Fodbold Jyske Mesterskab: Fodboldturnering organiseret af Jysk Boldspil--Union 1902-1950

Fra 1922 hed turneringen Mesterskabsrækken eller JBUs Mesterskabsrække for i 1950 at blive til Jyllandsserien.

Fra 1912 gjaldt turneringen som kvalifikation til kampen om Provinsmesterskabsturneringen og Landsfodboldturneringen. Fra 1927 blev kampene i det jyske mesterskab spillet sideløbende med opgørene i den nye landsdækkende Danmarksturnering. Indførelsen af Danmarksturneringen fik dog den konsekvens, at det jyske mesterskab fra 1936 mistede noget af sin prestige, da de bedste hold ikke længere deltog før til sidst i sæsonen. Det var besluttet, at klubberne i Danmarksturneringen skulle møde hinanden både ude og hjemme. Dermed var der for de 5-6 bedste jyske klubber ikke længere plads i kampkalenderen til at spille med en hel sæson om det jyske mesterskab. Først i slutspillet deltog det bedst placerede jyske hold fra 1. division og 2. division mod de to bedst placerede hold fra JBUs Mesterskabsrække i kampen om om Jyllandsmesterskabet. Samtidig blev Det Jyske Mesterskab en del af kvalifikationen til den tredjebedste række i Danmarksturneringen.

I 1950 blev det ikke længere muligt for de bedste jyske hold at deltage i turneringens slutspil, idet kampprogrammet for JBUs Mesterskabsrække sluttede meget sent på sæsonen. I 1951 blev mesterskabet en del af turneringssystemet som fjerdebedste niveau og omdøbt til Jyllandsserien.

JBU's A-række (1902-1922)

JBU's Mesterskabsrække (1922-1926)

De seks bedste hold spillede ti kampe mod hinanden ude og hjemme. Nr. seks rykkede ud af rækken.

JBU's Mesterskabsrække (1926-1936)

De 12 bedste hold inddeltes i to kredse og spillede ti kampe mod hinanden ude og hjemme. I 1932 udvides hver af de to kredse med otte hold. Vinderen af hver kreds mødtes i en finale over to kampe hjemme og ude. Det hold med flest point efter to finalekampe blev erklæret som vinder. I tilfælde af pointlighed spilledes en ny kamp på neutral grund.
Da mange af finalerne endte i en tredje finalekamp, opstod der mistanke om, at der blev spekuleret i det samlede resultat for at udløse en tredje finalekamp og dermed ekstra entréindtægter. Så fra 1936 bestod finalen igen kun af én kamp spillet på neutral bane.

Jyllandsmesterskabet (1936-1950)

Fra og med sæsonen 1936-37 deltog de bedste jyske klubber ikke i JBU’s Mesterskabsrække, fordi DBU havde besluttet, at klubberne i Danmarksturneringen skulle spille dobbelt så mange kampe.
I stedet indtrådte den bedste jyske klub fra henholdsvis Danmarksturneringens 1. og 2. division først i et slutspil i slutningen af sæsonen mod de to bedste hold fra JBU’s Mesterskabsrække om at finde vinderen af Jyllandsmesterskabet. Det blev fra 1946 ændret, så var vinderen af JBUs Mesterrække, plus bedste jyske klub fra Danmarksturneringens 1., 2. og 3. division, der deltog.

I 1950 blev turneringsformen opgivet, idet man fandt det ulogisk, at flere jyske klubber fra 1. division og 2. division ikke kunne deltage. Det lykkedes ikke for de jyske klubber at blive enige om et nyt format, så man fremover anså det bedst placerede jyske hold i Danmarksturneringen som jyske mester.

Turneringen var domineret af klubberne fra Jyllands to største byer, Aalborg (18 titler) og Aarhus (14 titler). AGF er mest succesrige klub med i alt 13 titler, der blev vundet i perioden 1919-1950.