvansens: »Ziziri! ziziri! zirrr!«Se, dens Halefjer er alt røde som dens Bryst. Dens Legemeer badet i Blod, Sommerens Sang var den dyr! Musvittensmutter om dit Røghus, den tigger om at mættes af detForråd, du bjærgede som Hamstren. Hør dens Næb moddin Rudes Kit: »Derude er nu øde, det sner gennemSkovenel Giv Ly, Ly, Ly, Ly!«

Ja, hør Snespurvens ensomme Klage, hør Isfuglens Næb— den ser sig selv, sin frostfangne Mage, dér nede iBækkens Is og hamrer mod det Spejl, som aldrig brister.

På Bunden af Søerne svæver Svalerne nu, klyngede Kloi Klo og Næb i Næb, med Hovederne ned, som dødeKlaser. Tys, agt Skøjtens Stål over den klare Kiste, undden barmhjærtige Fugl den tidløse Søvn!

I Nætterne Sfærernes himmelske Musik — TranernesTuba, Svanernes brusende Harper: Forbi! forbi! Men nærdig, nær dit mørknende Hus, din Gedestald Natravnensmækrende Brægen. Den tømmer dine Dyrs Yvre, den gabermod din Rude, som Natten derude, det umættelige Mulm …

Men lyt fra dets Dyb, med Ovngaflen i din kolde Hånd,til Stor-Ravnens Tone, højest oppe i sneende Skyer! Du hørte i Sommer dens Skrål og hødede ad den, led, med dinKæp. Men nu i Nætternes Nat, Sancta Luciæ, hør densKlokke: »Klong, klong, klong!« Ene og hundredårig, meden hvid Fjer i Næbbet sjunger den, Midienattens Knebelover Jorden: »O evige Visdom, o Død!«

Rør, skrøbelige Kød, ræd af Mørke, i din Vinterild, såden flammer op i Julens Bål! Da hører du, fjærnt som underKimmingens Rand, eller i dit eget Hjærtes Gem, Gøge kukkeaf Østen: Trøstens Gøge! Se mod din Rude! Julebålet smælterdens Is — en Fugl gynger derude, isengrå, din Fugl: Gøgen,der blev dig tro, smuttede i Høgens pudrede Ham og iVintrens Træ tryller dine Dage til Sommer!

O alle Døgns Forsvinden og Genkomst! o Evighed,flyvende Krans af Fugle, du Gloriering om vor Jord!

Se, dér stod han, »Fåg'len«, den Fremmede i Landet,af Vallonernes og Finnernes Blod, han, der lo ad KongernesGaver, som den, der véd Himlen i sin Strube!

Susans og Bryntes Dans — og Koret her! Hvad frygtedeSteffan? »Bjærget« var jo Dovre, som gamle Margit Jomfrulandpå Djursäter varslede om, at aldrig skulde dets grå Topnejes under Dommedags Vande!

Og Morgongåfva var hans Eje og Jærnet en svundenDrøm! »Runen«, Sangen, havde sejret!

Pigernes lange Række rørte sig ikke, de lyse Hovederdukkede mod de hvide Linbryst, bly, som under Skyggenaf hine Vinger. Karlenes Munde smilte mod Sejr, Hænderneknyttedes om Dolkene.

De Gamle, frigivne den sidste Dag — med opadvendteAnsigter smilte de mod det Fuglekor, som de aldrig førhørte, døvede i Demiurgens Smedje. Ja lyt, lyt i den ydersteTime! og bring jer Skaber det Bud, at end er hans Jordsig lig — han skal kun komme og fri den af JærnetsMenneskes Hånd — som vi friede Morgongåfva!

Men Rå-Nils stirrede med store, spændte Øjne modNatten deroppe bag Kældergluggen. Hans Fingre famlede overFløjtens Klapper, hans Mund stønnede om Lydhullerne, denlange Krop hugede sig sammen, og ud hulkede Nøkkens:

Den Fortabtes Skrig mod Lysets Rige, mod MenneskenesKår. kronet af den salige Glorie …

Med Ansigtet fortrukket af Pine, voldført, i MarersKrampegreb stønnede han frem de onde Ånder, som hanhusede — den arme, unge Hyrdedreng fra Hjärpeliden iBograngen, der drev med sit Kvæg i Södra Finnskoga ogaf Huldren førtes ind i Bjærget til Bryllup og først trendeDage efter kom tilbage til sit Hjem, nøgen og besat.

Hør alle Värmeskogens onde Ånder, hadefulde modFuglekoret, mod Evighedens salige Sang på Pär HackransTunge — nu fik de Luft, i Smædelser, i Trusler, i Afsindshyl!

Nu skingrer Råhandas og Tallemajas Latter iTimileskovene, Triumfskrigene over Jægeren, ledt vild iMosedyndet, over Kulsvieren, sunken i sin egen Mile, overSkovhuggeren, ramt af sit eget Træ, over Bissekræmmeren, gåetfast i sine egne Spors Ring!

Gasterne hvirvler fra Jordhulerne! hør deresBræddevingers Klapren: de udøbte, dræbte Børn, på Jagt, på Jagtefter den flygtende Moder og Fader, som favnedes den Nat,da Skoven stod grøn.

Hør Tussens Kluk! med Struben gul af Edder svulnerden i Elletruntens Rod. Skräa, Hærormen, og Wassvang,Vandrotten, lurer på din Skygge! stryger den deres Snuder,hugger de til, og dit Legeme fyldes af deres Æg: Ynglenvæsker ud af dine Porer.

Spångumman, Flaggermusen, svirrer på sorte Vingesegl:den ejer kun tre Dråber Blod, men i dem Helsebod for alJordens Sot. Fang den, om du kan! Og Pukharen hopper,uden Bagben, bag Fyrrestammen, nær dine græssende Køer,at malke dem golde.

Men nu — hurr, hurr, hurr! — en Torden fra Blåfjæld,Ränneberg i Östmark! Bjærghunden gøer, med Genlyd ialle Värmlands Fjælde! Bjærgfolket ler, den sidste Latter,Gravens: »Ho, ho, ho! Ha, ha, ha! en Gang var vi Herskere! I fordrev os ved Kirkeklokker og Stål, men vi kommerigen! Bi, bi! Ho, ho, ho! Ha, ha, ha!«

Se Rå-Nils, dryppende af Sved, blåbleg som et Lig —hans rykkende Arme og Hænder, hans hoppende Knæ ogspjættende Fødder. Slynget hid og did af sin Dans, afÅndernes Ryk gynger han dér. De vil ud, de vil frem afdet Skjul, hvori Menneskene drev dem ind, af hans Sideben,af hans Albuer, hans Knæ. De erobrede ham i de sorteTimer i Finnskovene, de genopstår i ham, og de vil herskepåny, Vildskoven over Jorden!

Hør hans Angstskrig fra Hyrdeårene deroppe, underSkovenes Greb:

Gamle Cilluf rejste sig, bøjet og hvid, fra sin Rok, medden runkne Hånd manende mod Rå-Nils, og kaldte: »NilsNils, Nils! I Gud Faders, Søns og Hellig Ånds Navn, hør:

Amen! Nils, Nils, Nils!«

Fløjten faldt fra Rå-Nils' Hænder, han vaklede bagover,hans alenlange Arme bredte sig, hans Øjenlåg kæmpede opog i, hans Mund pustede hede Skyer.

Så vågnede han, svedbadet, blybleg, stirrende om sig, skræmt, på Pigernes hvide Ansigter, Karlenes forbitrede,truende Øjne — —

Han kendte jo sin Lod: Ingen Torsdag Nat finder hanHusly i Värmland, Hedningenatten, da Ånderne herskerpåny, som i Nætterne før Påske, da Portene er korskridtede,da Ilden er slukket på Ovnen, da Altret er svøbt i sort ogKirkeklokkens Knebel i Halm.

Han er jo Skriget fra det Gemte, det aldrig Forgættede,Rædslen fra Vuggen, fra Fyrregrenen, der stødte mod Ruden.Hans Lod er alles, før eller senere: Vildfarelsen, LysetsForsvinden i Skoven, i Døden …

Han er Ekkoet fra Ålleberg, dybest i Gustaf AdolfsSogn, hvor de tre Bjærgdusar sover, Jætteslægtens sidste —og Jordens første Børn, rundt Stenbordet, bundet i Skæggetsstivnede Søjler.

På sin Flakken i Värmeskogen stod han en Dag foranDøren til det Fængsel, hvori den opstandne Krist lænkededem, sine sidste Fjender, foran Døren af Jærn, overgroet afEgerødder. Og i det samme talte deres Søster, et Bjærg,fra Skoven og bød ham gribe en Klippeblok og med denhamre tre vældige Slag på Døren: da vilde hendes Brødrevågne, og den menneskeskabte Jord tumle igennemÅrhundreder tilbage i Ginungagap. Men Rå-Nils kendte BjærgetsIndre, råbte sit Fadervor og flyede.

Og dog — hvad havde han nu gjort? SprængtJærndøren, kaldt Dusarne frem, her ind i den lyse Legestue, iden ensomme Gård, rejst deres Kæmpeskikkelser her underLoftet, Jordens tidligste og seneste Herrer, Jorden selv,Altæderen!

Han véd, at hid til Morgongåfva, hvor Folkeholdet erlille og Munterheden spag, hvor Vejen ender og ikke friesud til nye Horizonter, kommer sjældent de rigtigeSpillemænd, endsige Mesterviolinerne, Metbäcken ogLom-Jans-Gutten. Her hilses hans rustne Fløjte glad til Dans. Mennu — og det er Torsdag Nat!

Angst snapper han sin Fløjte, dødbleg blæser han, isnublende Hast, for at bringe sig i Glemsel, for at trygle sigen Væg mellem sig og Vildskoven, Laxarby-Valsen.

Og de Unge, som nys sad dér, som Rå-Nils selv, i»Bjærget«s sorte Rod — de vågner nu, som i PåskemorgensSol, når Maren slipper, når Hexeridtet styrter i Mälarfjord,og man i Morgengryet plukker Guld og Sølv af Engen medbare Hænder. En Latter, et Råb — og de svinger sig iRingdans, og i deres Midte hopper Ung-Pelle og Ingiäll, iElskovs Smiger og Trods:

Selv de Gamle dér, de ler — de trommer Takten medKrykkekæppen og tripper med de lamme Ben.Laxarby-Valsen, den dansede selv de en Gang, før Jærnlænken knusteAnklen — Ungmøs og Ungersvends Kys og Kiv. Ingengloende Ovn, ingen tordnende Hammer har gjort dem blinde,gjort dem døve for Laxarby-Valsen!

Ha, ha, ha — hør dér, hvor Ung-Pelle, knejsende ogstampende giver Svar, tager Hævn! Men Ingiäll er ikkesen. Med Hænderne på Hofterne og Ansigtet frem af Hættenog Krøllerne og nejende dybt i de brusende Skørter melderhun:

Ha, ha, ha — se, hvor hun, Herskabstærnen, viser hamde blanke Tysksko-Hæle fra Karlstad!

Selv de Fremmede derhenne — Dalkarlen,Bissekræmmeren Börs Frisk fra Malung, den hjemmevante Gæst, klapperi de vældige Hænder over den sorte Lædersæk med Selerneog Stålspænderne, og Smedden fra Eskilstuna blæser Marsjpå sin Håndbælg og dunker de sømslåede Hæle i den lilleFlytteambolt, så dens Tænger og Fyrtøj synger, mens denkleine Malersvend fra Jönköping hikster af Latter i sitBukkeskæg.

Men Steffan bøjede sig frem over Tiggertaflet, mellemde tvende Kobberkedler med Tyndtøl og Fladbrødenes Tårn.Dér — mellem den raggede Ryg af en Tater, en Fante fraVardal i Norge, og de blankslidte Skuldre af en Skærsliberfra Rusland — sovende dødt som de to: en tredje Skikkelse,hyllet i en fodsid Kappe, med Kravens Las over Ansigtet …en Hånd gleden ned fra Bænken, smal og med Signetringpå Fingren …

Steffan skubbede sig fremad, døv for Laxarbyvalsen, hvornu et nyt Par, Kalle Klang og Bolla, kivedes og bejledes iKresen.

I Skyggen af Gluggens Karm, af »Tarrum«, PigernesSovesteder under Loftet, med dets stramme Lugt af Uld ogSkind: en opstablet Hob af Birkebarksting: Sko og Kurveog Bægre, holdte sammen med Hårband, Skotvinder ogUrkæder af Hestehår, og i Midten Halsen af en Dunk, enBrændevinsjomfru …

Nej, han tog ikke fejl! Men her — at han lå her! havdeMårta Moll da ikke set ham? om Fader fandt ham her påBetlerbænken, »Sangeren«, Præsten, Emanuel Branzell!

Og mens Legen gik, jublende, under Klappen og Spring:

sænkede Steffan sig over Nakkens sorte, brusende Hår,stænket af Sne og Last og Alder, over Håndens slappe, lange Fingre, formede til at lege med Bog og over Fløjte —smudsede, flåede og knudrede nu på tyvende År afBirkebarkens skarpe Kanter, af Hestehårenes Od, afTiggerbænkenes og Kulsvierhulernes Smuds. Af Värmlands ædlesteBlod, af Valloners, Tyskeres og Svenskeres Blanding:Næstsøskendebarn til Esaias Tegnér, Frænde til Erik GustafGeijer og Uno Troili, af Myhrmans, Dahlgrens, Frödings,Forsells, Seidelii og Lagerlöfs Slægt, af al Värmlands Ære,Magt og Rigdom, sov han dér, en vraget Præst, en hjemløsTigger, på Stodderbænken …

Ung og strålende skøn, den ypperste af Sangerne i UppsalaStudenterkor, Mesteren på Fløjte og Violin, Värmernes Søn— og deres Sonebod for århundredgammel, blodig Synd moddem, der havde gjort det Land beboeligt, der nu var Sangensog Glædens, og som til Tak blev jagede med Ild og Sværdtil dets yderste Grænser — sendtes han, efter at den finskeStudent Karl Axel Gottlunds utrættelige Strid for hans Folkomsider havde vakt den slumrende Samvittighed, somFinnernes første Præst, i de sidste, mørke Vinterdage i 1830 tilderes Urskove under Dovres og Dalarnes Fjælde, »VerdensEnde«, Värmlands glemte Pol!

Rå-Nils, hvad fortæller din Fløjte, dens Latter og densSkrig om Värmeskogen og dens Ånder, mod Tiggeren dér?Ordet, Runen, der løste din Fortryllelse, løser den hans?Eller — Jærnet, Stålet, al Trolddoms Besværger: Øxen, denskovfældende, frigør kun den ham af Nøden, Mennesket afKaos'es Favn?

Steffan lukkede sine Øjne, og mens nu Ung-Pelle medHænderne på den broderede Hofterem sang ind i Ingiällsblufærdigt nedslagne Øjenlåg:

så Steffan for sig Præstekaldet deroppe, således som FarbroderAnselm havde skildret det … Farbroder, hos hvem Branzellstundom tilbragte Måneder, når Uvejr og Sne spærrede selvhans Uro og Flugt Banen: — Skovene mellem Klaran ogGlommen, med skyhøje Fjælde, med stiløse Vildnis, med bundfrosne Moser. Og han så ham, »Sangeren« mellemBjærge, Træer og Vande, mellem Vilddyr og Umælende,på Ski søge sin Menighed, sin Races urgamle Fjende: Finnen,i Gammer af Græstørv og Rafter, i Grotter af Tømmer ogMuld, i Pörter, blinde af Røg — Væsner, som deres Bo,indfiltrede i Skovens Rødder, en Slægt af levendeJordfæstede, af Hedninger, der i Buske og Træer ofrede Får tilGuderne, de eneste, der ej havde forladt dem: Ukko, Tordnen,Tapio, Ødet, og Tuoni, Døden … sin Menighed, af hvisSprog han ej fattede ét Ord, sålidt som de af hans …

Smeddene på Letafors, en Mil borte, var hans nærmesteNaboer; Præsten i Dalby, nede i Klarelvsdalen, hans nærmesteFælle, før hans Komme den eneste Gejstlige i et Pastoratstort som Visby Stift. En Gang om Året havdeDalby-Præsten dristet sig hid for at hente sin Tiende og døbeBørn, hvis Forældre han konfirmerede og viede med detsamme, og begrave de døde, der biede fra sidste Høst …

Og Steffan så ham, Emanuel Branzell — som nu sovdér — fare vild i Sneen, der føg Skisporene til, slumre indved en Stokilds nødtørftige Blus, en Funke i Miles Kuldeog Mulm, vågne op og lytte mod Natten …

Pär Hackrans Kor af Fugle — aldrig én Tunge havderørt sig i disse Skove, kun Bjærgfinkens bange Klynk …og nu, milevidt borte, Hornuglens Hoste, TomhedensGenlyd …

Og Steffan så Branzells Ansigt bag den sprukne Rude i»Præstegården«: Djäknelidens forladte Tolderhus, en Hule afFugtighed og Mørke, mellem Skure fyldte af Lig, som biedepå Vårens Tø — Lig, hvis Navne og Herkomst han ikke kendteog intet kunde erfare om: Gamle og Børn, fundneihjelfrosne i Skovene eller ihjelhungrede i Hytter, forladte af deVoxne, der ej kunde bære dem med på Flugten fra Sult ogFrost …

Han stirrer under Hårets sorte Krone mod denufuldendte og tårnløse Kirke derovre mellem de uindviede Tuer.Stien derude, som fra Letafors søger ind mod Norge, groerigen i Natten. Hedemosen om det skredne Kampestensdige,hvori han har slidt Dagen igennem med Hakke og Skovl i de hudløse Hænder at øge Lønningens 500 RigsdalerRigsgæld med golde Rugstrås Avner og Halm til Brød, bliverSump igen som fra Arilds Tid.

Midskogsberget i Vest, Bograngen Fjældet i Øst ogAfvundsåsen i Nord kommer nær under Mörkefaldet, bliver Etmed Himlen og hverandre. Et Genskær af Sne, milevidt fraLima i Dalarne, fra Trysild i Norge svæver gennem Natten.Ingen Lyd er skabt.

Dernede sidder al hans Slægt, i det af Finner ryddedeLand, ved Ovne og Brug, på Herre- og Præstegårde, fraOlof Trätäljas Kongesæde, Hjälleskata på Næsset, til Rämensog Uddeholms Hamre og Kila og Arvika Kirker — Snillerog Genier, det Värmland, der sejrede, det Värmland, derleer: Glæden på Jorden, Jærnets Herrer!

Og deres Søn synker til Gulvets Sump af rådneBrædder, ramt i Hjærtet af Finnneskuddet, nået af deOvervundnes Hånd — af Kaos, det evige …

I sex År blev han deroppe. Nu flakkede han på tyvende,afsat for Drukkenskab, ad alle Värmlands Veje, med Stavog Tiggerpose, hvileløs, under Sol og Sky og Måne, fraGård til Gård, fra Brug til Brug, fra Hytte til Hytte at søgeBrændevin og Føde ved sine Hænders sidste Kunst:Birkebarkskurvene, Hestehårsbåndene og Enebærskålene, ved sinTunges Vid eller de pludseligt opflammendeDommedagsprækner om Hugormes Yngel og Herrens Vredes ydersteTime.

Nu, i Vintrens Hjærte, holdt han ellers til hos sinbosiddende Slægt eller sine lykkeligere Kaldsbrødre, hvis Talerhan skrev for hele Året, hvis Børn han underviste i Græskog Latin og Musik — for med de tidligste Vårfugle pånyat bære sin Uro og Længsel og Skæbne det ganskeLandskab rundt.

Men stundum, som nu, brød han ud fra de fyldte Fadeog hede Ovne at gennem Fog og Nat søge det Land ogtales ved med de Mennesker, som hans Ungdom skiltes fra,at finde den og dem gennem Årenes vildtgroende Urskov— og fandtes da gærne døende i en Snedrive på Vej til en af de trende Byer: Karlstad, Kristinehamn, Filipstad —Jærnets Centre …

Om Fader så ham her! han som bad ham, hver Ganghan kom, at blive Livet ud i det af Morgongåfvas tyveGæstekamre, han selv vilde vælge …

Steffan greb hans Kappe for at vække ham, menstansede, bedøvet af Brændevinsosen, af Lugten fra Skoven ..

Nej, lad ham sove dér i sin Rus, mellem Lap og Fante,på Värmlands Stodderbænk, dets Søn og dets Bod — ogdets Varsel en Gang ..: Vallonernes Sidste i Jærnets Rige!

Ti — Olof Trätäljas Øxe, der frelste dem af Kaos, og somde bar som Sejrstegn gennem trende Århundreder — nuløftedes den mod dem selv, løftedes af Göteborgs — nej,af Jærnets egen Hånd. Moren har gjort sin Pligt, Morenkan gå …

Ude på Gulvet dansede stadigt Ung-Pelle og IngiällFrierdansen. Men nu blussede bægges Ansigter omkap, og defire Hænder var krystede hårdt i hverandre. Pigerneskottede bag Rokkehjulene, Karlene smiskede over Sløjdkniveneog de Gamle over Krykkestokkene. Og hele Køkkenet sang:

Glødende smæltede deres Ansigter ind i et Kys …

»Lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø!«skingrede med Et en vild Stemme fra Udgangs-Dørengennem Korets:

Og:

brølede Salmen fra de to sorte, tilsneede Skikkelser,Skrædderen fra Elgå, Adser Popp, og Normanden AslakHogstad, Præsten Gustav Adolf Lammers Udsendinge fra Skien.

Gårdsdøren gabede åben bag dem, Kulden og Nattenåndede ind i hvide Rimskyer.

Ude på Gulvet var Ung-Pelle og Ingiäll standsede iDansen. Hun klynget, med forfærdet stirrende Ansigt, til hansSkulder.

Rokkehjulene tav, ene gamle Cillufs snurrede, uforstyrretaf Salmen nu som af Laxarby-Valsen før. De unge Karlehavde rejst sig, og Malungs-Kræmmeren, Börs Frisk, hævedesig på de vældige Næver over Skindposen, mensJönköping-Malerens Bukkemund gabede midt i et Fnis, og deGamles Fingre mekanisk søgte sammen.

Hånd i Hånd, med funklende Øjne og rynkede Bryn,sang de to Missionærer, med Skæggene stive af Sne, iKlædernes Kuldedamp:

»Ja, Herre, ja!« Adser Popp kværnede på, »giv os såaf din Hellig Ånd, at vi i Tide må betænke vor svare Syndmod dig: vor Løsagtighed, vort Køds og Øjnenes Lyst!Herre, jeg råber til dig som fordum Abraham — Faderen tilmeget Folk — i Mamre, for Sodoma og Gomorra, 1steMosebog 18! Ti se Synden er større i dette Land, end dutåler: Hor og Drik og Bespottelse, gækkelig Tale ogMammons og Bugens Dyrkelse, Letfærd og Leg fra Sal til Hyttei alt dette dit Folk!

Herre, Herre, så er Bønnen for os, hvem du i dinVisdom satte over dine skjulte Skatte, over Bjærgværker ogGruber — lig Thubalkain — det er: Jærnslægge, 1steMosebog 4de — over Sinais, over Jærnet, et af de sex Metaller,du nævner i din hellige Mosebog 4de, 31:

»Vi takker dig, barmhjærtige Gud, for de Gaver, somdu på dette Sted lader os ophente af Jordens Indre. Vi bededig, at du vil velsigne og bevare disse dine Gaver ogforlene os Nåde, at med Taknemlighed, til dit Navns Ærebruge dem!«

Men se: af disse ufortjente Gaver står oprejst et Altertil Satans Pris i hvert et Hjem, ringe som rigt, til Spilletsog Dansens, til Ganens og Bryndens Pris!

»Giv dem, som vogte disse Bjærgværker, Visdom ogKraft at vel udrette det, som påligger dem.«

Og se: til egen jordisk Både, til deres Sjæles evigeFortabelse bruge de Store i Begær og i gejle Lyster, til Lænkefor den fattige, til Våben mod den rige Broder, hvad dembetroedes til Harve og Plov efter Herrens Bud: »Med Møjeskal du æde af Jorden alle dit Livs Dage! Torne og Tislerskal den bære dig, og du skal æde Markens Urter. I ditAnsigts Sved skal du æde dit Brød,« 1. Mosebog 3.

Men Bønnen beder: »Bevar for Skade og Fare dem,som arbejde i de dybe Jordens Rum, og opvæk dem ataltid befale sig i dine Hænder.«

Og se: de forvildes i Satans sorte Stoller, og de styrteri hans bundløse Huler og befale sig Belzebub i Vold! Ogbeder Bønnen, at de »af dit Ords rige Gruber med al Flidmå søge og ophente de Skatte, som gøre os rige ind fordig,« da sanke de af Belzebubs ForrådskamreDrukkenskabs og Utérligheds, Hads og Fornægtelses Ord!

Og derfor ve, ve, ve over dig, du frafaldne Land, duudkårne, Herren gav os som rige Gaver, din Dom er visog er nær! Råbet over Sodoma og Gomorra er stort, 1.Mosebog, 18! Og her skal ikke findes halvtredssindstyveRetfærdige, for hvis Skyld Gud vil skåne Landet — nej,ikke femogfyrretyve og ikke fyrretyve og ikke tredive og ejheller tyve og ikke ti! Ti Råbet over Folket er stort forHerrens Åsyn, og han skal udsende sin Engel at ødelæggedet! Og ingen skal Herren tage ved sin Hånd og føre ud,og ingen skal kunne undfly til Bjærgene, men alle skullebortrykkes! Og ingen Frelsens Stad ved Navn Zoar — detlille — skal findes! 1. Mosebog 19. Men Svovl og Ild skalregne fra Himlen, fra Herren, over dine Stæder, Sodoma ogGomorra! Og Herren skal tilintetgøre dine hovmodigeRigdomme, der råber mod Himlen om Næstens Blod ogSyndens Sold! Og han skal udjage hver af dine Indbyggere afderes Gårde, og forbandet bort fra deres Hjem skulle deblive, og ustadige og omvandrende på Jorden skulle devorde, og Kains, Brodermorderens, Mærke skulle de bære — 1. Mosebog, 4de — at de kunne kendes! Ti den, sommeget haver, af ham skal også meget fordres!

Se, Eders Gildesale ere fyldte, men Eders Lader tomme,Eders Knæ rappe i Dansen, men ubøjede i Bønnen,Eders Flids Dage korte, men Eders Lysts Nætter lange!Og Herren siger: »Jeg vil tage Riget fra dig og betro dettil en anden! Ve dig, Korasin! ve dig, Betsaida! det skalgå Tyrus og Sidon lideligere på Dommens Dag end Eder!Kapernaum, du som blev ophøjet ind til Himlen, lige tilDødsriget skal du blive nedstødt!« Matthæi II. 21—23.«

Hæs, med udvældende Øjne og udstrakte Hænder råbteAdser Popp der fra Dørens Skygge. Og ubevægeligestirrede Ansigterne mod ham fra Rummets Skumring, forstenedesom Fattiglemmernes i Savolaxhyttans Fattighus underZegoels Profetier, som Patronernes i dens Sal under Barchäi.Kun Emanuel Branzell, Præsten, sov — Syndebukken, længstudjaget i Ørkenen, den flygtende Brodermorder Kain — —

Et Flammeskær over Ruden, et Skrål, en hvinende Sang:

Steffan jog sammen. Foer da al Helvedes Hærskare iMorgongåfvas Gård denne Nat, at udtage Herrens Straf, atuddrive Menneskenes Børn, de Fremmede, af Värmeskogen,at fuldkomme Kaos'es Sejr?

Mellem Birkebarkskurvene og under Gjällums Skygge, iden rundbuede Kælderglug, flagrede det brandrødt over Sneen,over Skytstræets Rod og Bodernes og Badhusets Stolper.

Og frem i Ildskæret galopperede derude et hvidt,skindmagert Øg med flagrende Hale og Manke, med to broget klædteKvinder med flyvende Hårtjavser og Laser, Ryg mod Ryg,den ene forlængs, den anden baglængs, hvirvlende: den eneen Fakkel, den anden et tandet Hjul over Hovedet, hujende,spyttende, sparkende med de nøgne, skidne, hårede Ben.

Steffan nikkede —: Gris-Ulla og hendes Datter, frygtedemer end et halvt Århundrede, fra Karlstads Torv tilSandkällafors: Taterkvinden, Värmlands Sibylle, Hex og Sandsigerske, beruset af dets Skoves Sorthed, afsindig af detsOvnes Ild, af sit Folks Forfulgthed og Had — og hendesSlegfredbarn og Arving, Maja.

Han lo. Ja kom og hjælp Guds Udsendinge, du HelvedesBud! bring os »Bjærget«s Skove og Gruber herind! Himmelog Helvede, profetér om vor Undergang! Det kan vel bliveos det samme, om Jærn eller Kaos tager den Plads, visveg!

Adser Popp stirrede med knugede Hænder mod detrøgsværtede Loft, døv og blind for, hvad der foregikderude, og stemmede op:

og røg forover, med udbredte Arme, på sit Ansigt i Gulvet,mens Aslak i et Rædselsspring reddede sig til Siden.

Ind ad Døren og tværs hen over den faldne Missionærtogede Gris-Ulla og Maja, dansende og syngende, svingendeFaklen og Hjulet, Rokkefiskens Tandrad, grinende med Hopog uanstændige Gebærder, med Lækattehuerne i Nakken,med Hvidormsryggene og Bu-Stenene, Trolddomsæsken:Drabbeske-mokti, og Tobakspungene dinglende ved Bæltetog daskende om Lårene.

Folkene splittedes til alle Sider i Eder og Skrig, de nysså dødblege Ansigter blussede af Morskab og Latter.

Men Adser Popp foer over Ende, med knyttedeHænder og blodig Næse og brølede mod de dansende HexesRygge med Trøjernes kabbalistiske Figurer:

»»Der skal ikke findes hos dig Nogen, som giver sig afmed Spådom, Nogen, som spår af Skyerne eller er enTegnsudlægger eller en Kogler! Eller en Besværger, ellerNogen som udspørger en Dødningemaner, eller er enSandsiger, eller adspørger de Døde! Ti hver den, som gørSådant, er en Vederstyggelighed for Herren, og for disseVederstyggeligheders Skyld fordriver Herren, din Gud, demfor sit Åsyn!« siger Herren, 5te Mosebog, 18de«.

»Halløj!« Gris-Ulla svang omkring, så alle Ormehammene sejlede — Ormsryggene, grebne på nøgne Ben og vedTrylleordet Ragusta ved de store Ormeting — »er det dig, kære'Lille? Velmødt, min Gemal! kan du huske sidsteSkærtorsdag Nat på »Jungfrun« ved Öland? da vi valsede til Musikaf Tyveben, vor Bryllupsnat, og skød med Ælmepile påhans Højærværdighed Ærkebiskoppen af Uppsala? Kom dog,lille Maja, og hils på din Fader!« hun halede og hev i dengrinende Datter, der mindst kunde være Adser PoppsModer.

Folkestuen bragede af Latter, frelst af MissionærensProfetier, af Mørkets Vift i Spåkvindens Skørter.

Adser Popp tumlede tilbage, gråbleg, med Ullas ogMajas hujende Ansigter mod sit. Så jog han op, skrigende,med udspilte Fingre mod de leende Karle og Piger:

»»De Folk, som hører på dem, der spå af Skyerne, ogpå Spåmænd, skal du fordrive! Ti Herren, min Gud, harikke tilladt sådant! En Profet af din Midte skal Herren,din Gud, oprejse dig, på ham skulle I høre!« siger Herren,Matthæus 14—15.«

»Hå, og det er kanske dig?« brølede Börs Frisk, glorødi Ansigtet, og plantede sig i et vældigt Sæt overLædersækken foran Skrædderen med Næverne vuggende som tungeHamre, »din Eddertusse, der spyer på os Godtfolk, vár diglidt! Lensmand Crälius —«

Med Hænderne oprakte mod Loftet og Øjnene krængedehvinede Anders Popp:

»»En Profet af dine Brødres Midte, og jeg vil læggemine Ord i hans Mund, som du begærede af Herren, dinGud, ved Horeb, og han skal tale til dem, alt det jeg vilbyde ham.««

»Og han har kanske budt dig at komme og genere osher og male Fanden på Væggen, fordi vi danser!«

Ung-Pelle rystede af Harme, med Ingiälls Fingre endnuknugede om sine, og Karlenes Række rejste sig truende,mens Gris-Ulla og Maja fnisende gjorde uhøviskeKomplimenter med Bagen mod de to Missionærer.

»»Men siger du i dit Hjærte: Hvorledes skulle vi kendede Ord, som Herren har talt? da vid: Når det Ord, som Profeten taler i Herrens Navn sker og indtræffer, da er detet Ord, som Herren har talt!« 21-22.« Skrædderen rystedeover hele Legemet, med det grå Ansigt vendt mod Loftet.»Og derfor, derfor,« hans magre Hænder tjattede gennemLuften, »ve Eder, ve I Bespottere, kun altfor snart skulle Isande, hvem mig sendte, som taler gennem mig, når alledisse mine Ord skulle ske!«

En urolig Bølgen gennem Karlenes Flok, Ung-PellesLæber rykkede, selv Börs Frisks Kæmpeskikkelse tøvede. Ogtriumferende hvinede Skrædderen videre:

»»Men vender nogen sig til Dødningemaner eller tilSandsigere, så han boler efter dem, da vil jeg sætte mitAnsigt mod den Mand, og jeg vil udrydde ham og —«

I det samme havde han Majas Rokketandrad om Håretog ruskedes frem og tilbage i dens broddede Hjul underHexenes Hylen og Dans. Börs Frisk greb ham om Livet,løftede ham og tog Tilløb for at hive ham gennem Døren udi Gården, mens Smedden blæste ham i Ansigtet med sinBælg, og Ung-Pelle greb fat i Aslaks Bryst og ruskede denjamrende Normand frem og tilbage, sanseløs af Harme ogSkræk.

»»Ved Sværd og ved Hunger skulle de udryddes, disseProfeter!« Jeremiæ 14, »og Folket —««

»Stop! Holdt! Hvad nu!«

Steffan vendte sig. Dér stod Märta Moll henne i Dørenind til Mælkekældren, rank og høj i sin sorteLæstadianerdragt, med den tunge, blonde Fletning over Skuldren, efter»Norrlandslæserne«s Vis, og det blege Ansigt i Hætten, roligog myndig, Gårdens egentlige Herskerinde under dens Fruesfjærne Ligegyldighed.

Börs Frisk slap Taget i Skrædderens Bryst, og Ung-Pelleruskede uvis i Aslaks. Hexene nejede sledsk til Jorden ogsøgte at skjule deres Trylleredskaber i de smudsige Skørter— Märta Moll skræmtes ikke ved dem, harmedes kun, ogdet gjaldt for dem, som for Rå-Nils, at sikre sig og dethvide Øg Nattely. Derude endte Vejen i Sne …

»Lad de Folk være — og gå I over i»Ämbetsmännenes« Hus og red jer Leje!« nikkede hun mod Skrædderen og Aslak, der med fortrydelige Blikke skottede til hende, ti,omend from, hørte hun ikke til deres Kres, og Præsten LarsLevi Læstadius i Karesuando var ikke velset i »den friapostolisk-kristelige Menighed« — — Dåben og Brugen afKirkens Nådemidler …

Märta Moll nikkede kort og skred rask, med detklirrende Nøgleknippe ved sit Bælte, og fulgt af Farfadersgamle Tjener, Cornelius, gennem Køkkenet, hvor Pigerneog Karlene veg til Siden, Hexene duvede til Jorden, ogMissionærerne trykkede sig op mod Dørstolpen, mens BörsFrisk hilste dybt, med den bredskyggede Hat i Hånden, ogde Gamle nikkede tilfreds fra deres Bænke.

Men gamle Cilluf sang og spandt sin endeløse Tråd afHjulet:

Sangen om den Bjærgtagne og Blåkongen — alle gamleCillufs Viser, om »Bror och syster«, om Fru Gundeli, omOlof Adelin … Og hendes Sagn om »Konung God ochprins Alskad«, eller om Præsten Göran, om Grevinden påApertin og Pintorpa-Fruen og den onde Fru Rangela —Vallonernes blå Drømme og sorte Syner i den fremmedeSkov, på »Bjærget« …

Nu blev hun ved, gamle Cilluf, den ganske Aften ogden halve Nat, ved Rokkehjulet, utrætteligt som Viserneselv, kresende om den evige Ve.

Og med ludende Hoveder, sænkede Øjne og Hænderneklemte i hinanden, lyttede de Unge, med bespændt Brystog tunge Sukke, i Anelse og Minde.

»Lille Lisa —«:

Og han angrer silde og byder sadle sin og KnægtensHest:

Men —

Og Greven drog ud sit gyldne Sværd og faldt i detsOd …

O Ild, hastigt svider din Røg Tårer i vore Øjne! OgFuglene — »den ena sjunger mot, den andra sjunger med«— O, tvedelte Hjærte! O Gud, hvorfor Hjærtet, Soten ivor Side, Vallonernes Arv?

Men Skrædderen og Normanden samlede deres Bylterop under Armen og sjokkede ud af Døren. Vel derudevendte Adser Popp sit Ansigt mod Køkkenet og skreg,hæs af Vrede:

»I med Eders liderlige Viser, I med Eders Hexe ogTroldskab! Der står skrevet i Svebelii Katekism: »Hver den,der søger Hjælp af Djævlen og hans Værktøj, så somSpåkælling, Tryllerske, Skovrå, Sjörå, Troldtøj og mere sådant, skal ifalde mine Ord: »Henkastede på Jerusalems Gaderskulle I ligge, for Hunger og Sværd, uden at Nogen findestil at begrave Eder, Eders Hustru og Eders Børn. Og jegvil udøse Eders Ondskab over Eder!« Jeremiæ 14.«

Han gjorde en truende Gebærde og forsvandt skyndsomst,med sin Følgesvend i Hælene, mod »Ämbetsmännenes« Gavl,som dukkede frem dér i Ildvagtens kommende Lygte.

Elias Piehl sang derude i dens Skær:

Og gamle Cilluf spandt af sit Hjul Sangen om »Broderog Søster«:

Men henne i Ovnkrogen, mellem Ildbukkene, iRøghættens Skygge, stimlede med krummede Rygge, med grå ellerhede Kinder, Tyendeflokken: de Gamle og Kranke omGris-Ulla at tigge sig fri af Ælde og Sot, at tigge de tabte Årog Glæder tilbage; de Unge om Maja at fries af BlodetsFeber, at løsnes af dets Drift.

Og Gris-Ulla syslede med Troldringen, den bøjedeEllerod, over den kogende Kedel, for gamle Manja BælgkvindesMavesår; med Vandet i Hestehoven for Dordina VaskerpigesBarns onde Kighoste; med Enebærpinden for DyrikPramkarls Værk; Gløden at gemme mellem Skjorte og Krop forRå-Nils, Mareridt, og Voxet fra de nedbrændte Julelys forGudmar Vedhuggers Fjortendagsfeber. Med Dyvelsdræk,Bævergjæl, Salpeter, Svovl og tørret Kalmusrod, medBu-Stenens sorte, hårde Nød, Søbønnen, hentet i Tangen påBredden af det yderste Hav; med Selsnærpen, den søde Giftrod, udsået af Oberst Sinclairs Skotter iGudbrandsdalen, Kreaturernes Morder, men, luget i Moserne enTorsdag- og Fuldmånenat under Ordet Ragustas Besværgelse,Menneskenes Frelser: Årenes Fordriver og KødetsForynger …

Men Maja bandt Nytårsbundtet af otte Tråde,Helligtrekongers af tretten og Tyvendedagens af tyve, at tvinde denElskedes Hu ind i ens, at ikke lille Lisas Lod skal blivevor. Hun hviskede Navnene på de ni Slags ulige Urter,der Midsommernat skal hænge over éns Leje, at man skalse den, der skal dele og befrugte det en Gang, denUundgåelige og Ventede. Og hun varede mod at Spejle sig vedSpiddelys eller i Skumring — ti da vilde al Yndest forgåén, og man visne ubesøgt og gold …

Men til Barbro Fadeburspige, den altfor svære, hviskedehun Rådet, at krybe Nytårsmorgen før Solopgang gennemHestens Buggjord, at fries af sin Byrde og blive frank igen.Men vover hun det ikke — Satan bier på den anden SideGjorden, og Barnet bliver Gast og lever dog de År, somdet skulde — Guds Love kan selv Maja ikke ændre! — agtehun sig for at gå bag tom og ubunden Sæk, ti da vilFostret hungre det ganske Liv og tære sin egen ModersKød …

Men den lade og sløve Sissela Bryggerske, som enetænker på Fad og Seng, rådes til at lægge Glød i Karretfør Mæskningen at slippe våge over, at Øllet ikke syrner,og Småsten, sankede, hvor Lynet slog ned, i Sien, og hængeFlyverøn i Loftsbjælken, at Forgørelse ikke skal få Magt,men de gode Vætter holde til under Gulvet.

Og Gris-Ulla messede over Trued Hestepasserskoldbrændte Ben:

Men gamle Cilluf sang over sin Rok:

Og højtidelig, hvid og blind nynnede gamle Gideon:

De to begærede ej Middel for Blindhed og Brøst, ej atvinde de gangne År og Håb tilbage, ej at gavne, bindeeller vende Næstens ustadige Sind. De nynnede, og de spandtLivets lange Vise ud, dens sidste grå Tråd — de sang afDødens Rigdom:

Det slidte Legeme, det nedbrudte Ler tilbage til Ophavet… Ikke Salmer, ej himmelske Hymner — men Folkeviser,Toner fra Jorden, fra det lange, kendte Liv … VallonensAfsked, hans Tak …

En Gang —: Spinde Døgnets Tråd som Cilluf, somNornen selv: lydige Hænder, en lydig Fod, min Tråd og minVise til Ende, Hjulets evige Ringgang! En syngende Røst:et Vidne om Gud, uden Frygt og uden Krav, om hvad dufordrede, og hvad du gav, min Skaber!

En Gang —: om uoverskueligt længe, her ved VejensEnde, ved Slægtstræets Rod, i Morgongåfvas snetunge Stuer— — Brynte og Susan og jeg selv, alle »Bjærget«s Børn— vi er samlede nu: God Nat og Tak for vor Dag, Fjendesom Ven! nu kommer vor Nat, fælles som Barndom ogUngdom, som Ulivssår og Kærtegn …

Bølger i en Flod, som nu ebber …

De Gamle på Morgongåfva, i hele »Bjærget«s Gård —Gideon og Cilluf, de grå Skygger over hans Vugge, delakkende Hæle, der styrede hans Tå — —

Og Sixten Råbock og Anders Stenkula, Jærnets gamleTjenere, Kriger og Bogholder, i Bäckstugan dernede, iFarfaders gamle Kontor — —

Fjærne Aftner i dens lave Rum, bag dens tavlede Ruderog mørke Gardiner, ved Sixtens og Anders'es Fløjter — påDragkisten, hvor han lyttede, ene, i Lugten af friske Æblerog Tapeters Mug — og vågnede og gøs ved at vågne,Barn mellem Gamle, ene og langt tilbage, pligtig tiluendelige Veje, før han kunde hvile dér, omsider, hvidhåret, ogfløjte …

Han vilde derover — dér hvor Farfader en Gang talteDøgnets blodige Mønt, og hans to gamle Ofre nu spilledesig Evigheden i Møde — det stilleste Sted på det stilleMorgongåfva …

Alle Fugles Sang og alle Ånders Skrig, alle Profetierog Spådomme, ja Dommedag selv fik én Gang Ende.

Ilden brændte ud, Jærnet faldt i Rust og Urskoven iStøv, tilbage stod kun den store, stille Nat. Hvad vilde denaf Dagens Børn, Vallonerne på »Bjærget«?