Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/2

Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier
Frederik Høedt
af Edvard Brandes

FREDERIK HØEDT. redigér

er debuterer en Sangerpaa det kongelige Theaterog samler propfuldt Hustalrige Gange, idet hanvækker umaadeligBegejstring ved sit ypperligeSpil, ligesaameget som vedsin Stemme. Publikum fatter de størsteForventninger: en dramatisk Sanger ersaa sjælden en Fugl. Men mærkværdigt nok, den nyeStjærne stiger ikke. Tværtimod, den daler kendeligt forhver ny Rolle; i hver følgende Sæson falder den ungeKraft langsomt, men sikkert. Den stakkels Kunstner synesaldrig mer at faa en Opgave, der passer ham saa godtsom den første; man klager nu over, at hans Spil manglerbaade Fantasi og Natur. Hvor er pludselig hans dramatiskeBegavelse bleven af, spørge de Uindviede forbavsede.Enhver, der har Foden indenfor Kulisserne, svarer roligt:Ganske simpelt; det var Høedt der havde instrueret ham tilDebuten; han gjorde blot, hvad han havde lært.

En Skuespillerinde, der allerede i nogen Tid har tilhørtTheatret, skifter pludselig Rollefag. Hun, som vi have setsom den blide nordiske Mø, optræder en skøn Aften i etfransk Konversationsstykke og glimrer ved en med mangeog fine Nuancer pailleteret Tale; denne Rolle gør Epoke ihendes Theaterliv og bliver Grundlag for en Række af lignende Skikkelser, tildels blot Variationer over den Melodi,som éngang hendes Diktion er omformet til. Denne Ganger det en offentlig Hemmelighed: Professor Høedt harinstrueret den unge Dame, det er ham, der har aabnethendes Talent en ny Bane ved sin Indsigt i hvad Muligheddet gemte.

Der opføres paa en af de mindre Scener et Stykke, tilhvilket hele det kongelige Theaters Publikum strømmer hen.Uagtet de enkelte Kræfter ikke alle ere udmærkede, er dogEnsemblet fortrinligt; enhver Replik kommer til sin Ret,Dialogen er en virkelig Samtale, Personernes Stilling overforhinanden er naturlig og fremhjælper Handlingen, ja det erligesom Møbler og Dekoration spillede med. Sligt er manikke vant til her, saalidt som paa vor første Scene. OgAarsagen? Professor Høedt har overværet Prøverne og satStykket i Scene, og den ene Mands Aand har hvilet overdet kunstneriske Øde, der ellers hersker paa disse Brædder.

I en Række af Aar har Prof. Høedt været Københavnsdramatiske Faktotum. Andre Byer eje et Konservatorium,hvortil Begyndere i den sceniske Kunst søge hen, vi havekun besiddet ham. Han har været den eneste Lærer, dendygtigste Sceneinstruktør, den første Avtoritet i alleTheatersager. Det maa ikke glemmes, at under hans Vejledningere næsten alle de Kunstnerinder opdragne, der for Tiden virke ved det kgl. Theater. Høedt har været overalt ogintetsteds i den Periode, der følger efter hans Tilbagetrædenfra Skuepladsen; om han end ikke personligt har grebet ind,har han bestandigt staaet bagved.

Theatret fanger. Derfor maa man ikke undre sig over,at Høedt ikke har kunnet slippe Interessen for Scenen paasamme Tid, som han selv gav Afkald paa at lægge sinBegavelse for Dagen. Den som éngang har mærket Osen fraRampen stige op imod sig, vil altid længes tilbage til den somtil en Duft, der er sød i hans Næse. Selv den afskedigedeeller uheldige Skuespiller kredser bestandigt rundt om Stedetfor sine Drømme og Forhaabninger. Det er ikke vanskeligtat fatte, at Høedt, hvis artistiske Sans er medfødt og næretved hans hele Livsførelse, ikke har kunnet blive Thalia kvit,selv om han af og til har hævnet sig paa sin forstødteUngdomselskede ved at ironisere noget overlegent over hendessenere Fejltrin.

Mindre forklarlig synes Høedts Resignation overfor sinKunst. Men den har næppe straks været en Beslutning forLivet; en Tid lang var hans Genoptræden endog sandsynlig.Hvad der i Begyndelsen kun var en Seen an, omdannedesgradevis til en Given Afkald; efterhaanden som Aarenegik, blev en ny Debut af Professor Høedt en Umulighed.Kunstneren var bleven ældre og nervøsere, og der er intetmere oprivende for et nervøst Menneske, end at spilleKomedie, særligt naar ikke Øvelsen stadigt holdes vedlige. Oghvem skulde han spille sammen med? Nielsen, Fru Nielsen,Michael Wiehe, alle døde, Fru Heiberg borte fra Scenen.Hvoraf skulde det Sammenspil skabes, uden hvilket Høedt slet ikke forstod sin Kunst. Han var kommen til at staaalene, en Genganger fra en svunden Generation.

Desuden, det var næppe for Intet at Høedt valgteHamlet til Genstand baade for et Studium, hvisLangvarighed Rygtet har havt travlt med, og for sin Debut. Nogetaandsbeslægtet maa han have følt sig med den danskeKongesøn, hvis Sjæl undfanger Beslutninger, der kommedøde til Verden. Fra sin tidlige Ungdom af levede Høedtfor Theatret, og dog bandt forskellige Hensyn ham saa fast,at han først, næsten 32 Aar gammel, debuterede. Hanhavde som Hamlet studeret protestantisk Teologi, hansModer ønskede at se ham paa Prædikestolen, ikke paaBrædderne, og som Hamlet var han varsom og kærligoverfor sin Moder. Imidlertid, han var mærket, han maatteop paa Scenen; han havde jo, atter som Hamlet, i lang Tidforberedt sig paa sin Mission, troede paa den og ansaa sigfor den, der skulde gøre Revolution. Forsøget mislykkedestil Dels. Skuespilleren gjorde stormende Lykke og blevforgudet i de københavnske Selskabskredse, men det nyePrincip, han bragte, vandt kun faa Tilhængere. Og Høedtslappedes hurtig. Kun 6 Aar varede hans heleSkuespillervirksomhed, der blot talte faa Roller, og som hvert Øjeblikstod paa Nippet til at afbrydes. Med dens Ophør indtraadteder nogen Ligegyldighed og nogen Bitterhed hos Høedt.Der hører i smaa Lande en overordentlig Udholdenhed tilat sejre i en Kamp, der gaar løs paa det Overleverede. Selvom man kun vil en Theaterkonvention, en forældetSpillemaade tillivs, skal der en Fanatikers Taalmodighed til forat fælde sin Modstander. Men Høedt er alt andet end enFanatiker; han plejer med Heibergs Ord at ønske sig ligesaameget Geni som han har Smag. Vi andre vilde ønsketham ligesaamegen Energi som han har Geni.

I.

Den der søger at gøre sig Rede for de Love, der havestyret den danske Skuespilkunst Udvikling, vil forgæves ledeefter afgørende Brydepunkter, hvor det Gamle mødes meddet Ny, eller efter overlegne Personligheder, der til en givenTid optræde som Forfægtere af bestemte Principer. Vordramatiske Kunst udvikler sig i langsom Fremskriden, idetdens Ideal paa ethvert Punkt retter sig efter den samtidigedramatiske Literatur, uden at der fra selve Skuespillernenogensinde tages et Initiativ til at omforme deres Kunsteller bringe den ind i nyt Spor. Medens f. Eks. den tyskesceniske Kunst i det 18de Aarhundrede lader sig udtrykkeved Navnene: Eckhof, Schröder, Iffland, og i Frankrig denye Kunstretninger i Strid med Traditionen betegnes vedLekains og Talmas Skuespillervirksomhed, er herhjemmeHøedt den første Skuespiller, der optræder som Forfægteraf en bestemt Kunstanskuelse med Midler til selv at give denKød og Blod paa Skuepladsen. Tilfælles med alle ScenensReformatorer har han Devisen: Natursandhed, og ligesomde store tyske Skuespillere, ligesom Garrick, støtter han sigpaa Shakspeare i sin Kamp mod den uægte Spillemaade.

Forfægtelsen af Natursandheden i Skuespilkunstenfremkommer naturligt, naar ved en eller anden LiteraturperiodesIndflydelse en bestemt Side af Menneskelivet alene er blevendyrket paa Skuepladsen, i Særdeleshed hvor et saadantsamtidigt Dramas Magt begynder at slappes; thi denne Naturbestræbelse vil i Virkeligheden ikke sige andet endErkendelsen af, at der i enhver dramatisk Figur skalfremstilles en hel Menneskekarakter, ikke en enkelt Side afKarakteren. — Egmonts Rolle spilles i Tyskland i Almindelighedmed en Bestræbelse efter at give, hvad Goethe vel selvmente med denne Figur, som en Natur lig Goethes egen,en Olympier: Frejdighed, Stolthed, Livsglæde ogSindsligevægt ere Hovedmomenterne for Opfattelsen afKarakteren, der derved ikke bliver meget forskellig fra enhveranden ungdommelig Helt; den geniale Skuespiller burdeimidlertid her forsøge at underlægge Rollen et historiskSubstrat, sammensmelte de poetiske Intentioner medHistoriens Oplysninger og ligesom tegne Digterens Rids opmed kraftigere Farver, hentede fra Egmonts virkeligeEgenskaber. Med andre Ord: Naturbestræbelsen betyder kun enomfattende historisk og psykologisk Indsigt, der træderhjælpende og udfyldende til, hvor Digteren enten formedelstsin Individualitet eller sit Talents Begrænsning eller sin Tidsherskende Ideer kun har formaaet at give noget Ensidigt.For Diktionens Vedkommende bekæmper derforNaturbestræbelsen paa éngang Deklamationen og Karikeringen,der begge ere at betragte som mangelfulde Fremstillinger,idet den første hjælper sig med et fra Traditionen eller denegne Personlighed abstraheret Udtryk, hvor det gælder atfremstille et andet Menneskes individuelle Sjæleliv, og idetKarikeringen paa samme Maade giver Digterens Skabninget dens Aand uvedkommende, fra det reelle Liv laantTilfældighedspræg. Man har med Vilje eller ubevidstmisforstaaet Naturfordringen og ment, at Skuespilkunsten, somenhver anden Kunst, kun turde give det Virkelige i en forædlet, idealiseret Skikkelse: man glemmer, at da Digteren,ligesom enhver Kunstner, vel kun skildrer Virkeligheden menmed en dybere og rigere Iagttagelse og Forstaaelse end denupoetiske Tilskuer, modtager den dramatiske Kunst sit Stofallerede i en lutret eller, om man vil, idealiseret Skikkelseog behøver derfor blot at anvende al sin Kraft paa atudstyre Poesiens ideelle Skikkelser med den højesteNatursandhed. Digteren bringer sit fra Virkeligheden hentedeMateriale i kunstnerisk Form, og Skuespilleren omsætteratter Digterens Tankebillede i legemlig Virkelighed.Indvendes der endnu, at ikke alle dramatiske Figurer ere fraDigterens Haand kunstnerisk opfattede eller udførte, og atSkuespilleren altsaa ikke uden videre kan stole paa det hamgivne Stof saa kan hertil kun svares, at absolut set kaningen slet ɔ: ukunstnerisk Rolle spilles godt, og lykkes detdog den Spillende at give en saadan Rolle kunstneriskForm, sker det kun, fordi han selv først som Digter haromskabt Rollen, han senere legemliggør som Skuespiller;men dette staar ikke i nogen Strid med de ovenfor fremsatteAnskuelser.

Det var disse kunstneriske Principer, for hvilke Høedtfremtraadte som Forkæmper, de samme, som Schröder havdevirket for i Tyskland i det 18de Aarhundrede, som dengeniale Seydelmann paany havde optaget i det 19de, og desamme, ved Hjælp af hvilke Garrick havde reformeret detengelske Theater. De kulminerede alle i Shakspearske Roller:Schröders fuldkomneste Kunstværk var Udførelsen af KongLear, Seydelmanns sidste Ord vare: »Kun Jago vil jegendnu spille, inden jeg dør«, Garrick var størst som Hamlet,og det er jo ogsaa denne Rolle om hvilken Høedts Liv har drejet sig og i hvilken han debuterede, ligesom det varRichard den Tredje han dernæst ønskede at spille; og dahan ikke kunde sætte sin Vilje igennem, havde han nærforladt Theatret et Aar efter at han var optraadt. Dennefælles Forkærlighed for Shakspeare er mer end enTilfældighed. Naturdyrkerne ville nødvendigt i deres dramaturgiskeBestræbelser støtte sig til den Digter, der som ingen andenhar vidst at fremstille hele Karakterer og kompliceredeNaturer og derved stillet Skuespillerne store, men samtidigtvirkeligt løselige Opgaver. I alle germanske Lande er denSkuespiller den største i sit Fag, der som Erotiker kanfremstille Romeo, som Komiker Falstaff, der somKarakterskuespiller kan fortolke Hamlet, Kong Lear o.s.v. Etgermansk Theaters Historie kan altid til en vis Grad fremstillessom de Shakspearske Dramaers Historie paa dets Scene.Medens disse i Tyskland allerede i forrige Aarhundrede iden Grad fortrængte de andre Skuespil, at Eckhof frygtede,Skuespillerne skulde blive kede af de mindre Opgaver,indtage de samme Dramaer paa den danske Scene enforsvindende Plads og kendes slet ikke før i Begyndelsen afdette Aarhundrede. Og de mindeværdige Fremstillinger afenkelte Roller, som Dr. Ryges og Nielsens, fremkom udenTendens eller Protest mod anden tragisk Maner og vandtderfor hverken Indflydelse paa Publikum eller de Medspillende.Man maa vel erindre, at Ryge, skønt hans Navn er knyttettil de Oehlenschlägerske Helteskikkelser, spillede de rigtigeTyranroller hos Kotzebue med største Liv og Lyst, og atNielsen fuldt saa meget blev beundret af sin Samtid for sindejlige Deklamation som for sin dygtige Karakteropfattelse.Og netop den »dejlige Deklamation« var Høedts Syndebuk, den var det, han vilde tillivs. Imod den oratoriske Musik, imodRytmeglæde og lyrisk Sving satte han den naturlige Taleog den sjælsrøbende Diktion. Efter hans Mening var detomtrent den blodigste Fornærmelse man kunde tilføje enSkuespiller, at sige at han deklamerede.

Høedt mødte saaledes med et fuldstændigt Program ogvilde have sit Spil bedømt efter den Maalestok, han selvanlagde. Han havde desuden en levende Følelse afSkuespillerens Ret overfor Valg af nye Stykker. Theatret var jotil for Skuespillerens Skyld, mente han, ikke omvendt, dethavde den Opgave og Pligt at sørge for at hver enkeltKunstners Talent plejedes og modnedes. Man var ikke vanttil, at en Skuespiller havde saadanne Ideer. Selv de største,selv en saa uafhængig Mand som Michael Wiehe faldt detikke ind, at man kunde vægre sig ved at spille en Rolle,fordi den var illiterær eller slet, og at man burde gøre Kravpaa at faa tildelt en Række af kunstneriske Opgaver.Bestyrelsen havde med Repertoiret at skaffe og Personaletspillede, hvad det fik. Det var ikke fordi der herskedenogen sær Tillid til Bestyrelsens æstetiske Smag, men fordidet nu éngang var saadan Skik.

Og dog var der netop paa den Tid Grund til at tro,at en ny Æra var oprundet for den dramatiske Kunst. VedUdgangen af Fyrrerne var, med den nye Konstitution, ogsaaTheatrets ydre Stilling bleven forandret; fra et kongeligtTheater var det blevet et Nationaltheater, fra en Hofanstalt tilen Statsinstitution, og hvad der var det Vigtigste, istedetforen Direktion havde det erholdt en Direktør, nemlig Dr. phil.J. L. Heiberg, der i lang Tid havde tronet som en æstetisk Dalai Lama, Publikums uindskrænkede Smagsdommer ogliterære Avtoritet.

II.

Man ventede sig særdeles meget af den nyeTheaterbestyrer, der gik store Rygter om Fremtidens Herlighed, ogHeiberg selv synes at have stillet sig et overmaade gunstigtHoroskop; i alt Fald skriver Oehlenschläger saaledes i sineErindringer: »Heiberg er bleven Theaterdirektør. Han harforsikret mig, at der hver Uge skal spilles en Tragedie elleret Stykke af det højere Slags. Nu ville vi se, hvorvidtdet række«.

Desværre, det rakte ikke vidt. Heiberg havdeintetsomhelst Maal som Theaterchef, han havde ikke engangsynderlig stærke literære Interesser. Den Literaturperiode, ihvilken han havde været Fører, laa afsluttet, det moderneDrama forstod han ikke og kaldte den franske Literatur,fra Alexandre Dumas til Octave Feuillet, for én storRøverbande; den moderne Opera yndede han saalidt, at det vedOpførelsen af Wagners Der fliegende Holländer i Pragforekom ham som han var »i en Daarekiste, hvor Vanvittigeopføre Skuespil for Vanvittige«. Og dog kunde hans Betydningalene blive af literær Art, thi at Theatret burde paaseSkuespilkunstens Tarv i samme Grad som Literaturens, faldtligesaalidt ham som nogen af de tidligere Direktører ind.Han opnaaede sin Stilling 25 Aar for sent, det gik ham,som det tidligere var gaaet Rahbek, hvem man først gavMyndighed og Magt, da han tænktes at ville bekæmpe detNye. Havde man gjort Heiberg til Theaterchef i 1825,dengang han var det Nyes Bærer og saa begejstret for Vaudevillen, at han paa en beundringsværdig Maade fikPublikum overbevist om dens filosofiske Betydning, havdeman gjort sin Pligt og handlet klogt. Nu var hans Smagsaa begrænset, hans Forkærligheder saa besynderlige, at hanundertiden syntes at gaa i en Art æstetisk Barndom.Hvorledes skal man ellers forklare, at han med fuldstændig Foragtfor Victor Hugo forbandt en beundrende Kærlighed tilDuftvaudevillen, med Mistro til Shakspeare forenede ubegrænsetTillid til Sille Beyer. Scribe havde fordærvet hans fineSans, han var bleven en gammel Routinier, hvem etdramatisk Fabrikarbejde var kærere end en poetisk Digtning,der paa et eller andet Punkt stødte hans Vaner. Hanbesad desuden det geniale Hoveds absolute Sikkerhed i sinDom og afvæbnede enhver Modstander med det rolige,tilsyneladende godmodige Vid, der er det bedste Værge i enPolemik.

Paa Heiberg kunde der da intet Haab støttes medHensyn til Theatrets Regeneration. Man læse de»Grundsætninger, han med velberaad Hu havde antaget for sinTheaterbestyrelse«: »Det er min Pligt at sørge for, at detdaglige Repertoire vedligeholdes saa godt som muligt, ogderfor jævnligen at fremtage Stykker, der kunne gives udenstore Ophævelser; men kun da, naar den daglige Tjenestesgode Gang ikke standses eller lider derved, tør jeg sættede Spillende i Virksomhed med nye Stykker eller ældre, dermaa anses som nye og derfor fordre mange og langeForberedelser«. Man sporer en ægte bureaukratisk Duft i dissesaakaldte Principer, man skulde tro Talen var om at bestyreen Fabrik, hvor det blot gjaldt om at holde Maskinen iOrden, saa den daglig leverede det behørige Antal Stykker. Heiberg fandt i Virkeligheden slet intet Repertoire ved sinTiltrædelse som Theaterchef. Ingensomhelst kunstnerisk Planhavde været ledende ved Valget af Stykkerne, de udgjorde etTilfældighedens Sammensurium, og dette Kvasi-Repertoire vardet, som Heiberg ansaa det for sin Pligt at vedligeholde.Det var da endnu mindre til at tænke paa, at han skuldeføle sig kaldet til at opføre noget Stykke af Hensyn til enenkelt Skuespillers Ønske. En saa demokratisk Fordringvilde den fornemme Absolutist aldrig efterkomme. Hanaabnede, karakteristisk nok, sin første Sæson med Livet i Skovenved Shakspeare og Sille Beyer, og Slægtningene, ogstyrede Theatret i uforstyrret olympisk Ro, indtil i hanstredje Sæson Høedts Optræden indtraf. Den gav Stedet tilen Kritik ved selve Scenen af hans principløse Virksomhed.

Om Forholdet mellem Heiberg og Høedt finder mani Overskous Theaterhistorie en Mængde langeDeklamationer, hvilke alle ere saa partiske og uforstandige, at manmaa nedlægge Indsigelse imod, at de blive betragtede somsanddru historisk Fremstilling. Allerede de første fem Deleaf det Overskouske Værk ere kun at benytte med storForsigtighed og i stigende Grad, eftersom Fremstillingen nænnersig Forfatterens egen Tid. Denne Bog udgør en fortrinlig,uundværlig Materialsamling for enhver, der vil beskæftigesig med dansk Theaterhistorie, den giver udførlige ogpaalidelige Oplysninger om de opførte Stykker, SkuespillernesAf- og Tilgang, de vekslende Direktioner o. s. v., men paaden anden Side lider den æstetiske Del under de store Hulleri Forfatterens Dannelse og Kundskaber, og den historiske afen mere og mere tilsynekommende Partiskhed. Overskouvar en stakkels Autodidakt, der paa den hæderligste Maade, under haarde Trængsler, havde slidt sig op til en Plads iSamfundet — hans Liv er en sand Armodens Epope —men han følte sig altid som en fattig og ringe Mand, dermed en Underordnets ærbødige Lydighed saa op til Chefen.Han begreb egentlig slet ikke, at man gjorde Oprør. Vedalle Theaterkontroverser vil man finde at Overskou stadigbetegner Oppositionen som »Koteriet«, der naturligvis ermeget forskelligt sammensat til forskellige Tider, men altidledet af egoistiske og i alt Fald uforstandige Bevæggrunde.Engang var Rahbek og Rosing de latterlige Angribere, paadenne Tid er det Høedt og Wiehe. Overskou haaner demog forbavses over deres Frækhed. Sætte sig op imodHeiberg! Man kunde ligesaa gærne erklære, at Solen ikkelyste godt, som at Heiberg ikke styrede godt. Det er lutterBagtalelse og Kabale, naar man paastaar, at han baadeforsømte Repertoiret og tyranniserede Personalet. Og ansatsom Sceneinstruktør under Heiberg, følger han nu dennemed embedsmandig Skyldighed gennem Tykt og Tyndt,vist halvt ubevidst forvanskende, hvad der ikke passer iFremstillingen. Derfor er det, at jeg kortelig gennemgaarForholdene fra dengang.

Den 14. November 1851 opførtes Hamlet for førsteGang, efterat Foersom i 1813 dermed havde indførtShakspeare paa den danske Skueplads. Høedts Spil var ingenDebutants, det var den fuldtudviklede og gennemdannedeKunstners. Uden famlende Usikkerhed bevægede Hamletssorgklædte Skikkelse sig paa Scenen, Høedts Tale besaden vis maadeholden Kraft, man ikke var vant til, og hanssmukke og intelligente Ansigt, med de skarpe Træk, passedeforunderligt til den i Refleksion og Grublen hensunkne Yngling. Publikums Bifald var stormende, Høedt blevKøbenhavns Løve, en Rolle, som hans selskabelige Talenter tillodham at spille med samme Virtuositet, som hans øvrige Roller;Blade og Kritik, hvis man kan tale om en saadan, stilledesig derimod køligt og afventende overfor Kunstneren. Manyndede ikke den Sikkerhed, der ikke bad om Skaansel.Morsomt er det at se, hvor kolde og korte OverskousUdtalelser om denne Debut ere, medens han f. Eks. anmelderKragh som et vordende Geni. Han forsøger ikke i mindsteMaade at antyde, at der var en Væsensforskel mellem Høedtog andre Debutanter, ejheller omtaler han, at denKunstretning, Høedt repræsenterede i Tragedien, og til hvilkenDatidens store Kunstnere, Wiehe og Fru Nielsen, nu sluttedesig des fastere, var den gængse Spillemaade ganske modsat.Forskellen paa hans og enkelte Kunstfællers Spil var dog saaiørefaldende, at endog Fru Heibergs Ophelia føltes som matog traditionel, og at en betydelig Del af Publikum mærkede,at det fra nu af ikke mere gik an at spille Helt paa dengamle Tragediemaner. Imidlertid gik den første Sæsonroligt hen. Høedt spillede med Bifald Elskerrollen i Nej,hvor han ved et vist roligt Væsen karakteriserede denjuridiske Kandidat — dog Heiberg syntes slet ikke derom.Velbekendt er hans Ytring efter første Opførelse, medenshan med en lun Mine tog sig en Pris: »Nu har jeg saamaendaldrig vidst, at Waltz var saa god en Skuespiller« — Waltzvar den Middelmaadighed, der tidligere havde udført Hammer.Endelig optraadte han i en hel komisk Rolle, som den halvtfejge, halvt modige Grignon i Kvindens Vaaben, og havdesaaledes paa en Gang vist sig som Karakterskuespiller, Lystspilelsker og Komiker. Han blev straks ansat med enforholdsvis høj Gage.

I næste Sæson brød Krigen ud. Høedt havde omSommeren indgivet en tildels ny Bearbejdelse af ShakspearesRichard den Tredje til Heiberg, med Anmodning om atspille Titelrollen. Heiberg antog ikke Stykket; hans Censurgør ham ingen Ære. I England kan, skriver han, denneTragedie passe, fordi den »maaske er i Harmoni med denhypokondre engelske Karakter«, i Tyskland opfører man densom andet Fremmedt, fordi »Landet selv ingen egentligdramatisk Literatur har«, men Danmark har Oehlenschläger, ogHeiberg »tvivler paa at vi nu nogensinde kunne vænne ostil at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv«.Det er temmelig haarde Ord overfor Shakspeare, ligesomdet er en ganske usand Paastand, skønt rigtignok etNationaldogme, at Tyskerne intet Drama besidde. Høedt havdesamtidigt foreslaaet Heiberg fire andre Roller, deriblandtMarinelli i Emilia Galotti og Figaro i Beaumarchais'Figaros Bryllup, hvilke Stykker man skulde tro, at en Theaterchefkunde være bekendt at spille, men Heiberg var haardnakketog sagde Nej til alt. Høedt skulde efter hans Mening ikkeslaa saa stort paa, men »spille rundt omkring« — det vil sigemindre eller ubetydelige Roller, ellers kunde Publikum letblive træt. Og Høedt derimod vilde netop slaa de storeSlag, det var derfor han var gaaet til Theatret efter saamegen Vaklen. Han vilde netop spille saadanne Roller, hvorDigterens hele Genius kommer frem, netop udføre Figaro,fordi han mente, at Beaumarchais havde inkarneret sig iRollen. Han indsendte sin Afskedsbegæring til Ministeriet, ledsaget af et langt motiverende Brev, der vidner om, hvoralvorlig han tog Sagen.

Brevet begynder med at raillere over Heibergs Censurover Shakspeare. Høedt mener, at den engelske DigtersDramaer »skal en Direktør ikke dømme, thi der har Verdendømt, uden at vente noget Overskøn, de staa som evigeMønstre for den protestantiske Skuespildigtning«. Man harhele Høedt i dette Adjektiv »protestantisk«. Det udgaar fraden æstetiske Opfattelse, han forfægter i Om det Skønne;efter den har Shakspeare i Romeo og Julie »ikke villetfremstille et erotisk Ideal, men et sørgeligt Eksempel paa, hvaddenne Følelse kan lede til, naar den er Lidenskab (egoistiskLyst til Besiddelse) og ikke Tro (resigneret Hengivelse)«. Menligemeget; enhver maa give Høedt Ret i, at »naar et Stykkesom Richard den Tredje kan opføres, skal det«, og at TheatretsÆre vokser ved tilfredsstillende at løse en saadan Opgave.

Ulige interessantere ere imidlertid Oplysningerne omHøedts personlige Forhold til Heiberg. Han anker over, atdenne slaar en Streg over »den bedste Del af SkuespillerensVirksomhed, hans fri og begejstrede Studium«: »Naar enSkuespiller tror at kunne byde Publikum et Kunstværk, ogman har Grund til at vente et saadant, har han da ikkeKrav paa at komme til at udføre det. Jeg véd kun, at jeger gaaet til Theatret af Kærlighed til Kunst og ikke forudelukkende at gøre Theatertjeneste; den gør jeg ogsaa somet nødvendigt Onde, men jeg vil ikke gøre den udelukkende,og naar Etatsraad Heiberg hindrer mig i at udøve, hvadjeg egentlig er kommen der for, har jeg ingen Grund til atblive der, og maa anse det for min Pligt at gøreIndsigelse, saa kraftig som jeg formaar, dobbelt, fordi jeg er i det lykkelige Tilfælde, ikke at bindes af Hensyn til minIndtægt«.

Den sidste Sætning udgør punctum saliens, detbestemmende Punkt i Høedts Liv. Det har været en Ulykkefor dansk Skuespilkunst, at Høedt ikke har maattet nytte sitTalent til at sikre sin Eksistens. Man synger slet ikke saailde, naar man har Kniven paa Struben. Men det harganske sikkert været en Lykke for ham, at han herhjemme,hvor ethvert Talent skal tvinges ind i de traditionelle Baner.og hvor man lidet ynder kunstnerisk Selvbestemmelsesret,saa hensynsløst har kunnet hævde, hvad han ansaa for sinPersonligheds Krav.

Der blev øvet en Pression paa Høedt, endog fra megethøje Steder, og han tog sin Ansøgning tilbage. Det vardog kun Galgenfrist. Heiberg var forbitret og saaret ogvilde ham tillivs, og Høedt paa sin Side var saa kamplystensom selve Tybalt, saa det gjaldt kun at ﬁnde Paaskudet.Det fandt man i næste Sæson. Høedt havde imidlertidspillet nogle af sine ypperste Roller: Advokaten iSlottet i Poitou efter Studier i Théàtre-Français, Toby iDe Deporterede og Jerocham i Ruth. Det var ved en Opførelse afdette Stykke, at Høedt en Aften tillod sig den Spøg efterførste Akt, hvor Bifaldet havde været sparsomt for hansVedkommende, pludseligt at slaa over i den effektjagendefalske Deklamation. Øjeblikkeligt var Publikum henrykt,saa der var Grund for Kunstneren til at tvivle, om ogsaaTilskuerne til Dagligdags ganske forstode Aanden i hansSpil. Ved Begyndelsen af Sæsonen 1853—54 blev Hamletatter ansat paa Repertoiret. Nielsen var imidlertid gaaet af,og Heiberg havde med megen Koldblodighed givet hans Rolle, som Aanden, til Ferslev, hvis Bas ingenlunde magtedeShakspeares Poesi. Det var allerede slemt. Men da derpaaFru Nielsen meldte sig syg, bestemte Heiberg, at hendesRolle, Dronningen, skulde dubleres med Frøken Müller.Den altid redebonne Overskou skildrer hende straks som»en talentfuld af Publikum erkendt dygtig Fremstillerinde«,men i Virkeligheden var hun ganske ubegavet og havde enfor Scenen uheldig Skikkelse, der ikke havde stemt Publikumgunstig for hende. Nu blev det Høedt for stift. Hanmente med Rette, at der vel kunde tages saameget Hensyntil Shakspeare, at denne Hovedfigur ikke helt fordærvedes,til Fru Nielsen, at hendes Rolle mod Sædvane ikkedubleredes, og endelig til ham selv, at ikke Sammenspilletumuliggjordes for ham i de vigtigste Scener. Han badderfor Heiberg at opsætte Opførelsen til Fru Nielsen attervar rask. Heiberg nægtede det og ansatte Prøve. Da skete,som Overskou i rystende Indignation udbryder, det Utrolige:Høedt udeblev fra Prøven. Første Akt var begyndt, mendet blev Hamlet uden Hamlet. Heiberg ansatte Prøve igentil næste Dag, og atter udeblev naturligvis Høedt, og denneGang gav Michael Wiehe sig til at gøre Løjer med sinRolle, saa Overskou hurtigst muligt maatte ende Prøven.Nu blev Høedt suspenderet, og da han dernæst intetimødekommende Skridt vilde gøre og aabenlyst erklærede, at hanvilde handle paa samme Maade, hvis et lignende Tilfældeindtraadte, fik han sin Afsked.

Michael Wiehe, hvem Overskou gærne vil fremstillesom den, der fuldstændigt gik i Høedts Ledebaand, mensom dog snarest var den revolutionære af de to og af al Magthavde opfordret Vennen til at rebellere, tog derpaa ogsaa sin Afsked. Han vilde ikke blive ved et Theater, hvisDirektør agtede Kunsten og Kunstnerne saa ringe, som hinBesættelse i Hamlet viste. De to Venner optraadte næsteAar paa Hoftheatret under Langes Direktion, og heri vil nuOverskou se et tydeligt Bevis for, at det ikke varkunstneriske Hensyn, der havde fjærnet dem fra Nationaltheatret,eftersom de umiddelbart derefter bekvemmede sig til atoptræde i ofte ubetydelige Stykker, i Forening med en Trup,der fortrinsvis var sammensat af Provinsskuespillere.

Sandheden er imidlertid, at Michael Wiehe om Vinterenhavde lagt sig efter Tysk og var rejst ud i Ferien for atsøge Engagement ved Burgtheatret. Det kom dog kun tilet flygtigt Møde mellem ham og Heinrich Laube, dets Chef,saa indtraf pludselig den Efterretning fra København, atLange vilde oprette et Theater, den første Rolle fulgte med,og Wiehe, der ikke besad Høedts Frihed for materielleBaand, mente at burde tage det Visse for det Uvisse. Ogsom naturligt var, lod Høedt ikke sin Ven i Stikken,saameget mere, som han havde været ængstelig nok for hvordandet skulde gaa denne. Han støttede da med Raad og Daaddet begyndte Foretagende. Og dette var i kunstneriskHenseende ikke ubetydeligt. Der opførtes ikke mange Stykker(le gendre de Mr. Poirer var det mest fremragende), mender bødes for første Gang Københavnerne Prøver paamoderne fransk Spillemaade og Iscenesættelse. Høedtbrillerede her i Berthas Klaver og Den sidste Nat, han gav idisse Smaaroller den geniale eller fornemme Sorgløshed ogAandsfrihed med et lidt sentimentalt Anstrøg, der bedaaredePublikum og maaske ikke ganske var Hamlets Fremstillerværdig. Tilstrømningen var uhyre, man spillede næsten hver anden Aften for udsolgt Hus, og Skuespillerne tjente detTredobbelte af, hvad de var vant.

Imidlertid vare Forholdene forandrede i det kongeligeTheater. Heiberg maatte i Juni 1856 opgive at bestyre denScene, som under ham havde mistet Nielsen, Bournonville,Juliette Price, Høedt og Wiehe, og den nye Direktionbevægede de to Oprørere til at vende tilbage. Nu skuldeman tro, at alt var klappet og klart. Høedt spillede flerestore Roller, Salomon de Caus, Hendrik i Thyra Boløxe,Harlekin i de Usynlige, men Publikums Stemning var slaaetom. Man mente, at der herskede en personlig Strid imellemFru Heiberg og Høedt, og ansaa det for skyldigt Galanteriat tage den Førstes Parti. Bladene angreb og snærtedeHøedt, Publikum hyssede ad ham, tilsidst peb man ham ud.Dette var mere end den nervøse og ærekære Mand kundetaale. Hvorfor i al Verden skulde han udsætte sig for sligt?Kunde Publikum være tjent med at jage ham bort fraScenen, saa kunde han saa godt undvære Theatret. Hanhavde andre Interesser end den ene, som gav ham til Prisfor pøbelagtig Forhaanelse. Han spillede sidste Gang d. 13.December 1857 og har aldrig senere ved nogensomhelstLejlighed været at formaa til at betræde Scenen.

III.

En kort Tid virkede Høedt som Sceneinstruktør, blevdog snart træt heraf, tog sin Afsked og gjorde nu kun afVelvilje Tjeneste ved Iscenesættelsen, medens han somElevinstruktør, paa en illusorisk Gage, bestandig beholdt en Fodindenfor Theatret. Thi, som sagt, helt kunde han ikke slippe dette. Og nu indtræffer det kuriøse Tilfælde, at iLøbet af tyve Aar udpeger den offentlige Mening, alleKunstforstandige, ja selv Theaterpersonalet, uden Ophør,ham som den eneste mulige Theaterdirektør, som en Mand,der i en ukendt Grad besidder alle Egenskaber til dettevanskelige Augiasembede: literær Dannelse, dramaturgiskIndsigt, Theaterpraksis og, hvad mere er, anerkendt Avtoritetpaa hvert af disse Omraader. Han er af alle hyldetKronprætendent og kommer alligevel ikke til at indtage Tronen.Han erholder Titlen Professor af en Minister, der mener ikkeat kunne ansætte en Cand. phil. som Theaterchef, Skuepladsenskifter talrige Gange Bestyrere, men Høedt bliver ikkeudnævnt; endelig tilbyder en Minister ham Posten, Høedtstiller som Betingelse for at overtage Embedet, at StatensUnderstøttelse til Theatret forhøjes noget, Ministeren kanikke indlade sig herpaa, og Følgen er, at Høedt nu ogsaagaar af som Elevinstruktør. Et Par Aar efter betaler Statenhele Theatrets Gæld og overtager ubestemmelige Forpligtelseroverfor dets Budget.

I Sandhed, vort lille Land har ikke høstet det Udbytteaf denne Mands Liv, som det burde. Nogen Skyld herforkommer paa Høedt selv, men en større Del sikkert paa denindgroede Frygt for det Nye, som udgør en af vor Nationsfremspringende Karaktermærker. Det synes, som vorfredelige Revolution i 1848 udtømte al Lyst til Reformeren,selv paa aandelige Omraader. Kun i den allersidste Tid ervor Literatur slaaet ind paa nye Baner og har erklæret deudlevede Traditioner Krig; desværre staar den ikke i levendeForbindelse med Theatret, og vor Skuespilkunst fremturer ikonventionel Deklamation. Høedt var uheldigvis en 20, 30 Aar forud for sin Tid. Nu havde han fundet Sindeneforberedte til en mere moderne og naturalistisk Spillemaade,ogsaa af den Grund, at den dramatiske Kunst for Øjeblikketbefinder sig i en ulykkelig Stagneren.

Var han da saa stor en Skuespiller? Formaaede hanvirkelig at forme Talen skønt, naar han sagde Ordeneganske naturligt, og tjente under Hamlets Parole tilSkuespillerne: Agt især paa dette, at I ikke gaa ud overNaturens Maal og Maade! Jeg kan af Øjesyn ikke dømme omHøedts sceniske Begavelse, ikke indlade mig paa enKarakteristik af hans Evner og Mangler som Skuespiller, men jeghar saa mange Gange hørt ham oplæse baade Roller, Digteog Fortællinger, at jeg tror at kunne have en begrundetMening om hans Diktion.

Man hørte ved Oplæsningen af Hamlet ellerRichard den Tredje aldrig et affekteret eller falskt Ord. Der herskedenetop, hvad Shakspeare kalder the modesty of nature.0plæsningen kunde somme Tider falde lidt monoton for Den,hvis Øre var vant til Deklamationens Rytmedans, og detmaatte slaa Enhver, at den ikke havde megen Farve.Uvilkaarligt fæstnedes da Ens Øje paa Oplæserens smukke ogfornemt baarne Hoved med de skarpe og linjefaste Træk:Kindens Teint var ikke kraftig og Læben lidt bleg og smal,Øjet tindrede ikke, men udsendte et klogt og strængt næstenstikkende Lys: ingen Stjærne men et Fyr. Man forstod, atHøedts Oplæsning manglede en varm Kolorit. Og han læstevidere, og hver Sætning formedes rundt og bestemt, somen lødig og velpræget Guldmønt, og lidt efter lidt tegnedesig for Ens Fantasi ligesom en Rembrandtsk Radering afden melankolske Kongesøn, træt og vigende i Modgang, frygtende Ansvar, af talrige Hensyn kun langsomt naaendetil Handling, naget af Skrupler og Samvittighed, plagendesig med Dødstanker, halvt vantro, halvt troende,tilbageholdende i sin Kærlighed, ja selv bortstødende sin Elskede.Det skønneste Sted i Høedts Foredrag var Scenen medModeren og atter deri det Øjeblik, hvor Hamlet pludseligunder sin harmfulde Tale ser Faderens Aand skride ind.Jeg glemmer aldrig Høedts af Angst stivnede Ansigtstrækved Synet af det Overjordiske, hans sammenbidte Tænderog vildt stirrende Øjne; i et saadant Nu fremtryllede hanhele Scenens Magi ved sin Oplæsning, og man sagde tilsig selv: Ja, han har været en stor tragisk Skuespiller.

Mange have hørt Høedt foredrage Smaating, Digte ogFortællinger. Et Andersensk Eventyr, oplæst af ham, ersom Kunstværk ikke ringere end et Miniaturbillede afMeissonier. Han tvinger et helt Tidsbillede ud afDen lykkelige Familie. Blot ved Foredragets dæmpedeStakkato-Tone faar man Indtryk af noget Fjærnt og Isoleret; ogman ser tydelig for sig Sneglefa'r, den gamle holstenskeAdelsmand, med den hængende Underkæbe og det stammendeMæle, og Sneglemo'r, den lille fine Dame i Silkekjole medægte Kniplinger — man var midt inde i en adelig Rede,som aldrig var kommet i Berøring med den virksommeVerden og gærne kunde tro alle uddøde undtagen Godsetsegne Folk. Andersen havde trukket Dyrehammen overMenneskene og Høedt kastede atter Forklædningen bort.

Han besidder den dygtige Skuespillers Evne til heltat gaa ind i en anden Personlighed, selv en ham ganskeheterogen. Han er saaledes istand til at foredrage denrørende Historie om Messingjens i E Bindstouw fuldkommen skønt og naturligt. Jeg for min Del foretrækker detteKunstværk for Foredraget af Baggesens Ja eller Nej, fordidette Digt forekommer mig umorsomt og næsten meningløst, og ikke engang giver Anledning til videre Karakteristik.Man beundrer mest den Virtuositet, hvormed Høedt jagerVersene afsted i en Karriere, der skal gengive Hestenshastige Ridt og Rytterens Jappethed. Hører man derimodom Jydens trofaste Kærlighed til Messingjens, saa gaa OrdeneEn lige til Hjerte. Mesterligt er det sted, hvor Rasmusforsøger at tale Københavnsk efter sin Ritmester. Det varsaa tydeligt, at Høedt havde afluret Naturen dennemærkværdige Dialekt. Sligt er Petitesse, vil man sige. Mon dogikke den ægte Kunst viser sig i de til Fuldkommenhedudførte Enkeltheder? For Meissonier er en Hestehale, der ikkeer større end Spidsen af en Knappenaal, Genstand forligesaameget Studium, som selve Napoleon den Tredjes Portræt.

Naturligvis kan Høedts Talent ikke fuldt komme tilsin Ret ved saadanne Oplæsninger, der forholde sig til endramatisk Udførelse, som Haandtegninger til et udført Maleri.De vidnede dog om hans Fortolkningsevnes Udstrækning.Jeg kan nævne som Eksempel paa, hvor lidt han nøjedesmed en slet og ret Reciteren, Foredraget af Jakob og Lone,i hvilket Digt Christian Winther, som bekendt, har optagetHistorien om den flyttende Nisse paa ganske traditionelManer. Her vidste Høedt at antyde, hvorledes Jakob saaofte havde søgt sin Trøst i Flasken, at Nissen netop varden Svimmelhedens Aand, der betog ham ved sligeLeiligheder og som han ikke kunde blive kvit. Det var usigeligtkomisk gjort. Man følte ret, hvor vittig en SkuespillerHøedt havde været.

Hvilken Mængde Roller vilde det ikke have været enNydelse at se ham udføre! Han havde kunnet inkarneresig i klassiske Skikkelser som Tartuffe og Figaro, somShylock og Franz Moor. Han var som skabt til atfremstille den moderne franske Ræsonnør Olivier de Jalin ile Demimonde, eller de Ryons i l'ami des femmes, eller i enlidt anden Genre Giboyer hos Augier. Og hvilken Dr. Rankvar han ikke bleven i Et Dukkehjem, hvis han var kommentil at modtage Ibsen og Bjørnson paa den danske Scene.

Det gælder altid her i Livet det gamle Ord: nonmulta sed multum. Høedt har været anlagt til Mangt, derforudrettede han ikke Meget. Han nærer Interesse for Filosofiog Æstetik, for Religionshistorie og Teologi, og er selvoptraadt som æstetisk Forfatter; han besidder en lille lyriskBegavelse, der har sat Frugt i enkelte gode Vers, og endramatisk Evne, som han har benyttet til en saa morsomBearbejdelse som Hr. og Fru Møller. Han var ligesaaskikket til Sceneinstruktør som til Lærer, til Direktør somtil Skuespiller. Havde han samlet alle disse Evner paa denVirksomhed, som dog laa ham dybest paa Sinde, maaskehavde han da ikke saa let opgivet sit Skuespillerliv. Nublomstrede hans Talent kun kort og sygnede derpaa længe,og hvad han end har udrettet ved sit geniale Spil, er detdog intet imod hvad der er gaaet tabt:

O, what a noble mind is here o'erthrown!
The courtier's, soldier's, scholar's ey, tongue, sword:
The expectancy and rose of the fair state,
The glass of fashion, and the mould of form,
The observed of all observers! quite, quite down!