Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/3

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier
Fritz Hultmann
af Edvard Brandes

FRITZ HULTMANN. redigér

Fremstilleren af Studenterrollerne paavort Theater, den Skuespiller, derfriskest og mest karakteristisk harformaaet at repoducere Typen paa danskintelligent Ungdom, saaledes somHostrup havde udkastet den, er ikke selvStudent. Ja, hvad mere er, han har slet ikke taget Deli Studenterlivet herhjemme, hverken i den kammeratligePassiar paa Kvistkamrene og paa Knejperne eller i Lørdagssoldene i Studenterforeningen og Punchedrikningen hos deforskellige Lars Mathiesen'er; paa Regentsen havde hannæppe været, førend dens Beboere fejrede hansfemogtyveaarige Jubilæum som Klint under Provstens Ægide, ogmed Hostrup har han kun talt et Par Gange i sit Liv,tilfældigt og flygtigt. Hans Kunst udsprang ikke sammenmed Hostrups direkte af det Liv, der i Fyrrernepulserede herhjemme i den akademiske Ungdom — det nyeDrama forefandt vel enkelte af de sceniske Kræfter, dethavde Brug for: Lieutenant v. Buddinge stod parat til attrække i Uniformen, og de første Tilskuere af Genboernesaa' en Smedesvend, som aldrig senere har havt sin Mage,men Klint var ikke tilstede. Efter en halv Snes Aar varHultmanns Talent modnet til denne Rolle paa den Jordbund,som de Hostrupske Stykker havde skabt. Men som sagt,han havde ikke studeret Studenterne for at spille den, ikkeanstillet mangeaarige Undersøgelser af disses Manerer ogVæsen, Jargon og Temperament; nej det Klædebon afUngdom og Livsglæde, som Hostrup havde kastet over sinHelt, det passede til en given Tid saa fuldkomment tilHultmann som Doktorkappen passer Sganarel. Der indeholdesen Art Kritik over Hostrups dramatiske Karakteristik iden Omstændighed, at Skuespillerens Personlighed saa letkunde udfylde hans Studenterskikkelse; det viser ialfald,at det skarpe Blik, Digteren besad overfor FilistrenesIndividualitet, sløvedes naar han skulde fæstne det paa sineYndlinge.

Det var Hultmanns gode Stjærne, der paa etTidspunkt af hans Skuespillervirksomhed, hvor han paa en visMaade stod i Brechen, og hvor det for enhver Pris gjaldt om at vinde Terræn, førte ham Klints Rolle i Hænde. Detvar umiddelbart efter den minderige Sæson 1855—56, ihvilken de tvende Dioskurer, Wiehe og Høedt, lyste paaHoftheatrets Himmel, medens Fru Heiberg havde opslaaetsit Paulun indenfor det hellige Iliums Mure paa KongensNytorv. Trods alle Angreb holdt Heiberg haardnakket ud,trolig sekunderet af de faa Kampfæller, der vare hamlevnede fra Stridens Hede. Imellem dem var Hultmann énaf de første og paa ham tyngede de prekære Forholdhaardest. Han maatte gøre dobbelt Arbejde i denne Sæsoneller rettere maatte fordoble sig selv. Han havde væretvellidt af det store Publikum lige siden sin Debut, endogmeget yndet i enkelte Roller, men det falder af sig selv, atet markeret Genis som Wiehes og en overlegen Aandfuldhedsom Høedts maatte sætte hans fordringsløse Talent i Skygge.Nu faldt Lyset des stærkere paa ham, da han maattedublere begges Rollefag. Tidligere havde han vel været mereend en utilité, men altid overvejende anden Elsker, nuskulde han pludselig afgive Stof til en grand premier rôle.I denne Sæson 1855—56, hvor han spillede Wiehes Rolle iAbekatten og Høedts i Nej — den sidste til Heibergs udtalteTilfredshed —, hvor han maatte udføre den unge Sømandsstore og anstrængende Rolle i Capriciosa mere end en SnesGange, ligesaa ofte spille Poul Fleming i Elverhøj ogdesuden optræde som romantisk Elsker i Kongens Læge — idenne Sæson, hvor han baade skulde være her og der, vardet forstaaeligt, at Publikum vendte sig lidt uvilligt fra ham.Hultmann var uden Skyld, men man var forvænt med enintensivere erotisk Længsel, med en mere blændende ogpikantere Diktion. Goldschmidt f. Eks. skriver om ham at han »spiller Fleming og gør det upaaklageligt, er Elskeromtrent som Jfr. Larcher er Elskerinde, dog med mereLivskraft og Evne til Smil, er en livlig og vakkerKøbenhavner som i Nej, men en elskende Riddersmand, i hvisMund Sproget bliver rytmisk — nu, af den Art er hansBegavelse ikke, derhen fører heller ikke hans højstrosværdige Flid og øjensynlige Kærlighed til Scenen«.

Goldschmidt har Ret i, at Riddersmanden laaHultmann fjærnt. Hans Ansigtstræk, hans hele Habitus har etaltfor moderne og borgerligt Præg, til at han kan frembringeden Illusion om det Middelalderlige, som Elskeren i deromantiske Dramaer kræver.

Da hin Kampens Sæson var endt med, at deFrafaldne, Høedt og Wiehe, med klingrende Spil droge ind iFæstníngen, saa' det galt ud for Hultmann. Skulde hanatter træde tilbage, ikke længer være Nummer Et? Etlykkeligt Tilfælde gjorde, at man straks i SæsonensBegyndelse opførte Genboerne. Hultmann fik endelig KlintsRolle og dermed vandt hans Skuespillervirksomhed sit Relief.Fra den Aften var han en Personlighed som Kunstner. Detvar noget, han formaaede, som de andre ikke forstod: ellerikke magtede. Fra nu af drak han af sit eget Glas, hvorlille det end var.

I.

Tilfældet, ikke en ubetvingelig Lyst gjorde Hultmanntil Skuespiller. Han gik som ungt Menneske paaKunstakademiets Modelskole, ernærede sig møjsommeligt somTegner og Litograf og tænkte aldrig paa Scenen. En Dagfandtes der imidlertid et Avertissement i Avisen om, at det kgl. Theater havde Brug for Folk med Tenorstemme, og dahan paa Akademiet, naar der blev sunget en Vise, oftehavde vakt de Andres Opmærksomhed ved sin høje ogsmukke Stemme, bevægede hans Kammerater ham til atprøve Lykken og melde sig hos Bestyrelsen. Hvad derintet Under var, men hvad der overraskede Hultmann selvoverordentlig: den unge smukke Fyr, hvem Naturen havdeskænket saa prægtig en Stemme, sikrede man sig straks.Og saaledes, man kan ikke sige, gik Hultmann til Theatret,men faldt han pludselig ned mellem Kulisseme. Han havdeikke som saa mange andre næret sygelige Ungdomsdrømmeom sceniske Lavrbærkranse, han havde ikke tvivlende prøvetog vejet sig selv, om han nu virkelig duede dertil, om hansYdre svarede til det Indre, om han skulde kæmpe, om hanvilde sejre — nej han kom ganske aaben og frejdig, somden lystige Svend, for hvem Bordet straks dækker sig, ogman modtog ham øjeblikkelig med Kyshaand.

Sangtimerne begyndte. Dog, hans Stemme var kunblevet skolet et Aars Tid — saa pludselig forsvandt den.Den vordende Tenorist og Sanger blev hæs; Stemmen gikpaany i Overgang for langsomt at omforme sig til den høje,klangfulde Baryton, der blev Hultmann saa uskaterlig i hansLystspilroller. Men foreløbig var hans Fremtid som Sangerhøjst usikker og hans Skæbne afhang af hans dramatiskeBegavelse.

Den Undervisning, han havde faaet i Skuespilkunst,var imidlertid ikke stort bevendt. Hans Instruktør varStage, Datidens Bonvivant og elegante Elsker, der somSkuespiller allerede var paa Retur. Man kunde tro i detteValg at se en klog Forudseenhed, der bestod i at give Hultmann den Kunstner til Lærer, hvis Arvetager han skuldeblive, hvis man ikke vidste, at Stage slet ingenting bestilteved sine Elever, kun hævede sin Instruktørgage regelmæssigt,men aldeles ikke havde Forstand paa Kunstens Teori. Hvadtror man vel det var for en Rolle, Stage tog sig paa atgennemgaa med den fremtidige Vaudevilleelsker. Det varOlaf Trygvason i Hakon Jarl, og hvorfor? Fordi Stagemente, at han selv ekcellerede i dens deklamatoriske Patos,og ansaa den for skikket til Øvelsesstykke for enhverBegynder uden Personsanseelse, saameget mere som sjældentNogen kom udover den til andre Opgaver. For Hultmannssæregne Individualitet havde Stage intet Blik, og heller ikkenogen anden indenfor Theatrets Mure synes i denne vorScenes Glansperiode at have anet, ad hvilken Vej den ungeMand skulde ledes.

Hjælpen kom udenfra, og atter var det Hultmanns godeLykke, der med et Ryk rev ham ud fra Elevernes ogDebutanternes trøstesløse Skyggeeksistens og bragte ham frem idet forløsende Lys foran Lamperækken.

Arnesen var bleven opmærksom paa ham i deSmaaroller, han havde udført (de findes ikke i OverskousTheaterhistorie), og havde overtydet sig om, at det var Manden,for hvilken han netop havde Brug. Han gik da tilHultmann og foreslog ham at indstudere en Rolle med ham, ihvilken han kunde komme til ordentlig at debutere. Detforstaar sig, at Hultmann heller end gærne samtykkede.Rollen var Smith i Et Rejseeventyr, som efter at væreopført ved en Sommerforestilling nu skulde indlemmes i detkongelige Theaters Repertoire, men med forandretRollebesætning.

Hermed hang det saaledes sammen. Phister havdedengang været den unge Mand og Foersom Kammerraaden,men denne sidste havde taget Rollen med en saa fortvivlendedrævende Langsomhed, at han fuldkommen slog Stykketihjel dermed. Nu vilde Phister spille Kammerraaden, tilhvem han havde en original Figur fuldfærdig i Hovedet, ogArnesen søgte med en omsigtsfuld Generals PersonalkundskabHultmann ud til sin godmodige og gemytlige Galning, medhvis Karakter hans egen havde saa mange Berøringspunkter.Han var da ogsaa en god Lærer, og Resultatet af deTvendes Bestraebelser og Studier blev et fuldstændigt succèsbaade for Stykket og Debutanten, da Hultmann den 22deApril 1843, 23 Aar gammel, debuterede som Smith. Phisterhavde været ubetalelig morsom som den lille jappegaleKammerraad, der svippede op og ned ad Trapperne i deblanke Wellingtonstøvler — han havde valgt sig lige detmodsatte Spil af Foersoms; men Hultmann var dog AftenensHelt, der tog Tilskuerne med Storm. Skønt det sombekendt er en hæslig Vane at kysse Pigerne, og skønt Hr. Smithikke har meget andet at bestille i Stykket, saa glemte mandog Rollens Tomhed over den Ungdom og Poesi, der lysteud af hans klare Øjne og halvt skælmske halvt ømme Smil.Publikum kunde have udraabt til ham med Hakon Jarl:

Jeg lider Dig fast som Du var en Kvinde,

saaledes erobrede han Hjærterne.

Indtagende uden at være sødlig, munter uden at væreaffekteret, undertiden ellevild og dog aldrig støjende,undertiden hjærtelig men undgaaende ethvert Skær afSentimentalitet — saaledes smilte og lo og sang Hultmann sig ind iPublikums Gunst.

Han havde vundet sig en Position, nu gjaldt det atbefæste og udvide den. Dette faldt ham i Begyndelsenvanskeligt. Han havde kun faa Strænge paa sin Bue, hankunde ikke omforme hverken sin Stemme eller sin Person,hans Talent var begrænset til Elskerfaget og selv der attertil de muntre Elskere. Karakterroller, markerte eller komiskeRoller var der jo desuden Kræfter nok til ved Theatret.Da han langt senere fik Opgaver i denne Retning; mærkedesdet hvor lidt hans Begavelse var bleven skolet, hvor lidtprøvet og strakt paa Øvelsens Prokrustesseng.

Han fik da ogsaa kun faa Roller af nogen Betydningi de første Aar efter sin Debut. Han vegeterede i nogenTid, indtil hans Kunst skød Blomst.

I Virkeligheden passer et saadant Billede, hentet fraPlanteverdenen, fuldkommen paa Hultmanns Talent. Vedet Tilfælde var det blevet plantet i Theatrets Jordbund.Ingen Gartner havde hæget om det med daglig Omhu ogfremelsket det efter en bestemt Plan, pludselig havde detsat Knop. Medens det nu spirede langsomt, hentede detsin Næring fra meget forskellige Elementer.

Jeg kan kun flygtigt berøre en i sig selv betydeligFaktor for Hultmanns Talent. Den Skuespiller, der seneresaa dygtigt gengav den lette Selskabstone, har naturligvisuddannet sig efter bestemte Forbilleder. Den flinke Kunstnermed det klædelige Væsen var en velsét og hyppig Gæst ien af de mest intelligente Selskabskredse, som DatidensKøbenhavn havde at opvise, Den var Samlingspladsen foren Skare af elegante unge Mænd og vittige Hoveder, somhverken diskuterede filosofisk eller debatterede politisk, mensom agtede den Kunst at samtale og dyrkede den med Talent. Herhen søgte Hultmann efter Theatret og sad derAften efter Aften, ikke saameget førende eller deltagende iSamtalen, som derimod opmærksomt lyttende efter baadedens Indhold, Tone og Form. Hans Sans for den urbaneTale og afrundede Diktion uddannedes her og jeg er vispaa, at hans hele Holdning paa Scenen er den, som yndesog efterstræbes i det finere københavnske Bourgeoisi.Hultmanns Elegance er aldrig strandet paa det Balletmæssige,hans harmoniske Bevægelser have undgaaet de runde Armesog de sammenslaaede Hæles pretentiøse Gratie, som altidklæbte ved selv Phisters Elegance, men paa den andenSide maa det indrømmes, at han heller ikke hævede sig tilden Adel og Værdighed i Væsen, som fornem Fødsel ellerstor Begavelse eller en mægtig Karakter kan forlene med.Hvad han besad, var hverken mer eller mindre endSelskabsmandens Pli. Utvungenhed, Sikkerhed, Venlighed udenFamiliaritet, Tilbageholdenhed uden fremtrædendeSelvfølelse, en maaske lidt for beleven Høflighed — saadantblev Hultmanns Væsen paa Scenen, og med et saadantVæsen behager man Kvinder, om man end ikke erobrerdem, og gør sig alle Mænd til gode Bekendte, nogle tilVenner, ingen til Fjender.

Dog, Selskabslivet dannede fornemlig Hultmanns ydreVæsen paa Scenen; derimod udvikledes hans ungeIntelligens, vaktes og tilfredsstilledes paa éngang hans kunstneriskeSans ikke ude i det virkelige Liv, men derimod paa etForum for Illusion, for Drømme og Længsler: paaTilskuerpladsen i det kongelige Theater. Hver Aften han ikkespillede var han en sikker Mand paa Pletten, var hanPublikum. Det er nu en Egenskab, som er meget faa Kunstnere givet, den at kunne gøre sig til Publikum overforKammerater. At gøre sig til Kritiker er mindre vanskeligt,men ganske umiddelbart at give sig hen i de andres Kunst,uden Bagtanke eller Misundelse, uden Bedre-Viden ellerOverlegenhed at stille sig beundrende, henreven og gladmellem den store skuelystne Mængde — det hører der etsaa elskværdigt Naturel som Hultmanns til. Jeg trorsaaledes ikke, at han direkte lærte af hvad han saa'; jeg menerdermed, at han ikke med bevidst Kritik gjorde sig Rede for detSande eller Falske i Spillet, for det Originale eller Imiterede,og saa derefter dannede sig en kunstnerisk Teori, efterhvilken han udformede sit Spil og sine sceniske Figurer.En bekendt Theateranekdote fortæller om, hvorledes denstore Skuespiller Schröder som ung var meget utilbøjelig tilat se det Dygtige i Eckhofs Præstationer og derimod yderstivrig efter at opdage det Forældede, hvorfor han enTidlang af Drilleri forfulgte den Gamle Forestilling efterForestilling med Blyant og Noterebog, i hvilken han optegnedede formentlige Fejl. Et Recensenthværv af den Natur vildeHultmann have gyst tilbage for. Nej, han inddrak,indsugede i sig hele den rige Fylde af Skønhedsindtryk, somScenen udfoldede for den begejstrede Adept.

I hans Læreaar, der gaa hen til Slutningen afFyrrerne, blomstrede jo i Virkeligheden vor sceniske Kunst meden Herlighed, som man nu knap forstaar. Repertoiret varkun saa som saa: Ryge var lige død og Tragedien tildelsmed ham, det indenlandske Drama repræsenteredes egentligkun af Hertz men rigtignok med Arbejder som Ninon, ogaf fremmed Komedie sad Scribes Konversationsstykker paaHøjsædet. Men hvad gjorde det om man spillede daarlige Stykker, naar de bleve udførte som de blev. Voræstetiske Periode endte herhjemme ligesom med en glimrendeFyrværkerisol af scenisk Kunst. Fru Nielsens danskeKvindelighed lyste med et blidt og indtagende Skær,Fru Heibergs jødisk-kosmopolitiske Brillant blændede medet Skin af tusinde Facetter, den unge Wiehe udsendtefortærende Ildstrømme af erotisk Inderlighed, Rosenkildeshumoristiske Spøg steg op i glade Sværmere, Phisters Vidog Intelligens udfoldede sig i funklende Latterkaskader —man nødes til at udbryde med Hugo: j'en passe, et des meilleurs!Men hvilken Kunstnersjæl kunde komme iBerøring med saamange Thalias Udvalgte uden selv at følesig kaldet, uden i sig at fornemme en Gnist af den helligeIld? Et saa bevægeligt og modtageligt Gemyt somHultmanns, der kun levede og aandede for at blive regnet medsom fuldgod til Scenens Adelsstand, optog Alt i sig, ønskedesig en Polyps tusinde Arme for at fange og nyde desmere.Saa tog han da fra den ene lidt Lyrik og Sværmeri, fraden anden Humøret og Skælmeriet, fra den tredje Logikenog Viddet — og alt smeltedes harmonisk sammen med hansegen Personlighed. Han sad som en Aladdin i Kunstensunderfulde Have og samlede de skønne Frugter, og hansLykke tilførte ham en Noureddin, der bragte ham tilBevidsthed om, hvorledes Frugterne skulde vurderes somkostbare, uforgængelige Ædelstene, og der ingenlunde, som denrigtige Noureddin, vilde tilegne sig dem selv.

Hultmann var hverken kritisk eller selvreflekteret anlagt;hans gode Lykke viste sig da ogsaa deri, at han i Arnesenbesad en Ven, der var hans Suplement som Kritiker og somskaanselløst bedømte og irettesatte ham, forfulgte ham som Schröder forfulgte Eckhof for at notere Fejlene. I mangeAar stod han hjælpsomt ved hans Side.

II.

Arnesen hørte til det Slags Mennesker, om hvilkeFolkesproget meget betegnende paastaar, at de ere bidte af engal Skuespiller. Det er Folk med en ulykkelig Kærlighedtil Theatret, som ikke afskrækkes fra at forny deres Frieritil Thalia, hvor ofte de saa end erholde Kurven. Arnesenhavde de fleste af Typens Egenskaber. Han spilledefortræffeligt Privatkomedie og høstede mange Triumfer vedStudenterforestillingerne — hans Adolf i Adolf og Henrietteskal have været et lille Mesterværk; han skrev en hel DelStykker og bearbejdede og oversatte endnu flere — deoriginale duede ikke meget; hvad der lykkedes bedst forham, var vel hans Part i Capriciosa; han gav sig ikke lidtaf med Theaterkritik, og man vil i hans Artikler finde omend ikke fine æstetiske Bedømmelser af de omhandledeSkuespil, saa dog mange gode og skarpe Udtalelser omSkuespillerne. Han havde allehaande Planer om TheatretsAdministration, om Feu'en — til hvis Indførelse han sombekendt gav Stødet ved de i Fædrelandet under MærketC. F. (Capriciosas Forfatter) offentliggjorde Artikler — og iSærdeleshed var han uudtømmelig, naar Talen kom paaIscenesættelsen, paa Prøvernes Ordning, Førelse, kortsagtpaa hele en Theaterbestyrelses dramaturgiske Hverv. Hanrepræsenterede dengang herhjemme de franske Teorier paadette Punkt, dem, som enhver Theaterelsker endnu den Dagidag maatte ønske virkeliggjorte. Han kom ikke selv til at føre dem ud i Praksis, skønt han engang stod paa Nippetdertil eller rettere besad visse Muligheder derfor. Det vardengang Heiberg, udnævnt til Theaterchef, ønskede at knytteArnesen som Medhjælp til sig og i den Hensigt fik hamoverdraget en Post som Komiteret. Men tre Uger efter atSæsonen var begyndt, havde Arnesen allerede faaet nok afdette sit Embede og gik tilbage til sin Kontorchefstol iFinansministeriet.

Der findes i Overskous Den kgl. danske Skueplads' Historie en Fremstilling af Arnesens Fremgangsmaade, der,hvor stærk Farve Overskou end har paasat for at sværtesin tidligere Ven og Medarbejder, dog er let gennemskueligfor en blot nogenlunde betænksom Læser. Overskou, dergløder af Iver for blot at fremstille Heiberg i det gunstigsteLys og prise hans Fortjenester, haaner først Arnesen, fordihan ved »Morgenkaffen hos Mini« udtalte sig med saa stor»Suffisance« om Theatervæsenet, at man skulde tro, enDirektør blot behøvede at tage ham med paa Raad, for atalt skulde blive godt. Dernæst skriver han saaledes: »HansBegærlighed efter i Gerning at vise det havde gjort hammeget beredvillig til at modtage den ham tilbudte Post somKomiteret; men da Heiberg selv udkastede Repertoiret,besatte Roller og varetog Ledningen i alleRetninger, syntes der ikke for Arnesen at skulle blive Lejlighedtil at gøre sig gældende.«

Man standser forbavset ved Læsningen. Kan nogetvære urimeligere end Heibergs Opførsel, at anmode om atfaa en Raadgiver og ansvarhavende Minister under sig ogsaa handle fuldkommen paa egen Haand og for egenRegning uden Hensyn til denne? Dog, Overskou ser tydeligt nok Sagen kun fra en Partimands Side og gør sig lystigover den meget ubehagelige Position, i hvilken Arnesenherved stededes. Denne lidet dulgte Spot træder endnubestemtere frem, naar han fortæller: »For dog at havenoget at gøre, tiltog han sig fra sin Tiltrædelse at forfatteog under sit Navn udstede Prøvesedlerne, hvad der alleredeførend Sæsonens Aabning forvoldte endel Kvakleri, da hanhensynsløst ansatte Prøver, hvortil de Rollehavende ikkefandt sig tilbørligt forberedte .... og han først efter langeKævlerier vranten lod sig bevæge til at forandre sineDispositioner.«

Man tænke sig, hvilken Anmasselse! Altsaa, daHeiberg slet ikke, hverken til Repertoire eller Rollefordelingeller Administration vilde have noget med ham at skaffe,tiltog Arnesen sig den Frihed under Navn at ansætte, paahvilke Dage og til hvilket Klokkeslet der skulde holdesPrøver, det vil sige, at forrette simpel Regissørtjeneste. Ja,hvis hans Ansættelse da ikke blot skulde være et tomt Ord,saa maatte han dog i det Mindste have saa megen Myndighed,og hvis han da i det Hele skulde komme nogen Vej medet saa uregerligt Folkeíærd som Theatermennesker, saa varhan vist nødt til ikke »at forandre sine Dispositioner«, fordider gjordes Indsigelse imod dem. Men for Overskou erSligt Tegn paa Vrantenhed. For Læseren af hans Bog,der véd, hvorledes han ellers ynder at tale om Koterier,saasnart Skuespillerne gøre Indsigelse mod Chefen, er dethøjst snurrigt, naar han dernæst tilføjer: »Ved Lempe fraPersonalets Side var imidlertid et alvorligt Sammenstødundgaaet indtil den 17de September«, med andre Ord ArnesensOrdrer vare, som det hørte sig til, blevne efterkomne. Nu hænder den skrækkelige Begivenhed: en Skuespiller mener,at han er overlæsset med Arbejde og anmoder om at faaen Prøve forandret; Arnesen svarer, hvis hans Ord ellersere paalideligt refererede, at det skal være forbi med dengamle Slendrian, og at han maa gaa til Direktøren med denSlags Indvendinger. Denne delvise Opfordring følgerSkuespilleren, og Heiberg, mirabile dictu, »finder Anmodningenvelbegrundet« og beordrer Oplæsning og Prøve udsat. Arnesentog umiddelbart derefter sin Afsked.

Det er muligt, at Skuespilleren dengang havde Ret— efter Overskous partiske Fremstilling kan man hverkenpaastaa eller benegte det —, vist er det, at Heiberg næppeburde handle, som han gjorde. Det er dog indlysende, atskulde Arnesen komme i nogen Anseelse hos Personalet,saa maatte Chefen paa ingen Maade underkende hans Dommeog især da ikke ved det første »Sammenstød« lade ham iStikken, ja indirekte tildele ham en Irettesættelse. Dog,Sagen havde en dybere Grund end det ser ud til hosOverskou, og det er ogsaa derfor, at jeg har opholdt mig vedden, og ikke blot for at have den tarvelige Fornøjelse ateftervise den Overskouske Theaterhistories Forvanskninger,skønt det er pinligt nok, hvergang man vil benytte denneBog, der som Dokumentsamling er saa uundværlig, at maattearbejde Sandheden frem fra tykke Lag af æstetiske Fadæserog historiske Unøjagtigheder. Der er al mulig Grund til atberigtige, hvor man er istand dertil, og derved gøre BogensBrug sikrere for andre.

At Arnesen saaledes trak Foden bort, næppe han havdefaaet den inden for Theaterdøren, kan daarligt forsvares,men laa i hans hele Karakter. Han var et hurtigt Hovede, et lyst Hoved med mange Ideer og Indfald, men til hansfortrinlige Evne til at opdage Manglerne ved en Ting svaredeikke en dansk Udholdenhed til sejgt og trægt, i Aarevis, atafbøde, hjælpe, omordne. Der var noget fransk ved hansTemperament, ligesom hans hele Aandsretning og æstetiskeSysselsættelser pegede hen mod Frankrig. Han var af Natur,hvad man dér kalder en boulevardier, for hvem Minis Kafédaarligt erstattede Boulevardkaféerne, og som med Vold ogMagt i en Fart vilde forandre vor skikkelige Skueplads tilet Théâtre-Français, eller ialtfald et Gymnase. Han var,om man vil, en finere, intelligentere Chiewitz. Derfor vardet, da han kom op til Bygningen paa Kongens Nytorv medsine revolutionære Ideer, intet Under, at det gik som detgik. Han kunde ikke vide, at Heiberg, fra det Øjeblik af,han kom til Roret, helt vilde forandres, og blive ligesaa stiv ogkonservativ, som han før havde været kritisk og reformvenlig.Det, som Arnesen allerførst vilde omkalfatre, det var Prøverne;hele det gamle System med de faa Prøver og den tarveligeIndstudering skulde fjærnes og det franske System indføres.Naturligvis stødte han straks paa Skuespillernesbegejstringsløse Inerti, og da han ikke troede sig istand til at overvindeden »gamle Slendrian«, støttet som den var af Heibergsfornemme Slaphed, gav hans lette Natur helt efter, og hanflygtede bort.

Men, som sagt, disse Forhold have den dybereBetydning, at de ligesom danne Forspillet til det ulige interessantereDrama, der foregaar inden for Theatermurene nogle Aarsenere: Striden mellem Heiberg og Høedt. Det var beggeGange det Gamle og det Ny, der mødtes, og det var beggeGange, desværre, det Gamle, der sejrede; det var de samme Principer, der i Høedt fik en af Naturen saa langtbedre udrustet Stridsmand, at han fuldkommen kunde maalesig med sin Modstander inden for det omkæmpede Terræn,medens Arnesens Ulykke var, at han med al sin Lyst ogbrændende Interesse aldrig drev det til at præstere nogetÆgte indenfor det Dramaturgiskes Omraade, fordi nogetOverfladisk, noget Usammenhængende i hans Natur splittedeham, bragte ham til hyppigt at skifte Maal og sjældent tilat naa det éngang satte.

Jeg tror da heller ikke, at hans dramaturgiske Principervare gennemførte paa alle Punkter, ja næppe nok, at hanselv vilde have kunnet gennemføre dem. De gik fornemligstud paa et naturligere Spil. Ikke saaledes, at han for enhverPris vilde udrydde alt det Konventionelle i den sceniske Kunst,— han nærede næppe synderlig Interesse for det Patetiskeog Fremstillingen af Tragedien —, men han, ScribesOversætter, trængte paa for at faa det langsomme Replikskifte iLystspillet forvandlet til en virkelig Konversation.Konversation var jo i det Hele Stikordet paa den Tid; det var paaKonversationen, man gjorde jagt i det selskabelige Liv, detvar den, man vilde høre mønsterværdigt fremstillet paaScenen. Arnesen, som selv kunde være saa glimrende iSamtale, tragtede efter at virke stimulerende paaSkuespillernes Dialog, der gik i mageligt Trav Side om Side istedenforat ride Væddeløb. Og den Hurtighed ogGaaen-ind-i-hinanden, han ønskede i Talen, indsaa han ogsaa førte tillivligere og naturligere Bevægelser, i det Hele til et friere Væsenpaa Scenen. Han samler saaledes sin hele Teori i følgendePassus:

»Der er hos os en Rest af en gammel Skole — jegskulde tage meget fejl, om det ikke er Rahbek, der hargrundet den —, fra hvis Læreregler Flertallet af voreSkuespillere ikke have Mod eller Indsigt nok til at løsrive sig, enSkole, hvis Elever saa at sige ere udelukkede fraKonversationsstykkerne, en Skole, i hvilken man har lært saaledesat spille Komedie, at man ikke mere kan lade være at spilleKomedie. Det er deri, de Franskes Uopnaaelighed iLystspillet bestaar, at de ikke spille Komedie. Men det er ogsaaden samme forældede Skole, der gaar igennem vorumaadelige Langsomhed og vor distinkte Udtale af de mestalmindelige Konversations-Fraser; det er denne Skole, man genkenderi vore Skuespilleres Stillinger paa Scenen, at de næsten aldrigvove at sige et Ord, førend de ere komne lige ned tilSuflørkassen, at de tro, at de bestandig skulle staa med de treFjerdedele af deres Person vendte imod Publikum, at deskulle pointere ethvert Ord, hvori der ligger en Hentydningeller en Vittighed, at de — for at bruge et trivielt Udtryk —skulle give Publikum alting ind med Skeer.«

Det er over tredive Aar siden, disse Ord bleve skrevne.Hvor maa de ikke have truffet det Rette dengang, naar derendnu den Dag i Dag findes saamange Elever af hin Skole,Arnesen betegnede som forældet.

Saadan var altsaa den Mand, hvis Venskab ogUndervisning var Hultmann sikret fra den Tid af, at hans ungeTalent havde baaret Arnesens lille Stykke uskadt gennemden første Forestillings Farer. Og Elev og Lærer passedefortrinligt til hinanden. Hultmann blev Arnesenslevendegjorte Doktrin. Igennem Skuespillerens rene og smagfuldeDiktion hører man hin Fordring til den lette Konversationstone; og Hultmanns hele Selskabelighed paa Scenen er TidensFordring til den dannede unge Mand, sat i System efterArnesensk Mønster. Og denne holdt sin Elev strængt tilBogen. Kun gennem meget omhyggelige Studier var detlykkedes Hultmann at naa det Trin i Kunsten, han indtog.Man tror saa let om en Skuespiller af hans Art, at han,overladende sig til sit Naturel, spiller løs paa en SlagsInspiration. Det har nu i det Hele ikke meget paa sig meddenne Inspiration, hvormed man mener, Naturens Skødebørnkunne lade sig nøje. Der gives enkelte Kunstnere, som kundet fyldte Hus sætter ret i Aande, og der er næsten ingen,der undgaar Forestillingsaftenens nervøse Spænding; dog deDygtigere bruge kun denne Spænding som en Drivfjeder ogSpore, der yder dem en Kraft, uden hvilken de næppeudholdt Spillets store fysiske Anstrængelser. Faa haveimidlertid været flittigere end Hultmann. Enhver Rolle, selv omden var nok saa ubetydelig og slet intet andet indeholdt endhvad han hundrede Gange før havde bragt paa Scenen, blevgjort til Genstand for en minutiøs Undersøgelse ogIndpræntning. Paa den Maade erstattede han saa at sige Theatretsmangelfulde Indstudering, thi naar andre Skuespillere komuforberedte til Prøven og med Bogen i Haanden maattehjælpe sig gennem Rollen for saa paa Forestillingsaftenenat forlade sig paa Suflørens inspirerende Aand, var Hultmannistand til kun at anvende Prøverne til den sceniske FigursOpbygning og den finere Udarbejdning af Stoffet, som hanmedbragte fuldfærdig hjemmefra.

Arnesens Undervisning var iøvrigt rig paa praktiskeVink. Saaledes gav han Hultmann det gode Raad altid vedet Stykkes Begyndelse at hæve Stemmen en halv Gang saa stærkt som ellers, og den Erfaring, som vi alle have høstetmed Hensyn til Uroen i Theatret ved Tæppets Opgang,ved hvilken ofte Halvdelen af en Akt kan gaa tabt, gørdet ønskeligt, at denne Praksis blev almindelig indført. Jegkan tilføje, at den største nulevende tyske Dramaturg HeinrichLaube har fastslaaet det som Regel, at et Stykkes Ekspositionaltid spilles i et langsommere Tempo end dets øvrige Dele,saa at han endog her opgiver enhver finere Nuance for blotuudslettelig at indpræge Tilskuerne Dramaets Basis og Indhold.

Gennem saadan et enkelt Træk faar man et Indtrykaf, hvor frugtbringende Arnesens Omgang kunde være.Han var iøvrigt en stræng Kritiker, hvis Rue var yderstknap. Udtalte han saa engang imellem sin Tilfredshed, varhans Anerkendelse ogsaa en langt større Opmuntring endTilskuernes Bifaldsklap, der ofte snarere gjaldt Personen endKunstneren.

Til Paavirkningen fra Selskabslivet som et Centrumfor Dannelsens indre og ydre Former kom saaledes delsTheatrets almindelige artistiske Indflydelse dels Arnesensspeciellere baade teoretiske og praktiske Dramaturgi.Omtrent ved Aaret Halvtreds var da Hultmann moden ogkunstnerisk bevidst, Herre over alle sine Midler.

III.

Lad os nu se, hvilke Opgaver der havde været hamstillede under hans Læreaar, af saadanne, der tælle i hansKunstnervirksomhed. Jeg forbigaar Operaroller, som Julianoi Den sorte Domino, fordi han netop her kun fremstillededet Elegante i den ydre Form, i Bukket, Hilsenen, Manererne. I sine sidste Theateraar har Hultmann i en iøvrigt højstforskellig Rolle vist den samme Evne, til ligesom at lade etMenneske gaa helt op i den Idræt at være en sort Kjole,nemlig som Konsul Lind i Falliten, hvor man uvilkaarligtkom til at tænke paa H. C. Andersens Skygge, naar mansaa' denne fine Skikkelse sno sig imellem MiddagsselskabetsGæster. Det var Rigdommen, inkarneret i de eleganteManerer, ligesom Juliano havde været Fornemheden udtryktved det aristokratiske Væsen.

Men det er de unge Roller, Elskerne fra den Tid, viville dvæle ved. Det er i 1846, at han faar sin førsteHostrupske Rolle, den lidt flove Hellebæk i Intrigerne,derpaa følger 1847 Basalt i Genboerne, tidligere spillet afHolst, dengang Michael Wiehe var Klint, og i 1848 Herløvi Eventyr paa Fodrejsen og Halling i En Spurv i Tranedans.I 1849 forsøgte han sig i den OehlenschlägerskeTragedie som Oluf i Dronning Margrethe.

Han spillede den stakkels Prætendent endnu mangeAar senere, forinden Vilhelm Wiehe efter sin Ansættelse veddet kgl. Theater lagde Beslag paa den som en Rolle, medhvilken han i Norge havde høstet mange Triumfer. DetModsatte havde maaske været Tilfældet med Hultmann;alligevel stod han efter min Mening langt højere som denforelskede, viljeløse Ungersvend end Wiehe. Ingen af demforsøgte at give en historisk Figur, ingen af dem tænkte paaat vise os Bastarden i Oluf gennem Eiendommeligheder, derkunde minde os om hans paa engang jævne og dogkongelige Herkomst. Begge spilte paa den egne Person. MenHultmann havde den store Fordel overfor Wiehe, at det stodi hans Magt at fremstille Olufs Naivetet, medens den anden maatte lægge hele Vægten paa hans lyriske Erotik. DenNaivetet, Hultmann fandt Udtryk for her som andetsteds,var Lykkens. Hans Smil var et Menneskes, som tror godtom Folk, som mener, at alle vil ham det vel, som ikke villade sig bilde ind, at den overvejende Del af Menneskehedener Folk, man af forskellige Grunde kan vente sig alting af —fordi ingen har tilføjet ham selv nogen Fortræd eller Krænkelse.Det er muligvis en Lykke at have en saadan godtroendeKarakter. det er ialtfald kun Lykken, der giver En den.Denne Tillidsfuldhed omformer sig i det ydre Udtryk let tilet Præg af Sanddruhed og Ærlighed, og det var derfor detandet Karaktertræk i Hultmanns Spil som Oluf at mantydeligt fornam, hvorledes det Væv af Løgne og Intriger.hvormed man omgav ham, var ham fremmed og imod.Her nyttede dette Præg i Hultmanns Tale og Væsen ham;det forekommer mig derimod altid at have skadet ham i etFag, i hvilket han havde talrige Roller at opvise, nemlig defranske Lapse og blaserte Vellystninge.

Hertil kommer jeg senere tilbage; i denneSammenhæng vil jeg endnu blot berøre, at Hultmann kun en enkeltGang har faaet Lejlighed til at lægge denne KarakterensBravhed for Dagen, saaledes at Billedet helt og holdentkom til at bero paa den. Det var i en mindre Rolle somHelmut i En Skavank. Han spillede her en ungProvinsbeboer, der lige ankommen til København er lidt forviltretover Forholdene der, men gaar bus paa med enUforfærdethed og et Ukendtskab med alle det sociale Livs Kløfter ogSkær, som kun den allerbedste provinsielle Samvittighed kanudruste et Menneske med. Det var den pantsatteBondedreng, gjort elskværdig og brav. Hultmann var prægtig her, saa uforstyrreligt et Naturbarn som man ikke skuldetro, at en indfødt Københavner kunde svinge sig op til.Men denne Rolle havde endnu denne Mærkelighed, at i denforsøgte Hultmann for første og sidste Gang at give Figurenen særegen Karakter gennem en Forandring af sin Stemme.Hans Helmut talte med en let provinsiel Akcent, som jegnæppe tror nogen Sprogforsker vilde anse for en Gengivelseaf en bestemt Dialekts Lydnatur, men som, hvad der varHovedsagen, bibragte Tilskuerne den rette Illusion medHensyn til den landlige Egn, i hvilken det naive mandligeGudsord havde set Dagens Lys. Og dette var ogsaa alt,hvad man kunde forlange, saavist som det af alle Kunsterisær i Skuespilkunsten ikke kommer an paa at fremstille detSande, men kun det, der forekommer Publikum sandt.Endnu blot dette, at denne Jargon heller ikke beroede paaet Studium af en eller anden dansk Dialekt, men Hultmannvar en Dag bleven slaaet af hvor uforligneligt naivt ensyngende Tone havde klædt en ung Piges Tale og havdemoret sig med at imitere denne. Et tilfældigt Indtryk havdeaffødt en kunstnerisk Produktion.

Til hin Rolle som Oluf slutter sig de romantiskeElskere: Henri d'Albret i Dronning Marguerites Noveller,(1851) og senere Bertram i Kongens Læge og Poul Flemingi Elverhøj. Af dem var den sidste den bedst lykkede; menman vil nu bestemtere forstaa, at Selskabstonen hosHultmann ikke slog til overfor en Shakspearsk Erotik og knapnok overfor det tørre Scribeske Skema for en forelsketUngersvend. Skulde Rollen faa Liv og Varme, maatteSkuespilleren selv besidde en overlegen sjælelig Kraft, somHultmanns Aandsudvikling ikke havde kunnet forlene ham med.

Men endnu samme Aar, i hvilket han optraadte iDronning Margrethe, begyndte han at spille de HolbergskeLeandere, og under hans lange Kunstnerløbebane er derfra den Tid næsten ikke spillet noget Stykke af Molièreeller Holberg, hvor Elskerrollen ikke er tilfaldet ham. Eftermin Mening har han staaet overordenlig højt i disse Rollerog burde nydt stor Anseelse for sit klassiske Spil, menPublikum har aldrig ejet megen Sans for slige beskedneFremtoninger og har helt overset ham heri. At jeg voversaa stort et Ord som klassisk om en ellers saa moderneSkuespiller som Hultmann, ligger i, at jeg tror, at baadehans Fortrin og Mangler her ligeligt kom ham tilgode ognødte ham til at holde Figuren indenfor de gamle Digteresstrænge Linjer. Han kunde intet selv give til, men burdedet heller ikke, og han forstyrrede aldrig det Indtryk,Tilskueren modtog af Tidsaanden og Rollens Psykologi.

I Virkeligheden er jo Leanders sjælelige Indhold megetbegrænset. Man mærker bestandig, at han er den vordendeJeronimus. Ogsaa denne har jo slaaet Gækken løs ogsprunget godt omkring inden han fik »Ligtornerne« og Konen,som gjorde en brat Ende paa Lystigheden. Men Leander,som er en brav Mands Søn, er selv en god og skikkeligFyr. Hvor han er mest forfløjen som i Maskeraden er handog saa fin af Væsen, at han ingenlunde indlader sig medethvert Fruentimmer, og egentlig kun gaar paa Bal fordihan er plaget af Ungdommens for hidsige Livskraft. Haner hverken en Laps eller en Vellystning. Og hvor er hanikke adstadig og ærbar i Henrik og Pernille og skikkeligi Kilderejsen, og paa samme Maade hos Molière, hvorfornuftig er ikke Clitandre i les femmes savantes og hvor værdig er ikke Valère i Tartuffe. Jeg nævner særlig dissetvende Roller, fordi Hultmann har spillet dem og detsaaledes, at hans Fremstilling ganske faldt sammen medTraditionen i Théâtre-Français, saaledes som den blev holdtoppe af Bressant og Delaunay. De havde netop den sammelidenskabsløse men dog faste Maade at fremsigeAleksandrinerne paa i en Smule Pasgængertrav, og dertil megenPersonlighed og Anstand.

Hultmann var akkurat saa lystig og bar sig med saamegen rolig Anstand som Rollen fordrede. Der er sombekendt to Gange sket Forsøg paa at bryde Traditionenpaa dette Punkt: først da Michael Wiehe gød en napolitanskMaaneskinsnats Sværmeri over Elskeren i De Usynlige,dernæst da Emil Poulsen omskabte Leander i Maskeraden tilen drømmende Romeo. Begge Gange lykkedes det at vækkePublikums ellers slappe Interesse for den Holbergske Erotik.Og dog, skønt det var interessant, skønt det var aandfuldt,det var ikke det, Holberg havde villet; det var noget andet,der maaske var skønnere og bedre, men ikke det ægte.Hvad gjorde Emil Poulsen som Leander? Han fremstillededen maskeradelystne unge Købmand, der render ud omNatten og sover om Dagen istedetfor at skrive, og der altid erdrengeagtig angst for sin Faders Vrede, som en elskovssygDrømmer. Naar han ved Stykkets Begyndelse kommer indgabende, har Holbergs Leander Tømmermænd; Poulsens varHeinesk zerrissen. Sandt nok Leander viser sig hæftigtindtaget i Leonora, men derfor er det ikke tilladt at gøre hineOrd, som Poulsen lagde en hel Verden af Følelse i:Kærlighed, Henrik, det er noget, man ikke kan begribe, til decentrale i Rollen; thi Henriks Skrupler over den Kærlighed, som er kommen saa hastig, synes meget ræsonnable forTilskuerne og den store Elskov ikke meget mere end enalmindelig Balforliebelse.

Derfor havde Hultmann Ret i at tage denne og lignendeRoller mere konventionelt. Muligt at han var lidt foradstadig og afmaalt, vist er det, at man ikke har Lov til atgøre Holbergs Klassicitet romantisk. Hultmann gav her somaltid først det Borgerlige, dernæst den højere Middelstandsdannede Væsen og endelig saamegen Ungdom og Lystighed,der lader sig forene med at være gode Forældres lydige ogvelopdragne Søn og med ikke at ønske nogen højere Lykkeend hurtigst muligt at blive gift med Leonora.

Intetsteds var Hultmann ypperligere end som den ungeHerremand — det er Leanders Livsstilling — iHenrik og Pernille. Og i denne Rolle findes der ogsaa det bedsteEksempel paa, hvad og hvorledes der bør spilles i HolbergsDialog. Leander er kommet til Byen for at ægte sin Leonora,men erfarer til sin Forbavselse og Skræk gennem Henriksog Arvs ligelydende Vidnesbyrd, at den unge Dame i hansFraværelse har indladt sig i det mest vidtgaaende Koketterimed hans egen Tjener. Efterat han først i sin Vrede harvillet revse dem begge, betænker han sig og siger som saa:

»Jer skal intet ondt vederfares. Hvad skal jeg tænke?hvad skal jeg sige? hvad skal jeg gøre herved? Er nogenSorg i Verden saa stor, som kan lignes med min? Er nogenUlykke mere uformodentlig paakommet et Menneske ..Mit Hjærte er saa omspændt af Sorg og Forbitrelse, minHjærne saa forvirret, at jeg véd ikke, hvad Resolution jegskal tage. Jeg vil bryde ind i Huset og opofre denForræderske ... Nej, hun skal leve, det er hende størreStraf, og jeg vil omkomme mig selv, at hun maa leve meddes større Skændsel og Foragt« o. s. v.

Tænk, om en Skuespiller virkelig vilde spille, hvad herstaar, om han ved Ordenes Betoning, Miner og Bevægelservilde male et til Døden fortvivlet Menneske, som kun vakledemellem, om han skulde dræbe sin Elskede eller lægge Haandpaa sig selv. Enhver føler det: Sligt vilde føre os milevidtbort fra Holberg; vi har ikke med nogen Othello at gøre;den gamle ærværdige Menuet skal ikke afbrydes med vildeTigerspring. Ordene her ere rent konventionelle Udtryk forTanken, Formler, der éngang for alle anvendes naar visseFølelser skulle udtrykkes. Af samme Art er LeonorasTalemaade Mit Hjærte sidder i min Hals, der hverken børhave noget komisk eller særlig patetisk Anstrøg, men kunsige saameget som Nutidens unge Piges jeg er saa rædsom angst. Leanders store Ord ville ligeledes omskrevne ikkeklinge stærkt i vore Øren, og derfor havde Hultmann Ret,naar han i denne Monolog rolig gik ned til Lamperækkenog med sagte bedrøvet Stemme uden mange Nuancer ogOvergange fremsagde Leanders Tirade jævnt og alvorligt.

Ja, hvis Ordet Lidenskab turde anvendes om en enesteaf den gamle Komedies Elskerroller, da var Hultmanns Spilikke paa sin Plads og Wiehe og Emil Poulsen havde ydetmere end geniale Forsøg, nemlig anvist Vejen for en nySpillemaade. Men det er ikke saa. Drifter og Passioner afen saa alvorlig Art, at de kunde forstyrre den satiriskefestivitas, forekomme ikke i Holbergs Konversations- ogIntrigestykker. Og netop derfor var Hultmann sikker her.Hvor Følelsen slaar om fra bunden Varme til luende Ild,der hørte hans Kunst op.

Hans hele Udvikling havde ført ham derhen, at hanvar bleven Indehaver af to store sjælelige Omraader. Han kunde dels tale Hjærtets simple Sprog uden nogensomhelstForfalskning og dels, ligesom et Trin højere, kunde hanlade Hjærtets mest usammensatte Følelser indgaa en tætForbindelse med Dannelsens, den københavnske DannelsesVæsen. Han kunde lade Ungdommens glade Sind ogærlige Aabenhed smelte sammen med Selskabets fine Sprogog elegante Manerer, saaledes at disse netop tydede henpaa en ufordærvet Aand. Var han da ikke som skabt tilat fremstille den glade og dannede Student?

IV.

Hvormed tilbringer egentlig Hostrups Student sin Tid?Han læser ikke. Kobbersmedemesteren spørger i GenboerneKontubernalerne, om det er i det Værelse, i hvilket de sidde,at de »lære deres Lektier«. Og Klint svarer: Ja her læse vi;men Hultmann fejede lumskelig til: naar vi læse. Ja,naar! Hverken Basalt eller Klint eller nogen af de andrekender noget til Forelæsninger eller Eksaminer eller Arbejde,Herløv synes endog at have mest Lyst til at smutte fra detAltsammen ved at lade »den Gamle« købe sig en Gaard iJylland, og i det Højeste faar man en Fornemmelse af, atder venter den alvorligste af dem et eller andet luntPræstekald, hvortil deres mangehaande Anstrængelser gøre demsærlig værdige og skikkede.

Saaledes ere de da som Liljerne paa Marken ogHimmelens Fugle, der hverken saa eller høste eller sanke iLade, men som dog Forsynet sørger for eller forsørger — meddet bevidste Præstekald. Der gives en anden Art af ungeStudenter her i Danmark; det er de Stakler som slide sig møjsommeligt frem ved Hjælp af offentlig Understøttelse, deatter og atter maa ansøge om, og fornemligst ved en dagligmange Timers Information, og som rundtomkring iKvistkamre og Bagbygninger læse sig til den truende oguafviselige Eksamen, ja maaske fordybe sig og søge Glæde ividenskabeligt Studium. Det er ikke dem, som Hostrup skildrer,thi deres Liv gaar hen med Kampen for Tilværelsen, medensEibæk, Klint og Basalt mene, at de opfylde alleFordringer, der kan stilles til en brav Student, naar de blotmore sig rigtigt himmelgodt. Det bestræbe de sig da foraf al Magt og de har to Muligheder dertil: Soldet ogForliebelsen.

Det er Soldet, Hostrup har besunget og idealiseret ide mange fortrinlige Sange, han har strøt rundt omkring isine Lystspil; det er Soldet i Miniatur, som repræsenteresved Gildet paa Fortunen i En Spurv i Tranedands ellersom danner Baggrunden for Generalforsamlingen i Genboerne.Dengang, da morede man sig i Studenterforeningen, manvar politisk liberal, skandinavisk begejstret og opfyldt af enstærk Tro paa Studentens sociale Mission og Betydning.Nu keder man sig i Studenterforeningen — det er enoffentlig Hemmelighed — og skønt man vel synger degamle Drikkeviser og deklamerer de samme Fraser omStudenterne, Ungdommen og Skandinavismen og hele det øvrigeSkrammel, er der ikke en Sjæl, der mere tror derpaa, ikkeén, som ikke véd, at det at være Student vil sige snarestmuligt at skulle have Eksamen og Brødet og at StudenternesKarakter af Stand forlængst er forbi. Dog udtaler man detsjældent ligefrem. Men denne Mangel paa en Tanke, enIdé, en fælles Bestræbelse, der kunde binde de unge Mennesker sammen, gør Foreningen til en Klub eller et Læseselskabaf ganske almindelig Art og tager Vejret fra Soldene.Noget saa aandløst som et almindeligt Lørdagssold, saaledessom dets Præg har været i en lang Aarrække, kan denUdenforstaaende aldeles ikke tænke sig. Og ét endnu:Hostrup forsikrer i den berømte Vise, at Studenten »ser vedLampen Musernes Dans«; det er muligt, at Metaforenundertiden svarer til Realiteten. Vist er det, at Muser og Gratierikke ville se paa Studenternes Dans, men bange vende sigbort, naar de unge Russer udklædte som Damer svingesrundt og kurtiseres af deres Kammerater. Styggere Synkan Ens Øje ikke godt hvile paa.

Det er for at man gennem Modsætningen kan forstaaen svunden Tid, at jeg anfører dette. Den Uskyldighed,der sætter Glorie om Hostrups Studenter, turde en nymodensDigter ikke udstyre sine Helte med: en Uerfarenhed ligden ganske unge Piges vilde slet ikke vor Tids unge Mandsætte Pris paa at besidde. Der gives en Mængde forskelligeTyper af Studenter, der vente paa, at en Poet skal tagedem paa Kornet, men den naive lystige Fyr er forsvundetfra Virkeligheden for at føre en idealere Tilværelse i Sange,Noveller og Vaudeviller.

Næsten alle Hostrups Studenter ere forelskede og blivesædvanligt forlovede i Stykkets Midte for saa at faaForældrenes Samtykke i Slutningen. Det er Dramaets regulæreGang hos os, saa deri synes der ikke at ligge nogetkarakteristisk Træk netop for Studenterne. Men er det ikkemærkværdigt, at Hostrup ikke har forsøgt at give en enesteAfskygning af Kærlighedsfølelsen hos den danske Ungdomundtagen de højst trivielle Nuanceringer mellem den lidt sværmeriske Basalt og den lystige Klint. Kærligheden erfor dem begge en let Rus, der hensætter den ene i enmelankolsk, den anden i en fornøjet Stemning. Et alvorligteller følt Ord veksles der ikke mellem de Elskende —Hostrups Undskyldning ligger iøvrigt tildels i, at Damerollernesom bekendt spilledes af Herrer —, førend Digteren skriverEventyr paa Fodrejsen med direkte Henblik paa det kgl.Theater, og selv dér lider Eibæks Ord ialfald vedLæsningen af en lidt flov Sentimentalitet. Der er ikke Spor afLidenskab, af Længsler eller Drifter i de tamme,halvteologiske Fraser.

Tag til Modsætning den franske Hostrups, HenriMurgers Skildringer af Bohêmelivet i Paris, læs blot hansfortrinlige Stykke la vie de bohême, som er opført i enfuldkommen forkvaklet Skikkelse paa Kasinotheatret, og følhvorledes man pludselig springer fra en fantastisk Verdenover i Virkeligheden. Rodolphe, Marcel, Schaunard ogColine — Digteren, Maleren, Musikeren ogVidenskabsmanden — ere hver for sig klare og gennemsigtige somTyper og individuelle Mennesker. Men naar disse drikke,saa blive de fulde; naar de ingen Penge have, saa gaa deikke paa Gæsteri i Herregaarde, men arbejde; i deresVærelser veksler derfor larmende Gilder med Kulde og Sult— og naar de elske, saa favne de Væsener af Kød og Blodog ikke abstrakte Fantomer, aldrig nubem pro Junone.Vie de Bohême, der er Ungdomsaarene, saaledes som de gaahen med Tilintetgørelse af de falske Idealer, indtilManddommen og Frigjortheden for Illusioner samtidig indtræder;Hostrups Studenterskildringer betegne den Tid, i hvilkenman slet ikke studerer, men kun morer sig, i hvilken man er lidt poetisk og noget overmodig, hvor man synes godtom hele Verden og tror den nærer de samme Følelseroverfor En og opfyldes af ganske uskyldige og ubestemteForaarsfølelser og Længsler — for nogle varer denneStemning Aar igennem, andre fornemme den i en kortRusperiode, atter andre, og jeg tror næsten de fleste, kommerden kun over flygtig, forbigaaende, en enkelt Dag eller Time.

Den lette Forliebelse, den naive Lystfølelse sammenmed Studentens dannede Væsen, alt dette kunde netopHultmann fremstille. Hans lyse Humør og Glæde overTheatret omformedes til Studentens Glæde overStudenterstandens Herlighed, hans Erotik slog fuldkommen til overfordet lyriske Udbrud, og hans ydre Habitus udsprang netopligesom Studentens af det højere Bourgeoisi. Hans godeLykke viser sig i, at han netop fandt disse Opgaver for sig.Hans Studentergalleri var fortrinligt fra først til sidst. Højstsætter jeg Klint i Genboerne; fra det Øjeblik, han kom indmed det smalle, paa éngang fine og godmodige Ansigt ogbetragtede de to Spidsborgere med sit overlegne Smil, stodFiguren lyslevende for En. Kulden overfor v. Buddinge,Gemytligheden paa Regensen og dernæst den sjæleligeGrebethed overfor den evige Jøde afrundede efterhaandenBilledet. »Ja, det er intet Under«, sagde Hultmann engangtil En, der roste hans Spil i denne Scene, »at jeg serbetaget ud; paa mig virker Illusionen saa stærkt, at jegsnarere tror, det er Ahasverus end Phister, der staar formig, og altid har nogen Betænkelighed ved at give hamHaanden«. I Sligt var der en Reminiscens fra den Tid af,da Hultmann var Tilskuer, eller rettere, han kunde i et saadantØjeblik føle baade som Skuespiller og Tilskuer. I anden Akt udførte han en sand tour de force ved at løbe omkringmellem de Spillende og uden egentlig at have nogetsomhelstat gøre ligesom opfylde Scenen med Klints Aand, altmed en Gratie uden Mage, og endelig kom i tredje Akthele hans Skælmeri ham tilgode i Dialogen med Basalt,hvor han driller denne med sin mystiske Viden — at seHultmann med Spølkummen i Haanden og det svinepolidskeTræk om Munden siddende paa Bordet med de lange Bendinglende ned studentikos — det var et Genrebillede, derhavde al den Poesi i sig, som de smaa Regensværelsernogenledes kunde rumme.

Men i denne Rolle naaede han ogsaa en Naturlighed,der efter min Mening stillede ham forrest mellem deSpillende. Man følte med et sandt Velbehag hans klareStemme og ligefremme Betoninger, det var den sammeNydelse, man fornemmer ved brede, fuldttonendeViolinstrøg. Ikke én falsk Tone, aldrig en skurrende Mislyd paaStrængen, knap en opløst Disharmoni.

V.

At give et Aperçu over alle de trehundrede Roller,Hultmann har udført, staar ikke i min Magt, og en saadanNomenklatur vilde desuden næppe friste LæserensOpmærksomhed. Desuden have de fleste af dem været énsartede,Rækker af Lystspilroller saa ubetydelige, at det næppeer værdt at spilde mange Ord paa dem. Enhver véd,hvorledes Hultmann har reproduceret sin lystige Studenti talløse Varieteter. Jens Top i Deklarationen var Klint,endnu yngre og barnligere, August i Besøget i København var Herløv en Smule roligere. De Ord, Hostrup lader Klintsige: »Ethvert ungt Menneske betragter jeg som Student,naar han er virkelig ung, ikke blot i Aar, men i Sjæl ogSind«, kunne staa som Motto for de allerfleste af HultmannsElskerroller.

Men til de tvende Grupper af Roller, vi nu havebetragtet, den gamle Komedies Elskere og Studenterne,kom der endnu en tredje, langt mindre vigtig ogfordelagtig for Hultmann, og som egentlig kun fik sin Betydninggennem den Begrænsning, den tydelig satte for hans Kunst.De lystige Ynglinge førte ham nemlig til enkelte Bonvivants,til nogle Marquisroller og derfra igen til enkelteKarakterroller. Møllers Arbejdsrædsel i Ude og Hjemme — somMichael Wiehe havde spillet som den mageligste Dovenskab,og Hultmann gav som den gladeste Livlighed — lykkedes hamendnu, men saasnart Lapseriet fik et Anstrøg af Last somi Marquis'ens Rolle i Kamp og Sejr eller endnu mere, naardet blev til blaseret Epikuræisme som hos Grev Klingsbergi Ringen, eller til Musset'sk Aandrighed som i En Kaprice,da var Hultmann for dansk, for borgerlig, for ærlig. HansMarquis var elskværdig men uden Spor af en Lovelace, hansKlingsberg manglede den Farquharske Raahed, som liggerlige under Schröders Overmaling, og Grev de Chavigny besadikke den air hautain, der gør Fru de Léry Sejren vanskeligog Triumfen des større. Paa disse Punkter fattedes derHultmann Personlighed, og hans Studier af danskSkuespilkunst havde intet lært ham om Opfattelsen af mandligeKarakterer, hvis Skal og Kærne stod i Strid med hinanden.

Fremmed Skuespilkunst havde ingen Indflydelse øvet paaHultmann, skønt han paa forskellige Rejser havde besøgt Verdens ypperste Scener Burgtheatret og Théâtre-Français.Han havde ingen Forbilleder hjembragt, kun havde han eftereget Sigende søgt at efterligne Bressant som Marquis'en afAuberive i Giboyers Søn i hvilken Rolle han havde setdenne ypperlige Skuespiller i Paris, men jeg skylderSandheden at tilføje, at næppe nogen af sig selv vilde haveopdaget denne Imitation. Hultmanns Ansigt har nogenLighed med Bressants, det vil sige Overansigtet: den højePande, Haarets svage Fald og Næserodens Skarphed, menUnderansigtet er helt forskelligt, Bressants Mund er haard,næsten grusom, hans Smil ligesaa blaseret og vellystigt somHultmanns er ejegodt og hjærtefriskt. Overfor denVerdensmandens Erfaring, der stivner Bressants Træk, lyserHultmanns Ansigt som et Barns, og netop derfor ere saa mangeKarakterroller mislykkede for Hultmann eller have ialtfaldfaaet en énsidig Fortolkning af ham. Jeg vil ikke videreomtale hans Rizzio i Maria Stuart; hvem kunde ogsaa selvi Drømme falde paa, at Nicolai Rejersens fuldendteFremstiller skulde have Berøringspunkter med den halvt afsindigeItaliener! Nej Hultmann maatte ikke gærne komme længereudenfor København end til Dyrehaven, hvad enten det varde Fattiges eller de Riges. Allerede naar han skuldebevæge sig i parisiske Cirkler, blev Elegancen for bleg ogderfor kunde det ikke undre, at Baron Tourbières i Lady Tartuffe manglede den rette Underbund af Desperation ogFordærvethed; kun Overfladen var der: det gode HovedsVittigheder fik Fynd og Klem i en kraftfuld, maaske lidt velbred Behandling. I Aarenes Løb er vort Theatersprogkommet saa langt bort fra Arnesens Principer, at det faldtHultmann yderst vanskeligt at holde sine Repliker indenfor den naturlige Konversationstone, naar hans Medspillendebestandig foretrak, hvad Diderot kaldte »det tragiske Opstød«.

Det er bekendt at Hultmann i de sidste Sæsonerfør han forlod Scenen maatte spille Roller af megetforskellige Fag: elegante værdige Skurke som Joseph Surface,komiske Advokater som Destournelles, bedragne men ædleÆgtemænd som Præsidenten i Ferréol og mange flere, derere i alle Theatergængeres Erindring. Han var altid herrespektabel, men det var dog Nøden ikke Lysten, somgjorde ham til Krybskytte paa fremmede Vildtbaner. Vortæstetiske Publikum tillod ham ikke at være ung længerend Kirkebogen efterviste et dertil passende Aaremaal.Rynkerne fandt ubønhørlige Kritikere, og skønt hansusvækkede Aandskraft endnu var istand til at bære ungeRoller over Scenen, satte man Bom og bad ham trine overpaa den anden Side af Stregen. Han blev paa éngang fratyve Aar halvtreds.

I den lille Tale, Hultmann ved sin Afskedsforestillingholdt til Publikum, betonede han, at han trak sig tilbagefra Scenen, fordi hans svækkede Helbred og svigtendeHukommelse gjorde ham det til en bydende Nødvendighed.Han var sig bevidst altid at have næret en ærlig Stræbenmod »det Passende og det Skønne«. Og idet han udtaltedisse Ord, saa' han saa ærlig og alvorlig ud, at man gærnetilgav ham den nye æstetiske Kategori »det Passende«, somovenikøbet ikke uheldigt betegnede de honnette og lidttamme Karakterer, Hultmann plejede at udføre. Han varden Sidste af den gamle Generation fra Glansperioden, denyngste af de gamle. Han fremstillede en svunden Slægt,den danske Ungdom i Liberalismens første Dage, hvis Begejstring, baaret af Drømme og Illusioner, holdt ud ligetilden sidste ulykkelige Krig. Fra den begynder en andenSlægt, som endnu ikke har fundet sin poetiske Beskriver,men som i sig har Elementer af Turgénjews Helte, afAugiers arbejdende unge Mænd og Spielhagens problematiskeNaturer. Selv om det danske Drama havde bragt dem frem,vilde Hultmann ikke have magtet at levendegøre dem.Hverken Arbejdsmennesket eller Tvivleren laa indenfor hansOmraade.

Hans Kunst var en af de sidste Levninger fra voræstetiske Periode. Han repræsenterede et endnu uerstattetIdeal af dansk Ungdom. Med ham forsvandt Studenten fravor Scene, og hans Ære er det at have fremstilletLivsglæden med en uforfalsket Inderlighed, en Værdighed ogSkønhed, der bevirkede, at Studenterne længe have ønsketat være Klint og Herløv netop saaledes som de inkarneredesi Hultmann.