To Tidsaldre
af Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre.

Første Deel.

Revolutionstiden.

Det var i det sidste Decennium af det forrige Aarhundrede, i den franske Revolutions blodigste Periode,at den nyskabte Republik sendte en Legation til Danmark, for af dette neutrale Land at forskaffe sig ad dendiplomatiske Vei den Anerkjendelse, som dens seirrigeVaaben lovede den i de krigforende Stater. GrevA. P. Bernstorf, med kraftig Arm fredende sit ædleVærk, at bevare Danmark som en blomstrende Oasemidt i Krigens stormfulde Ørken, tilsidesatte sine individuelle Anskuelser om en Tingenes Orden, som den daherskende i Frankrig; han modtog disse Fremmede medVelvillie, og stræbte at forene Frankrigs Ønsker medNordens Interesser. Foruden den egenlige Legationsendte Republiken desuden tre saakaldte Commissairer, hvisHverv efter Forlydende bestod i at gjøre Opkjøb afKornvarer for at forsyne de franske Armeer; men blandtdisse Mænd havde, som det syntes, idetmindste Een afdem ogsaa diplomatiske Ærinder. Enkelte andre Landsmænd ankom i deres Følge, flere fulgte af og til, deelssom Afsendte, deels som Reisende, og saavel paa offentlige Steder som paa Gaden saae man dem jævnligen,ofte i en temmelig talrig Klynge, der altid vakte Opmærksomhed. Den franske Revolution havde til denGrad grebet alle Gemytter, at neppe Nogen, af hvilkensomhelst Alder, Kjøn eller Stand, mødte disse Franskmænd med deres trefarvede Cocarder, uden at fæste etvelvilligt eller hadefuldt Blik paa dem, og saa bramfritog beskedent som de end gik frem, saa stod Massen dogstille paa Gader og Stræder og saae efter dem, som dehavde været Folk fra Maanen; og den hæftige, ofte tilSplid udartende Ordstrid, som i de fleste Kredse varopstaaet om de store Spørgsmaal, som i hiint Øieblikbevægede den dannede Deel af Menneskeslægten, syntesved Synet af disse Republicanere at hente nyt Næringsstof.

Det er bekjendt, at den Tids Franskmænd i Almindelighed udmærkede sig ved god Tone, ved Lethed ogGratie i Omgang. De her omtalte retfærdiggjorde vedenhver Leilighed dette Omdømme, og De iblandt dem,som man kunde kalde Anførerne for denne lille Trop,vare ikke blot elskværdige Mennesker, men talentfuldeVidenskabsmænd. De bleve snart søgte og indførte ide forskjelligste Selskabskredse; alle litterære Notabiliteterog Kunstnere sluttede sig til dem af naturlig Sympathie, og vor — i denne Periode — glimrende og gjæstfrie Handelsstand modtog dem med aabne Arme.

I de noksom bekjendte rige Huse, hvor Fremmedefra alle Lande sandt en festlig Modtagelse, traf de sammen i et, om just ikke venskabeligt, saa dog af Gjæstevenskab og den gode Tone beskyttet Møde med Diplomater fra de Frankrig fiendtlige Magter. Deres Forretninger bragte dem desuden i Berøring med adskilligeHandelshuse, ogsaa af anden Rang. I et af disse, ien formuende Kjøbmandsfamilie, der hidtil kun havdenydt sin Velstand i en temmelig indskrænket Sphære,var det mærkeligt, hvilket nyt Liv, hvilke nye Sædvanerog nye Anskuelser der med disse Fremmede lidt efterlidt vare indtraadt i Huset.

En Søndag sad denne Familie, efter endt Middagsspiisning, omkring Kaffebordet. Foruden GrossererValler, en Mand i sine bedste Aar, hans endnuunge, smukke Kone og hans endnu smukkere, meget ungeSøsterdatter, vare endnu tre af Husets næsten dagligeGjæster tilstede: nemlig Grossererens Broder Justitsraad Valler, kongelig Embedsmand, dennes SønFerdinand, en juridisk Student, og Høiesterets-Advocat Dalund, en Mand med et klogt, høist interessant Physionomie. Disse sex Personer sadde gansketause, som om de hver især vare fordybede i deres egneTanker. Huusfruen, beskjæftiget med Kaffens Tillavning, lod imidlertid ligesom stjaalne Blikke glide hen over detlille Selskab, medens hendes milde Øine med et besynderligt melancholsk Udtryk især fæstede sig paa Advocaten, der paa sin Side besvarede disse Blikke med enBlanding af Ømhed og Fortrydelighed. Tjeneren gikom med en Presenteerbakke med Kaffekopper og bøddem til de i en Kreds siddende Herrer. Justitsraadentog en, idet han sagde: Naa i Guds Navn! Det erda ogsaa af vore nye Moder! I forrige gode Tidersaa kom I Sukker og Fløde i Kopperne, nu skal manselv have Uleilighed. Dengang fik man da ogsaa Koppen ordenlig fuld, men det forstaaer sig, det var darigtignok Kaffe, ikke Extract, som denne sorte Mixtur,der kan slaae Hjertet itu paa et Menneske. Maa jegbede om min Kop fuld af Vand, tilføiede han. Madame Valler rakte efter den og sagde venligt: Tilgiv,kjære Svoger! En anden Gang skal jeg erindre, hvordedes De ønsker det.

Hun bragte ham selv Koppen og tilføiede: Jegfrygter, at jeg idag i alle Maader er uheldig i at træffeDeres Smag, thi jeg bemærkede ved Bordet, at Deneppe smagte paa Maden.

Kjære Svigerinde, svarede Justitsraaden forbindeligt, idet han kyssede hendes lille fine Haand: DeresKjøkken var idag, som altid, fortræffeligt, men jeg havdetabt min Appetit, fordi vi saalænge havde ventet paa vor Middagsmad. De veed nok, at i de forrige godeTider spiste vi til Middag Kl. 2 i det sildigste, istedenfor at vi nu her i Huset, efter de nye franske Moder,først gaae tilbords Kl. 3 og derover.

— Det gjør mig ondt, kjære Svoger! men Vallerhar ønsket denne Forandring. Det er nu blevet almindeligt at spise sildigere, og Vallers Forretninger iden senere Tid.….

— Ja og hans Omgangsvenner i den senere Tid, ogden usalige senere Tids forbandede franske Moder,ifølge hvilke De f. Ex. ikke engang tør kalde DeresMand, som tilforn, »min Mand,« eller »Peter,« somhan er kaldt i Daaben, men titulerer ham med hansFamilienavn »Valler.« De skulde hellere sige »Hr. Valler.«

Den vakkre Kone taug, og da Grossereren, somimidlertid sagte havde underholdt sig med Advocaten,nærmede sig til dem, gik hun stille tilbage til sin Plads.

Hvad Fanden er det? sagde Grossereren leende:jeg troer, du skjænder paa min Kone, du er jo rigtigbleven vranten og vanskelig før Tiden.

— Det kan vel være, det kommer af TidensVanskeligheder.

— Aa hvad! Tiden! Det er netop gode Tider, vileve i, Tider for de retskafne Folk, men ikke for Konger, Adel og Præsten. Nu er Touren til Folkets Kjerne. Vi skulde takke Vorherre, ifald han ellers ertilstede.

— Naa det er en net Tale!

— Hør! nu vil vi ikke disputere mere for idag. Værnu rimelig! Kom nu i vort Selskab imorgen. Vi vilda ret slaae os løs, Intet skal mangle. Vi vil haveen glad Dag med vore brave franske Venner.

— Ja de brave franske Penge, som du fortjenerved at handle med dem, de faae dig til at glemme, atdet er Kongemordere, blodige Rovdyr, som du indbyder til dit Bord.

Hvad for Noget! udbrød Grossereren opbragt:Penge, siger du, skulde bevæge mig! mig, som er denvarmeste Frihedsmand, som vilde give Liv og Blod forRobespierre!

De andre Herrer nærmede sig, og Advocaten sagde:Nei, han har udgydt altfor meget ædelt Blod, til at nogenbrav Mand skulde give mindste Draabe for hans Skyld.

Bravo, fornuftige Mand! raabte Justitsraaden:Ja, De holder med mig, der daglig siger, at denfranske Revolution er udgaaet fra det dybeste Helvede.

— Nei, Hr. Justitsraad! langt fra! Jeg anseer denfranske Revolution for et Tordenveir, der har klaret detykke Dunster, som Aarhundreder havde samlet paa Menneskelivets Horizont. Et rædsomt Uveir, hvor det raser,men velgjørende i dets Virkninger; en Lynildstraale, der har knuust saamangen trykkende Lænke; en Omvæltning,der var nødvendig til Menneskeslægtens Fremgang, ogfølgelig ikke et Værk af enkelte Mennesker, men en høiereNødvendighed i Skjæbnens Haand, eller i Forsynets —om De hellere vil have det saaledes.

Nu, sagde Grossereren, nu er Touren til mig atraabe: Bravo, fornuftige Mand!

Ak! sagde Advocaten, og trak paa Skulderen: Jegfrygter, at det gaaer mig som Girondisterne, jeg bliverUven med begge Partier, thi jeg maa tilstaae, at naarjeg tænker paa de Grusomheder, de al menneskelig Følelse oprørende Afskyeligheder, som under LovlighedensNavn foregaae i det ulykkelige Frankrig, saa forekommerdet mig jo rigtignok mangen Gang, som om ondeMagter huserede og rasede i det skjønne Land.

Ja ja! udbrød Justitsraaden, det er fortjent Strafover det ryggesløse Land. Lad Frihedsmaendene nu kunprøve, hvad det vil sige at slippe den store Masse løs,ligesom et Kobbel vilde Blodhunde. Jeg skjærer nu alleFranskmænd over een Kam, jeg vilde ønske, de havdeAlle eet Hoved, og at Satan, deres rette Fyrste, byggede en Guillotine saa stor, at den Hals, Hovedethængte ved, kunde kappes saa tilgavns, at det ondeBlod flød lige ned til Øresund, saa skulde jeg staae paaToldboden og fryde mine Øine ved de røde Bølger.

Grossereren raabte hæftigt: Det er infame Ord, du siger. Den store Masse er vel frygtelig i sin Hævn,men det er ogsaa den, som har taalt og liidt, og somnu øver Retfærdighed.

Retfærdighed? spurgte Advocaten: Ja saaledesøve ogsaa de vilde Naturkræfter Retfærdighed, naar deødelægge Lande og Mennesker. De ere villieløse, og deter Pøblen ogsaa; men der udgaaer jo undertiden enfornyet Frugtbarhed af den vulkanske Jordbund, og jeghaaber ogsaa, at der af alt Dette skal udgaae et stortGode for Verden, og vi kunne jo allerede ikke nægte,at meer end eet trykkende Kors er lettet fra Menneskehedens Skuldre ved den franske Revolution og de liberale Grundsætninger, der allerede fra den americanskeKrigs Tider have faaet Inpas i alle civiliserede Lande.For Ex. det huuslige Despotie, maaskee det utaaleligsteaf alle, og hvorunder Børn og Tjenestefolk i de flesteFamilier sukkede. Men naar man nu derimod paastaaer,at Familiebaandet er løsnet ved Frankrigs Exempel, saagjør man dette Land Uret, thi de Franske ere almindeligviis gode Sønner og Brødre. Som sagt, jeg vilhaabe paa det Gode, som skal opstaae af den nærværende Forvirring.

— Ja naar det Gode engang kommer, saa kan detvel ogsaa være tidsnok at drikke Duus med Skarpretteren, som man siger.

Grossereren raabte: Hvad mener du?

— Jeg mener, at disse hersens Franskmænd, som dugjør saameget af — for din Negoties og FordeelsSkyld, det kan ikke hjelpe, du siger mig imod — disseFolk ere, reent ud sagt, Mordere. Deres Minister —som han kaldes — denne Citoyen Grouvelle, har hanikke læst Dødsdommen op for sin ulykkelige Konge?

Grossereren vendte sig fortørnet bort, og med deOrd: »Jeg gider ikke engang svare dig,« satte hansig hen i en Krog og tog en Bog, som han bladede i.

Ferdinand vovede nu at give sin Skjærv med iLaget, og sagde med beskeden Stemme: Kjære Fader! Citoyen Grouvelle var Secretair i National-Conventet;det var hans Embedspligt at oplæse Dommen for enhver Domfældt.

— Begynder nu du med? Dig skal jeg rigtig nokbede ….

Advocaten afbrod ham: Tilgiv, Hr. Justitsraad! Hvad Deres Søn sagde, er jo ganske sandt. Ogjeg vil endnu tilføie, at uagtet mit Bekjendtskab meddenne franske Minister ikke er gammelt, saa maatte jegmeget bedrage mig, om ikke denne godmodige, fine, særdeles dannede Mand har under Udøvelsen af denneEmbedspligt følt sig overmaade ulykkelig.

Ja visselig, udbrød Madame Baller: Jeg synes,jeg kan see hans Læber skjælve under denne Læsning.

Det vil jeg aldrig haabe, raabte Grossereren frasin Krog: En saadan Svaghed vil jeg ikke tiltroe ham.

Idetmindste, sagde Ferdinand, vil jeg for minDeel haabe, at han har havt samme Følelse ved at læseDødsdommen op for enhver anden politisk Forbryder,selv den ringeste.

Er du gal! sagde Justitsraaden: Der var daen Fandens Forskjel.

Ja, det var der visselig, svarede Advocaten, menom disse Ting ville vi nu ikke igjen begynde at stride.Gud veed, hvor utallige Gange de ere blevne plaiderede pro ut contra imellem os og over den hele Verden, men Saameget er vist, at de herværende Franskmaend, idetmindste de, vi omgaaes, ere saa langt fraat have Deel i deres nuværende Regjerings blodigeHandlinger, at de nok tvertimod have grebet Leilighedenfor at fjerne dem fra de Forfølgelser, som truede ogsaa dem.

Det er Bagtalelse! udbrød Grossereren: De ereægte Republicanere, Robespierres Venner og Forbundne.

— Jeg vil ikke sige Dem imod, men kunde dog fortælle Dem Et og Andet, om jeg ikke mærkede, at detnedsætter et Menneske i Deres Tanker, at han vilundgaae at lade sig slagte som et umælende Dyr.

Ferdinand sagde: Jeg kan dog ikke ganske fornægteden Mening, at det har noget vist Uædelt, om jeg tør sige det, at forlade sit Land i Nøden. Om man saaesin Fodeby beleiret og brændende, vilde man da bliveudenfor den? Vilde man ikke styrte sig i Flammernehellere end redde sin egen usle Person? Skulde manforlade sin Ven i Nøden?

Ja, svarede Advocaten: dersom min Ven vargaaet fra Forstanden og vilde dræbe mig, saa gik jegrigtig afveien for ham.

Nei, nei, sagde Grossereren: Alt Dette er vist ikkeTilfældet med vore franske Venner; tvertimod, jeg varforleden tilstede, da En af vore berømte Frihedsmænd ideres Nærværelse sagde om Grouvelle, at han ikke besad nok Energie, at han ikke værdigt nok repræsenteredeRepubliken; og de af hans Landsmænd, som vare tilstede, taug stille eller indrømmede Sandheden.

Hm! sagde Advocaten: Saameget vil jeg idetmindste paastaae, at om det ikke egenlig strengt kan siges,at han repræsenterer Republiken, saa repræsenterer hanværdigen den franske Nation fra dens elskværdige Side,og vi skulde være Republiken Tak skyldig, at den harsendt os en Mand af dette Slags, og ikke En fra densvilde Centrum.

Ferdinand sagde: Jeg vil ikke forsvare alle dennestrenge Regjerings Handlinger, men kraftige Forholdsregler vare dog saa høist nødvendige i dette arme Land,omspændt af Fiender udenfra og Forrædere i det Indre. Det er sagt, jeg troer af Grouvelle selv: »Man giver osGift, og fordømmer os fordi vi tage Modgift.« O hvormaa det dog ikke opflamme ethvert friskt Hjerte at væreVidne til hvad dette Folk har liidt og handlet? HvilketSkuespil er mere opløftende end at see et Folk, somkæmper for sin Frihed? Hvo kan i saadanne Øieblikkesætte Priis paa sit Liv? Lyksalig Den, der udgyder sinsidste Draabe Blod under den trefavede Fane!

Nei Dette er for Meget! udbrød Justitsraaden:At høre sin egen Søn tale saaledes!

Han reiste sig med saadan Hæftighed, at han væltede sin Stol. Madame Valler greb hans Arm ogførte ham ind i et tilstødende Værelse. Advocaten fulgtedem, Grossereren reiste sig, han nærmede sig Ferdinand,slog ham paa Skulderen og sagde: Du er en bravDreng! Dig kunde der blive noget Bedre af end enLovtrækker, der paa Befaling maa gjøre Hvidt til Sortog Sandhed til Løgn.

— Ak, kjære Onkel! Gud give, at min Fader tænktesom De! Gud give, jeg turde kaste det syv Gange forbandede juridiske Nonsens paa Ilden og gribe ind iden levende Verdens raske Begivenheder og sætte Livetpaa Spil for at vinde et virkeligt Liv!

Ja, ja, udbrød Grossereren: Hvem veed hvadder kan skee, ogsaa hos os? Vor Tid kommer ogsaa nok!

Claudine, Grossererens Søsterdatter, havdesiddet stille ved sit Arbeide i en Vinduesfordybning,medens hun dog med spændt Opmærksomhed havde lyttet til det øvrige Selskabs Samtale. Hun nærmede signu og sagde til Ferdinand: Hør, er det sandt, hvad enaf dine Venner har betroet mig, at du har skrevetnogle deilige Digte, meest om den franske Revolution,om Frankrigs Skjæbne fra ældre Dage, om dens fordums Helte, om Jeanne d’Arc?

Tys! sagde Ferdinand, lad for Guds Skyld ikkemin Fader høre det.

— Men du vil dog læse dem for mig? Det maadu ikke nægte mig. Mit Hjerte slaaer af Henrykkelse,naar jeg hører eller læser skjønne, begeistrede Digte.Et Digt om Jeanne d’Arc! min egen Heltinde! O gidjeg, som hun, kunde gaae i Krig, bære Hjelm og Sværd,og følge en Frihedens Helt — dig for Exempel, tilføiede hun med sagte Stemme, medens et høi Purpurskjær farvede hendes Kinder.

Grossereren slog sin Arm om hende: Du er enherlig Pige! det er ikke for Intet at du er min Søsterdatter, der skyder et ædelt Blod i dine Aarer. Gudgive, alle vore Qvinder lignede dig, saa stod det anderledes til med vort Land! Men du, Ferdinand! har duskrevet saa smukke Digte, hvorfor vil du da ikke givedem ud, men sætte dit Lys under en Skjeppe?

— Gud bevares, kjære Onkel! Hvad vilde min Fader sige?

— Naa! ja saa! saa er du jo ikke bedre end De,som du nylig dadlede, fordi de forlode deres Land iNøden; saa vil du da ikke give din Skjærv til dengode Sag, af Frygt for at din Papa skal brumme i etPar Dage eller maaskee nægte dig Penge til din Skrædderregning? See, saadanne ere de, disse Frihedens ungeStridshelte!

— Der er Noget i hvad De siger, kjære Onkel, menimidlertid … en Faders Villie.

— Passiar! Det er man nu kommen ud over. DisseFamiliebaand! dem blæse vi af i vore oplyste Tider.Naar min Søn bliver stor, saa ere vi Kammerater,ifald vi kan enes, og kan vi ikke det, saa gaae vi hversin Vei. Sin Frihed skal han have. Hvorfor seer dupaa mig, Claudine?

— Bliv ikke vred, bedste Onkel! men saa maa duforandre dig meget i den Henseende, til han bliver stor,thi nu er du saa streng imod ham, at Tante tidt hargrædt derover, skjøndt hun kun er hans Stedmoder.

— Aa hvad! Tante! hun er jo ligesom Gedske Klokkers, hun kan græde for et godt Ord, og hun hævlerover den store Dreng, som om hun var hans egenModer to Gange. Men farvel! jeg gaaer hen til deFranske, jeg har Noget at afgjøre med dem. Farvel, Ferdinand! Maa jeg ellers for tiende Gang bede digom at slippe dit De. Naar vi sees igjen, saa siger duikke andet end Du til din Onkel, ligesom Claudine;hende har jeg da faaet afvaent med de gammeldagsNoder, som ikke passe til vore Tider … Ja jeg veednok, din Fader kan ikke lide, du siger Du til mig, menjeg kan ikke lide, du siger De, og det er mig det angaaer.

Med disse Ord gik han ud af Døren. Da deto unge Mennesker nu bleve allene, sagde Ferdinandmed høi Latter: »Gid jeg kunde bære Hjelm og Sværdog følge en Frihedshelt! dig for Exempel!« Mig! Jojeg takker! I falske Fruentimmer! Jeg veed nok, hvemdu mener.

— Aa Snak! Hvem skulde jeg mene?

— Skal jeg nævne hans Navn? Er den blotte Lyddig en sød Musik? det er ogsaa et ret velklingende Navn,altid smukkere end Trois oeufs eller Deux sous ellerdeslige.

— O Ferdinand, jeg beder dig!

— Naa Herregud! troer jeg ikke ordenlig, at Taarerne komme dig i Øinene. Det er min Tro alvorligtfat med dig. Naa, min søde Claudine! vær ikke vred!Du skal have en oprigtig Fortrolig, en sand og tausPostillon d’amour i mig. Jeg gaaer i Ilden for digog den brave Lusard. Veed du vel, at jeg allerede har fattet det varmeste Venskab for denne kjælke ungeMand, der har forladt Alt for at stride under Republikens Banner? Jeg siger det høit til hvem der vilhøre det: Charles Lusard er et Naturens Mesterværk,mandig og klog, som han er skjøn. Han seer ud somen Fortidens Heros, som en Romer, og han har etSindelag som en ægte Romer. Som Brutus, har hanikke betænkt sig paa at vælge mellem et Menneske ogsit Fædreland

— Hvad mener du? Et Menneske?

— Jo, seer du, han er af en meget fornem, adeligSlægt, men fader- og moderløs, uden egen Formue.Hans rige Farbroder, der har opdraget ham, og hviseneste Arving han var, emigrerede under Revolutionenog befalede ham at følge sig, eller at blive gjortarveløs og forskudt af sine Slægtninge, der alle ere Emigranter. Lusard valgte det Sidste og tog Tjeneste iArmeen som simpel Soldat. Han har været med iFelttogene i Tydskland, opsvunget sig til Capitain ogAdjutant hos General Custine, som han fulgte tilbagetil Paris, da han blev anklaget. Men denne Generalssørgelige Skjæbne, som Lusard anseer for ufortjent,rystede ham i den Grad, at han blev syg, og da hanendelig kom sig, søgte han Leilighed til at gjøre en kortReise. Regjeringen sendte ham med Depecher til Kjøbenhavn. Imellem os sagt, saa griber han maaskee ogsaa Leiligheden til hemmelig at erfare Noget om denføromtalte Farbroder, der er bosat i Jylland, hvor hanhar kjøbt et Gods.

— Men hvoraf veed du alt Dette om Lusard? Harhan fortalt dig det?

— Nei! men jeg har det af den lille Doctor Aubry,som er fulgt hertil med Commissairerne. Den Mandhar en sjelden Aabenhjertighed; man skulde ikke troe, athan havde været en Geistlig, dersom man ikke saaeTonsuren, som han gaaer med den Dag idag.

— Gaaer Lusard igjen til Armeen?

— Ja det gjør han sikkert. Claudine! Du seer joganske bedrøvet ud. Du vender dig fortrydelig fra mig.Hør nu, min bedste Veninde! hvorfor vil du forstilledig for mig, for din broderlige Ven? Jeg priser dighøit, fordi du elsker Lusard; thi elske ham gjør du, ogdet var flaut, om du kunde omgaaes et saadant Menneske og være elsket af ham, uden at hænge ved hammed Sjæl og Hjerte. Tvivler du paa hans Kjærlighed? Jeg sværger dig til, at han er dødelig forelsket idig. Han sagde det selv forleden til mig, da vi giksammen herfra. Je suis fou de cet enfant, sagde han,og siden yttrede han med et veemodigt Alvor, at Kjærligheds Lykke var ikke for en stakkels Soldat, der ikketurde beile uden til Æren eller Døden. Men jeg svarede, at den Skjæbne, at være elsket af en Mand som ham, indeholdt allerede saamegen Lyksalighed og Ære,at Erindringen herom maatte være Nok til at udfyldeLivet for et Fruentimmer, der forstod at elske og paaskjønne det Herlige, thi Faa have i deres trivielleHverdagsliv en saadan Erindring at hæve sig ved.

Claudine taug, men hun var traadt ganske nærhen til Ferdinand. Hun holdt hans Haand fast i sine,uden selv ret at være sig det bevidst, og faae paa hammed Øine, der flammede som Stjerner.

Nu kom de andre Tre ind fra det næste Værelse.Justitsraaden lavede sig til at gaae og sagde til Ferdinand: Følg med mig til min Svoger Commerceraadens,der ville vi blive iaften.

Ferdinand trak paa Skuldrene. Ak, kjære Fader!Lad mig være fri for den Kjedsommelighed. Jeg hardesuden lovet mig et andet Sted hen.

— Der har vi det! Det er ogsaa en Frugt af voreoplyste Tider! Naar min salig Fader sagde til mig:»Gaa der eller der hen,« saa maatte jeg gaae, om jegsaa døde af Længsel efter at komme til et andet Sted.

— Men var De glad og taknemmelig mod ham vedslige Leiligheder?

— Nei for Satan! jeg var gal i Hovedet, det forstaaer sig, men i Tiden har man dog godt af Tvangog af Sorg i sin Ungdom. Ja gaa nu hvor Fandenud vil, og lad din gamle Fader traske allene.

Ferdinand fulgte efter ham og sagde iforbigaaendetil Claudine: See, nu maa jeg dog gaae med ham fordet Første. Onkel maa sige hvad han vil, man kan ikke,saa gjerne man end vilde, gjøre sig ganske fri fra deindgroede Fordomme. Men ikke sandt? imorgen skal vihave Opreisning for mange Dages Fortræd?

De gik nu, og Claudine listede sig op paa sit Værelse for i Eensomhed at nyde den salige Vished, hvormed Ferdinands Ord havde forjaget hendes hidtilnærede Tvivl.

Imidlertid var Advocaten allene med MadameValler nede i Værelserne. Han trykkede begge hendesHænder til sine Læber og sagde: Farvel! jeg maa gaae,og som sædvanligt maa jeg trøste mig med et kort Øiebliks Lykke for mange Timers piinlige Tvang. Saadaner nu min Skjæbne i den senere Tid. Nu farvel! tænklidt venligt paa Deres stakkels Ven! »

— Ak, Dalund! De bedrøver mig med Deres evigetriste Miner og Ord. Hvad skal jeg gjøre?

— Ja, hvad skal jeg gjøre? Rive Deres altforkjære Billede ud af mit Hjerte? Vil De have det?

— Jeg behøver ikke at svare Dem. De kommerher dog imorgen?

— Jeg saaer vel, thi skjøndt jeg veed, at det vilvære mig smerteligt nok at see Dem iden berusendeAtmosphære, som her bliver herskende omkring Dem, saa vil jeg dog hellere see og høre det med mine Sandserend gaae og forestille mig det i min Phantasie. Menlad mig gaae, inden jeg kommer til at sige flere Daarligheder.

Med disse Ord trykkede han hendes Haand til sitBryst og ilede bort. Med et dybt Suk saae hun efterham, og blev staaende ubevægelig, som hensunken idybe Tanker; men pludselig rev hun sig løs, kaldte paasine Tjenestefolk og beskjæftigede sig ivrig med at giveBefalinger og selv deeltage i hunslige Forberedelser tilden kommende Dags festlige Selskab.

Temmelig sildigt paa Aftenen, da Husets to Damersad ene sammen, kom Grossereren hjem. Han saaefornøiet ud og trak en Pakke frem, som han lagde paaBordet, idet han sagde: Hvad mener I vel, at jeghar til jer? Det er Stads, lige sporenstreichs kommetfra Paris, Foræringer fra vore franske Venner, somde sende ved mig, og som I kunne stifte imellem jer,som I ere Venner til.

Claudine greb hurtig Pakken og udbredte med høieGlædes-Udraab Baand, Silketsrklæder og et guldfryndset Belte, Altsammen i glimrende fransk national Trefarve. Madame Valler betragtede disse Sager med storForlegenhed, medens Claudine holdt Stykke for Stykkeop til sit Ansigt og skottede til Speilet.

Naa, deel det nu med Claudine, sagde Grossereren:og naturligviis maae I pynte jer dermed imorgen.

Med en vis Frygtsomhed svarede hans Kone: Neikjære Valler! Jeg bærer sandelig ikke Noget af disseTing. Denne tricolore Stads er det upassende at forære os, uden at have spurgt os, om vi ville gaae dermed eller ikke.

Hvad skal det sige? udbrød Grossereren medVrede: Er du bange for Aristocraterne og skammer digved den gode Sag?

— Nei, nei, men det gjør Opsigt at bære disse Farver. Alle see efter et Fruentimmer, som kommer anstigende med dem; og hvad har ogsaa en dansk Kone ellerPige med dem at skaffe? Hvorfor skal hun bære en politisk Farve? Hvad vedkommer Politiken vel hende?

Grossereren slog Hænderne sammen. Har manhørt Magen! Skammer du dig ikke ved at tilstaae, atVerdens store Anliggender ere Noget, hvormed du Intethar at skaffe? At du er saa egoistisk eller saa eenfoldig,at kun du selv og dit Eget rører dig? See paa dettePigebarn, der giør dig tilskamme! Hun har Enthusiasme for det Store og Gode.

Claudine kastede i Forskraekkelse Baand og alt detØvrige fra sig, og krøb hen i en Krog, hvor hun stodganske forbløsset.

Madame Valler sagde koldt: Det være nu med min Egoisme og andre Lyder, som det vil. Lad migblot være fri for denne franske Stads. Jeg lider godtde Franskmænd, som komme her, og skjøndt jeg ikke erderes Sprog ganske mægtig, saa seer jeg dem gjerne,men deres Foræringer Vil jeg ikke bære.

Grossereren slog i Bordet: Men jeg vil, at duskal bære dem. Jeg er dog, mener jeg, Herre i mitHuus. Imorgen vil jeg see jer Begge med de Foræringer, som de høflige Franskmænd have været saaartige at sende jer. Jeg vilde ikke ønske, at de kundevære Vidner til denne Scene.

Da vilde jeg ønske, sagde Madame Valler, atde høflige Franskmænd kunde være Vidner til denneScene. Jeg har glædet mig over, at du siden ditBekjendtskab med dem havde antaget en bedre Tone,men iaften er Naturen gaaet over Optugtelsen.

Ja, ja! sagde Grossereren med en pludselig Sordine paa sin høirøstede Stemme: Ja det forstaaer sig …Tiderne sordre jo en vis …. ja det forstaaer sig, imoden Dame … Ja deel nu Pynten som I selv vil ….Jeg maa ind paa Contoret.

Han gik, og strax ilede Claudine hen til sin Tante,greb hendes Haand og sagde: O kjære Tante, vær ikkevred paa mig. Jeg kunde ikke lade være at glæde migover disse Sager, som Onkel bragte. Det faldt mig aldrig ind, at det kunde give Anledning til saadanne Ubehageligheder, eller at det var noget Ondt i at bæredisse Farver.

Madame Baller klappede hendes Kind og sagdevenligt: Nei kjære Barn! Der er intet Ondt i Nogetaf hvad du siger eller tænker, men hvad disse saamegetomtalte Farver angaaer, saa ønskede jeg dog, at du ikkevilde bære dem i Selskab eller andensteds end herhjemme. Imorgen kunne vi sagtens ikke uden Ubeha-geligheder undgaae at bære Noget deraf. Jeg skal velforstaae at anbringe Lidt af disse Baand, uden at detskal falde i Øinene Denne Rulle Baand tager jeg.Al Resten er dit; men brug det, som jeg har sagt.

Maa jeg have alt Dette? udbrød Claudine:Dette deilige Belte! dette Tørklæde, disse Baand! Altsammen? O Tak, bedste Tante! Du er saa god! Ak, jeger saa lyksalig i dit Huus! Alle de deilige Fornøielser, som jeg alle mine Dage forgjæves har sukket efter:Baller, Comedier og saa meget Andet, det har jeg rigelig nydt hos dig, og endda opveier al den Herlighedendnu ikke de behagelige Selskaber herhjemme. Jeggræder mine Øine ud, naar jeg skal herfra, naar minTante Malfred kommer hjem fra sin Reise til Efteraaret,og jeg skal til hende igjen. Hun er saa streng ogurimelig.

— Men kjære Claudine! du maa erindre hvad dudog skylder hende. Som et fader- og moderløst Barn kom du i hendes Huus. Hun har ladet dig oplære tilen ualmindelig Fuldkommenhed. Kun faa Piger kunnerose sig af en saadan Opdragelse.

— Men om du vidste, hvor lidt Glæde jeg dog harhavt hos hende, hvor ofte hun har ladet mig høre, hvorMeget hun kostede paa min Lærdom, at jeg var en fattig, ubetydelig Pige, at jeg Intet maatte vente efterhendes Død, thi hun eiede Intet. Som om jeg tænktepaa Sligt! Og saa dertil den døde Eensomhed i Huset! Der sidde vi sammen de lange Vinteraftener udenat mæle, jeg med mit Arbeide eller en Bog, hun medat lægge Kort op, eller med at falde isøvn over Aviserne. Saa sidder hun med sin Moppe i Skjødet, densnorker ganske vederstyggeligt, saa giver jeg den mangengang et lille Slag over dens dumme Snude, saa skrigerdet forkjælede Bæst, saa vaagner Tante og skjælver migud. Jo det er rigtignok gode Aftener.

— Men du kunde jo ogsaa lade være at slaaeHunden.

— Ak nei! Det er min eneste Fornøielse. Men derer desuden tusinde andre Ting. Hver Time paa Dagenfaaer jeg Skjænd for min Letsindighed. Al den Ulykke,som bliver opregnet baade i de tydske og danske Aviser,den skal jeg tage mig nær. Naar de i Frankrig guillotinere Konger og Prindser og andre mig ubekjendteMennesker, saa skal jeg hyle og græde og forbande hele det franske Land. Dengang brød jeg mig ikke stort omhendes Had til Republikanerne, men nu …

Hun holdt pludselig inde, og da heldigviis Grossereren traadte ind, faa slap hun sra Eftersætningen iden sidste Mening af hendes Tale. Man gik til Aftenbordet. De to Ægtefolk syntes paa begge Sider atlide af en vis Forlegenhed. Claudines lystige Nærværelse kom vel tilpas. Hendes Onkel underholdt sig spøgende med hende, og forsikkrede, at han ikke fattede,hvorledes han og hans Omgangscirkel skulde kunneundvære hendes oplivende Nærværelse.

Den næste Dag samledes det bebudede Selskab,der, foruden de meget omtalte Udlændinge, hvis Antalnetop i det Øieblik var forøget med nogle Gjennemreisende, bestod i Notabiliteter af Skribenter, Videnskabsmænd, Kunstnere og Andre af forskjellige Fag, men afsamme politiske Troesbekjendelse. Madame Valler, derefter den Tids Mode bar et lidet, hvidt, med brogedeFigurer gjennemvævet Florstørklede slynget om sit blondeHaar, havde derimellem forstaaet at anbringe nogle tricolore Baand paa saa snedig en Maade, at man kunved nærmere Beskuelse blev dem vaer. Grossererenvar imidlertid ikke seen med at gjøre Vedkommende opmærksomme derpaa, og nu samledes Herrerne, baadedanske og franske, omkring den smukke Kone og kappedesom sat sige hende, hvad man den Tid kaldte smukke Ting. Den af de franske Commissairer, fra hvemdisse Foræringer egenlig skrev sig, nærmede sig imidlertid beskeden og bad om Tilgivelse for sin Dristighed.Af dette Slags Sager, sagde han, er Et og Andetblevet os sendt fra Paris. Vi viste dem til Hr. Valler,og vovede paa hans Ord at presentere dem for Damerne, mere som en Curiositet end som Noget vi haabede, at de vilde gjøre os den Ære at bære.

Grossereren sagde, at den Talende yttrede sigsom en Herre af l’ancien régime og ikke som en Republicaner.

I det Samme traadte Claudine ind, og alleOmstaaende standsede i deres Samtale ved Synet afhendes Skjønhed. Det tricolore Tørklæde var bundetom hendes brune Haar, og dets høie Farver hævedepaa en særegen Maade de dunkle Lokkers Glands, densneehvide Pande og de regelmæssige, sorte Øiebryn.Om sin hvide Kjole bar hun det trefarvede Belte, ogda det var langt, var det snoet to Gange om Livet ogknyttet i en Knude til den ene Side, hvorved hendes sineTaille viste sig mere til sin Fordeel, end den Tids Mødealmindeligviis tillod det. Alle Herrer bragte deres Tribut af Beundring og Smiger. Een sagde, at hunsaaledes udstyret kunne forestille Frihedsgudinden ved derepublicanske Fester og begeistre Frihedens Forsvarere.Ministeren Grouvelle, hvis Styrke i epigrammatiske Svar og Impromtus maa væe i frisk Minde hosde faa Nulevende, der have kjendt ham under hansOphold her i Landet, ^[1] svarede med det ham eiendommelige fine Smiil: Vel vilde Mademoiselle Claudinesom Frihedens Gudinde formaae at begeistre for Friheden, medens hun med det Samme berøvede Individerne den.

Den unge Pige følte sig usigelig lykkelig ved al denne Hylding, og da man strax efter gik tilbords, fikhun sin Plads Ved Siden af Lusard, der underholdthende med alt det fine, gratiøse Galanterie, som tiltrodsfor Republiken endnu stedse erindrede om Ludvig denFjortendes ridderlige Tone mod Damer, og som harsit rette Hjem i Sprogets svævende Nuancer. Meddette forføreriske Element forenede Lusard et vist melancholsk Anstrøg, der syntes at tyde paa en Dybde af Lidenskab og betydningsfulde Erindringer, og saaledesnød Claudine et af disse Momenter i Livet, da Ungdoms, Skjønheds og Elskovs glimrende Genier krandseBægeret med Roser, der synes uden Torne.

I den Periode, hvori vi nu leve, forundre vi os,naar vi høre eller læse en Fremstilling af de selskabeligeSammenkomster, som i hiin Tid have fundet Sted.Man kan ikke ret forestille sig, hvorledes en saadanFrihed i Omgang og Yttringer, en saa livfuld Hengivelse til Øieblikkets Lune kunde forenes med en Tonesaa fiin, saa anstændig, og i Almindelighed saa fjernfra Alt hvad der kunde saare den Enkelte, som dogadskillige endnu existerende baade mundtlige og skriftligeBeretninger bevidne. Det kan vistnok ikke benægtes, aten vis forargelig Hensynsløshed i Tale og Skrift vedat berøre religiøse og sædelige Materier jo hørte til Dagens Orden, men dette Uvæsen fremtraadte mindre stødende i de gode selskabelige Kredse, det indsvøbte sig i Vittighedens, i Epigrammets Slør, og forsødede dervedsin bittre Kjerne, hvorved det tillige maa bemærkes, atLystigheden, det Comiske, formilder det Anstødelige, derførst bliver ret utaaleligt, naar det paatager sig ensentimental og heltemodig Maske, en Mening forresten,som vort nuværende, især theaterbesøgende Publicumikke synes at dele.

Det Selskab, som hiin Dag befandt sig om Grosserer Vallers Bord, var virkelig i det Hele taget saaledes, at de gamle Grækere, kommende fra deres Symposier, ikke vilde have vendt det Ryggen. De lunefuldeste Indfald, de fineste Artigheder, de alvorligste Gjenstande, træffende og dog let behandlede, afvexlede mellem de livfulde Gjæster. Enhver syntes for disse Timer at have afkastet Livets Byrde og paa eengang atglemme og dobbelt nyde sin Individualitet. Ved Slutningen af det meget luxuriøse Maaltid anmodede Verten de franske Gjæster om at glæde Selskabet ved atafsynge nogle af deres nationale Sange. De indvilligede strax, og Duveyrier, i det Øieblik skjulende sitvirkelige og ærefulde Navn under sit Døbenavn Honoré,begyndte som Forsanger med sin klare, stærke Stemmeat foredrage den i Historiens og Kunstens Rige vistnokudødelige Marseillaise. De andre Landsmænd faldtind i Choret, og deres »Aux armes, citoyens!« lød somet begeistrende Opraab til Kamp og Seier. Forunderlig gribende lød det sidste Vers, der blev sunget i Chor,i langsomt Tempo, som en Choral, og særdeles rørendevar det at høre disse Mænd, der meer eller mindrehavde liidt og endnu lede af Fædrenelandets Ulykke, meden Inderlighed, man kunde kalde andægtig, at istemmedette »Amour sacré de la patrie«, hvortil saamangenrædsom, og dog høi Erindring knyttede sig, f. Ex. Girondisternes Henrettelse, hvoraf tilsidst kun Een var tilbagefor at ende dette sidste Vers af vanen, inden hanfulgte sine 22 Ulykkes-Staldbrødre i den voldsomme Død.

Paa Grossererens Befaling var et Pianoforte bragtind i Spisesalen, og paa Opfordring accompagneredeClaudine Sangen paa dette Instrument. Efter Marseillaisen reiste Lusard sig fra Bordet og fremtog denganske nye, i Paris netop udkomne Chant de Victoire,af Chenier. Han lagde den paa Nodestolen forClundine, idet han tillige tog Plads ved Instrumentet.Hun spillede den hurtig igjennem, og nu lød fra Republicanernes begeistrede Bryst denne herlige Sang,deri digterisk Værd vistnok staaer over Marseillaisen,og vel fortjente en bedre Slutningslinie i sit Omqvædend det altfor vilde: »Périssent les rois!« Endnuden Dag idag vil denne med Republiken uddøde, pragtfulde Seiershymne, dersom man ved et sjeldent Tilfældetræffer paa den, henrive Enhver, hvis Sind ikke ertillukket for Poesiens og Tonernes Magt; hvor meget større Virkning maatte den da ikke gjøre i hiin Periodeog i en Kreds som den her omtalte, hvor de Syngende begeistrede Tilhørerne, og Disses Enthusiasmeopflammede de Syngende? En næsten magisk Virkningudøvede det Vers, der omtaler det franske KrigsskibLe vengeur. Den pompøse Begyndelse:

Lève-toi! Sors des mers profondes,
Cadavre fumant du vengeur,

fører allerede Tanken til den mørke Afgrund; og naardet siden hedder:

D’où partent ces cris déchirans?
Quelles sont ces voix magnanimes?
Les voix des braves expirans
Qui chanteat du fond des abîmes,

og Choret saa falder ind: Vive la Republique, synesman at høre disse tappre Døende, som, idet de synkemed deres Skib, lade Luften gjenlyde af disse deres sidste Ord.

Alle vare henrevne, men Ingen mere end de toungdommelige Gemytter Ferdinand og Claudine. Denletbevægede Pige kunde ikke holde sine Taarer tilbage,og da Sangen var endt, greb Lusard hendes Haand,trykkede den hemmeligt til sit Bryst, og sagde sagte:En intim Ungdomsven og Slægtning af mig var medpaa Le vengeur. Deres Taarer synes mig at gjælde ham, og falde som Perler paa den Plet i Dybet, hvorhan hviler.

En Ven af Dem! udbrød Claudine: O minGud!

— Beklag ham ikke! han døde en mægtig Død.

— Men Slægt og Venner, som elskede ham, maaedog sørge over hans Tab!

— Ja saa lykkelig var han desuden. Der ere Dem,som endnu begræde ham.

— Kalder De det Lykke at volde Dem Sorg, somman har kjær?

— Ja, saa egoistisk er Mennesket! Maaskee, ja rimeligviis, veed man Intet deraf, naar man først er død,men jeg tilstaaer, at selv i Dødens Time vilde detvære mig en sød Tanke, at for Exempel De græd formig.

— Den Tanke vilde vist ikke bedrage Dem.

— Lover De mig at græde, naar De hører, at jeger død?

— Gud forbyde, at De skulde døe i Deres Ungdomog Kraft! Hvorledes falder De paa Sligt?

Lusard loe. Hvad falder man ikke paa, naar manattraaer at interessere en elskværdig Dame? Jeg vildegjerne give mig Mine af at have Anelser, ligesomTurenne, Henrik den Fjerde og andre udmærkedeMænd.

Grossereren afbrød denne Samtale. Han kaldtedem til Bordet, for endnu at tømme et Glas Champagne paa Republikens Held og Seier, hvorpaa manreiste sig, og Selskabet adspredte sig i andre Værelser.

Dagen efter sagde Advocaten til Madame Valler:Det, som man ugjerne seer imøde, det vender sig oftetil vort Bedste, naar det kommer. Det var mig ukjært,at den lille Claudine skulde tilbringe denne Sommer her i Huset og være en uadskillelig Suivante af mitHjertes Primadonna. Men deels maa jeg rose dengode Pige, fordi hun kjeder sig i mit Selskab, og saasnart jeg kommer, tager den første den bedste Anledningtil at gaae sin Vei; det maa være en halv ubevidstFølelse, der i denne Sag oplyser hendes uerfarne Forstand. Men dernæst gjør hun mig desuden den ubetalelige Tjeneste at coquettere saa stærkt med de Herrer,som komme her i Huset, at hendes Nærværelse dog eren lille Dæmning for det Hav af Galanterie, somellers vilde reent bortskylle al min Sjælero.

Deres Sjælero, svarede Madame Valler, syntes,Gud skee Lov, ikke at være angreben i vort Selskabigaar. De var jo i overmaade godt Lune.

— Jeg er jo ingen ung Dreng, jeg maatte jo velforstaae at beherske mig, men De kan troe, at jeg mereend eengang havde det nødigt De maa sige hvad Devil, disse Franskmænd have et ganske eiendommeligt Talent til at behage Damerne. De have Noget ideres Øine, i deres Stemme, ja selv i deres Sprog ...Det er ikke for Intet at den gamle Parabel fortæller,at da Djævelen forførte Eva, talte han Fransk, thi ligesiden Paradiset derved gik fløiten, har dette Sprog endæmonisk Magt over alle Evas Døttre.

— Dette Sprog, som jeg desværre kun halvveis forstaaer?

— Desværre? De sukker ordenlig derover!

— Ak, Dalund! skulde jeg sukke, maatte det vel væreover al denne Skinsyge, hvormed De plager Dem selvog mig. Mistænker De mig? Har jeg tabt Deres Agtelse, fordi jeg har været saa svag at gjengjælde enKjærlighed, som vel sagtens er strafværdig?

— Hvad siger De? Strafværdig! Komme vi stedsetilbage til disse Samvittighedsskrupler? O Eleonore! harDe glemt, at jeg elskede Dem, da De endnu halvt varet Barn; at De misforstod min Taushed, at De imin Fraværelse gav Deres Haand til en Anden og saaledes fordærvede mit Liv? Var De mig nu ingen Trøst,ingen Erstatning skyldig for saamange Aars Troskab,for en Kjærlighed, som min? Har jeg misbrugt DeresGodhed? Er vort Forhold ikke en Sag mellem os Toallene? Hvad læste vi forleden? Hvorledes lød vel hansOrd, den franske Philosophs og Menneskekjenders? »EtFruentimmer tilhører ingen Anden end Den, hun elsker; der maa staae imellem dem Ægtemand, Fader, Rang,Fødsel, hvadsomhelst, det er Altsammen ugyldigt.« Oghar han ikke Ret? Er Sjælen ikke fri? Kan menneskelige Love fængsle Aanden?

— Ak, alt Dette lyder visselig meget smukt, og forstandigt, jeg siger mig det ofte selv, men dog er derNoget i mig, som modsaetter sig disse Fornuftgrunde, somgjør mig Bebreidelser og paadrager mig en Ængstelse,som jeg ikke kjendte tilforn. Det Eneste, der trøster mig,er den Tanke, at førend mit Forhold til Dem var jegi Grunden slettere, end jeg er nu. Som saa Mangenaf mit Bekjendtskab, løb jeg efter alle tomme Forlystelser; min høieste Lyksalighed var at blive courtiseret, detvar Nok til min Tilfredshed; min Pynt var mit vigtigsteAnliggende. Deres Omgang har forædlet mig, De hargivet mig Smag paa noget Bedre, ja endogsaa paa alvorligt at opfylde mine Pligter. Jeg veed nu medmig selv, at jeg passer mit Huus, at jeg er Moder forVallers Søn, langt mere eftergivende og blid mod Valler selv, og tjenstvillig i Omgang mod Alle.

— Elskværdigste af alle Mennesker! Og dog gjørDe Dem Bebreidelser?

— Ja, just nu, da der er opgaaet et Lys for mig,som min forsømte Ungdom ikke havde viist mig, just nuer det ofte, som om en indre Stemme sagde mig, atjeg dog gik paa en forbuden Vei.

— Kjære Eleonore! De gjør mig paa eengang lyksalig og ulyksalig. Vilde De ønske, at jeg afbrød vorForbindelse, at De ikke mere saae mig?

— Ak nei! jeg vilde henvisne som en Blomst udenSol, naar jeg ikke oplivedes ved Synet af Dem ogVisheden om Deres Hengivenhed. Gud tilgive mig!Jeg beder ham daglig derom … De smiler! Ak Deforstaaer ikke … Det er mig umuligt ganske at bortkaste Det, som fra min tidligste Barndom er mig indplantet, som er opvoxet med mig, og netop i dennemin sildigere og bedre Tid ere disse Tanker komne mignærmere. Jeg veed ikke, hvorledes, men jeg kan ikkefjerne dem.

— Det skal De ikke heller, det klæder Dem godt.

I dette Øieblik kom Grossereren hjem med to afsine Venner, som Begge tilligemed Advocaten skulde spisetil Middag med Familien. De Indtrædende havde alleTre en saa besynderlig Mine, at saavel Fruen somClaudine, der i det Samme traadte ind, studsede ogneppe turde spørge. De fik heller ikke Tid dertil, thiGrossereren udbrød strax: Har I allerede hørt dengræsselige Nyhed? Robespierre er falden! Tænk hvorrædsomt! Han er guillotineret. Hvad siger De, Dalund?

— Aa, jeg siger, at Guillotinen og han vare blevnesaa intime Venner, at det var rimeligt, at den ikkekunde undlade at slutte ham selv i sin Favn.

— Er det muligt, at jeg maa høre saadanne Ordaf Dem? Men hvad skal man sige, naar Republicanerne selv … O jeg skammer mig næsten ved atfortælle det! Jeg løb ud til dem, jeg tænkte at findedem i den største Fortvivlelse, men det var ikke at mærke;og da jeg yttrede min Frygt for, at nu vare de kraftigeForholdsreglers Tid naturligviis forbi, svarede — jajeg vil for gammelt Venskabs Skyld ikke nævne ham —men han svarede, at de Franske vare ikke et saa raatog vildt Folk, at de behøvede at regjeres med raa Grumhed. Jeg blev saa vred, at jeg strax tog min Hat oggik.

— Hvem det end var, der sagde disse Ord, saagiver jeg ham Ret, sagde Advocaten: thi det er ikkedet franske Folk, men dets Bærme, som har raset under Jacobinernes Regiment, og det har ikke været Spøgfor disse Fraværende hver Postdag at tage Avisen iHaanden med Angest for deri at faae Efterretning om, at en Ven, en Nærpaarørende var falden som etOffer for Guillotinen.

— O! i Tider som disse maa en Patriot formaaeat sætte sig ud over den private Ulykke og kun tænkepaa den offentlige. Jeg har forresten hørt Noget omden ringe Lusard, som er godt, som jeg maa rose.

— Hvad er det, kjære Onkel? spurgte Claudine.

— Det er endnu en Hemmelighed, men du faaerden nok at vide, naar Tid er.

Claudine saae kjendelig fornøiet ud ved OnklensOrd, en glad Anelse syntes at bevæge hende, og hendes indre Tilfredshed udbrød i høie Glædesflammer,da Grossereren fremtog et Etui, som han aabnede ograkte hende med de Ord: See hvad jeg vil forære dig tilTak for igaar, da du var saa elskværdig og jeg havdeÆre af min Søsterdatter. See, denne glimrende Stjerneskal du have til at sætte i Sløifen paa dit tricoloreTørklæde, og disse Ørenringe passe dertil.

Med barnlig Glæde fløi Claudine op paa sit Værelse, slyngede det tresarvede Tørklæde om sit Haar,fæstede Stjernen over sin hvide Pande og tog Ørenringene paa. Hun betragtede med usigelig Velbehagsit Billede i Speilet, og idet hun gjentog for sig selv:»Hvilke glade Dage ere dog disse! Jeg veed ikke, hvorjeg- skal hen for lutter Glæde og Lyksalighed!« — iledehun ned til Selskabet og satte sig tilbords med Øine,der glimrede prægtigere end alle Ædelstene.

Grossereren eiede et Lyststed paa Strandveien, paahvilket Familien dog sjelden opholdt sig længere end etPar Dage om Ugen, sædvanligviis sra Løverdag tilMandag Aften, og Herren i Huset tilbragte ikke engangi Regelen saa lang Tid paa dette Sted. En TirsdagMorgen tidlig kom Ferdinand og havde en lang Samtale under fire Øine med sin Onkel, der strax gik ud,og da han kom hjem, sagde han til sin Kone: Det ersmukt Veir, og jeg har faaet Lyst til, at vi i aften skaltage ud til vort Landsted og blive der for det Førsteimorgen over. Saasnart jeg er færdig med min Post,kjører jeg med.

Det var allerede langt ud paa Aftenen, da manankom til det landlige Huus, der laae ganske nær vedet Fiskerleie. Fruentimmerne bemærkede, at Grossererenmaatte have noget Usædvanligt isinde. Han gik medsin Tjener ned til Fiskerne, gav dem Penge og besaaenogle Joller, og da han kom hjem, gjorde han sinKone adskillige Spørgsmaal om huuslige Indretninger,uden at man kunde begribe, i hvilken Hensigt. Kort førSengetid gik han igjen ud til Strandkanten, saae efterVinden og yttrede Gisninger om Veiret til næste Dag.Madame Valler spurgte forgjæves, hvad Usævanligtder var paafærde. Han nægtede det leende. Hunængstede sig i Stilhed over alt Dette. Claudine trøstedehende og sagde: Du kan troe, at det Hele er noget Fornøieligt, hvormed Onkel vil overraske os. Jeg glædermig derover. Det aner mig, at vi imorgen skal haveen lykkelig Dag.

Den næste Morgen, da Damerne sad ved Kaffebordet, og ventede paa Grossereren, der allerede tidligvar gaaet ud, kom han endelig og sagde: Nu maa jeg vel indvie jer i den lille Hemmelighed, for hvis Skyldjeg har taget herud med jer. Vor Ven Lusard harfaaet en Æressag med en Emigrant, der forleden paaet offentligt Sted talte fornærmeligt om den franskeArmee og Republiken. De kom i Ordstrid og udfordrede hinanden. I dette Øieblik feilede de herfra i enFiskerjolle med deres Secundanter, for paa Hveen atafgjøre deres Mellemværende. Ferdinand er LusardsSecundant. De have naturligviis ogsaa en Chirurgmed.

— En Duel! udbrød Fruen: Det er afskyeligt!

— Nei, det er prægtigt, det er et nødvendigt Ondei vore Tider. Falder Lusard, saa døer han i sit Kaldved at forsvare sit Fædreland mod de forbandede Emigranter, men falder den Anden, er det min Hensigt atskjule Lusard, til vi kan faae ham bort, thi som Sagerne staae, hverken bør eller kan han anmode sin Minister om Beskyttelse. Lad derfor et Par Værelserovenpaa vaere parate til at modtage ham, om det behaves.

Claudine, hvis glade Anelser fik dette Udfald,var neppe istand til at reise sig og forlade Værelset.Med skjælvende Knæe ilede hun op til sin lille Stueovenpaa, hvor hun kastede sig paa en Stol. Vinduetgik ud til Haven, men Værelset stødte til et andet,hvorfra man havde Udsigt over Stranden. Hun tænkte paa at gaae derind og see ud over Havet til den forhadte Ø, hvor der i dette Øieblik skulde spilles det forvovne Spil om Liv og Død! Hun traadte mat hen tilDøren, og aabnede den, men lukkede den strax igjen,og traadte tilbage. Hun havde ikke Mod til at see henmod den betydningsfulde, spøgelsehvide Klint. Hungyste for at see Jollen nærme sig dens Kyst. Nu førstfølte hun, at hun elskede den unge Fremmede, der,ihvor det gik, syntes tabt for hende. Nu forstaaer jeghans Ord hiin Aften efter Sangen. Han anede sinDød! O Gud! lad ham blot leve! Lad ham seire overdet Umenneske, der kan ville sigte efter et saadant Hjerte!O kunde jeg dog blot kaste mig imellem dem og optagei mit Bryst det Stød, som var tiltænkt hans! Hvorskal jeg tye hen i min Sjæleangst?

Hun sprang op og kastede sig paa Knæe, hunrakte sine fastsammenfoldede Hænder iveiret og begyndteat bede; men hendes Hænder og Øine sank til Jorden. O min Gud! kunde jeg dog endnu bede, som damine Forældre laae syge! Da kunde jeg dog græde, dakunde jeg bede. Men nu! Ak hvad skal jeg troe? Erder en Fader i Himlen? Er Gud ikke saa langt fra osarme Mennesker? De Uskyldigste, de Bedste lide og døe,uden at deres Jammer rører nogen Magt i Himleneller paa Jorden. Maatte ikke mine Forældre ogsaadøe, skjøndt jeg dengang bad saa andægtig for dem? Nei, intet Sted er Tilflugt uden i Døden. Ja, derer Trøst! Døer Lusard, kan jeg ogsaa døe.

Hun kastede sig med Ansigtet mod Gulvet, reistesig igjen, gik urolig frem og tilbage og sank endelig tilbage i Stolen. Saaledes tilbragte den stakkels Pigebleg og skjælvende flere Timer, hvis Lidelser bedre kantænkes end beskrives. En vis Travlhed i Huset og denUro i Sindet, som Deeltagelse for den unge Huusvenindgav dets Herre og Frue, forvoldte, at man ikke videre beskjæftigede sig med Claudine. Endelig hørte hunsin Onkel komme ind i det tilstødende Værelse, aabneVinduet og sige til En, som hun paa Stemmen kjendteat være Tjeneren: »Herfra kan jeg i Kikkerten see demkomme.« — Og efter et Ophold, udbrød han: »Jegseer to Joller. Den ene tager Veien her henad. Vinden er god. De kan snart være her …. Jeg kansee Ferdinand staae i Jollen, men jeg seer Intet tilLusard. Død og Pine! Der ligger En nede i Fartøiet! Skulde han være falden? Løb ned til Landingsbroenalt hvad du kan; jeg kommer strax efter.« DenneTale, der i afbrudte Perioder naaede den ulykkeligeClaudines Øren, blev hørt med en Hjetebanken, dernæsten bragte hende til at falde i Afmagt. Pludseligblev hun greben af en besynderlig Kraft, hun sprangop og løb endnu hurtigere end den ilende Tjener nedtil Broen, fra hvis yderste Spids hun med stive Øine fulgte den sig nærmende Jolle, i hvilken man nu tydelig saae en Mand ligge, bedækket med en Kappe, medens en anden, i hvem Claudine gjenkjendte en Læge,sad nede paa Bunden ved hans Side, og Ferdinandstod som fastnaglet, med Øinene ligesom spørgende hæftede paa Dennes Ansigt. Claudine var i et af disseØieblikke, hvori et Menneske synes at have glemt sinegen Tilværelse, og i en Spænding, der, idet den bedøver alle Følelser, bevirker, at Smerten ikke føles med Bevidsthed. Baaden var nu lige ved Landingsstedet.Grossereren, Tjenestefolk, Fiskere kom ud paa Broen.De trængte den stakkels Claudine tilside uden at læggevidere Mærke til hende.

Grossereren raabte til Ferdinand: Er han død?

— Nei, men saaret.

Jollen lagde nu til, og Ferdinand sagde til sinOnkel: Vi bringe ham her til Dem, istedensor til Fredriks Hospital, som vi først havde isinde. Han vilde saanødig paa Hospitalet, han vilde hjem i sit Logis, hvorhan paa ingen Maade kan have det godt. Doctorenmeente ogsaa, at det nærmeste Sted var det bedste, eftersom han har mistet meget Blod og desuden …

Grossereren afbrød ham: Gjør ingen Ophævelser.Alting er rede til hans Modtagelse.

Med stor Omsorg blev nu den Syge baaren tilHuset, ledsaget og fulgt af en heel Skare af de Tilstedeværende. Claudine gik taus og bleg med de Øvrige,Ferdinand gik hen til hende, lagde hendes Arm i sin,og hviskede: Du her! stakkels Claudine! Tro mig, jeghar tænkt paa dig under alt Dette.

Medens nu Lægen og de andre Mænd vare beskjæftigede med den Saarede, lukkede Claudine sig indei sit Værelse og søgte at fatte sig. Der var dog endnuLiv, altsaa dog ogsaa Haab. Den Elskede var bragttil hendes Hjem, det var en stor Trøst.

Nu bankede det paa hendes Dør og Ferdinandtraadte ind med et smilende Ansigt. Gud skee Lov!Saaret er ikke dødeligt. Vor gode Docter har detbedste Haab. Vor Patient skal blot have Ro og Pleie.Jeg ilede for at bringe dig denne gode Tidende.

Nu brast Claudine i Graad, hun foldede sineHænder og udbrød: »O Gud! jeg takker dig!« Ganskeumiddelbart kom dette Udbrud fra hendes fulde Hjerte,og tiltrods for hendes ovenanførte Yttringer, maattehun, sig selv halv ubevidst, bøie sig sor Tanken om etnaadigt Forsyn, en Tanke, fra hvilken dog ingen Tidsalder og intet Menneske ganske kan løsrive sig.

Da Familien nu kom noget til Ro efter den Bevægelse, som denne Begivenhed havde foraarsaget, blevman endelig efter megen Parlementering enig om deForholdsregler, der skulde tages til den syge GjæstsPleie. Grossereren kunde ikke og Madame Valler vilde ikke for længere Tid være borte fra Byen. Hun undskyldte sig med sin Nærværelses Nødvendighed hjemmei Huset, og foreslog at sende Husjomfruen, en ældre,meget paalidelig Pige, for at passe alt Fornødent.Claudine forlangte med de inderligste og hæstigste Bønner at maatte blive og have Opsynet med den SygesPleie. Hendes Tante modsatte sig hendes Ønske, menGrossereren sandt saa stort Behag i hvad han kaldtehendes heltemodige Tænkemaade, at han med Glædegav sit Samtykke, især da Ferdinand understøttede sinunge Venindes Ønske, og tilbød ligeledes selv at villeopholde sig hos Lusard, indtil han var i god Bedring.Han havde allerede tillagt Lægen at ville vaage overPatienten i den tilstundende Nat. Men blev nu enigom at sende den omtalte Huusjomfru tilligemed en Vaagekone fra Byen, til hvilken Husets Herskab endnusamme Eftermiddag begav sig for strax at kunne sendede omtalte Folk og et og andet i dette Tilfælde fornødent Reqvisit. Claudine blev nu, til sin store Tilfredshed, tilbage, og paa hendes indstændige Bøn førte Ferdinand hende et Øieblik til den Syges Leie. Da Lusardblev hende vaer, rakte han begge Hænder imod hendeog sagde med mat Stemme: Er det muligt? Er det virkelig Dem selv? Hvor er jeg dog lykkelig! Velsignetvære min Modstanders Kaarde!

Claudine fik ikke Tid til at svare, thi Ferdinand, forskrækket over den Bevægelse, hvori hans Uforsigtighed havde bragt den Saarede, førte hende strax ud af Værelset, og forbød hende i flere Dage at nærme sigden Syge, uden naar han sov, og selv da blev dethende kun forundt at titte ind ad den halvaabnede Dør.Hun blev derfor meget forskrækket, da Ferdinand enNat, efterat hun var gaaet tilsengs, traadte ind i hendes Sovekammer og bad hende staae op og kommeind til Lusard. Vundfeberen var temmelig stærk, og isin Feberphantasie ophørte den Lidende ikke at kalde paahendes Navn. Hans urolige Feberdrømme, blandendedet Forbigangne med det Nærværende, foregjøglede ham,at Claudine var stillet for Revolutionstribunalet og næsteMorgen skulde dele Skjæbne med hans fordums General. Hans Angest steg til en saadan Grad, at hanvilde kaste sig ud af Sengen, og Ferdinand saae intetandet Raad end at prøve, hvad Claudines Nærværelsekunde udrette. Den Syge kjendte hende strax, han grebhendes Haand med et Udbrud af Glæde; han var øieblikkelig beroliget og lagde sig stille ned, men bestandigmed hendes Haand saa fast knyttet i sin, at hun ikkekunde gjøre mindste Bevægelse for at drage den ud afhans, uden derved at forstyrre den Slummer, hvorihan laae, og den elskende Pige blev med inderlig Tilfredshed, uden at røre sig, siddende ved hans Leie tillangt ud paa Morgenstunden. Hensunken i hans Beskuelse sad hun og betragtede dette ædle, blege Ansigt,og bemærkede ikke, at den opmærksomme Huusjomfrukom for at bringe hende en Kop Kasse, før Dennetiltalte hende med venlige Klager over at man havdeforspildt hendes unge Jomfrues Nattero.

Hun betragtede nu den Syge, der lod til at sovesaa roligt, at Claudine undseelig vovede at frigjøre sinHaand. Ak du gode Gud! sagde den aldrende Pige:Hvor er det dog Synd at see saadant et deiligt Menneske ligge saa elendig! Hvad det dog er for onde Tider, vi leve i!

— Ja er han ikke skjøn? sagde Claudine: FinderDe ikke ogsaa, kjære Jomfru Susanne, at saaledessom han der ligger, saa ligner han det smukke Kobberhjemme i Dagligstuen, som forestiller den sovende Endymion?

— Det Billede har jeg saamænd aldrig seet paa!men jeg tænkte, da jeg nu stod og saae paa dennestakkels unge Mand, at han … Gud forlade mig!jeg mener intet Ondt dermed! men jeg synes, at som hander ligger med det sorte Haar og det krusede Skjægned om Hagen, ligner han Vorherre, som man seerham i den store Billedbibel, der hvor han ligger ogsover i Skibet.

Fra, denne Time var det tydeligt baade for Lægenog den øvrige Omgivelse, at Claudines Nærhed virkede som en lægende Talisman paa den Syge, hvis Helbredelse efter kort Tids Forløb gik usædvanlig hurtig fremad.Grossereren kom oftere end sædvanligt ud til Landstedet, og ogsaa Madame Valler kom oftere og gjordePatienten af og til et lille Besøg. Ferdinand opholdtsig stadigt derude, saalænge til Lusard begyndte atsidde oppe og kunde gaae omkring; saa tog han enDag eller to derfra, men kom jævnlig tilbage.

Nu vilde Madame Valler have Claudine hjemmed sig. Kjære Barn! sagde hun, det passer sig ikke,at du bliver her hos denne unge Mand, som nu ikkelængere trænger til din Nærværelse. — Men Claudinemodsatte sig og forsikkrede, at Lusard var langt fra ikkeendnu helbredet, at Conveniens og Folkesnak ikke burdeafholde noget Menneske fra Det, der var Godt og Ret,at Lusard jo desuden snart vilde reise hjem til Frankrig,og kun ventede paa at blive saa vel, at han kunde tiltræde sin Reise.

Fruen indvendte, at indtil det kunde skee, vilde derendnu hengaae en længere Tid. Men Tante! sagdeClaudine, og fæstede sine store Øine paa MadameValler med et vemodig Udtryk: Betænk, at saa see viham maaskee aldrig mere.

Taarerne trillede ned ad hendes Kinder ved disseOrd. Tanten saae medlidende paa hende, hun sukkededybt, klappede den unge Piges blussende Kind og sagde med sagte Stemme: Ak, min stakkels Claudine! Jeg harikke Hjerte til at bedrøve dig, men Gud lade mig ikkefaae dig paa min Samvittighed foruden mine øvrigeSynder!

Claudine, sjæleglad over at være undsluppen denFare, der truede hende, kunde ikke undlade at fortælledenne lille Begivenhed, da hun om Aftenen var enemed Ferdinand og Lusard i denne Sidstes Værelse.Hun omtalte med Varme sin Tantes Godhed, hendeskjærlige Hjerte, der altid blev rørt ved Andres Bekymring, og nævnede dertil med Forundring hendes sidsteReplik, som noget Uforklarligt i et saa fortræffeligt Menneskes Mund.

Ferdinand smilede skalkagtigt: At hun er et fortræffeligt Menneske, et fromt og kjærligt, i Sandhedqvindeligt Gemyt, det er ogsaa min Mening, men hvadhun med hiin Yttring har meent, det er mig dog retforklarligt; jeg veed godt, hvad der tynger paa hendesSamvittighed. Du skal ikke see saa forfærdet paa mig,Claudine! thi den Synd, som ængster hende, er ikkestørre, end at jeg for min Part vilde — som man siger— spise en saadan Synd op i et Stykke Smørrebrod.Hun har en Elsker, det er det Hele.

En Elsker! udbrød Claudine: Hvem skulde detvære?

— Hvem Anden end Advocat Dalund! Tvivler du paa det? Herregud! du er da altfor uskyldig for enPige, der gaaer i sit attende Aar.

— Det er umuligt! Fy! det er stygt at tænkenoget Saadant.

— Naa, er det stygt? Jeg holder meget af Onkel,men troer du alligevel, at jeg holder mindre af Tantefor den Sags Skyld? Tvertimod! Seer du, jeg er minesex og tyve Aar; det er syv Aar, siden hun blev giftmed Onkel. Da var jeg allerede gammel nok til athave Øine i Hovedet. Hun var dengang en Pige paa22 Aar; hun havde elsket Dalund og ventet paa hami tre Aar. Han var reist ud i Verden og lod Intethøre fra sig. Saa friede Onkel til hende og hun togham. Men jeg forsikkrer dig, at hun dengang og i deførste tre Aar efter sit Ægteskab var en forfængeligGaas. Derpaa kom dette Forhold til den gamle Elsker.Han er en Mand af Forstand og Dannelse, og nuskulde du ikke gjenkjende Tante, om du havde kjendthende for en fire, fem Aar siden, saa elskværdig er hun bleven.

— Ja, sagde Lusard, det er en indtagende Kone.Hun seer ud, som man afbilder Gudinden Ceres, medde rige blonde Haar, den fyldige Figur, det milde Udtryk i det smukke Ansigt.

— Jeg kan uden Overdrivelse forsikkre, sagde Ferdinand, at dette skjønne Udtryk er ligeledes kommet medal den øvrige Forbedring.

— Ja, ja! udbrød Lusard: Sand Kjærlighed er denTryllemagt, der giver Forstand, Skjønhed og Dyd.

Claudine rystede paa Hovedet: Men en gift Kone!Ægteskabets Hellighed!

— Naa! begynder du nu ogsaa paa den gamleforslidte Vise, som for længe siden er qvædet til Ende med saameget Andet? Ægteskabets Hellighed! Jo, deter en net Hellighed, naar to Mennesker, der ikke kanlide hinanden, skal leve sammen i en Forening, som kundet inderligste Behag, den varmeste Elskov kan fritagefor at blive modbydelig. Og De derimod, som brændeaf Kjærlighed, tør ikke nærme sig til hinanden, naar ikkeen Præst har sagt: Nu skal I være Ægtefolk. Oghvorvel der er lagt Kors og Kammer i Overflødighedpaa denne Ægtestand, og intet Andet end Kjærlighed ogsympathetiske Anskuelser kan hjelpe jer til at bære disseKors med Maneer, og om I end tusinde Gange fortryde, at I ere lænkede sammen, saa skal I dog ladesom I vare glade i eders Fangenskab, — hvilket erMere, end der forlanges af noget fanget Kreatur; detfaaer dog Lov til at brøle og fare frem og tilbage iBuret af Vrede og Utaalmodighed; men hvad jer armeMennesker anbelanger, saa skal det herved forblive,uden at noget Menneske skal kunne skille hvad Gud harsammenføiet, — som om Naturens Herre skulde befale Noget saa naturstridigt, saa uforeneligt med de Følelser,han selv har nedlagt i det menneskelige Hjerte!

— Men, sagde Lusard, dette saakaldte ubrydeligeBaand er jo heller ikke længere uopløseligt, idetmindsteikke i Frankrig. Hos os er det let at skilles.

— Ja, svarede Ferdinand, Himlen været priset forhvert Baand, der løses for den stakkels Menneskeslægt,og dette er vel et af de værste, men denne Løsen erendnu ikke sanctioneret af vore Sæder, vel ikke engangaf eders, og denne Skilsmisse er ogsaa ubehagelig.

— Men hvad skal man da gjøre? spurgte Lusard.

— Man skal, svarende Ferdinand, ligesom de fordumssande Elskende, Heloise og Abailard, være saa begeistretaf hinandens Fortrin, at man forsmaaer alle Baand,som indskrænke Friheden. Hvad er Kjærlighed udenFrihed? Hvad forsikkrer mig om at være elsket, naarden Elskede ikke uden Ophævelser kan bryde med mig?Hvad er sødere i et Kjærlighedsforhold end Hemmeligheden? Er Kjærligheden ikke hellig? og profaneres ikkedet Hellige ved fremmede, nysgjerrige Øine?

— Det er Altsammen sandt, udbrød Lusard: Lyksalig Den, der vinder en Heloise! men dog kunde derindvendes Meget mod Deres Theorie. Vi stakkels Dødelige kunne ikke gribe den fuldkomne Frihed-. Vi giveLiv og Blod for den, men …

Han afbrød sig selv, Claudine og han saae paahinanden med ubeskrivelige, betydningsfulde Blikke.

Det var i de første Dage af den Maaned, der ivort Clima som oftest er den allerskjønneste og ikke sjelden erstatter en ublid Sommer. Ved sin klare og mildeHimmel, ved sin eiendommelige, aromatiske Duft, vedde afvexlende Farver, hvormed den pryder TræernesBlade, ved sine stjerneklare Nætter kunde Septembervel fortjene, at den fremfor Foraars-Maanederne fikNavn af Kjærlighedens Aarstid. Saaledes forekom denogsaa Lusard og Claudine. Han var 25, hun neppe18 Aar. Han var hendes unge Hjertes første Lidenskab, ligesom det vel ogsaa kunde siges, hvad han oftesagde hende, at hun var hans første Kjærlighed og —tilføiede han — som han sikkert følte, ogsaa den sidste.Ene og overladte til dem selv opholdt de dem hele Dagen i den smukke Have og vandrede Arm i Arm vedStrandbredden og saae Maanen og Stjernerne brydederes Straaler i det klare Hav, hvis Bølger med sagteSkvulpen syntes at ledsage deres elskovsfulde Tale medet melodisk Taktslag.

I denne skjønne Tid kom Ferdinand en Aften i etmeget oprømt Lune. Han forærte Claudine en lilleBog og sagde: Du skal være den Første, til hvem jegoffrer denne min Muses Primula veris. Du seer, atjeg ikke har kunnet modstaae min Lyst og mine Venners Tilskyndelse til at prøve min Forfatter-Lykke. MineDigte skulle nu flyve ud i Verden; om det bliver somde yndede Lænker eller de foragtede Spurver, vil Tiden vise.

Claudine takkede glad, men spurgte lidt frygtsomt:Men hvad siger din Fader?

— Ja det vil Tiden ogsaa vise, og den Tid er ikkelangt borte, thi om saa Dage bliver Bogen averteret tilsalg med mit Navn paa Titelbladet, thi jeg vil lige saagjerne springe i det, som krybe i det.

Lusard, der blev underrettet om Indholdet af ovenansørte Samtale, beklagede meget, at han ikke var istandtil at forstaae sin Vens Digte. Ferdinand loe og sagde:I Haab om, at du skulde komme med denne Klage, harjeg vovet mig til at oversætte et lille Digt, som netopslutter sig til vor Samtale forleden om den frie Kjærligheds Lykke. Men du maa undskylde mine Feil modSproget med min Lyst til at behage dig.

Claudine vilde helligholde sin Vens og FættersIndtrædelse paa Parnasset. Hun lod dække Aftenbordet i et Lysthuus i Haven, om hvilket Viinranker, fuldeaf Druer, og endnu blomstrende Caprisolier slyngedesig. Med hurtig Haand bandt hun Blomsterkrandse,hvormed hun smykkede det vækkede Bord, paa hvilketLysene brændte roligt i den stille Nat, medens Maanenkastede sine blaalige Straaler lige ind paa Bord og Blomster, som for at gjøre de jordiske Lys tilskamme,og Planeten Venns høit paa Himlen tittede med zittrende Bevægelse nysgjerrig ind gjennem Løvet. Underlivlig og munter Samtale nød det lille Selskab sitMaaltid, mod hvis Slutning Ferdinand oplæste sit Digt,der var skrevet paa saa gode franske Vers, som manmed Billighed kunde fordre det af en Udlænding, ogdertil havde han føiet nogle Slutnings-Stropher, henvendte til Lusard. Disse vare egenlig det Smukkesleaf det hele Digt; de aandede en Ungdoms-Varme, enHjertelighed og en Fiinhed, som maatte behage Enhver,og som aldeles henrev de to Tilhørere. Lusard bøiedesig hen til Forfatteren, omfavnede, takkede ham medtaarefulde Øine, bad om det lille Digt, lagde det i sinBrevtaske, og forsikkrede, at det aldrig skulde forlade hami Liv eller Død.

Claudine greb en af Blomsterkrandsene, satte denpaa Ferdinands Hoved, og sagde spøgefuld: Digterenskal krones. Det burde jo rigtignok være Laurbærkrandsen.

Nei! udbrød Ferdinand, Blomsterkrandsen passerbedre for den unge Sanger. Laurens dunkle, høitidelige Hæderstegn tilkommer mig endnu ikke. Den tilhører nærmere vor tappre Ven, som her sidder; men iMangel deraf ville vi give ham den anden Krands. See, hvor smukt de brogede Blomster klæde om hansmørke, lokkede Haar!

Ak! sukkede Lusard: Blomsterne snoe sig medUvillie om en Soldats Hoved; han maa nedtræde dempaa sin møisomme Vei, og til Straf bliver ingenBlomsterkrands ham tildeel.

Dog naar han vender hjem til sin Arne, svaredeClaudine.

Med straalende Øine udbrød Lusard: Af Kjærlighedens og Skjønhedens Haand! Ja dertil ville vi sættevort Haab. Hvilken lykkelig Aften er dog denne! Deter, som vi helligholdt en Fest i Grækenlands skjønneDage. Luften er mild, Viinløvet slynger sig rundt omvor Løvhytte. Vore Hoveder ere krandsede med Blomster. Ja her ere Guder tilstede. Som en Libation tilPhoebus, Digtekunstens Fader, helder jeg herved mitBæger Viin ud paa Jorden.

Claudine raabte overgiven: Og jeg mit for denmilde Luna, som seer herind til os.

Og jeg, udbrød Ferdinand, for den lille GudAmor, hans Moder sidder der paa Himlen og betragter os.

Det var blevet silde. Ferdinand lavede sig til attage hjem. Pludselig sagde han: Hillemænd! Jeg harskammelig glemt, at Onkel har leveret mig et Brev, han har faaet, men som skal angaae dig, Claudine, og somdu skulde læse.

Claudine greb det hurtigt, og sagde: Det er fraTyskland, fra Tante Malfred. Hun gjennemlaeste detmed kjendelig Urolighed, men udbrød derpaa: Victoria!Naa, denne Dag er i Sandhed lykkelig! Tante bederOnkel om at beholde mig i sit Huus Vinteren over, dahun har besluttet at bosætte sig for Fremtiden i detMecklenborgske, hvorhen hun vil, jeg skal komme til næsteForaar, naar hun først er bleven rigtig arrangeret.Naa Gud skee Lov! Der er længe til Foraaret.

Jeg skulde ogsaa melde dig, sagde Ferdinand, atOnkel og Tante komme herud imorgen tilligemed entydsk Herre, en ung Kjøbmand, som har bragt Brevet,og som skal hilse dig fra Tante Malfred, som da, Gudskee Lov, ikke er min Tante, siden hun er din ModersSøster.

Ferdinand steg nu til Hest, og de Elskende fulgteham et Stykke af Veien og vandrede derpaa ene hjemlangs den maanebelyste Strand.

Paa en udmærket behagelig Aften følger sjeldenen lykkelig Dag. Familien fra Byen bragte et lilleSelskab med, og foruden den omtalte tydske Kjøbmand fulgte flere af Husets franske Venner, dertilforn af og til havde besøgt deres syge Landsmand.Lusard havde længe været fuldkommen helbredet, men det var den unge Elsker svært at rive sigløs fra det Kjærlighedens Paradiis, hvori han levede. For sig selv og Andre undskyldte han sig med,at han ventede Svar paa nogle Breve, inden han kundebestemme sin Afreise. Nu bragte den franske Legationssecretair ham et Brev, og Grossereren et andet, efterhvis Læsning han syntes kjendelig forstemt. For Middagsbordet gik Selskabet omkring i Haven. Den franskeMinister tog Lusard tilside og gik op og ned ad enAllee med ham. Claudine, som den tydske Kjøbmandimidlertid søgte at underholde, lagde Veien forsætlig opog ned ad den samme Allee, faa hun stedse mødte deandre To, af hvis Miner og Bevægelser hun medÆngstelse stræbte at gjætte Gjenstanden for deresSamtale.

Ved Bordet sad hun i Nærheden af Lusard ogsin Onkel, og hendes bange Anelse blev til Vished, daden unge Franskmand tog sit Glas, og henvendende sigtil Grossereren, sagde: Lad mig takke Dem for denlykkelige Tid, som Deres altfor store Godhed har forundt mig paa dette skjønne Sted, som jeg nu desværremaa forlade, men hvor mine Tanker altid ville væreog alle mine Ønsker føre mig tilbage.

Grossereren svarede forbindtligt, og da Lusardyttrede, at han om et Par Dage vilde tage ind tilByen, og Ugen derpaa tiltræde sin Reise, indbod den gjæstfrie Vert ham til et Afskedsgilde paa Dagen forAfreisen. De to Elskende saae tause paa hinanden medet Udtryk, der ikke blev bemærket uden af Fru Valler.Hun sukkede dybt og følte en Smerte, som om hendesgode Engel tilhviskede hende en bitter Bebreidelse.

Sildig om Aftenen, da Selskabet var taget bort,og de Elskende vare blevne ene, sluttede Lusard sin Elskede med dyb Veemodighed i sine Arme. O minClaudine! udbrød han: Aldrig har jeg følt, hvad jegidette Øieblik søler. At forlade Livet maa være Intet mod at forlade dig.

De græd Begge, og da deres sorrigfulde Hjerterhavde lettet sig ved de lindrende Taarer, sagde Lusard:Lad os sætte os i vor kjære Løvhytte og stræbe at taleroligt med hinanden. Hør mig, min Claudine! Vihave jo Begge vidst, at jeg ikke kunde blive her. Pligtog Ære kalde mig. Men min store Brøde mod digtynger dybt paa mit Sind. Uden Kraft til at beherskemin Lidenskab, har jeg indsmigret mig i dit uskyldigeHjerte, for maaskee at fordærve dit hele skjønne Liv.Det er ikke første Gang, at disse Tanker opstaae hosmig, og ihvor letsindigt jeg end har handlet, saa havdejeg dog fattet en Plan til Trøst for os Begge. Duveed, at jeg har en Onkel, min Faders Broder, som eremigreret under Revolutionen, og har siden bosat sig i en dansk Provinds. Politiken har brudt hvert Baand imellem os; men skjøndt jeg aldrig skal fortryde detParti, jeg har taget, saa har det dog smertet mig meget at staae paa en næsten fiendtlig Fod med en Mand,som jeg, tiltrods for vore forskjellige Anskuelser, høiligen ærer og elsker, en Mand, der har gjort min Barndom lykkelig og veiledet min første Ungdom. Nu tænktejeg: Jacobinernes Magt er dog vist brudt ved Robespierres Fald; mit stakkels Fædreland, vil, som jeg haaber, igjen kunne trætte Aande. Nu gjælder det blotat beseire de udvortes Fiender, dertil har jeg jo altidværet bestemt. Jeg har derfor skrevet til min Onkel,sagt ham Alt hvad jeg her siger dig, og bedet ham afet rørt Hjerte om at forsone sig med mig. Jeg havdedertil den Plan, at hvis han tilgav mig, saa vilde jegbetroe ham mit Forhold til dig og anmode ham om atmodtage dig i sit Huus og bevare dig for mig, indtilKrigens Lykke havde forskaffet mig en saa ærefuld Stilling, at jeg turde hente min bedste Skat og modtageden af hans Haand. Han er mild og var altid overbærendemed mine Daarligheder. Men læs selv, hvad han svarer mig!

Brevets Indhold var omtrent: at Le Duc de Montalbert kjendte Intet til en Citoyen Charles Lusard; athan havde mistet en Brodersøn, som han havde overøft med Velgjerninger; at dersom Citoyen Lusardhændelsesviis skulde kjende denne unge Mand, saa maattehan sige ham, at saasnart han vilde paanye antage sine Forfædres hæderlige Navn og loyale Tænkemaade, vildetræde den trefarvede Cocarde under Fødder og stridefor sin Konge og for sit eget Adelsvaaben, saa vildeLe Duc de Montalbert modtage ham som en kjær Søn,men enhver Republicaner, som vilde vove at betrædehans landlige Opholdssted, skulde hans Jagthunde viseVeien ud af hans Gaard.

— Kan jeg adlyde ham, Claudine? spurgte Lusard,da hun taus rakte ham Brevet. Dadler du mig , omjeg bekjender, at tiltrods for min Fortvivlelse over atforlade dig, lever der dog i mit Bryst en brændendeAttraa ester at forene mig med mine tappre Vaabenbrodre, en Iver for at følge de beromte Anførere, hvisNavne allerede lyde over det forbausede Europa? Tilgiver du, at ogsaa jeg vil have mit Blad af deresLaurbærkrands?

Claudine udbrød: Ak Lusard! Tro ikke, at jegvilde holde dig tilbage, om jeg end kunde. Nei, dinÆre er mig hellig. Sørg ikke for min Skyld! Siigikke, at du har fordærvet mit Liv. Nei, der komme hvad der vil, den Tanke at du har elsket mig, Erindringen om vor Kjærligheds Dage, skal være denstolte Bevidsthed, som i mit øvrige Liv skal holde mitHoved opreist, tiltrods for min ydmyge Stilling ogAndres Forurettelser. Naar jeg igjen sidder ene medmin Tante Malfred, skal jeg ikke mere beklage vore tause, døde Aftener, thi dit Billede, Haabet om at seedig igjen, skal være mit Selskab. Vor Ven Ferdinandsagde engang: Kun saa Fruentimmer have i derestrivielle Hverdagsliv en saadan Erindring, hvorved dekunne hæve dem.

— Min Elskede! min lille Hustru! Du henrykkermig! du indgiver mig Trøst og Haab. Ja det kanikke vare længe, for vore tappre Hære have tilkæmpetos Freden. Lever jeg da, saa kommer jeg ufortøvettil Danmark og henter min elskværdige Hustru til mitlykkelige, frie Fædreland. Men ak, min Veninde! derkan gaae Aar hen, inden den lykkelige Dag vil oprinde,og om jeg da kommer her tilbage og finder dig i enAndens Arme, hvad skal der da blive af mig? Denunge Tydsker for Exempel, som var her idag, han saaepaa dig med Øine, som jeg godt forstod. Din Familievil bruge sin Myndighed, og …

— O ti, Lusard! Aldrig, aldrig skal jeg tilhørenogen Anden. Jeg skal med Haab og Taalmodighedvente paa dig, om det end skulde vare, indtil mineHaar blive hvide.

Det gik Claudine, som det gaaer Enhver, der veden elsket Gjenstands Side begræder en nærforestaaendeSkilsmisse. En fordobblet Ømhed, en Udtalelse afden inderligste Hengivenhed giver Øieblikket en Sødhed,der lader Fremtiden staae i Baggrunden, og opliver Modet. Den Elskede er endnu tilstede. Forskjellenmellem Afskedstimen og Fraværelsen er ikke ulig denmellem Sygdom og Død. Lusard og Claudine sagdehinanden Farvel den Dag, da den Første skulde forladeLandstedet, hvorfra Claudine ogsaa samme Aften blevhentet af sin Onkel og Tante. De Elskende havde aftalt at holde deres Forbindelse hemmelig for Alle, Ferdinand undtagen, der havde paataget sig at besørge deBreve, som de, saavidt Omstændighederne gjorde detmuligt, lovede at vexle med hinanden. De fandt enTrøst i den Tanke, at de endnu een Gang inden Lusards Afreise skulde sees, nemlig ved det Afskedsgilde,som Grossereren om faa Dage vilde give den bortreisende Ven; men da dette Selskab sandt Sted, føltede dem Begge saa betagne af den Tvang, de maatte paalægge dem for at skjule deres Stemning, at de kunmed Møie kunde udholde dette sidste Møde. I de flereTimer, de vare samlede, havde det ikke været muligt fordem at sige hinanden et ubemærket Ord. Da Lusardom Aftenen saae sine Landsmænd lave sig til at gaae,nærmede han sig Husets Herre og Frue med varmeTaksigelser og formaaede ikke at skjule sin Bevægelse.Derpaa vendte han sig til Claudine, som stod nogetborte; hun var bleg og støttede sig med Haanden tilet Bord. Lusard vilde tale, men var ikke istand dertil.Han tog hendes Haand. De saae tause paa hinanden. Pludselig bukkede han sig, som for gt optage Noget,der laae paa Gulvet, han satte et Knæ til Jorden, ogkun bemærket af Claudine, greb han en Flig af hendesKjole, trykkede Sømmen deraf til sine Læber, og iledehurtig ud af Døren, medens den bedrøvede Pige skyndtesig til Vinduet for endnu i Mørket at øine hans Skyggeog høre Lyden af hans Fodtrin.

Kun faa Dage vare henrundne efter denne Aften,da Justitsraaden en Dag i største Sindsbevægelse traadteind til sin Broders Familie, og i de hæftigste Udtrykanklagede sin Søn for med den mageløseste Frækhed athave bragt Ulykke og Skjændsel over ham og sig selv.Ferdinands føromtalte Bog var nemlig nu udkommenog havde opfyldt hans Fader med stor Skræk og Forbittrelse. Om denne lille Digtsamling, der i hiint Øieblik vakte en stor Opmærksomhed, kunde man vistnoksige, at det var et meget ungdommeligt Værk, som derhørte mere Letsindighed end Besindighed til at sende udi Verden, da det udtalte den Tids Ideer om Frihedog Sædelighed med en paafaldende Uforbeholdenhed.Da disse Ideer imidlertid fandt Gjenklang hos et stortParti, og Digtene desuden røbede et ikke ganske almindeligt Talent, gjorde den lille Bog megen Opsigt,blev ophøiet og nedreven langt over Fortjeneste; og daJustitsraaden som en Rasende kom farende til Boghandleren, for, om muligt, at standse Udsalget, var denallerede næsten udsolgt.

En alvorlig Ordstrid opstod nu mellem Brødrene.Grossereren forsvarede Ferdinand, men Justitsraadenpaastod, at hans Søn, som han tillagde Navn af »forloren« og »vanslaegtet«, havde ved denne Bog fordærvetsin hele Fremtid, at en fornuftig, høitstaaende Mandhavde forsikkret ham, at der var Spørgsmaal om atsætte Forfatteren under Justitiens Tiltale. Men denSkam, tilføiede Faderen, den vil jeg ikke opleve. Jeghar endnu to Børn foruden ham, jeg vil ikke, at deskal undgjelde for deres Broders Synder. Jeg harsagt ham det; jeg udbetaler ham hans mødrene Arv,den er ikke stor, men dog stor nok til at han kan reisebort og leve deraf i et Aars Tid; saa kan han søgesin Lykke i det forbandede Babylon, som han anseer foret Paradiis, og prøve, hvor godt der er.

— Har jeg hørt Magen? Har du sagt det til ham?Og hvad svarede han?

— Han blev meget fornøiet, og sagde, han vildereise jo før jo heller.

Som sagt, saa gjort. Ferdinand var snart reisefærdig, Grossereren forærede ham en anstaendig SumPenge, og forsynet med Recommandationsbreve og Creditiver, fuld af Haab og Reiselyst, tog han Afsked medsine Nærmeste; men Claudine var saa bedrøvet og han selv saa rørt ved at sige hende Farvel, at deres Afskedsscene bestyrkede Grossereren i hans Formodningom, at disse To elskede hinanden.

Efter denne Tid var det ogsaa kjendeligt, at enSorg fortærede Claudines tilforn saa muntre Sind, ogdet var rørende at see den Selvbeherskelse, hvormed hunforgjæves anstrengte sig for at skjule sin sande Stemning. Lidt efter lidt syntes hendes Helbred at lide oghendes friske Skjønhed at tabe sig i en forbausendeGrad. Hun søgte Eensomhed og tog kun med tydelig Ulyst Deel i Forlystelser og Selskaber, dem undtagen,som fandt Sted hjemme i Huset, og hvori hun kundehaabe at træffe Nogen af Lusards Landsmænd og opsnappe en eller anden lille Efterretning fra ham. FraParis havde han sendt hende et lille Brev, men dette Brev, som var indsluttet i et til Grossereren, og, ligesom dette, indeholdt Taksigelser for den ham udviste Godhed, var skrevet med den Forsigtighed, som naturligviis var nødvendig ved et Brev, der blev sendtaabent og paa denne Maade. Ferdinand havde senereskrevet til sine Nærmeste, og i et Brev til Claudineendt hende et fra Lusard, skrevet Aftenen før hans Afreise til Sambre- og Meuse-Armeen, hvorved han varbleven ansat. Disse Linier aandede den varmeste Kjærlighed og oplivede den længselfulde Pige for nogenTid, men snart var hendes hensvindende Sjæls- og Legems-Tilstand atter øiensynlig. Hendes Onkel ærgredesig meget over hende, og lod hende daglig høre, at hunvar bleven et andet Menneske, at han ikke som tilfornhavde enten Ære eller Glæde af hende, hvilket Altsammen ikke bidrog til hendes Opmuntring. Man havdekaldt en Læge, men Denne syntes usikker i at fatte hendesegenlige Sygdom, og da hun, som var uvant til Lægemidler, havde en stor Modbydelighed for disse, saatroede den gode Madame Valler det rettest under fireØine at betroe Lægen, der var en Ven af Huset, atClaudines Sygdom laae i Sjælen, og ikke kunde helbredes med legemlige Midler. Lægen, ligesom alleAndre, Madame Valler undtagen, skrev denne aandelige Sygdom paa Ferdinands Regning, og dadlede hamfor at have forladt en Pige, der ikke kunde leveuden ham.

Madame Valler bestræbte sig forgjæves for at adsprede Claudine, hun foresatte sig uophørlig at tale tilhende om hendes Hjertes Anliggende, men kunde aldrigfaae de Ord over sine Læber, som skulde indlede ensaadan Samtale. Hun sagde ved sig selv: Hvorledesskal jeg lære den unge Pige at overvinde LidenskabensMagt, jeg, som selv har bukket under for den? Ak!naar jeg seer paa hende, saa føler jeg for silde minUret imod hende. Jeg burde ikke have forladt vortLandsted, da jeg var nødt til der at modtage den syge Gjæst. Jeg burde have havt Opsyn med hans Pleie,og sendt den unge Pige til Byen, eller idetmindste beholdt hende under mine Øine. Valler ønskede egenlig,at jeg skulde blevet derude, men jeg turde ikke. Oghvorfor? Af Frygt for Dalunds Skinsyge. Ja jegføler det, et saadant Forhold, der synes os saa undskyldeligt, saa menneskelig tilgiveligt, det griber paa saamange uforudseete Maader ind i vort Liv og vorVandel, at Samvittighedens Fred vanskelig kan bestaaemed det. Gud tilgive mig! jeg skal aldrig mere ladedet hindre mig i at opfylde hvad jeg indseer at væremin Pligt.

Skjæbnen syntes strax at tage Madame Vallerpaa Ordet; thi ikke længe før Juul sagde Grossererenen Dag til sin Kone: Du har nok bemærket, at jeg inogen Tid har været i et forbandet ondt Lune; mendu maa vide, at jeg har indladt mig i en Speculation med et Huus i Amsterdam, hvorover jeg gaaer i DødsensAngst. Dog kan Alting blive meget godt endnu, især iifald din Broder, som er bosat derovre, vil være migbehjelpelig og indlade sig med mig i denne Affaire.

Han forklarede hende nu Sammenhængen, saagodt det lod sig gjøre, og tilføiede: Det er nødvendigt, at jeg selv reiser til Amsterdam jo før jo hellere, mendu veed nok, at din Broder, som jeg forresten elsker ogagter, ikke altid har, hvad man kalder, søbet af Fad med mig. Dig derimod bærer han paa Hænderne, ogsiger altid, at han kunde aldrig nægte dig Noget. Derfor vil det sagtens ikke hjelpe stort, at jeg reiser, medmindre du vil beslutte dig til at reise med mig.

— Jeg! reise nu, i Vinterens Hjerte?

— Ja det er sandt, det er en slem Aarstid at reisepaa, men endnu er Vinteren ikke streng, jeg skal indrette Alting saa beqvemt og mageligt for dig, som muligt, og du maa betænke, at det gjælder vor Velfærd.Naa lille Nore! du siger Ja, det forstaaer sig vel afsig selv?

— Ja! svarede hun bedrøvet, men erindrende sitovenomtalte Løfte.

Da Claudine næste Aften kom til den Tid, daFamilien sædvanligviis samledes, traf hun AdvocatDalund, der længe havde været ene med MadameValler. Det var tydeligt at see, at den Sidste havdegrædt, og at den Første var særdeles forstemt. Claudine erindrede sig hiin Samtale med Ferdinand, ogsagde ved sig selv: Hun er ganske forgrædt. Ja hunveed, hvad hemmelig Kjærlighed og Adskillelse vil sige.Ak! jeg turde gjerne betroe mig til denne Elskværdige,jeg vilde visselig ikke sinde nogen streng Dommer ihende. Kunde jeg bare saae alt Det udtalt, som trykkermit arme Hjerte!

Den næste Dag, som var en Søndag, var Madame Valler gaaet tidlig ud. Da hun kom hjem, sagdehun til Claudine: Du gjætter ikke, hvor jeg har været.Du maa ikke lee og ikke fortælle det til Nogen, menjeg har været i Kirke. Jeg forsikkrer Dig, kjære Claudine, at jeg i Sandhed føler mig trøstet og styrket derved. Det gjør mig ondt, at jeg ikke foreslog dig atfølge med mig. Jeg syntes, jeg maatte gaae ene, siddesaa afsondret som muligt. Tilgiv mig!

— Kjære Tante! Det er let tilgivet. Jeg veed ikkeselv … jeg tænker, at Præsten ikke vilde have sagt migmeget Andet, end hvad jeg kunde sige mig selv.

— Ja saaledes tale nu de saakaldte oplyste Folk,men jeg tør neppe sige, at det er Noget, de ikke forstaae, jeg mener, Noget, de ikke maae have følt: hvorledes det gaaer til Sjæl og Hjerte at høre de Tanker,man jo vel selv dunkelt har havt, — men dog ogsaakun dunkelt, — at høre disse Tanker klarere, skjønnereudtalte, ja endogsaa blot at høre dem udtalte af enAnden; det bekræfter, det styrker dem, og hvormegetmere paa dette Sted, paa denne Maade! Der givesdog Ting, som man ikke har Mod til at betroe nogetMenneske, og da er det, ligesom en indre Længsel medMagt drev os til at søge hen til de stille Steder, derere helligede en usynlig Ven, som ikke forlader og ikkefordømmer det svage Menneske. Jeg var iaftes saabedrøvet, denne forestaaende Reise opfyldte mig med Frygt, den forekom mig saa besværlig, saa farlig. Detvar, som en mørk Anelse sagde mig, at jeg aldrigskulde see mit kjære Hjem igjen; og da jeg kom i Kirkenog hørte Orgelets Toner, saa maatte jeg ret græde;men det var ikke af Sorg: en forunderlig Følelse grebmig, som om jeg var skilt fra denne Verden og aldens Forvirring. Præsten talte om den Fortrøstning,som det giver at opfylde sin Pligt; jeg anvendte disseOrd paa mig selv og paa denne mig uvelkomne Reise,og jeg syntes, at Velsignelsen blev lyst over mit Forehavende.

Bedrøvet sagde Claudine: Men jeg! hvad skal derblive af mig, naar du reiser bort?»

— Du skal blive her, min egen Claudine, hos vorgamle, trofaste Susanne. Jeg havde ønsket, at minStedsøn, den stakkels Christian, skulde være bleven herhjemme hos dig, men hans Fader vil endelig sætte hami Kost hos hans Lærer. Jeg har tænkt saameget paadig og for lang Tid siden besluttet at forsøge paa atfaae dig tilbage fra Tante Malfred til næste Vinter,og da faae det saaledes afgjort, at vi for Eftertidenbeholde dig her. Til Foraaret maa du sagtens reiseover til din Tante for ikke at fortørne hende; meninden den Tid kunne vi da aftale Meget; thi om enMaaned eller høist to vil jeg sikkert være hjemme igjen.Imidlertid plei din Sundhed og søg at opmuntre dig Med inderlig Godhed, forhøiet ved et yndigt Udtrykaf Undseelse, indledede nu Madame Valler en fortroligSamtale med Claudine. Hendes fine Følelse svarededen unge Pige Tilstaaelsen af hendes Hjerte-Anliggende.»Jeg veed,« sagde hun, »hvorover du sørger: Duelsker Lusard og han dig.« Claudines Hjerte aabnedesig for denne milde Trøst, der blev hende tilbudt. Huntalte om sin Kjærlighed, om sin Længsel, og med mangeTaarer om sin Angst for den Fraværende, fra hvemhun saa længe Intet havde hørt, Angst for hans Liv,Angst for at være allerede glemt af ham. Den godeTante trøstede hende, hvad det Sidste angik, med Krigens Tummel og Forvirring, der gjorde al Correspondance mislig og ofte umulig; hun lovede at skrive tilClaudine under deres Adskillelse og gjøre sig al Møiefor at opspørge nogen Efterretning om Lusard. Mensaa oprigtig og fortrolig som denne Samtale end var,saa var der dog et vigtigt Punkt, som ingen af Parterne kunde overtale sig til at berøre. Saa uskyldigsom Claudine visselig var, saa grebes hun dog i densenere Tid af en ængstelig Anelse, som hun ikke havdeMod til at forfølge med Tankerne. Ogsaa MadameValler havde ofte med Skræk tænkt paa de muligeFølger af de unge Elskendes Ophold paa Landstedet.Men hverken Tanten eller Niecen turde berøre et saadelicat Anliggende. Paa den ene Side Frygt for at fornærme, og dyb Skamfuldhed paa den anden, bandtBegges Tunge. De fortrøstede sig til snart at seesigjen, og da Claudines Helbred paa den senere Tid varbedre, sandt de sig ogsaa derved noget beroligede.

En Lædskedrik for den ængstede Claudine var imidlertid meget nær, thi allerede næste Aften gav Grossereren et lille Afskedsgilde for sine Omgangsvenner, ogved dette omtalte Republicanerne de lykkelige Efterretninger om deres Armees seierrige Fremgang i Hollandunder Pichegrus Anførsel, og berettede ved denne Leilighed, at deres fælleds Ven Lusard var blandt Dem,som i Generalens Rapport vare nævnede med Udmærkelse, og at han tillige var avanceret et Par Grader.Claudine kunde i sit Hjertes Glæde ikke undlade atspørge, om der var kommet Brev fra ham, men detbenægtedes strax som noget under disse Omstændighedernæsten Umuligt. Fra Ferdinand derimod indløb derBreve i de samme Dage. Han syntes allerede at havetabt Noget af den høie Begeistring, de dristige Forventninger, hvormed han havde nærmet sig det galliskeLand, men han omtalte derimod med stor Varme enung Genfer, hvis Bekjendtskab han havde gjort i Paris.Allerede de sidste Dage i Aaret tiltraadte nu Grossereren og hans Kone deres Reise, og Claudine, megetoplivet af de sidste Efterretninger fra den Elskede, saae dem reise med temmelig Rolighed og med Haab omderes lovede snarlige Hjemkomst.

Denne Hjemkomst drog imidlertid i Langdrag.Grossererens Planer kronedes med Held, men derimod hændteham det Uheld, at han ved et uforsigtigt Spring fraen Vogn brækkede sit Been. Skjøndt Tilfældet ikke varfarligt, led han dog endeel, især af en meget stor Utaalmodighed. Den fromme Eleonore pleiede ham Dagog Nat med den største Troskab. I sine Breve tilClaudine beklagede hun sig aldrig, men den inderligsteLængsel udlyste af dem. Saaledes var man allerede iSlutningen af Marts Maaned, uden at Afreisen fraAmsterdam endnu kunde bestemmes. Den stakkels Claudine var Fortvivlelsen nær. Indsluttet i sig selv og isit eensomme Værelse, uden Raad eller Støtte, forfulgtaf den græsselige Formodning, at Lusard, fra hvemman slet Intet hørte, maaskee var død eller troløs,syntes hun sig selv at være forladt af Himmel og Jord.Endelig tog hun den eneste fornuftige Beslutning, somunder disse Omstændigheder var at tage: Hun skrevtil Madame Valler, og betroede hende Alting, overgivende sig aldeles i hendes milde Hænder, bestemt tilat følge hendes Villie som den eneste Ledestjerne i detMørke, der omgav den truende Fremtid. For sildig— saaledes skrev hun — følte hun nu, hvormeget hunhavde forsyndet sig imod et Huus, der saa kjærligt havde modtaget hende, og som hun nu blev en trykkende Byrde »Ak!« tilføiede hun: »I min grændseløse Begeistring for den skjønne, ædle Mand, som jegelskede, var jeg stolt af at tilhøre ham, af at bringehans Kjærlighed ethvert Offer uden Forbeholdenhed, afat være bunden til ham med alle tænkelige Baand.I min Uerfarenhed og Letsindighed tænkte jeg ikke paade skrækkelige Følger, som nu have ramt, ikke migallene, ikke allene de faa Mennesker, som tage Deel imin Skjæbne, men et ulykkeligt Væsen, hvis Tilværelseopfylder mig med Angst og Smerte. Mit bedste Haaber, at Gud vil føre os Begge bort fra en Verden,som vil forskyde os. Gud vil ikke forskyde os, og du,kjære Tante, du vil det ikke heller. Vær barmhjertig som han, og antag dig din ulykkelige Claudine.«

Dette Brev, som bar tydelige Præg af den skjælvende Haand, hvormed det var skrevet, bragte Claudine selv paa Posthuset, for at forvisse sig om, at detsikkert blev besørget, og et Glimt af Haab og Beroligelse vederqvægede hendes angstfulde Sjæl. Den aldrende Husholderske, som godt indsaae den Stilling,hvori hendes unge Jomfru befandt sig, forsøgte et ParGange at bringe den vanskelige Materie paa Bane,men Claudine, som levede i den ungdommelige Illusion,at hun formaaede at skjule sin Tilstand, indlod sig ikke med hende. Den gode Jomfru Susanne tog da, ligesom Claudine, det Parti at skrive til Madame Valler,og de opfatte saaledes Begge al videre Beslutning tilHuusfruens Svar og forønskede Hjemkomst. Imidlertidtalte man Dagene af den kostbare Tid, men inden manendnu kunde vente noget Svar fra de Fraværende,kom, som et Billede fra en tung Drøm, JustitsraadValler, med et Ansigt der strax bebudede et UlykkensBud, og med Omsvøb, der kun spændte den angstfuldeForventning, udtalte han endelig den sørgelige Nyhed,at den smukke, gode Eleonore Valler var død. Et ParDages Sygdom havde været Nok til at ende dette tilsyneladende saa frodige Liv. Denne uventede Efterretning udbredte den største Deeltagelse mellem Bekjendteog Ubekjendte, og en dyb Smerte i den Kreds, dernærmere eller fjernere stod den Tabte nær. Claudinevar aldeles bedøvet af dette haarde Slag, og i flereDage sad hun taus og villieløs til Skræk for den velmenende Susanne, der forgjæves bestræbte sig for atudrive hende af denne Sløvhed. En Morgen fik hunen Billet fra Advocat Dalund. I faa Ord sagde hanhende farvel, da han stod ifærd med at reise til Udlandet, og havde derfor paa ubestemt Tid overdraget sineForretninger til en Collega. Uden nærmere at omtaledet Passerede, tilføiede han blot følgende Ord: »Jegforlader Dem, kjære Claudine, med mange kjære Erindringer og hjertelige Ønsker for Deres Fremtid. Omog naar vi sees igjen, eller hvorhen min Vei gaaer,veed jeg i dette Øieblik ikke selv. Lyksalig Den, hvemintet Familiebaand og ingen indpræget Fordom holdertilbage fra kjækt at forlade denne hele jammerlige Verden!«

Man kunde vistnok uden Ubillighed sige, at denstakkels Claudine var noget nær et Offer for Tidsalderens gængse Ideer. Fra Ferdinands Tale og Digte,ligetil disse løst henkastede Ord, havde Alt ligesom forenet sig med hendes egen sværmeriske Sindsstemning,for i det beleiligste Øieblik at give hende i de Dæmoners Magt, der helst nærme sig det Bedste og Skjønneste. Ved Læsningen af de omtalte Ord hensank hun i dybe Tanker. Hun sagde ved sig selv: Dalund erulykkelig, han har mistet Den, han elskede. Det harogsaa jeg. Men han gaaer fri ud i den vide Verden,han er ikke overgiven til Nød og Skjændsel, som jeg.Han har endnu en Moder, en Broder og en Søster;jeg har Ingen, intet Menneske paa Jorden. Mineneste Veninde er død, for evig borte, og — o Gud!mit Brev! Nu først husker jeg paa det, hvor er mitBrev? I hvis Hænder er det faldet? Nei jeg kan ikkeleve! Hvad skal hindre mig fra kjækt at forlade dennehele jammerlige Verden? Intet Baand binder mig.Næsten et halvt Aar er gaaet, uden at Lusard har ladet mig høre fra sig. Hvor kan Krigen saaledes hindre ham? Om jeg var i tusinde Krige, jeg skulde velsinde Middel til at erindre ham om mig og min Trofasthed. Nei, han er død, … eller han har glemtmig. Nei nei! det har han ikke! han er død! Oghvad hindrer mig da fra at følge ham? fra at bringeham sit Barn? Ingen indpræget Fordom skal holde mig tilbage. De Ædleste, de Uskyldigste have valgt en frivillig Død, og foretrukket den for Skam og Tvang og Verdens Foragt. Dersom der er en Gud, skulde da han forskyde disse høimodige Mennesker? Nei jeg frygter ikke hans Dom. Var min Død ikke hans Villie, saa vilde han have sendt mig en frelsende Haand.

Den Overgang fra en sløv til en exalteret Stemning, hvori Claudine nu befandt sig, forekom hendesom Følgen af en ophøiet Rolighed. Hun besluttedeikke at ville see den naeste Dag. Hun sagde ved sigselv: Ofte naar jeg saae ud over Havet, faldt det migind, hvor naturlig den mythologiske Forestilling er, at vipaa Veien fra denne Verden til en anden drage overBølgerne. Vi vugges paa dem som Børn, der skulleberoliges efter at have grædt, de kjøle det hede Hjerte,de synge os isøvn med en monoton Vuggesang, de bringe os over til hiin Strandbred, uden Blodsudgydelse, uden den lumske Gifts Marter. Det er den Død,jeg vil vælge. Med et rask Spring vil jeg kaste mig ned i Charons Baad; og sender den uvenlige Strandmit stakkels Legeme op paa den Jord, jeg vil flye, ogforraader min Hemmelighed for Menneskene, saa ligemeget! deres onde Tale naaer ikke mit Øre, og jegforagter den.

Claudine anvendte den øvrige Deel af Dagen tilat lægge alle sine smaa Eiendomme i Orden, samtgjennemgaae og brænde de fleste af sine Papirer. EtHjerte af Krystal, hvori vare indesluttede en Lok afLusards Haar og en Blomst af dem, som paa Franskkaldes la pensée, og som den Elskende ved Afskedenude paa Landstedet havde foræret hende, løfte hun frasit Bryst, hvor hun altid bar det, og befæstede det medflere Rader Snore, som hun knyttede fast om sin Hals,af Frygt for at miste dette Klenodie i Døden; og daDagen begyndte at hælde, indsvøbte hun sig i Slør ogKaabe og tog Veien til et eensomt Sted ved Kallebodstrand bag nogle Tømmerstabler udenfor Vesterport.Udmattet og med synkende Mod satte hun sig paanoget Tømmer; hun søgte at fatte sig og at opvækkeden forrige Stemning. Skræk for Døden og Fortvivlelse over Livet kæmpede i den Ulykkeliges Indre. Maanen speilede sig i de sagte rullende Bølger, der brændteBlus paa Søen i Afstand. Foraarsaftenens Yndighed forøgede Claudines Smerte. Hun sad bøiet modJorden og holdt begge Hænder for Øinene, som for at unddrage sig Synet af Naturens Skjønhed, den velbekjendte beslægtede Natur, som hun havde isinde atforlade.

Da hørte hun pludselig sit Navn nævne, og dahun saae iveiret, stod den gamle Susanne for hendemed foldede Hænder og sagde med blødere Stemme,end der ellers pleiede at staae til hendes Raadighed:Min Gud og Herre! Jomfru Claudine! hvad har Deisinde? Jeg har liidt Angst for Dem i mange Dage,og idag troede jeg nok at mærke Uraad, og derfor harjeg fulgt efter Dem hele Veien hjemme fra. Jeg mener Dem det saa godt, luk dog ikke saadan DeresHjerte for Gud og Mennesker! Vorherre bevares! hvad har De isinde? Den gode Gud selv har maaskee førtmig herhen til Deres Redning.

Disse sidste Ord, der syntes at have en skjultSammenhæng med Claudines ovenanførte Tanke, atvar hendes Død ikke Guds Villie, vilde han vel sendehende et Menneske til Redning, faldt besynderligt paahendes Samvittighed. Hun brast i hæftig Graad. Susanne satte sig hos hende, slog sin Arm om hende ogstræbte med kjærlige Ord at aabne sig en Vei til hendes Hjerte. Gud forlade mig, sagde hun, Guds ogMenneskers Fiende vil gjerne lokke os til det Værste,og jeg var i gyselig Angst for at De her ved dette afskyelige Vand vilde gjøre Ende paa Dem selv og paaEen til.

Ja Susanne! svarede Claudine, jeg tænkte, det varbedst at døe, bedst for mig og bedst for … Ak hvadskal vi to Stakler her paa Jorden?

— Du milde Frelser! Ak, kjære Barn! har Desaaledes glemt Deres Christendom? Verden er jo ugudelig nuomstunder, men Deres salige Forældre havedog vist i Deres spæde Barndom lært Dem at bedeDeres Fadervor. Hvorfor skulde De døe? Det gaaerikke Dem værre end tusinde Andre. De kan være vispaa, at Det bliver skjult og dødt, som er hundredeGange forfærdeligere. Jeg har tænkt min Deel, daDe blev derude paa Landet allene med den unge Franskmand. Jeg var i mit Sind fortørnet paa mit Herskab derfor. Gud forlade mig min Synd! Det hed sig,han var syg. Jo vist var han! Men skeet er skeet, ogAlting kan blive godt endnu. Jeg har allerede betænktdet Hele. Vær nu fornuftig og giv Dem tilfreds oghør hvad jeg vil sige. Jeg har et Søskendebarn, envenlig, skikkelig og retskaffen Kone; hos hende skal De,naar Tiden kommer, faae Værelse og Pleie og Alting paa bedste Maade, og ingen Hund skal gjøe ad hvadvi tage os for. Hun og jeg skal være paa Raadom at skaffe en brav og honnet Kone, som kan modtagedet uskyldige Barn, saa er den hele Sag som død og magteslos. Nu følger De smukt hjem igjen med mig,og saa overlægge vi nærmere, hvordan vi bedst kanindrette os. Men slaa De kun Deres Lid til Gud.Han kan sende Det, som aldrig er faldet noget Menneske ind. Hvem veed! Hr Lusard kan komme igjen,inden man drømmer derom, og oprette Alting.

Naar et Menneske har udstaaet en Lidelse, dervel maa kunde lignes ved eensomt Fængsel, den at indslutte i sit Hjerte en Angst og Sorg, som man aldrighar givet Ord, som man troer en for menneskelige Øineskjult Hemmelighed, og for hvis Opdagelse man skjælver, saa er det en af de mange Modsigelser i denmenneskelige Sjæl, at det er en Lettelse, at opdage enMedvider, og en ubeskrivelig Trøst at høre Det, dersynes os saa stort, saa uhørt, omtales med en vis Lethed. Saa ofte hører man Folk sige, at almindelige, trivielle Trøstegrunde behøver man ikke at høre af Andre,dem kan Enhver, som har Lyst, sige sig selv. Menom De, der sige Dette, nogensinde havde følt sig aldelessønderknuste af Skjæbnen, eller, endnu værre, ved Følgerne af egen Uret, saa vilde de kjende den uendeligeForskjel, der er paa de Ord, vi sige os selv i SorgensTime, og dem, som siges os af en Anden, der medBesindighed overskuer vor Stilling. De almindelige,trivielle Sætninger indeholde som oftest en sund Fornuft, som næsten Alt hvad man kalder Folkeviisdom; udtalte med Kjærlighed faae de ved den en egen Velsignelse, og det Haab, der i vore Samtaler med os selvkun synes os en Lygtemand, faaer ligesom Kjød ogBlod; naar det tilføres os ved en Andens Haand.

Claudine følte Sandheden af denne Paastand. Forførste Gang i flere Maaneder hvilede hendes skjælvendeHaand i et velvilligt Menneskes, og et mildt Ordnaaede hendes Øre. Hun fulgte hjem, Arm i Armmed Susanne, og da hun ved Nattens Komme befandtsig ene i sit hyggelige Værelse, som hun havde forladtmed den Beslutning aldrig mere at betræde det, forekom hun sig selv som vaagnet fra Døden til et nyt Liv,og for første Gang i flere Aar kastede hun sig ydmygog angerfuld ned for Guds Ansigt, takkede ham forsin Redning og overgav sin Fremtids Skjæbne i hansHaand. Fra nu af sad hun, vistnok bekymret, menstille og taalmodig, ivrig beskjæftiget med de Arbeider,som Omsorg for det nærforestaaende Tidspunit udkrævede. Den gamle Susanne ordnede alt Fornødent meden Travlhed, der syntes at gjøre hende en stor Fornøielse. De før omtalte glimrende Smykker, Grosererens Gave i de glimrende Dage, tilligemed flere smaaLuxusartikler af ringere Værd, besørgede Susanne forvandlede til rede Penge, og den lille Capital fandtesfuldkommen tilstrækkelig til alle Udgifter i den førsteTid. For Folkene i Huset hed det sig, at Jomfru Claudine skulde reise til sin Tante i Tydskland, hendesTøi blev indpakket, og Susanne vidste saa snildt atfjerne alle Vidner den Aften, der bragte den syge Claudine til det for hende bestemte Tilflugtsted, at Ingenden næste Morgen tvivlede paa, at jo Jomfruen, indenman ventede det, var bleven afhentet af det fremmedeHerskab, med hvilket det hed sig, at hun skulde foretageReisen.

Da Morgensolen paa denne Dag tittede ind i detlille hyggelige Kammer, hvori Claudine laae i en sneehvid Seng, kyssede dens rødlige Straaler, som til Velkomst paa denne Jord, en lille Dreng i den unge Moders Arm. Aldrig anede Følelser gjennemstrømmedeClaudines Sjæl. Henrykkelse, Veemod, en ny, hidtilukjendt, unævnelig, Alt overveiende Kjærlighed varopgaaet for hendes indre Sands, og med Skræk tænktehun allerede paa, at Omstændighederne snart vilde frarøve hende denne Skat, hvis uvurdeerlige Værd hun isin ulykkelige Sindsstemning ikke tilforn havde tænkt sig.Imidlertid var Øieblikket saa lyksaligt. Hun betragtedesin Søn med glad Forundring, søgte i hans lille Ansigtat opdage Spor af den elskede Faders Træk, og bedækkede hans smaa Hænder med sine Kysse.

Den Kone, i hvis simple, men behagelige HjemClaudine befandt sig, var en Skipper-Enke ved NavnMadame Lyng, som af sin forrige Velstand havde det lille Huus tilbage, hvilket hun beboede, og hvoraf hun bortleiede nogle Værelser. Hun havde gaaet meget igjennem i Livet, og var et af de aldrig noksom paaskjønnedeMennesker, hos hvem Hjertets Godhed og Blødhed træderi Stedet for Opdragelse og Dannelse, og hvem Erindringen om de egne udstandne Lidelser og Forurettelser lærer Fiinhed i Omgang, tiltrods for enhver udvortes Stilling i Livet. Med uforstilt Deeltagelse modtoghun den unge Patient, pleiede hende med største Ømhed, og aldrig kom mindste nysgjerrige Spørgsmaal,mindste udelicate Hentydning over hendes Læber.

Det var aftalt, at Claudine skulde opholde sig enMaaned hos denne Enke, hos hvem hun befandt sigsaa vel, at hun ønskede aldrig at være nødt til at forlade dette Tilflugtsted, og mangengang næsten bedrøvedes over den Hurtighed, hvormed hendes Helbred ogKræfter vendte tilbage. Susanne, der jævnlig besøgtehende, bragte et Par Gange den Kone med, som hunhavde udseet til Barnets Pleiemoder, men MadameLyng, der bemærkede det smertelige Indtryk, som Synet af denne Person gjorde paa Claudine, erklæredeSusanne, at Barnet ikke maatte tages fra Moderen,saalænge denne opholdt sig i hendes Huus.

Den tredie Uge af denne Maaned var næsten udløbet, da Susanne en Dag med megen Iilfærdighedkom og bragte Breve, som samme Morgen vare ankomne baade til hende selv og til Claudine. Med bankende Hjerte gjenkjendte Denne sin Onkels Haand paaUdskriften af det ene, og Tante Malfreds paa det andet. Grossereren underrettede sin Niece om, at detføromtalte Brev til hans afdøde Kone var ankommetet Par Dage efter hendes Død, at han havde aabnetog læst baade dette Brev og et fra Susanne, langt fra atane, at noget af dem kunde indeholde nogen Hemmelighed, mindst en saadan som han til sin Sorg og størsteOverraskelse havde erfaret ved Læsningen af dem begge.Han vilde — skrev han — afholde sig fra at gjøreClaudine Bebreidelser, men troede medrette at kunnefordre, at hun nu aldeles rettede sig efter de Forholdsregler, som han nærmere havde detailleret i sit Brev tilSusanne, og for hvis Efterlevelse han havde paalagtden gamle Pige Ansvaret. Fra Tante Malfred havdehan havt Brev, og et af lignende Indhold vilde formodenlig allerede være i Claudines Hænder, og hunvilde deraf have erfaret, hvad Vei hun havde at gaae,og takke sin gode Skjæbne, der båd hende et saa lyksaligt Middel til at oprette den Skam, hun havde paaførtsig selv og sin Familie.

I Tante Malfreds Brev befalede denne strengeDame sin Pleiedatter, jo før jo heller at begive sig til hendes nye Hjem i Mecklenborg, hvor en stor, uforudseetLykke ventede hende. Af det heri indlagte Brev vilde hun faae at vide, hvorom Talen var, og — tilføiedeTanten, — hvor utrolig megen Daarlighed der end forTiden var indtrængt i Verden, saa vilde det dog velvære utænkeligt, at en Pige uden Formue og nogensomhelst Udsigt i Fremtiden kunde skyde en saadan Lykkefra sig. Desværre havde hun for silde erfaret, atClaudine under sit Ophold i Kjøbenhavn havde levet iden fordærveligste Omgangskreds, men om Daarligheden saaledes skulde have indtrængt sig i hendes letsindige Hoved, at hun skulde afslaae et Tilbud som det,hvormed hun i indlagte Brev blev beæret, vilde Tanten ikke mere erkjende hende for sin Søsterdatter. Claudine gjættede med Forfærdelse Indholdet af dette i Tantens indsluttede Brev. Det var nemlig et formeligtFrierbrev fra den føromtalte tydske Kjøbmand, der havdetilbragt en Dag af den forrige Sommer paa Landstedet, og hvis forelskede Blikke og Adfærd ikke vare undgaaet den unge Pige.

Susanne kunde neppe lade den ængstede ClaudineTid til at gjennemløbe disse Breve, men bad hende medtravl Urolighed at læse det, hun selv havde modtaget,hvis Vigtighed hun ikke noksom kunde bebude, og virkelig var ogsaa dette Brev vigtigt nok for den stakkelsClaudine; thi Grossereren paalagde deri Susanne, under Trudsel af det fuldkomne Tab af hans Gunst oghendes Plads i hans Huus, at sørge for, at Claudines Feiltrin blev en Hemmelighed for Verden, at væreansvarlig for, at Barnet strax blev udsat til Folk,hvor dets Tilværelse kunde forblive skjult, og Moderen, saasnart hendes Helbred paa nogen Maade tillod det, uopholdelig besørget til Mecklenborg. De Udgifter, som vare nødvendige ved denne Leilighed, kundehun reqvirere paa hans Contor, indtil hans Hjemkomst,der var lige forhaanden. Han ønskede, at Claudine,om muligt, maatte være reist, inden han gjensaae sitHuus, der desuden var ham sørgeligt nok. Han nægtede ikke, at han var meget vred paa sin uværdigeBroderdatter, og endnu mere paa hendes letsindigeForfører, der saa skjændigen havde misbrugt hans Gjæstfrihed.

Med hede Taarer, men ganske taus, lagde Claudine Brevet sammen og gav det tilbage til Susanne.Ja søde Jomfru! sagde Denne, nu seer De da selv, atdet er min Pligt at maatte paastaae, at Barnet so førjo heller kommer til den skikkelige Kone, De har seet.Jeg skal have Øie med det, det lover jeg, og Pengeville vi nu ikke mangle, saa Vorherre har jo magetdet godt for os, eftersom det var galt. Maae vi nuikke hente Barnet imorgen eller iaften? Ikke sandt, vimaae? Og naar De saa i næste Uge med Guds Hjelper saa vel, at De kan taale Reisen ….

Madame Lyng, der saae de døende Blikke, som den ganske blege unge Moder kastede til sin SønsVugge, afbrød Susannes Talestrøm og svarede: Nei,om Reisen kan der ikke være Spørgsmaal endnu; desire Uger, vi have accorderet om, ere ikke forløbne, ogfør vil jeg ikke miste min lille Dame, og Barnet kanI heller ikke faae hverken idag, eller imorgen eller iovermorgen. Det er ikke døbt endnu. Paa Søndag skaldet i Kirke. Jeg har selv gjort Aftale med Præsten,som har været mig behjelpelig med at indrette Alt hvadder hører sig til. Den lille Moder og jeg skal selvbære det til Daaben, og min Logerende hernede skalvære Fadder, det har han lovet mig at være, for etVidne vil Præsten have. Saadan har jeg indrettet det,og vil du selv være med, skal det fornøie os.

Jeg vilde gjerne, svarede Susanne, men i denne Tid, da jeg venter min Herre hjem, har jeg saamegetAndet at passe, at det overgaaer mine Kræfter. MenGud forbarme sig! hvad er dog forresten alt Dette —om jeg maa sige det — for dumme Indretninger?Skal Jomfru Claudine, som har saamange Bekjendteher i Byen, komme i Kirken paa de Maader, hvorhun kan blive seet af Gud og al Verden?

— Ja, af Gud, det er vist, men ikke af al Verden, thi i den Kirke komme ikke Mange, og Præsten,som er min gode Velynder, har bestemt os en Tidstrax efter Gudstjenesten, da der ikke vil være Nogen, uden et simpelt Barn, som ingen Andre end Forældrenekomme med, og dem kjende vi ikke, saa vi kan værerolige i den Henseende.

— Naa, og ovenikjøbet skal en fremmed Mandstaae Fadder?

Ja, min gamle Logerende, svarede Madame Lyngleende: Han skal ikke forraade Mange. Han er tunghør og saa kortsynet, at han ikke vil kunne see, hvemder sidder i Karreten paa Sædet ligefor ham. Hanvilde ikke kjende vor lille Dame igjen, om det saa kunderedde hans Liv. Forresten er det en god Mand, somikke er nysgjerrig.

Med betænkelig Mine og rystende paa Hovedetsagde Susanne: Ja Gud forlade dig, om du gjør migulykkelig! Grossereren kan komme, førend man veed afdet, jeg kan ikke lyve for den gode Mand, jeg i saamange Aar har tjent tro og redelig. Men i GudsNavn! Efter Søndag altsaa, saa tales vi da ved.

— Nei, Ugen skal gaae tilende, inden du maa taleom Barnet.

— Hele Ugen? Herre Gud, Grethe! hvor kandu være saa urimelig? Naa farvel! jeg har Andet atgjøre end at staae her og ærgre mig.

Med hjertelig Deeltagelse betragtede den godeMadame Lyng den dybe Nedslagenhed, som efter denneSamtale udlyste af Claudines hele Væsen. Hun stræbte at opmuntre hende ved sin Omsorg, sin umiskjendeligeVelvillie, men vidste imidlertid intet Middel til at afvende den Skjæbne, der truede den bedrøvede Moder;ja endogsaa det nylig anvendte Palliativ, at vinde Tid,vilde snart ikke mere være brugbart.

Saaledes hengik et Par Dage, og Søndag Morgen kom, da Barnet skulde døbes. Foraarssolen skinnede saa varmt ind i det lille Kammer, at MadameLyng aabnede et Vindue i det større, tilstødende Værelse og lod Døren til dette staae aaben. Man varnetop færdig med at pynte den lille Dreng; MadameLyng lagde ham i Claudines Arme og sagde: Jeg harflere Gange havt mine Anelser og en egen Forudvidenhed ved høitidelige Leiligheder som den, hvortil vi nustunde, og det bæres mig sikkert for, at hvordan detnu gaaer eller ikke, saa vil dette søde Barn blive DeresLykke og Glæde i Verden.

Det bankede imidlertid stærkt paa den yderste Dør.Madame Lyng trak Skjertnbrættet frem for Kammerdøren, som hun lod staae aaben. Claudine benyttede sinEensomhed for at overgive sig til sine Følelser, huntrykkede sin Søn til sit bristefærdige Hjerte og lettederet ved at lade sine Taarer frit Løb. Hun havde kunmed adspredt Sands lagt Mærke til, at der var kommet et Besøg til Madame Lyng, og at en Fruentimmerstemme lød fra det næste Værelse gjennem den aabne Dør. Endelig blev hun opmærksom ved et Udbrud afhendes Vertindes ellers saa sagte Stemme: Hvad sigerDe? Nu det var en kjær Hilsen, De har bragt mig.Det er mange, mange Tider siden jeg hørte fra mingode Christiane, som jeg aldrig har glemt.

— Da har hun saamænd heller ikke glemt Dem.Det var i vore gode Dage, vi vare sammen, siger hun:da de onde kom, bleve vi adskilte.

— Det glæder mig, at De har besøgt hende.Hun lever endnu i sin Landsby?

— Ja hun har endnu bestandig sin gamle nydelige Bolig, og der er saa propert og hyggeligt hoshende; man kunde være der med Fornøielse alle sineLevedage.

— Men boer hun ganske ene?

— Ja med en lille Bondepige, som tjener hendeog som hun har oplært.

Mine Tanker, sagde Madame Lyng, have mangen Dag været hos vor gode Christiane, jeg har tidt forundret mig over, hvorledes hun i saamange Aar harkunnet ernære sig derude paa Landet.

— Jo seer De! Bonderne der i Egnen ere velhavende. I Alt, hvad de saadan kostede paa deresStads og den Slags Ting, saa var der Ingen somjo søgte Madame Christiane, som de kalde hende, ellerMadame Nissen, som hun hedder hos de Fornemmere, for hun har ogsaa havt Arbeide fra Kjøbstaden straxderved og fra Herregaardene rundt omkring. Hun varaltid saa net i sine Hænder, hun syede Skrædersyningog broderede Huer og Livstykker og jeg veed ikke hvad,og hun underviste ogsaa Pigebørn fra Byen og Herregaarden i Haandarbeide. Stedet er jo saa langt fraKjøbenhavn, saa Folk takke Gud for et Menneske iNærheden som Madame Christiane. Ja hidtil er detgaaet godt, men nu begynder hun rigtignok at frygtefor Fremtiden, thi hverken Øine eller Kræfter ville mereret staae bi. Hun vilde gjerne have et anstændigtyngre Fruentimmer i Compagnie med sig til sin Hjelp,men hvor findes saadan En? Madame Christiane ervirkelig et dannet Fruentimmer, hun har ordenlig etfornemt Væsen.

O! sagde Madame Lyng: De skulde have seethende i vore gode Dage, som hun kalder dem. Hunvar den smukkeste og nydeligste Pige, man vilde see.Hvem skulde tænkt, at hendes Skjæbne var bleven saaslet i Verden?

— Ja du gode Gud! hun er skammelig behandlet i sin Ungdom. Han giftede sig jo med en Andenligefor hendes Øine, det afskyelige Menneske, som huntroede saa godt. Men ret gjorde hun, hun gik sinVei, Dagen for Brylluppet skulde staae. Pokker maatteda være Selskabsjomfru hos saadan en Junkers Mama. Hun gik da til sin Moster, Forpagterens Kone, som hjalphende med Raad og Daad til at kunne bosætte sig forsig selv i Landsbyen, da hun havde født Drengen.Men jeg snakker! Alt Det veed De vel lige saa godtsom jeg.

— Nei, de nærmere Omstændigheder ved hendesSkjæbne veed jeg kun saa løselig. Lever hendes Søn?Og hvor er han?

— Aa han er hos Vorherre for Sneese Aar siden.Han døde, da han var ikke ældre end halvandet Aar,og veed De, hvad hun siger? Af alle hendes Ulykker,siger hun, er det den største, at hun mistede den Dreng.Det er jo egenlig urimeligt, thi Herregud! saadant etuægte Barn, som ingen Fader har, og som dog Moderen kan være nødt til at lade komme ud til Fremmede ….

Ved denne Vending af Samtalen reiste MadameLyng sig hurtig og skjød Døren i til Claudines Kammer, og da den Fremmede strax efter gik, kom huniilfærdig, hentede Moder og Barn og førte dem ned iKarreten, som holdt for Døren, og hvori den omtaltegamle Mand allerede sad, og saae ud, som om hanhalvveis sov.

Ved Indtrædelsen i den store, næsten aldeles mennesketomme Kirke følte Claudine sig forunderlig tilmode.Det var fire Aar siden, at hun som Confirmand havde staaet paa Kirkegulvet, og med Undtagelse af den Morgen, da hun faa Dage efter gik til Alters, havde hunikke nærmet sig de hellige Hvælvinger før idag, da hunsom en forladt, fattig Moder bragte sit faderløse Barntil Daaben. I Kirkestolen, hvor Fadderne i faa Minuter opholdt sig, sad ogsaa det af Madame Lyng nævnede simple Ægtepar med deres Barn. Ak, sukkedeClaudine i sine stille Tanker, hvor ere disse Forældrelykkelige! Vel bærer deres Udseende Præg af Møie ogGjenvordighed, rimeligviis vende de hjem til en ringeBolig, hvor intet Festligt venter dem, men de bringederes Barn til deres eget Hjem, hvor Ingen tør berøve dem det. De ere To til at dele Livets Byrde ogtil at elske deres Barn.

Kirkebetjenten gav nu Tegn til at Præsten ventede, og den lille Forsamling traadte ud paa Kirkegulvet, hvor Præsten, en aldrende, hvidhaarrt Mand, lodsit milde Blik møde den undseelige Moder, og hanssonore Stemme begyndte nu at gjenlyde i det høieRum. Ritualen, som bruges ved denne høitideligeHandling, var Claudine saagodt som ganske ubekjendt.Den tiltalte hende paa en hende selv uforklarlig Maade.Det skjønne Evangelium om Jesus, der tager de smaaBørn i Favn og velsigner dem, greb hende saa dybt,at hun ikke var Herre over sine Taarer, der faldt somDugdraaber paa Barnet i hendes Arme. Hun kaldte sin Søn Charles efter hans Fader, og Billedet afden tabte Elskede stod reent og uden Mistro for hendes Sjæl.

Da hun kom hjem, kastede hun sig i MadameLyngs Arme. Hendes Kinder blussede. Den ældreVeninde saae paa hende med Forundring. De forekommer mig som forvandlet, sagde hun. — Ja det er jeg,svarede Claudine: O kjære Veninde! De, som er deteneste Menneske i Verden, til hvem jeg tør betroe mig,o hav Medlidenhed med mig! Jeg kan ikke give mitBarn fra mig! Jeg kan det ikke! jeg bør det ikke! Ak,om De vidste, hvad der er forgaaet i mit inderste Væsen under den hellige Handling, hvorfra vi komme! Jamin kjære Tante Eleonore havde Ret. I Kirkensstille Helligdom findes en Ven, som ikke forlader os iSorgens Time. Det forekom mig saa levende, at jegvar En af de Qvinder, som med bekymret Hjerte bragtesit Barn til Frelseren, at De, som omgave ham, vildestøde den stakkels Moder tilbage, men han selv kaldtehende med sin milde Stemme og tog det lille Barni sine mægtige Arme. En salig Følelse gjennemfoermig ved Tanken om, at jeg indviede ham min Søn,Korsets Betegnelse paa hans lille Ansigt og Bryst varmig et Tegn paa, at den milde Frelser vilde antage sigmin fattige Dreng som sin Eiendom. Ak! aldrighavde jeg troet, at slige Øieblikke kunde være til for mig. Men i min Sjæl sagde jeg: Jesus, Herre! Dusom har taget mit Barn i dine Arme, jeg lover digikke at slippe det af mine, jeg lover, at Moderen skalmed Troskab forsone, hvad Jomfruen letsindigen harfeilet, jeg forlader mig paa din Hjelp.

Den Begeistring, hvormed disse Yttringer bleveudtalte, rørte dybt den gode Madame Lyng. Ak, kjæreBarn! sagde hun: Hvad De siger, er saa smukt oggodt. Men desværre! Denne Verdens Trang og Nødtørft er saa tung at bære. Tro De mig! Jeg har prøvetden. Gud give, jeg formaaede at hjelpe Dem, menhvorledes skal vi bære os ad for at berede Dem ogDeres Søn en sorgfri Fremtid imod Deres FamiliesVillie?

Hør mig, svarede Claudine: Et Raad er blevetmig ligesom indgivet. Gud har ladet en Stemme taletil mig, ja en Stemme! thi mine Øine saae ikke Den,fra hvem den kom, og De, kjære Veninde, kan visselighjelpe mig.

Hun omtalte nu den Samtale, hvortil hun sammeMorgen havde været et usynligt Vidne. Den Christiane, hvis Skjæbne lignede hendes egen, ønskede enMedhjelper; at blive Denne var hendes høieste Attraa.Hun sagde: Jeg forstaaer mig godt paa mangehaandeArbeider, jeg kan ogsaa undervise Børn i boglige Kunster. Jeg skal være flittig og nøisom og en kjærlig Datter for Deres Veninde, blot hun vil tillade mig athave mit Barn hos mig og forunde mig saamegenDeel af Det, jeg kan fortjene, som en Moder vilde tilstaae sin Datter.

Madame Lyng syntes godt om denne Plan, derforekom hende ønskelig for begge Parter; kun indvendtehun sin Frygt for at skade Susanne. Det kan Ingenaf os ville, sagde hun, og Deres Familie, troer De,at den vil lade Dem rolig forblive i en saa ydmygStilling?

Claudine meente, at disse Vanskeligheder lode sigovervinde, og efter nærmere Overveielse blev man enigom en Fremgangsmaade, som man nu med Besindighed iværksatte. Madame Lyng skrev samme Dag tilden saakaldte Madame Christiane, og efter et Par Dages Forløb modtog hun et høist tilfredsstillende Svar.Med Længsel ventede Christiane sin unge Veninde, somhun udtrykte sig, og en Bonde fra Landsbyen, som varOverbringer af Brevet, havde paataget sig at befordreden unge Dame eller idetmindste hendes Tøi. MadameLyng medgav ham Claudines Kuffert og et Brev,hvorpaa den unge Veninde havde tilføiet nogle Linier.Opgaven var nu at kunne udføre sin Plan uden at paadrage Susanne nogensomhelst Ubehagelighed. Hun maatte med al Sandfærdighed kunne forsikkre sin Herre,at hans Befalinger vare efterlevede, og da det Modsatte snart vilde opdages, maatte hun med ligesaa godSamvittighed kunne bevidne sin Uvidenhed og Uskyldighed. Claudine kjendte sin Onkel nok for at stole paa,at naar han kun først havde faaet den Forsikkring, athans Villie var efterkommen, vilde han ikke lettelig ofterebringe en Sag paa Bane, der var ham ubehagelig, saaSusanne kunde vel i nogen Tid have opdaget Hemmeligheden uden at behøve at tage sin Tilflugt til Usandhed for at skjule den, og opdage den vilde hun megetsnart, naar hun i sin Troskyldighed gik hen for at seetil Barnet. Man valgte derfor til Claudines Afreiseen Dag, da man vidste, at Susannes Tid ganske varoptagen af huuslige Forretninger, og at hun, for atvente sin Herre, vist ikke i et Par Dage vilde forladeHuset, hvilket hun heller ikke vilde faae Leilighed til deførste Dage efter hans Ankomst. Madame Lyng havdeforskaffet Claudine en Befordring med en halv tillukketRetourvogn, som skulde bringe hende til et Verthuus,en Miilsvei fra den Landsby, som var hendes ReisesMaal. Denne Landsby laae ikke paa den almindeligePostroute, men fra det Verthuus, hvor hun skulde udhvile om Natten, vilde hun lettelig den næste Morgenfinde en Leilighed til at blive befordret til sin Bestemmelse.

Dagen før sin Bortreise skrev Claudine til sinOnkel, takkede ham for den Tid, hun havde tilbragt i hans Huus, bad om hans Tilgivelse, og uden videreat omtale sine Planer for Fremtiden, bad hun hamansee hende, som om hun deelte sin uforglemmeligeTantes Grav. Hun skrev ogsaa til Tante Malfred,afslog med høflige, men bestemte Ord det projecteredeGiftermaal, og tilføiede, at hun nu ret havde føltSandheden af Tantens gjentagne Yttring, at en Pigei hendes Stilling burde kunne ernære sig selv, og daen god Plads i et anstændigt Huus i en af Provindserne var bleven hende tilbuden, saa haabede hun, athendes Tante tillod hende at vælge denne Vei til Uafhængighed. Brevet endte med mange Taksigelser forden Underviisning og Opdragelse, som gjorde et saadantSkridt muligt for hende. Dette Brev skulde først omen Uges Tid bortsendes, det andet til Onklen skuldeleveres ham efter hans Hjemkomst. Man havde medomhyggeligt Overlæg betænkt Alt hvad der kunde tjenetil at skjule Claudines Opholdssted. Hun vilde ombyttesin Faders Familienavn med hans Døbenavn, ogkalde sig efter dette Johansen, dernæst skulde hunifølge Christianes Ønske udgives for Enke efter en Sømand, der var bleven borte paa en Søreise.

Om Aftenen kom Susanne. Man sagde hende,at Claudine Dagen efter vilde reise, og Madame Lynglovede at besørge Barnet hen til dets Bestemmelse.Claudine tog kjærlig Afsked med Susanne, erindrede med et rørt Hjerte hvad hun skyldte den gamle velmenende Veninde, og bad hende modtage et lille overblevet Smykke til Erindring om hende og hiin Aften,da Susanne havde været hendes gode Engel. Megetbevæget og fornøiet modtog den gamle Pige baadeSmykket og Brevet til Onklen. Med et lettet Sindgik hun hjem, og tidlig næste Morgen bragte den godeMadame Lyng Claudine ubemærket til det Sted, hvorVognen ventede, og ganske skjult under dens Dækkerullede Moder og Barn ud af Byens Port.

Det var en varm og skjøn Junidag. Efter overstandne legemlige Smerter, efter lange, tunge DagesSorg og Angst at føle sig under Guds klare Himmel,sund og fri, med sin bedste Skat reddet af Skibbruddet,er vistnok Noget af det Lyksaligste, som i vor jordiskeTilværelse kan blive os stakkels Dødelige til Deel. Claudine nød en saadan salig Fornemmelse. Hun inddrogbegjærlig den friske, af Sommerdagens Vellugt opfyldteLuft i sit lettede Bryst; hun hilsede de lysegrønne Træer,den af Anemoner blomstrende Eng, som Ungdoms-Venner fra sit eget Foraars Dage. Smaafuglene, somfløi til deres i Busken skjulte Rede, hvor de gjemtederes Unger for hver røverisk Haand, syntes hende atdele Skjæbne med hende, og med deres Sang og Qviddren at ønske hende Lykke. Men faa glad hun endvar, saa blev dog en Følelse af Frygt herskende i hendes Sind. Hun forekom sig selv som en flygtendeFange, efter hvem man er paa Spor for at berøveham en Skat, som han fører med sig. Hver Gangen Vogn, en Ridende, eller blot en Forbigaaende mødtepaa Veien, skjulte hun sig omhyggelig i Krogen af Vognen; og naar Barnet græd, ængstede det hende, oghun tittede omkring sig for at see, om Nogen var iNærheden. Uagtet at Reisen varede hele Dagen, steghun ikke ud af Vognen, men nøiedes med at nyde noget Brød og Melk, hvormed Madame Lyng havde forsynet hende. Om Aftenen naaede man det omtalteVertshuus. Hun lod sig anvise et lille Værelse, lagdesit Barn til Ro i en Seng, som der fandtes, forlangteet tarveligt Aftensmaaltid, som hun nød med ungdommelig Appetit, og glædede sig til den Hvile, hvortil hunefter den lange Kjørsel særdeles trængte.

Om lidt hørte hun en Vogn rulle ind i Gaarden,med stor Larm og Hestetrampen, og strax derpaa bemærkede hun, at et Værelse, der stødte til hendes, blevoplukket, og at nogle Personer traadte derind, af hvisStemmers Lyd hun dømte, at det var Herrer, der talteFransk, Tydsk og Hollandsk mellem hverandre. Pludselig hævede sig mellem disse en Stemme, som paaDansk spurgte den indtrædende Opvartningspige, hvilkeVærelser han og hans Selskab kunde faae til Natteleie.Med Forfærdelse gjenkjendte Claudine sin Onkels Stemme. Til ydermere Skræk gav hendes lille Barn sig i detSamme til at græde. Hun greb det iilfærdigt i sineArme og holdt det saa fast, som om man allerede vildefrarive hende det.

Hvem boer inde i den Stue? spurgte nu den frygtede Stemme.

— Der logerer en lille ung Kone med sit Barn.

— Skal vi have det Børneskraal at trækkes medinat? Det er jo afskyeligt! Kan den Madame ikkefaae et andet Kammer? Kan man ikke gaae ind ogbede hende om at bytte med et af dem, vi skulde have?Lad os see derind! Er hun kjøn!

Uagtet Claudine iforveien havde forvisset sig om,at Døren var tillaaset, skjælvede hun dog af Angst, ogefter et Øiebliks Betænkning listede hun sig ud af enmodsat Dør og opsøgte Kjøkkenet, hvor hun sagde tilet Par af Husets Fruentimmer, at hun havde ventet,at en Vogn fra den By, hvortil hun stundede, skuldeafhente hende der paa Stedet, og at det var hendemagtpaaliggende at komme til sin Bestemmelse indenMorgenen, hvorfor hun bad dem at skaffe en Befordring dertil. De forsikkrede hende om Umulighedenaf at opfylde hendes Ønske saa silde paa Aftenen,men da hun vedblev at spørge, om der ikke i Nærheden fandtes en Bonde, som man sor god Betalingkunde formaae til at kjøre hende den ikke lange Vei, svarede de, at paa hiin Side Engen laae et Huus, hvisEier pleiede at beførdre Reisende, men de havde Ingenat sende derhen, da saavel deres Staldkarl som de selvvare altfor beskjæftigede med de nysankonme fremmedeHerrers Opvartning. Claudine, der for ingen Priisvilde blive under Tag med sin Onkel, besluttede, at hunved Hjelp af den lyse Sommernat selv vilde opsøgeden Bondegaard som man beskrev hende som ganskenær; og da Folkene i Vertshuset egenlig gjerne saae,at hendes Værelse blev ledigt til de fornemmere Gjæsters Benyttelse, styrkede de hende i dette Forsæt, ogen halvvoren Pige blev beordret til at følge hende etStykke paa Veien. Claudine listede sig ubemærket tilbage til Kammeret, tog sin lille sovende Dreng og indpakkede ham forsigtig, til Beskyttelse mod Natteluften,tog en Pakke, hun havde medbragt, under Armen, tilhyllede sig og Barnet i Slør og Kaabe, og gav sigpaa Veien med Pigen, der ilede med stærke Skridt forsnart at komme hjem igjen; og kun ved at love hendegod Betaling forhindrede Claudine hende fra at vendeom efter de første hundrede Skridt.

Stien over Engen var ikke saa kort, som hun havdehaabet. Det blæste koldt, de gik mod Vinden, og denstakkels Claudine havde ondt ved at holde Skridt medPigen. Hun var træt, og det blev hende besværligtat bære Barnet og Pakken. Endelig naaede de Huset, Pigen saae ind ad den aabne Port og sagde: Lænkehunden er der ikke, De kan frit gaae over Gaarden tilden Stuelænge her ligefor. Naar De banker paa Vinduet der, nærmest Stalden, saa kommer Manden nokud, dersom han bare er hjemme.

Efter disse Ord og efter at have modtaget denlovede Betaling, løb Pigen tilbage, alt hvad hun kunde,og Claudine fulgte Anviisningen og gik hen mod Vinduet, hvor hun tittede ind og skimtede to Senge mednogle sovende Personer, der forekom hende at væreFruentimmer og Børn. Hun bankede gjentagne Gangepaa Ruderne, men de Sovende lode sig ingenlnnde forstyrre. Hun gik til alle Vinduer og saae indenfor et afdisse i et lille Kammer to Karle, som ligeledes laae ogsov. Lidt mindre dristig vovede hun dog igjen at banke her, men uden bedre Held. Det begyndte at smaaregne,og da hun i sin Utaalmodighed endnu engang forsøgteat banke, raabte en af Karlene isøvne med en saa raaStemme, at hun forfærdet veg tilbage; og da hun i detSamme opdagede et Skuur, hvortil Døren stod aaben,ilede hun derind. Hun lyttede med Ængstelse, menmærkede snart, at Alt var stille og roligt i SøvnensArme. Hun undersøgte det lille Rum, hvori hun befandt sig. Det stødte til en Stald, hvori der stod Heste.Stalden var adskilt fra det Aflukke, hvori hun befandtsig, ved nogle Bræder, ligesom et Gitter; det var egenlig et Foder-Kammer, og i Krogen laae en stor BunkeHø og Halm. For den trætte Vandrerske med sitdiende Barn ved Brystet var Dette et velkomment Leie,hun besluttede her at oppebie den lyse Morgen, derikke kunde være langt borte, redte sig et Leie med sinPakke til Hovedpude, svøbte sig og sit Barn tæt indi sin Kaabe, og lagde sig ned, efter at have skudt Dørenpaa Klem, thi lukkes kunde den ikke. Hun havde besluttet at hvile, men vogte sig for at sove paa dettefremmede og usikkre Sted, og heller ikke fik hun megenRo dertil, da hun snart fornam en Lyd som af Dyr,der kradsede og løb omkring i det Halm, som laae udstrøet over hele Gulvet. Hun formodede, at det varRetter, og var bange for disse ubehagelige Gjæster.Pludselig følte hun noget Koldt og Fugtigt berøre hendes Kind, hun foer op i Skræk, men beroligede sig snart,da hun skimtede en stor Hund, der logrende og ydmygkrybende nærmede sig hende. Hun klappede den, fornøietover at see et venligt, levende Væsen. Den lagde sigved Foden af hendes Leie, den bedækkede med sit storeHoved hendes kolde Fødder og varmede dem. Dennelille Begivenhed gjorde et behageligt Indtryk paa denskakkels Flygtning, hun forekom sig sikkrere i denne HundsVaretægt, hun fandt sig mindre eensom, og tiltrodsfor hendes Forsæt lukkede en sød Søvn snart hendesØine, medens den lille Dreng ligeledes sov trygt ved hendes moderlige Bryst. Og saaledes laae den nu forkort Tid siden saa almindelig afgjorte, saa glimrendeog misundte Claudine paa et daarligt Straaleie i etusselt Aflukke, skjulende sig for Verdens Øine, forladt,uden anden Beskytter end en Hund, som Tilfældethavde ført til hende, og med alt Dette langt fra ikkeulykkelig, men sødt indslumret med Hjertet fuldt af Haabog Kjærlighed.

I den tidlige Morgenstund kom Gaardens Eierhjem. Karlene, som i det Samme forlode deres Sovekammer, modtoge hans Vogn og begyndte at aflæsseden, medens han selv spændte Hestene fra og førte demind i Stalden. Hunden, som hørte sin Herre komme,sprang ham imøde og aabnede derved Døren til Aflukket, hvor den sovende Claudine laae med sit Barn iArmen. Hendes Hat og Slør var gledet af hendesHoved, og de rige Haarlokker bølgede ned om Ansigtog Skuldre. Den opgaaende Sol, der stod ligefor densmalle Dør, kastede sine røde Straaler ind paa de Sovende, saa at de i den dunkle Omgivelse og Baggrundskinnede i en magisk Belysning.

Bonden, der fra Stalden saae dette Syn, stod etØieblik som forstenet. Derpaa vinkede han ad den eneKarl, pegede ind i Aflukket, og sagde med sagte Stemme:See engang, Jørgen! hvad tykkes dig? Er det ikke somman kunde see Jomfru Maria med Barnet og med Straaler om Hovedet, som hun er afmalet paa detSkilderi, der hænger hos Amtmandens?

Jo, svarede Jørgen og foldede Hænderne: Menhvor Fanden, Gud forlade mig, jeg bander …. hvorkommer det Qvindfolk fra?

Bondekonen kom i det Samme ud i Gaarden.Manden vinkede ad hende, og viste hende de uventedeGjæster, og medens Husets Karle og Piger med Udraab af Forundring samlede sig om dem, vaagnedeClaudine. I første Øieblik havde hun ondt ved atsamle sine Tanker, men hun besindede sig snart, reistesig hurtigt og berettede i faa Ord Grunden til sit Kommeog sit Ophold i denne Gaard. Bonden og hans Konebade hende godmodigen at træde ind i deres Stue ogtage Deel i deres Frokost, som stod færdig. Hun modtog Tilbudet og satte sig mellem dem og deres Folkved et stort Bord, besat med Grødfade og Melkebøtter.

Konen tilbød at lave Kasse til hende, men hunforetrak at nyde et Glas frisk Melk og noget Brød, ogdette lille Maaltid vilde have været mere behageligt,dersom den gode Vertinde i sin velmeente Eenfoldighedikke havde sat hende i Forlegenhed med sine deeltagendeSpørgsmaal. Herregud! sagde hun, det var dog reentgalt, at jeg og vor gamle Moder og alle Folk her iGaarden skulde sove saa haardt inat og ikke høre nogettil Hende, saa at Hun, der, som jeg nok kan see, er en fiin Dame, saadan maatte ligge i det Hul dernedepaa det bare Straa. Men du søde Guds Lam! Hvordan kan det da ogsaa være, at Hun saadan reiserallene? Hun er saadant et ungt Barn, og den lilleSjæl der er jo dog hendes egen. Hun er jo dog velgift? Det kan jeg da nok tænke, thi saadanne Feiltrin,som Præsten kalder det, skal jo ikke gaae i Svang mellem de Fornemme. Hos simple Folk, som os her paaLandet, er den Ting da ikke saa farlig, og Folk sigejo rigtignok, at inde i Kjøbenhavn skal nu snart al Kirkeog Daab og Vielse afskaffes, men jeg kan dog nok seepaa Hende, at hun jo vel er gift, ikke sandt?

Claudine rødmede og svarede med sagte Stemme:Jeg har været det.

— Ih du Fredsens! hvor er da Manden? Huner dog ikke Enke?

Saa beklemt som en ubefæstet Student ved Examen, stammede Claudine: Jeg veed ikke selv, … minlille Drengs Fader er borte … bleven borte paaSøen …

Konen raabte høit: Paa Søen! Ja Gud trøsteos! Den slemme Gast tager saamangt et Liv. Det erikke længere end siden ifjor, at Hans Jensens Søn ogSvigersøn …

Manden kom nu og meldte, at Vognen var forspændt, og meget glad over at slippe fra den besværlige Examen, tog Claudine under mange Taksigelser Afsked med Bondens Familie og satte sig paa Vognen,der skulde bringe hende til den forønskede Havn, medenshun underveis anstillede Betragtninger over det Misligei hendes Stilling, der gjorde hende Usandhed og Udflugter til en Nødvendighed. Det Nedtrykkende og Uværdige i den Rolle, som hun i den foregaaende Samtalefor første Gang alvorlig havde prøvet, opfyldte hendesærlige Sind med Uro og Skamfuldhed, og med bankende Hjerte nærmede hun sig de nye Forhold, hvorihun om faa Øieblikke skulde indtræde.

Haab og Mod maae let vige for Frygt og Mishaab hos et Menneske, der føler sig ene, ligesom Mørkeog Spøgelsesfrygt kun skrække den Eensomme. Gjennemet Stykke af Skoven gik Veien til Landsbyen. Bonden vendte sig til Claudine og sagde: Det er jo tilMadame Christianes Huus vi skal? Ikke sandt? Jadet veed jeg godt hvor er. Hun er velbekjendt her iOmegnen.

Vognen holdt nu ved et lidet, lavt Huus, hvisblotte Syn virkede velgjørende paa Claudine. Viinranker snoede sig op ad Muren og omgave Vinduerne,hvis blanke Ruder skinnede i Solens Glands; en lilleHave var udenfor Husets aabne Dør, ved hvilken derstod to Rørstole. I Haven duftede smukke Blomsterog Buske, og i en Krog under et stort Kastanietræe stod en Bænk og et Bord. Claudine var endnu ikkestaaet af Vognen, da hun saae et Fruentimmer kommeud fra Huset og nærme sig med venlig Iilfærdighed,og Christiane stod for sin Gjæst i sin simple, pæneDragt, med sit aldrende, men endnu behagelige, fineAnsigt. Hun løftede sine utryksfulde, milde Øine optil Claudine, medens hun rakte hende begge Hænderog med en velklingende Stemme hilsede hende med et»Hjertelig velkommen«. De to Fruentimmer saae paahinanden og bleve begge grebne af den uforklarlige Følelse, der ved det første Møde med en Fremmed synesat sige os, at det ikke er en Fremmed, at vi kjende,forstaae hinanden, og den forunderlige, veemodige Anelsepaatrænger sig, at vi have deelt Ondt og Godt medhinanden i en Præexistens, af hvilken vi have glemtAlt undtagen Kjærligheden.

Claudine havde endnu ikke sat Foden paa Dørtærskelen af sit tilkommende Hjem, inden hun følte sighjemme. En ung, reenlig klædt Bondepige kom neiendetil Vognen for at modtage Pakken og Reisetøiet, Christiane hjalp Moder og Barn af Vognen og førte demtriumferende ind i sit Huus. Det var for den Indtrædende, som om Fred og Frihed duftede hende imødefra dette stille Tilflugtsted, hun havde en Følelse somDen, der efter en stormfuld Søreise sætter Foden paaLand. Over dette simple Huus var udbredt en saadan Orden, en saa ziirlig Reenlighed og Smagfuldhed, atIngen kunde indtræde deri, uden at tænke, at her vargodt at vaere. Christiane førte sin Gjæst ind i et rummeligt og hyggeligt Værelse, som hun havde indrettettil hende. Der fandtes ogsaa en pæn Vugge. Denlille Dreng sov. Christiane tog ham af hans ModersArme, hun betragtede ham taus, kyssede sagte hanslille Pande og lagde ham ned i Vuggen. Derpaavendte hun sig til Claudine og sagde, medens to storeTaarer løb ned ad hendes Kinder: De kan ikke forestille Dem, med hvilken Følelse af Glæde og Veemodighed jeg igjen lægger et Barn i denne Vugge, somjeg vædede med mine Taarer, da den sidste Gang blevbenyttet. Det er mange Aar siden.

Hvor et aandeligt Slægtskab er tilstede, vil etskjønt, naturligt Forhold indfinde sig af sig selv. Detvarede ikke længe, før vore to Veninder vare forenedesom Moder og Datter, uden selv at have bestræbt sigfor at tilveiebringe dette Forhold. De vare Begge iBesiddelse af denne sande gode Tone, der er Gjenskinnet af et ædelt, dannet Indre, og som i Medgang ogModgang er en af det huuslige Livs bedste Penater.Christiane var forynget og oplivet ved den lykkeligeTilskikkelse af et saadant Selskab i hendes Eensomhed.Ogsaa syntes virkelig en god Engel at gaae ved Claudines Side. Hendes Opfindsomhed og Færdighed i de Arbeider, som Egnens Beboere vare vante til atfaae udførte hos Madame Christiane, tildrog Husetsnart en ny og forøget Fortjeneste, og hendes af Naturen muntre Sind, hendes Ungdom og Skjønhed vandt hende Alles Deeltagelse og Velvillie. Det hændte sigengang, at en formuende Bondepige, som skulde haveBryllup, kom for at raadføre sig med hende, om hvorledes hun bedst skulde oppynte sit tilkommende Huustil denne festlige Leilighed. Claudine fulgte hjem medhende og forstod saa net at indrette det Hele, uden atforsynde sig altfor meget mod den engang antagne Skikog Brug, at den unge Brud var ude af sig selv afFornøielse, og alle Bryllupsgjæster forsikkrede, at dealdrig havde seet Mage til Bondestuer. Siden denTid var der sjelden noget Bryllup eller anden Festlighed i Egnen, uden at Vedkommende tvede til den lilleMadame Johansen for at hente Raad og Hjelp.Efterhaanden kom ogsaa andre Indtægtskilder. Præsten i Sognet havde to Smaapiger, der vare blevneunderviste i Haandarbeide af Madame Christiane. DaForældrene erfarede, at disse hos Claudine kunde faaeUnderviisning i Sprog, Tegning og boglige Kunster,grebe de med Glæde denne Leilighed, og da de Fremskridt, disse Børn gjorde, rygtedes, fik den unge Lærerinde flere Tilbud fra Honoratiores i den nærliggendeKjøbstad om at give deres Børn Timer, og snart modtog Claudine hver Formiddag otte smaa Piger til Underviisning, og beskjæftigede sig nogle Timer med dennelille Skole, hvis Størrelse hun ikke vilde forøge. Saaledes gik Tiden, deelt mellem Arbeide og de uskyldigeNydelser, som kun den Nøisomme forstaaer at skatte.En saadan Tilværelse, lige langt fra Næringssorg ogOverflod, men oplivet af Kjærlighedens Solvarme, ervistnok den, der meest nærmer sig den paradisiske Ro.Hver liden Tilvæxt af Nydelse eller Beqvemmelighed,hvert lille Ønskes Opfyldelse, som i mere glimrendeKaar kun vilde agtes ringe, gjør Epoche i det indskrænkede Liv. Saaledes vare for Exempel en gammel Guitar og en lille Barnevogn — den sidste en Foræringaf Præstekonen, og den første af Skoleholderen, der i mange Aar havde gjemt den som en Ungdoms-Erindring — kostelige Gaver for Claudine. Naar hun paa sine landlige Vandringer trillede sin lille Dreng foran sig, saae ham hoppe i Vognen af Glæde oggribe efter Fuglen, der fløi over hans Hoved, følte hunen sand Tilvæxt i sit Velbefindende, og ikke mindrenaar hun om Aftenen, skjult under det store KastanietræesSkygge, ledsagede sine søde Sange med GuitarensToner, og henrev Christiane saavelsom den fra Arbeidet hjemvandrende Landboer, der lyttende standsede sinGang.

Ved Madame Lyngs skriftlige Meddelelser erfarede Claudine fra sin fordums Kreds, at efter hendes Afreise var Alt gaaet, som de havde forudseet. Efternogen Tids Forløb var Grossereren ved Breve fraTante Malfred bleven underrettet om Claudines Forsvinden, som Susanne tidligere havde opdaget; menførst efter at al Storm havde lagt sig og den hele Begivenhed syntes glemt, havde Madame Lyng givet efterfor Susannes Ønsker og underrettet hende om sin altidkjære Jomfrus Skjæbne og Opholdssted, hvilket dengodmodige gamle Pige nu ikke fandt sig forpligtet tilat forraade. Hvad derimod den gode Madame Lyngikke vidste, og som Claudine ikke erfarede, var den Omstændighed, at Grossereren i de første Dage efter sinHjemkomst og medens han endnu stod i den Formening, at hans Befalinger angaaende hans Søsterdattervare punktligen udførte, fik gjennem den franske Legation et Brev fra Lusard. Det var skrevet for længereTid siden og havde gjort mange Omveie, for gjennemKrigens Tummel, hvori dets Forfatter befandt sig, atkomme til sin Adresse. Et lille aabent Brev tilClaudine var indsluttet deri. Grosserer Valler sendte dettil Mecklenborg, hvor han tænkte sig sin Søsterdatterhos Tante Malfred. Vred, som han var, paa Lusard, svarede han forresten ikke paa hans Brev, menindskrænkede sig til at sige til en af de franske Diplomater, paa Dennes nærmere Efterspørgsel, at Claudine befandt sig hos sin Tante i Tydskland, og — saavidt hantroede — var hun ifærd med at gjøre et godt Partie.Dette samme Svar gav han Enhver, der spurgte tilhans smukke Niece, og da han efter kort Tids Forløbgjennem Tante Malfred erfarede det Usande i hansUdsagn, lod han det dog beroe derved og undveg stedseat tale om Claudine, som han efter Tantens Efterretninger tænkte sig tjenende for sit Brød i en Udkantaf Verden (hvor, vidste han ikke), og derfor overgavhan med rolig Samvittighed Lusards Brev, som varsendt ham tilbage, og som desuden forekom ham intetsigende, til Ildens fortærende Flammer. Claudine, dervel vilde have brugt en anden Commentar til detteBrevs Fortolkning end Onklen, begræd i mangen eensomTime sin piinlige Uvished om den Elskedes Skjæbneog Sindelag. Men hvor dybt hun end følte dennemørke Side af sin Skjæbne, formaaede den dog ikke atbetage hende Erkjendelsen af den rolige Lykke, hun nød.Med sin Søn i sine Arme eller i en stille Aftenvandring i fortrolig Samtale med Christiane, sagde hunofte, at hun efter saa megen overstanden Angst ogSorg nu først kjendte Livets rette Værd.

I denne rolige Eensformighed vexlede Sommerog Vinter uden Tomhed eller Kjedsomhed. De langeVinteraftener gik hen med Læsning af Bøger, hvormedPræsten forsynede disse af den hele Omgivelse agtede og yndede Fruentimmer. Naar den lille Dreng tidligom Aftenen var bragt til Ro, læste Claudine høit forsin moderlige Veninde, og en behagelig, fortrolig Samtale udspændte sig ofte af denne Læsning. Jævnligenafbrødes ogsaa deres Eensomhed af Besøg Skoleholderen og Forvalteren paa en nærliggende Herregaard,Begge brave, joviale, ikke udannede Mænd, vare gamleHuusvenner af Madame Christiane, de nærmede sigmed inderligt Velbehag den unge, smukke Selskabssøster,og kjælede af ærligt Hjerte for den lille, deilige Dreng.

Saaledes forløb syv Aar. I Løbet af denne Tidhavde Claudine forgjæves bestræbt sig for at indhenteEfterretninger om Lusard. I de første Aar skrev hunaldrig til Madame Lyng eller Susanne uden at bededenne Sidste, at hun gjennem Grosserer Valler vildeopspørge Noget om den Elskedes Skjæbne, og da denneVei var aldeles spærret, udfandt hun med sindrig Kløgten Maade til, uden at nævne sig, at søge Oplysninghos den franske Legation, men heller ikke Dette vildelykkes, og træt af saa mange og saa ofte gjentagne,unyttige Bestræbelser, havde hun i de sidste Aar iTaushed overgivet dette hende saa vigtige Anliggendei Forsynets Haand, med den Tanke, at hos Menneskervar ingen Trøst at finde.

Den lille Charles var imidlertid voxet op som ensund, deilig og velbegavet Dreng. Christiane saae i ham sin tidlig tabte Søn, han kaldte hende Bedstemoder, og hun fortjente ved sin Kjærlighed dette Navn.Claudine levede kun for sit Barn, hvis unge Sjæligjen hang ved hende med en rørende barnlig Kjærlighed. Han besad en ualmindelig Videbegjærlighed, ogvar ligesaa rolig og agtpaagivende i de Læretimer, hansModer, opfordret af hans eget Ønske, daglig gav ham,som livlig og modig, naar han paa Engen tumlede sigmed den store Hund, med Lam og Geder, eller legedeSoldaterleg med Bønderbørnene og var en tapper Anfører for deres Skare. Claudine var ham paa eengangen alvorlig Opdragerinde og en munter Hjelper i hansLege. Hun forfærdigede, efter Anviisning af nogleBilleder, som han havde, Patrontasker, Hjelme og deslige til ham og hans Legebrødre, og naar hun sad veddisse smaa Arbeider, og hendes Charles med straalendeØine og blussende Kinder stod ved hendes Side ogsaae til, gjorde høie Spring af Henrykkelse, slyngedesine Arme om hendes Hals og udbrød i kjærlige Taksigelser, var Moderen ligesaa barnlig lykkelig som Barnet; og naar den lille glade Skare mod Aften drogud paa Engen, satte Claudine sig udenfor Havestuedøren, for at see sin Charles glimre mellem de andreDrenge, lig et ungt Daadyr mellem en Flok Kalve.

Engang da Christiane fandt sin unge Veninde siddende med et sorgmodigt Udtryk og stille skjulende sit Ansigt mellem Kastanietræets nedhængende Grene, sagdehun bekymret: Min Claudine! Du har grædt! Hvadfattes dig? Skjuler du din Sorg for mig? Ak saa kanjeg vel gjætte den! Jeg har ofte frygtet, at vort stille,indskrænkede Liv i Tidens Længde maatte blive dinfriske Ungdom for snevert.

Hvad siger du, kjære Moder? udbrød Claudine:O tvertimod! Dag og Nat takker jeg Gud, som saakjærlig har ledet mine vildfarende Fjed til dig og til ditfredelige Hjem. Nei, mine sorgmodige Tanker svæve langtborte, jeg veed ei selv, hvorhen, og det er min Sorg,at jeg ikke veed det. Hvor er Lusard? Er han død?Er han troløs? Hvor bitter er den Tanke, at een afDelene maa han være. Naar min Charles, som nysskeete, nærmer sit søde Ansigt tæt hen til mit, naar hanseer mig ind i Øinene og smiler med saa yndige Trækom sin Mund, da staaer pludselig hans Faders Billedefor mig; just saaledes saae Lusard paa mig; just saaledes var Udtrykket i hans skjønne Ansigt, medens fortryllende Ord strømmede over hans Læber. Har Dødens grumme Haand udslettet disse ædle Træk? Hvorledes er han død? Er han falden i Krigen? HaveFiender med deres Heste faret over den skjønne Skikkelse og sønderrevet den? Har han liidt og ligget hjelpelos uden en kjærlig Haand til at pleie ham, uden enVen til at modtage hans sidste Suk? O disse Forestillinger ere mig saa rædsomme, at jeg synes, det vildetrøste mig at vide ham troløs, ja i en Andens Arme,dersom han blot levede og var lykkelig.

— Nei, kjære Barn! Tro mig, som har erfaret,hvad det vil sige at maatte foragte Den, man med sinhele Sjæl har elsket! Døden er langt mindre bitter.

— Foragte Lusard! Det kunde jeg aldrig, selv omhan ganske har brudt de Løvter, han gav mig. Oger han ilive, saa kan han maaskee dog i et og andetØieblik, ved en og anden Anledning mindes den stakkels Claudine, og en Følelse af Anger og Kjærlighedkan berøre hans Hjerte; thi elsket mig har han, detveed jeg vist.

Christiane rystede paa Hovedet. Ak, bedste Claudine! jeg troer, at Dette er en Illusion. Vilde duikke hellere kunne sige dig selv og din Søn, at hansFader var død en Heltedød, falden modig i Kamp forsit Land, for sine Ideer?

Claudine taug, og sagde efter et Ophold: Maaskee har du Ret. Det er besynderligt, hvorledes dineOrd lyde for mig som en gammel, næsten forglemtYndlingssang. Der var en Tid, da jeg brændte afBegeistring for disse Ideer om Heltemod, om Død forFædreland og Frihed. Ak! hvad ere de blevne, dissestolte Forhaabninger om Menneskeslægtens Gjenfødelsetil et ædlere Liv? Jeg forstaaer mig ikke derpaa, jeg hører aldrig tale derom uden som om et rædsomt Jordskjælv, der ødelægger en Egn, uden i det Væsenligeat forandre dens Udseende. Meget seer jeg nu visseligmed andre Øine end den Tid, da jeg og Alt omkringmig var besjælet af Begeistring og Haab.

Ved en naturlig Ideeforbindelse kom Claudine tilat omtale disse sin første Ungdoms, af Poesie og Kjærlighed gjennemglødede Dage, og blandt Andet hiin Aften, da hun, omgjordet med det trefarvede Stjærf, omtonet af republicanske Sange og omsvævet af Hyldingog Tilbedelse, for første Gang vovede at troe sig forvisset om den Elskedes Hjerte. Hun opmuntrede sig selv ved den levende Forestilling af disse flygtige Fortryllelser og ved den Interesse, hvormed den ungdommeligsindede Veninde lyttede til hendes Ord. De fortsatte deres Samtale, efterat Høstaftenens Kjølighedhavde drevet dem fra Haven til den lune Dagligstue.Claudine hentede sit omtalte trefarvede Skjærf, som hunstedse gjemte, og viste Christiane det. I det Sammetraadte den lille Charles ind, og ved Synet af deglimrende Farver, de gyldne Fryndser, der glimredepaa hiint ubekjendte Klenodie, blev han betagen af Beundring og hæftig Lyst til at eie en saadan Prydelse,der ret kunde forherlige hans militære Lege, og medKjærtegn og Bønner bestormede han sin Moder om atoverlade ham dette Stjærf. Hun svarede, at han skulde faae Lov til at bære det i sine Legetimer paaFest- og Helligdage, og idet hun sagte sagde: »Du erda nærmest til det,« bandt hun det om ham, som etArelskjærf, hvori han med barnlig Gravitet befæstedesin Kaarde. Derpaa bønfaldt han hende om at spilleen Marche paa Guitaren. Som en Efterklang afden Samtale, der nys havde fundet Sted, sang Claudine Marseillaisen, accompagnerende sig paa Guitaren,og Charles, som for havde hørt denne Sang, faldt indsom Chor og udbrød af fuldt Bryst med sit: Aux armes, Citoyens, idet han med Albuen og Haandenslog efter Takten paa en lille Tromme og adlød Opraabet: Marchons, marchons, saa tappert han formaaede det indenfor den lille Stues fire Vægge.

At denne lille Stene blev given for nogetsomhelstandet Publicum end Summa Summarum een Tilskuer,nemlig Christiane, faldt Ingen af de Paagjældende ind;men dog var det Tilfældet Værelset var en Hjørnestue, det ene Vindue vendte ud til en smal Sti, derløb mellem et Gadekjær i Landsbyen og Huset, somdesuden var skilt fra denne Sti ved en dyb Grøft.Stien selv var næsten ubefaret og derfor ganske begroetmed Græs og Ukrud. Et lille Jagtselskab af tre Personer var imidlertid af Skjæbnen ført ad denne Stiog i Nærheden af det Huus, hvorfra Marseillaisensbekjendte Toner løde.

Jægerne standsede, og En af dem raabte: HvadFanden er Det? Kommer den forbandede sansculottiskeforslidte Lirumlarum ogsaa ud i Landsbyerne?

Da de saae Lys indenfor Vinduet, sprang denEne, en letfodet, ung Mand, over Grøften og tittedeind. Kom! sagde han sagte til de Andre: Her erNoget, der er værdt at see.

Den Anden sprang efter ham, men den Tredie,som var noget corpulent, maatte hjelpes over Grøftenaf de to Første, der ved al denne Manoeuvre dogiagttoge den største Stilhed, for ikke at blive røbede.Her stode de nu og betragtede med taus Forundringden skjønne Sangerinde og det livlige Barn med sittricolore Axelskjærf· Da Marseillaisen var tilende, spillede Claudine en lystig Vals paa Guitaren, hvortil denlille Dreng dandsede og med en særdeles Lethed ogGratie bevægede sig i allehaande Spring og Svingninger.

De ubudne Tilskuere troede nu, at det var bedstat liste sig sagte bort, men kun efter gjentagne Paamindelser lykkedes det at faae den først Ankomne tit atløsrive sig fra denne Scene, hvori han syntes ganskeat have tabt sig. Denne var en ung Adelsmand, dernylig var kommen i Besiddelse af et Gods, en Miilsvei fra det Sted, hvor han nu befandt sig. De andre To vare hans Omgangsvenner, af hvilke han samlede et talrigt Selskab paa sit Herresæde, hvor et støiendeog lystigt Liv maatte træde i Stedet for HovedstadensForlystelser og Hoffets Cirkler, hvori han var vant tilat leve. De tre Herrer gik stille til Udkanten af dennærliggende Skov, hvor Tjenere holdt med deres Heste,og først efterat have besteget disse begyndte de at talesammen, medens de i mageligt Trav begave dem paaHjemveien.

Den Ældste sagde med Latter: Naa! det var daen uventet lille Comedie, vi der kom til at see. Jeglider forbandet godt saadanne smaa Eventyr paa enJagttour, og hvorvel I slede ubarmhjertig i mig forat hale mig over den Grøft, saa jeg føler det endnui mine Arme, saa fortryder jeg det dog ikke; thi det ervist og sandt, at der er løbet meget Vand til Stranden,siden jeg saae saadant et deiligt Pigebarn som den rareTos, der sad der og spillede paa Citrinke. Hvad kandet dog være for Folk?

De ere vist franske, svarede den Anden: En Moder naturligviis med Datter og Søn. Det lille Afskum! med sit franske nationale Skjærf! Og hvor hanskreg sit Marchons, marchons! Jeg havde gjerne givetham et godt dansk Ørefigen. Men Søsteren hun varsgu sød. Hvad siger du, Cousin? Har du mistetMælet?

Ja vist, svarede Baronen adspredt, hun er megetsmuk.

Fætteren vedblev: Hvordan Fanden har du det?Du er jo heel curiøs. Hilledød! hvor det skulde moremig, dersom du lige i Knald og Fald var bleven dødelig forelsket i den Pige, som du da sagtens ikke kundegifte dig med, og maaskee maatte have megen Uleilighed,Suk og Taarer nødig for at saae paa anden Maneer. Det skulde fryde mig i min inderste Sjæl at seedig tvine hen af Kjærlighed, din fortvivlede Skjelm,som har gaaet os Andre iveien, uden nogensinde athave følt for to Skilling Kjærlighed! Kunde jeg nuopleve den søde Hævn!

— Aa Vrovl! Du snakker! men Saameget er vistnok, at jeg er nysgjerrig efter at vide, hvem de Mennesker kan være. Det Hele har noget saa Fremmed,saa Eventyrligt.

Maaskee, sagde den Ældste, kan jeg nu lønne dinGjæstfrihed ved at skaffe dig det at vide. Jeg kjendergodt Præsten Eder i Sognet. Imorgen skal jeg saamændi dette reputeerlige Ærinde besøge den Gudsmand.Han maa da vel kjende sin Menighed, og hvad ikkehan gjor, saa gjør vel Præstemadamen.

Den joviale Herre holdt Ord, og allerede næsteMiddag bragte han sine to Jagtkammerater den beløvede Efterretning. Luk nu jeres Øren op, sagde han, saa skal I faae Nyt at vide, og beundre Greven forhans skarpsindige Gisninger. Familien er ikke fransk,men gode danske Folk, barnfødte her i Landet. Dengammelagtige Moder, der sad, er ingen Moder, densmukke Pige er ingen Pige, den halvgale Dreng eringen Broder, men en kjødelig Son af den Unge, somer en Sømands-Enke og hedder Johansen. De leveaf deres Hænders Gjerning og af at give Timer tilnogle Pigebørn. Præstens Døttre blandt andre havede lært Alleslags, baade de ældste og nutildags desmaa, og der i Huset holder man en formelig Lovtaleover disse Fruentimmers Dyd og Dannelse, men derafskal du ikke lade dig forbløffe. Aspecterne ere godealligevel, ifald du, som din Fætter Greven paastaaer,skulde have faaet et Streifskud paa vor Jagttour· Dødeligt er Saaret nok ikke, om jeg ellers kjender dig ret.

Heri feilede imidlertid den corpulente Herre, thiefter Talebrugen var Baronen virkelig dødelig saaret.Den vingede Gud, der saa ofte spotter de stakkels Dødelige, lader sig ikke spotte ustraffet, og det syntes athan dengang vilde tage en exemplarisk Hævn over enElsker, der formasteligt havde villet lege med hans Pile,uden selv at føle deres Kraft. Dennegang maatte hanføle den. Det korte Syn af Claudine, Klangen afhendes Stemme havde indtrængt sig i hans Phantasiemed en uforklarlig Magt, fra hvilken han ikke formaaede at løsrive sig. Man hører ofte sige, at enKjærlighed, som opstaaer ved det første Møde med sinGjenstand, kun findes i Romaner, Skuespil og desligepoetiske Fictioner. Paa den anden Side hører manundertiden den Paastand, især af Mænd, at de aldrigkunde forelske sig, dersom de ved det første Møde ikkebleve trufne af Amors Piil. Uden at indlade sig inogen bestemt Forklaring over et saa uforklarligt Emne,turde man vel saa omtrent paastaae, at Mythen omAmors Piil indeholder en dyb Sandhed, at det altider et eneste Øiebliks Indtryk, som optænder den Følelse, man kalder Elskov, hvad enten saa dette Øieblik indtræffer ved det første eller et senere Møde, og vel turdeman sige, at det første Møde, ja det blotte Syn kanhave Det for sig, at det udspringer af en ubevidst sympathetisk Følelse, af en Glæde over et andet Menneske,uden al Reflexion, umiddelbart af det Dunkle, ligesomde mythologiske Forestillinger lære, at Gratier og Furier, det Skjønne og det Græsselige, ere fødte af denmørke, hemmelighedsfulde Nat; og ofte har man visseligmærket, at Kjærligheden, som Lidenskab, har Ingredienser af begge Dele, — en Bemærkning som Baronen,uden at anstille den, i Tidens Løb kom til at sande.

For første Gang i sit Liv gjorde han en Hemmelighed af sine Følelser. Hans støiende og talrige Selskab blev ham til Byrde, og han søgte ofte at unddrage sig det under alleslags Paaskud. I disse hans Fritimer omsværmede han det landlige Huus, som skjultehans Ønskers Gjenstand. En sjelden Gang lykkedes detat see hende i Haven, eller møde hende, fordetmestei Selskab med hendes Søn eller den ældre Veninde,men en ligegyldig Hilsen til Svar paa hans ærbødige Buk var hele Udbyttet af disse Vandringer. Detlykkedes ham at gjøre Bekjendtskab med Præstens. Der nødhan den Fordeel at høre tale om hende, at saae Efterretninger om hendes huuslige Stilling, at høre hendesRoes; men at træffe hende der, hvormed han havdesmigret sig, var ikke let at opnaae, da saavel hun somChristiane næsten aldrig toge Deel i noget Familieselskab, men omhyggelig undvege Alt, hvad der kundelede til fortrolige Meddelser om den forbigangne Tid.

Endelig fik Baronen et Indfald, der syntes hamtilhvisket af en god Genius. Han gik en smuk Daguden videre lige til Huset, bankede paa med rask Beslutning, dog ikke uden en vis Forlegenhed, der klædteham særdeles godt. Han blev modtagen af Christiane,til hvem han med stor Høflighed henvendte sig og sagde,at han var henviist til hende for at faae en smuk Bondedragt forfærdiget til en Pige, som skulde have Brylup paa hans Gods. Han søgte at trætte Tiden udmed Forklaringer over denne Stads, der af rimelige Grunde forekom Christiane saa uforstaaelige, at hun til Baronens store Glæde kaldte Claudine til Hjelp, og nu endelig nød den forelskede Mand den Lykke at staaeAnsigt til Ansigt med den tilbedte Skjønne, at see hendes Øine fæste sig paa hans og høre hendes Ord henvende sig til ham. De bestilte Arbeider bleve nu udenmegen Vanskelighed aftalte og ordnede, og en Dagbestemt, da Baronen kunde lade dem afhente, — etÆrinde, som han besluttede selv at udføre; og da denbestemte Dag kom, indtraf ogsaa Baronen selv tilvogns,med en Kurv i Vognen, for deri at optage den megetziirlige Bondedragt, der vilde gjort enhver Brud paaGodset særdeles lykkelig, men som Baronen ved sinHjemkomst gjemte i en Garderobe, og det med megetfortrædelig Mine, thi dennegang havde han slet ikkefaaet Claudine at see, men kunde høre, at hun inde isit Værelse sang tilligemed sin Søn, og dette BarnsTilværelse, dets Skjønhed og Claudines kjendelig storeModerkjærlighed begyndte allerede at være en smerteligTorn i hans skinsyge Hjerte.

Om faa Dage indfandt han sig igjen og bestilteet Par broderede Bondehuer; han vilde gjerne, sagdehan, glæde Fruentimmerne paa hans Gods med disseGaver til det nærforestaaende Høstgilde. Disse Huerhentede han ligeledes selv. Saaledes blev han ved atlade forfærdige Mere og Mere af saadanne Pragtstykker, og Høstgildet var allerede for længe siden forbi, uden at disse Bestillinger ophørte. Saavel de to Fruentimmer som hans Kammertjener, der saae disse Sager,gjorde sig en og anden Tanke om Baronens Artighedmod Pigerne paa Godset, men det er vist, at denstakkels Herre havde en stor Kuffert fuld af glimrendeBondestads, der aldrig endnu var kommen noget Menneske tilgode.

Da en Tanke om det Paafaldende i hans Handlemaade opstod hos ham selv, grublede han paa andreMethoder til at nærme sig det kjære Huus og faaeAdgang til det. Hans første Indfald bestod i, at hantil en Ridetour valgte en sludfuld Efteraarsdag, dahan desuden havde erfaret, at Præsten og hans Koneikke vare hjemme. Han skar Remmen over paa sinSadel, gik ind til en Skomager i Landsbyen for atfaae den repareret, satte sin Hest ind paa Kroen, og gikderpaa dryppende af Regn til Christianes Huus, ogbad om at maatte opholde sig der, medens hans Sadel blev gjort istand. Han havde — sagde han —villet besøge Præstens, men erfaret, at der Ingen varhjemme. Han blev modtagen med største Hoflighed,og da den lille Familie netop sad ved Theebordet, badman ham deeltage i dette lille Maaltid. Nu var Isenbrudt. Baronen var en smuk ung Mand med et indsmigrende Væsen, forkjælet og forsømt i Opdragelsen,men med en ikke ringe naturlig Forstand og den store Verdens ydre Politur. De uskyldige Fruentimmer varelangt fra at ane nogen Plan til at indtrænge sig ideres nøisomme Bolig, de toge velvilligt og livligt Deeli Samtalen, som deres Gjæst gjorde sit Bedste for atholde ilive saalænge og saa godt som muligt. Medvarme Taksigelser for den ham viste Gjæstfrihed badhan om Tilladelse til at turde komme igjen, han fjernede sig endelig og red hjem i et skrækkeligt Uveir,men i det bedste Lune af Verden. En frygtsom Beskedenhed, som ogsaa var mellem de nye Erfaringer,han gjorde i sit eget Indre, forvoldte imidlertid, at hankun med en vis Sparsomhed benyttede den givne Tilladelse, men uophørlig grublede han paa Midler til atkomme i Christianes Huus, idetmindste med ligesaamegen Frihed som Forvalteren og Skoleholderen, og disseto Mænd, som Ingen skulde have antaget for farligeMedbeilere, bleve Gjenstande for den unge Elskershemmelige Skinsyge.

Ved Juletid havde han det snilde Indfald at bringeden lille Charles en heel Kurv fuld af Julegaver. Detbarnlige Sind er næsten altid taknemmeligt. Den gladeDreng slyngede sig med Hjertelighed til den milde Giver, der opstillede ham Huse, Træer, Soldater o. s. v.for at vise ham Brugen af de forskjellige Herligheder,forklarede ham Billeder og især anviste ham nogle smaaSpil og spillede dem med ham til en Prøve. Dette var meget forstandigt beregnet paa at trække Tiden ud.Charles jublede, og med moderlig og bedstemoderlig Interesse toge begge Fruentimmerne Deel i deres Yndlings Glæde og Taknemmelighed. Det var Juledag.Den foregaaende Aften var i det simple Huus blevenfestligholdt efter ringe Leilighed. Et lille Juletræ stodendnu i Stuen. Man oppyntede det paany med friskeÆdler, Kager og Lys, som man tændte til Ære forden store Tilvæxt af Julegaver. Baronen hjalp veddette Arbeide. De to gamle Huusvenner kom imidlertid ogsaa og bragte deres lille Skjærv. De følte ingensynderlig Fornøielse ved at træffe den uventede, fornemme Gjæst, der ogsaa paa sin Side ønskede dem tilBloksbjerg. Men Husets Damer havde et saa skjøntTalent til at gjøre Honneurs, forenet med en saagod Tone, at Enhver snart fandt sig paa sin Plads.Baronen viste imidlertid de Nysankomne al Artighed,og de godmodige ældre Mænd kom snart i deres gamleFolder. Damerne bade Baronen at tage tiltakke hosdem, man satte sig om det tarvelige, men nette Bordi det bedste Lune, og tilbragte en Aften, der forekomEnhver som et lyst Punkt i Vinterens mørke Tid.

Fra denne Dag af bleve Baronens Besøg stedsehyppigere. Han søgte paa alle Maader at indsmigresig, og greb enhver Anledning til at vise Opmærksomhed. Han bragte Bøger og Kobberværker, skjønne Blomster og andre saadanne smaa Behageligheder tilden stille Familie, og den beskedne Maade, hvorpaahan ved alt Dette vidste at skjule sine lidenskabelige Følelser under Venskabs og Velvillies Slør, forskaffedeham ogsaa lidt efter lidt de troskyldige FruentimmersTillid og utvungne venlige Omgang. Heller ikke varhan denne uværdig, saaledes som han for Øieblikketvar, baade i Tanke og Handling; thi vel er det sandt,at han i sin Forelskelses første Periode havde næretforvovne og strafværdige Planer, men den Reenhed ogqvindelige Værdighed, der som en Glorie omgav Claudines Hoved, havde for længe siden bortskræmt enhverureen Forhaabning. Under hele Løbet af denne Vinterled den stakkels Baron af den indre Kamp mellemhans Kjærlighed og hans Stands Fordomme. HansVenners Spot bragte Vægtskaalen til at helde til denene Side, og hans urolige og skinsyge Lidenskab drogden til den modsatte.

Det havde vakt stor Opsigt i Baronens Omgangskreds, at han Vinteren igjennem slet ikke lod sig see iHovedstaden. Rygter om hans landlige Kjærlighedshistorie kom i Omløb med mange Gisninger og Opdigtelser. Flere af hans fordums Selskabsbrødre besøgteham af og til, begjærlige efter at see hans Elskede ogerfare Noget om dette Forhold, men paa de to forhenomtalte Herrer nær, reiste de Alle hjem med utilfredsstillet Nysgjerrighed og efterlode deres gjæstfri Vert enubehagelig Erindring om alle de Drillerier, spottendeBemærkninger og Hentydninger, som han havde anstrengt sig for at taale med ligegyldig Mine.

Ved Foraarets Komme opstod endelig en fast Beslutning i Baronens Sjæl. Han vilde tilbyde Claudinesin Haand og kjøbe sin Ro og Tilfredshed med Opoffrelsen af langt mindre væsenlige Goder. Efter denneBeslntning følte han sit Indre lettet og vovede lidtefter lidt at vise Spidsen af sine Frierskoe. Det varaldrig faldet Claudine ind at see en Elsker i den fornemme, rige og tillige beskedne, næsten undseeligeMand. De smaa Bemærkninger, som ved en og andenLeilighed vare undslupne Christiane om Baronens stjaalneSukke og Øiekast, havde Claudine besvaret med Latter;men den Forandring, der nu var foregaaet i hansTone, kunde ikke undgaae hendes Opmærksomhed, ogdenne Opdagelse gjorde hende mindre fri og ligefremimod ham. Med Smerte bemærkede han Dette, ognye Bekymringer og Tvivl opstode i hans Sind. Turdehan ikke haabe at vinde hendes Kjærlighed? Elskedehun en Anden? Havde hendes afdøde Mand værethende saa kjær, at hendes Hjerte var dødt med ham?Hvem var egenlig denne Lyksalige? Aldrig hørte manhans Navn nævne? Hvem var hun selv? Aldrig hørteman hendes Slægt nævne? Amor er den største af alle Læremestre. Med en diplomatisk Finesse, om hvilken Baronen aldrig tilforn havde drømt, vidste han etPar Gange at føre Samtalen hen paa et saadant Gebeet, at han af Claudines Yttringer uddrog den Slutning, at noget Saadant som et Giftermaal mod Forældres eller Frænders Villie maatte have skilt hendefra sine Nærmeste, og at det var tydeligt, at hun lidenskabeligt havde elsket sin Søns Fader, og endnu elskedeham i sin usigelige Kjærlighed til dette Barn. EnSkinsyge, man kunde kalde vanvittig, greb ham veddenne formeente Opdagelse. Den afdøde Medbeilerblev ham meer end forhadt, og den lille Charles, dermed uskyldig Hengivenhed stedse nærmede sig til ham,blev med hver Dag mere en Gjenstand for hans Uvillie. Undertiden drog han Barnet tæt hen til sig ogstirrede i dets yndige Ansigt, for i de barnlige Trækat lede om den forhadte Faders, og til sin Qval forestille sig, at de vel desværre havde været skjønne. Hanblev saaledes med hver Dag mindre Herre over sigselv og bestræbte sig næsten ikke længere for at skjuledet Voldsomme og Vilde i sit Hjertes Tilstand for Claudine, i hvis rolige, stille Tilværelse hans stormfuldeNærhed forstyrrende begyndte at indgribe. Ikke blotmødte hun ham tidlig og silde paa hver af sineYndlingsveie, men da hun, paa Grund heraf, ikkelængere ene forlod Huset, saae hun ham saa ofte staae for sig, naar hun med sit Arbeide sad under sit kjæreKastanietræ, at hun med Bekymring forudsaae, at hunsnart maatte forlade dette yndede Tilflugtssted og lukkesig inde i sit Værelse; thi denne brændende Elskers helsVæsen og Hentydninger til de Lidelser, hun foraarsagede ham, indjoge hende en ufrivillig Forfærdelse.

Det Urimelige i dette Forhold kunde naturligviisikke vedvare i lang Tid. I et lyst Øieblik besluttedeBaronen omsider at gribe rask i sin Skjæbnes Urneog med en tilkæmpet rolig Mine nærmede han sig enDag, da Claudine havde vovet sig ud i Haven.

Med et Udtryk af stille Bedrøvelse sagde han: Devil dog ikke flygte for mig, som for et vildt Dyr, menunde mig et Øiebliks Samtale?

Claudine anviste ham en Plads ved sin Side under Kastanietræet, der med venlig Haand skjulte de Tomed sine yppige Blomster, med sine brede Blade ogGrene, ligesom det vidste, at den forestaaende Samtalevilde handle om Kjærlighed.

Med en Stemme, der ikke var fri for en sagteSkjælven, sagde nu Baronen: Det, jeg har paa Hjertet at sige Dem, veed De ganske sikkert, thi jeg kanikke troe, at De kunde mistyde den ubegrændsede Høiagtelse, jeg nærer for Dem. At jeg elsker Dem, kanikke vaere Dem nogen Nyhed. Jeg saae Dem førsteGang uden at sees af Dem, og fra det Øieblik af har jeg ingen anden Tanke havt end Dem. Jeg kanmed Sandhed forsikkre, at De er min første Kjærlighed,og De vil ogsaa blive den sidste. Derfor kommer jegfor med rene Ord at beile til Dem. Vil De blivemin Kone? Alt, hvad mit er, lægger jeg for DeresFødder, jeg vil være Dem den kjærligste Ægtemand,og sørge, som Pligten kræver, for Deres Søns Opdragelse og Deres Skjæbne efter min Død. Siig, vilDe gjøre mig til det lykkeligste Menneske?

Med stor Undseelse svarede Claudine: Ak, Hr. Baron! En saa paafaldende Mesalliance vilde vel, langtfra at gjøre Dem lykkelig, snarere staae iveien forDeres Fremtid, der nu ligger for Dem med saa lyseFarver.

— Nei, ikke uden i Forening med Dem. Jeg ermin egen Herre! jeg forlanger ingen anden Lykke endden at leve rolig og i Kjærlighed.

Claudine sukkede, det kostede hende Møie at forklare sine Tanker uden at saare den ærlige Beiler. Baronen havde grebet hendes Haand, hun lod ham beholdeden, og sagde med et sagte Haandtryk: Tro mig! jegføler det Ærefulde, det Misundelsesværdige i den Skjæbne,De tilbyder mig, men saameget mere burde jeg, hvisjeg modtog den, kunne sige mig selv, at jeg ikke varden uværdig; jeg maatte tiltroe mig virkelig at kunnebidrage til Deres Lykke, men det kan jeg ikke, thi kun den inderligste Kjærlighed kan være Gjengjeeld for Deres,og den staaer det ikke mere i min Magt at give nogenMand.

Baronen taug med bedrøvet Mine. Efter etØiebliks Taushed sagde han: Men De er jo dog fri.

Jeg er ikke engang vis derpaa, svarede Claudinemed nedslagne Øine.

— De forestiller Dem maaskee, at Deres Mand, somblev borte paa en Søreise, ved et eller andet Mirakelkunde veere ilive. Men jeg beder Dem betænke, hvorhøist urimeligt et saadant Haab dog er. Efter saamangeAars Forløb skulde da intet Menneske, enten af Skibets Besætning eller Andre, have mindste Efterretningat give om ham? Men ialfald maa det jo ikke væreumuligt at tilveiebringe nogen større Vished herom.Hvad var Skibets Navn? hvor var dets Hjemstavn?Hvem var dets Rhedere eller Participanter? Nævnmig alt Dette, og der skal Intet blive forsømt for atskaffe Vished om dets Skjæbne.

Efter et Øiebliks Betænkning svarede Claudine:Jeg kunde vistnok undvige at besvare disse Spørgsmaal; jeg kunde sige, uden at lyve, at omstændeligBeretning om et elsket Menneskes voldsomme, maaskee piinlige Død er saa sønderrivende, at jeg er svag nok til at skye et Billede, der vilde martre min PhantasieDag og Nat. Men den Hengivenhed, De viser mig, giver Dem Ret til min Fortrolighed, saameget mere,som Det, jeg har at betroe Dem, rimeligviis vil væreen Modgift mod den Trolddom, som jeg ubevidst harøvet imod Dem. De troer, som Alle, at jeg er Enke,at min Søn er Frugten af et lovligt Ægteskab. Deter ikke saa. Som en meget ung, uerfaren Pige, erjeg bleven henreven af Tidens regelløse Grundsætninger, af min Omgivelses Letsindighed og af den elskværdigste Mands og min egen Kjærlighed. Min Søn erFrugten af denne Kjærlighed. Den Skamfuldhed, hvormed jeg gjør Dem denne Tilstaaelse, viser bedst, at jegselv erkjender min Strafværdighed, men dog maa jeg tilføie, at jeg ikke engang formaaer af Hjertet at angreden alt opoffrende Kjærlighed, som har skjænket mig enModers Lyksalighed, der erstatter hvad jeg har liidteller kan komme til at lide for mit over alt Andet elskede Barn.

Denne Bekjendelse syntes ikke at gjøre noget overordenlig dybt Indtryk paa Baronen. Han taug enliden Stund, derpaa sagde han: Det er engang imellemfaldet mig ind, at en Hemmelighed af denne Naturhvilede over Deres Forhold. Men denne lykkelige Elsker, er han død?

— Jeg formoder det. Idetmindste har hans Livværet udsat for de største Farer.

— Han var altsaa Sømand eller Militair?

— Det Sidste.

— Men hvad bevægede ham til at forlade Dem,under saadanne Omstændigheder?

— Hans Ære, hans Pligt.

— Af hvad De nu har sagt mig, maa jeg formode, at han var en Udlænding.

— Ja det er sandt.

— De vil ikke betroe mig hans Navn og Dereseget, thi jeg gjetter, at ogsaa herover hviler en Hemmelighed.

— Jeg har sagt Dem og vil sige Dem Alt, hvadder kan interressere Dem, Alt hvad jeg troer at burdesige; spørg mig ikke om Mere. Jeg er fader- ogmoderløs, min Familie vilde sikkert ikke taale, at jegvedkjendte mig dens Navn, da jeg har unddraget migdens Myndighed. For ikke at give mit Barn fra mig,har jeg forladt Alt som en Flygtning, og skjuler migher, takkende Gud for det lykkelige Fristed, han harforundt mig, for den moderlige Veninde, han her har ladet mig finde. Dette er Alt hvad jeg kan sige, ogMere end jeg nogensinde vil sige den øvrige Verden.

Baronen saae paa hende med inderlig Ømhed ogsagde derpaa: Den Retsindighed, som bevæger Dem tilat vise mig denne Fortrolighed, forhøier endnu DeresVærd i mine Øine, og langt fra at være en Anstodssteen for mine Ønsker, synes disse Opdagelser mig snarere at bortrydde Vanskelighederne. At De er aldeles fri, er nu ustridigt, thi enten er den lykkelige Manddød, eller han er en Troløs, og i begge Tilfælde erdet Baand brudt, der bandt Dem til ham. Jeg nægter ikke, at Tanken om, at De har tilhørt en Anden,jo er og vil stedse blive mig bitter, men jeg har jo altid anseet Dem for Enke, vidst, at De var Moder, oghvad Moralen angaaer, saa har jeg ikke selv Ret til atvære en streng Moralist. Verdens Dom derimod kani min Stilling ikke være mig ligegyldig, men det kundesikkert ikke være vanskeligt i Forening at træffe saadanneForholdsregler, at vi førte Nysgjerrigheden paa Vildspor. Jeg gjentager derfor mit Tilbud: Vil De givemig Deres Haand, saa vil De naturligviis ogsaa visemig en heel Fortrolighed, og da vil rimeligviis DeresFamilie heller ikke nægte at forsone sig med min Gemalinde og hjelpe os til at skjule den egenlige Hemmelighed i Deres Skjæbne, især da det vel er deres Slægtninges eget Ønske at skjule den. Jeg har sat mitHjerte saaledes til det Haab at eie Dem, at Intet iVerden kan bringe mig til godvillig at afstaae derfra.

— Ak Hr. Baron! Jo mere Godhed De visermig, jo større Uret vilde der være paa min Side, dersom jeg modtog den. Jeg bevarer endnu min første,min eneste Kjærlighed. Jeg lever endnu i Erindringenom ham. Med dyb Smerte forlod han mig. Vi vare Begge unge og uforsigtige; han er uvidende om sinSøns Tilværelse. Jeg lovede ham Troskab til Døden;brød jeg min Ed, da vilde Tanken om ham blive migen Skræk. Tænkte jeg mig ham levende, da vilde jegskjælve for at møde ham og fremstaae for hans Øine.Tusinde urimelige Muligheder, der viste mig ham uskyldig i hans lange Taushed, vilde opstaae i min Phantasie; tænkte jeg ham død, da vilde det Haab at mødeham hisset ikke længere være min Trøst. I Drømmeseer jeg ofte hans kjære Billede, da seer jeg ham stedsetrofast og elskende, og naar jeg vaagner, føler jeg migstyrket af min Drøm; men tilhørte jeg en Anden endham, da vilde jeg vaagne med Anger og bange Anelser. Nei for mig passer kun det klosterlige Liv, hvortil en naadig Himmel vidunderlig har ført mig. MedVerden har jeg Intet mere at gjøre. Troskab er Det,jeg har lovet Gud og mig selv, og naar jeg engangmaa sige min Søn: For Verdens Øine er din Fødselbetegnet med Vanære, din Faders Navn kan du ikke bære, — saa vil jeg kunne tilføie: Men din Modervar tro til Døden mod ham og mod dig.

Baronen taug længe med en mørk Mine; endeligsagde han: Tillad mig at sige Dem, at de Følelser,De udtaler, synes mig exalterede og passe ikke forDeres Alder, for Deres Stilling, for det virkelige Liv.Hvor er det muligt, at De, saa ung, saa deilig, skulde kunne leve her for bestandig skjult og uden Støtte?Det er jo et Mirakel, at det i flere Aar er lykkedesDem. Hvor Meget kan ikke forandre sig i DeresOmgivelse? Heller ikke kan Deres Søn altid blive hosDem. En Dreng kan ikke saaledes opdrages i sin Moders Skjød, han maa jo snart ud i Verden oglære Noget.

— Min Charles er ikke forsømt, han er langtvidere, end Børn i hans Alder pleie at være. Vistnokvil det stedse synes mig altfor tungt at leve uden ham.Men hvad Fremtiden vil bringe, er skjult for menneskelige Øine. En god Engel, det troer jeg, har i minstørste Nød og Angst gaaet ved min Side, den vil velikke forlade mig herefter.

Efter denne Samtale haabede Claudine at havebetaget Baronen alle unyttige Forhaabninger, men heribedrog hun sig. Han kom stedse tilbage til sine Forsøgpaa at overtale hende, han nedstemte sine Fordringersaa dybt, at han endogsaa gav Afkald paa hendes Kjærlighed, og vilde nøies med det Haab, at Tid og Pligtskulde forskaffe ham denne. Der var intet nogenlundetilladeligt Middel, han lod uforsøgt; han henvendte sigtil Christiane for at benytte hendes Indflydelse; menhun forstod altfor godt Claudine til at indblande sig idenne Sag, som Baronen desuden fordærvede for sig,ved at stræbe at lokke hende ved Tilbud om personlige Fordele. Lykkeligere gik det ham med Præstekonen, deri sin velmenende Godmodighed lod sig overtale til atvære hans Talsmandinde hos den Elskede, hvis Fortrolighed Baronen iøvrigt paa ingen Maade havdemisbrugt.

Dette Slags Forfølgelse var den stakkels Claudineyderst ubehagelig, og blev det endnu mere ved det Selskab af Herrer, som den gode Aarstid nu forsamledepaa Baronens Gaard, ham selv, i hans nuværendeStemning, til ikke liden Byrde. Disse, for det mesteunge og især lystige Mennesker gik af Nysgjerrighedog Drilleri paa Spor efter Baronens meget omtalteKjærlighedshistorie, og omsværmede den Egn, hvor dehaabede at faae deres Nysgjerrighed tilfredsstillet. UagtetClaudine, der bemærkede disse usædvanlige Vandringsmænd, skjulte sig med al Forsigtighed, hændte det sigdog, at hun en tidlig Morgenstund, da hun havdevovet sig lidt udenfor Huset, pludselig stod for et Jagtselskab, hvori hun til sin Skræk bemærkede en Bekjendtfra sin fordums Omgangskreds, der hilsede hende medforundret og venlig Mine. Som en bange Hind,der fra sit stille Skjul skimter Jægeren, ilede hun indi sit Hjem og kunde for Hjertebanken neppe beretteChristiane Grunden til sin Ængstelse; og da hun omAftenen sagde sin Charles Godnat, og han slyngedesine smaa Arme om hendes Hals, traadte Taarerne i hendes Øine, og hun bad Barnets gode Engel at skjuledet for alle speidende Blikke. Den forsvundne TidsBegivenheder havde indgivet Claudine en Skræk for atmiste sin Søn, som man næsten kunde ansee for sygelig,thi uagtet hun sagde sig selv, at hun i sin nærværendeStilling var uafhængig af sine Paarørende, saa forekomdet hende dog, som om der ventede hende en Forfølgelse, dersom man opdagede hendes Skjul.

I Nattens Eensomhed krydsede tusinde foruroligende Tanker gjennem hendes trætte Hoved. Af ogtil havde hun hørt fra sin Onkels Huus gjennem Madame Lyng og Susanne, med hvem hun underholdt enikke just levende, men dog heller ikke uddød Brevvexling.Hun vidste, at Grosserer Valler allerede for adskilligeAar siden var gift igjen med en formuende Kone afengelsk Herkomst, at han gjorde, hvad man kalder etstort Huus, og at den gamle Susanne, som var satpaa Pension, nu levede hos sin Cousine, den gode Madame Lyng. Paa sine gjentagne Spørgsmaal om Efterretning fra Ferdinand havde hun først i den senereTid faaet det Svar, at hans Fader Justitsraaden nuvar ligesaa tilfreds med ham, som han i fordums Dagehavde været det Modsatte, thi nu havde han Glæde afSønnen, der var fordeelagtigt etableret og gift i Genf.I en søvnløs Nat drage de ved Tidens Haand afblegede Billeder med friske Farver forbi den vaagne Sands. Claudine søgte at berolige sig ved Erindringen om sinOnkels Characteer, og fandt Grunde til Trøst og tilFrygt i sin Kundskab om denne. Paa den ene Sidetrøstede hun sig med, at Grossereren i ganske nyehuuslige Forhold og Omgivelser vistnok ikke vilde opsøgeen Niece, der saa lidet kunde smigre hans Forfængelighed, fremdeles at han ogsaa var for retsindig til udenNødvendighed at ville forurolige hende, og altfor letsindig til at lægge sig hendes Skjæbne paa Hjerte. Menpaa den anden Side vilde hans store Forfængelighedog verdslige Tænkemaade altformeget finde sin Regningved hans Slægtnings Forbindelse med en Mand somBaronen, saa at Denne, dersom han vedblev at gaaeden Vei, han havde begyndt, vilde finde en mægtigAllieret i Grossereren. Tanken om den strenge ogvistnok fortørnede Tante Malfred var endnu mere afskrækkende. Ak! sukkede den bekymrede Claudine: EnAnelse siger mig, at mine rolige Dage ere forstyrrede,at onde Tider ere mig nær.

Hun reiste sig i Sengen og saae ved Maanelyset,som skinnede ind i Værelset, den lille Charles, hvisKurveseng stod for Foden af hendes. Han laae i dybSøvn, med sine smaa Hænder foldede over Brystet.Andægtig foldede den unge Moder ogsaa sine, og sagde:Han er sovet ind med sin Aftenbøn paa Læberne. Entrøstelig Følelse griber mig ved dette Syn. O du, som lod en Straale fra din Guddom falde i min forvirredeSjæl, da jeg i hiin høitideiige Time bragte mit faderløse Barn til din Helligdom, indviede ham til dig, oglovede dig at være en trofast Moder, du veed, jeg harholdt mit Løfte. Herre! hvem de gode Aander alletjene, send en Engel til at bevogte denne Uskvldige idette stille Tilflugtsted, som ingen onde Ord eller Følelser have besmittet, men som er helliget dig og Kjærligheden!

— Enhver Beængstet, der med fri Samvittighed kanbede en Bøn som denne, vil sikkert erfare, ligesomClaudine, at Engelen allerede staaer ved hans Leie, ogbringer Ro og Hvile.

Om Formiddagen pleiede Baronens Gjæster sædvanlig at gaae deres egne Veie, og paa disse Timersneg han sig som oftest til den stille Bolig, hvor hanalmindeligviis, især paa varme Dage, kunde vente atfinde Claudine under Kastanietræets tætte Skjul.

Da han indfandt sig paa den Dag, vi her omtale,havde hans Ansigt et besynderligt Udtryk, der bebudedenoget Usædvanligt. Efter et Par ligegyldige Ord sagdehan: En Hændelse, ikke noget Spioneri fra min Side,har opdaget mig det Halve af den Hemmelighed , Deikke vilde betroe mig. En gammel Bekjendt af Demhar igaar mødt Dem og strax gjenkjendt Dem. Hannævnede Deres Navn for Dem, der fulgte med ham, og da de kom hjem til mig, blev jeg bestormet medSpørgsmaal, som jeg naturligviis ikke indlod mig paaat besvare. Den, som roste sig af at kjende Dem ogDeres Familie, forsikkrede forresten, at De var bleven gifti Mecklenborg med en riig Kjøbmand; om De var Enke,eller ved hvilke Skjæbnens Omskiftelser De var kommentil denne Egn, i en saa lidet glimrende Stilling, varhan meget begjærlig efter at erfare.

Claudine svarede alvorligt: Ja desværre! jeg harvel tænkt mig, at noget Saadant var Følgen af detteMøde.

— De seer altsaa selv, kjæreste Veninde, hvorusandsynligt det er, at De i længere Tid kan bliveskjult for Deres Familie. Tillad mig derfor at anholdeom Deres Haand hos Deres Nærmeste. Alle Misforhold, alle Vanskeligheder ville blive jævnede, naar jegtør fremtræde som Den, der har Ret til at beskyttetDem. Der vil da Intet være, hvorfor De behøverat frygte.

— Intet, uden for mig selv, for min Samvittighed, for min indre Rolighed. De er altfor retsindigtil ikke at ansee en saadan Frygt for den værste af alle.

— Vil De da ikke bebreide Dem selv at havegjort mig ulykkelig? Har jeg fortjent det af Dem? Jegtør vel sige, uden at træde Delicatessen for nær, atjeg, for at vinde Dem, ikke har skyet Offre, som ikke Mange i mit Sted vilde være istand til at bringe, ogtil Løn for saa stor Kjærlighed tager De Hensyn tialt Andet, end til mig.

— Tilgiv Hr. Baron! De seer vort Forhold fraet urigtigt Synspunkt. Til Løn for Deres Godhedfor mig har jeg skjænket Dem min Fortrolighed, mitVenskab, om De vil modtage det. At jeg ikke kangive Dem Mere, skal jeg aldrig bebreide mig, thi jeghar aldrig ønsket eller søgt at opvække Følelser, som jegikke kunde gjengjælde. Mine Grunde, mine Tanker harjeg forklaret Dem saa ofte, at jeg ikke vil trætte osBegge med at gjentage dem. Jeg beder Dem derfor,lad os for stedse afbryde denne Materie, og ifald minSkjæbne ligger Dem paa Hjerte, saa und mig den stilleFred, som er Alt hvad jeg ønsker af Jordens Herlighed. Forstyr ikke min og mit Barns Tilværelse vedat udsætte os for Verdens Opmærksomhed. Tro mig!om den Kjærlighed, hvormed De beærer mig, harkostet Dem ubehagelige Timer, da har den heller ikkeforskaanet mig for Ængstelser og Uro. Lad alt Detteende! Vær mig en Ven, som jeg aldrig skal aflade atskatte høit, og lad denne vor Samtale være den sidsteom en Sag, i hvilken disse i Sandhed skal være minesidste Ord.

Baronen sprang op. Han var bleg. Claudineforfærdedes ved at see paa ham. Godt! sagde han med skjælvende Læber: Fortræffeligt! Jeg har Intetmere at sige, og har kun sagt altfor Meget. Jeg skalikke mere genere Dem eller Deres.

Med disse Ord ilede han bort, som forfulgt afDæmoner. Og det kan vel siges, at han var det,saaledes havde Lidenskaben berøvet ham Sjælens Frihed. Saasnart han kom hjem, satte han sig til Middagsbordet med sine Venner. Disse saae paa ham med Forbauselse. Han affecterede en saa vild Lystighed, at de tænkte, han maatte være beruset eller haveen hidsig Feber i Kroppen. Han lod imidlertid saamegen Champagne og andre sine Vine hente op fra sinKjelder, og drak sine Gjæster saa lystig til, at de Flestesnart ikke havde Noget at lade ham høre. Strax efterMaaltidet styrtede han ud i det Frie og tog — besynderligt nok — Veien henimod den Landsby, som hanmed de skrækkeligste Eder havde forsvoret nogensinde atbetræde. I Nærheden af denne var en steil Vakke,der med sin øverste Skrænt hang ud over Havet.Her standsede han, kastede sig ned i Græset og overlodsig til sin Fortvivlelse. I sit oprørte Sind fandt hansin Ære fornærmet, sit Hjerte krænket, og kaldte sigmishandlet, forskudt og tilsidesat for en Troløs. Havdejeg ham blot her, den forhadte, skjændige Forfører! jeg skulde omslynge ham og styrte mig med ham ned heri Havet. Det kunde jeg have Lyst til at gjøre ialfald, thi er han død, saa kunde jeg møde ham hisset; dermaa ogsaa være Hævn. O kunde jeg blot træffe ham!

I det Samme hørte Baronen en spæd Stemme bag ved sig, som sagde: Her er jeg!

Han vendte sig og saae den lille Charles, saaledessom han første Gang havde seet ham, med hans trefarvede Skjærf og Geværet paa Skulderen. Den Rasende greb den smilende Dreng i sine Arme og raabte:Du sendes mig af Helvede selv.

Barnet blev bange for hans vrede Aasyn og sagde:Slip mig!

Nei, raabte han, du ligner din Fader! og det ersikkert hans forhadte Farver, hvormed du er udpyntet.Jeg springer ned i Stranden med dig, saa kan du hilseham, hvis han er død, og forklage ham for Gud, hvishan lever.

Charles begyndte at græde. Slip mig, raabte han,du gjør mig bange! Jeg vil forklage dig selv forGud, thi det er Synd, at du forskrækker mig. Jeghar jo altid holdt af dig. Slip mig! jeg vil hjem tilmin Moder.

Baronen slap ham og kastede sig selv ned paaJorden, og hans Raseri opløste sig i den hæstigsteGraad. Charles gjorde en Bevægelse for at nærmesig den grædende Ven. Baronen gjorde Tegn medHaanden, at han skulde fjerne sig, og sagde med vred Stemme: Skynd dig! løb hjem! — og det forundredeog forskrækkede Barn ilede bort fra det farlige Sted.

Den ulykkelige Elsker blev længe liggende paaSkrænten og udgræd sin dobbelte Ruus. Da han nogethavde fattet sig, gyste han i sit Inderste over den rædsomme Magt, hvormed Lidenskaben havde omspændthans Sjæl. Han gik hjem, og ved Aftenbordet erklærede han sine Venner, at han næste Morgen vilde reisetil Kjøbenhavn for at ordne Et og Andet, eftersom hanhavde besluttet at tiltræde en Udenlandsreise.

Claudine sad imidlertid eensom under sit Træ iHaven. Hun følte sig forstemt. Baronens vilde, blegeMiner ved hans Bortgang havde gjort et ængsteligtIndtryk paa hendes Sind; hun vidste ikke selv at forklare sin bange Anelse. Da kom den lille Charles ifuld Fart løbende til hende, og med blussende Ansigtog taarefulde Øine kastede han sig om hendes Halsog bad ydmygt om Tilgivelse for at have, ulydigmod hendes Befaling, besteget Skrænten ved Havet.Kjære Moder! sagde Barnet: Jeg har aldrig gjort detfør og skal aldrig gjøre det mere, men jeg saae Baronen sidde deroppe, og saa tænkte jeg, at jeg vel turde gaae op til ham, men hvor han var forunderlig!

Og nu fortalte han omstændeligt og sandfærdigtden Scene, der var foregaaet paa dette Sted. Claudine kunde neppe skjule den indre Bevægelse, som hun følte ved denne Beretning. Hun holdt sin Søn fastsluttet i sin Arm, og formaaede kun svagt at bebreideham hans Ulydighed, og vistnok mindre til Straf endaf Frygt for at lade ham ude af Sigte, paalagde hunham, at han hverken denne Aften eller næste Dagmaatte fjerne sig længere end til Engen udenfor Huset.Charles vidste godt, at Bønner og Parlementeren ikkevilde forandre hans Dom, han satte sig taalmodig vedsin Moders Side, og syntes tankefuld.

Endelig sagde han: Baronen sagde, at jeg skuldehilse min Fader, at jeg skulde forklage min Fader forGud, hvad meente han dermed? Er ikke min Faderdød paa Søen? Det har Bedstemoder fortalt mig.Fortæl mig om min Fader! det gjør du aldrig. Varhan ikke god?

— Jo meget god.

— Siig mig, er han død paa Søen?

Claudine svarede rørt og forlegen: Nei han erfalden i Krigen.

Falden i Krigen? raabte Charles. Det glædermig, det kan jeg godt lide; saa var han vist en tapperMand?

— Spørg mig nu ikke mere! Naar du bliverstørre, skal jeg fortælle dig om din Fader, nu vilde duikke forstaae mig.

Drengen sad lidt og taug stille. Derpaa sprang han op med største Lystighed, greb sin Tromme ogistemte med høi Røst Marseillaisen, et Signal, der straxblev besvaret af hans landlige Kammerater, som medderes gode sjællandske Bondedialect sang det franskeOmqvæd, som deres lille Anfører havde lært dem, ogsom en sand Armee fra Republikens unge Dage ilededen lille Trop, med Træskoe paa Fødderne eller barfodet, til sin General, og forenede sig med ham paaEngen.

Claudine var dybt greben af Barnets Beretning.Hvor var den mig dog nær, sagde hun ved sig selv,den Ulykke, der af alle vilde meest nedtrykket mig! OGud! hvor minder min Samvittighed mig om denmørke Time, da jeg selv — ligesom denne Rasende —vilde have kastet mig i Havet med dette Barn, og endtdets kostbare Liv med mit eget, staaet for mine Dommer hisset som en Forbryderske, mødt Lusard som hansSøns Morderske! Jeg skjælver ved Tanken! Var denUlykke rammet mig, som nu idag truede mig, da havdeStraffen, saa haard den var, dog været retfærdig.Ja i Sandhed! det er ingen Drøm, en høiere Haandbeskjærmer min uskyldige Søn. Bør ikke denne Tankestyrke mit synkende Mod? Men i dette Øieblik vil detsvigte mig. Hvor ængster jeg mig ved at tænke paadenne halv afsindige Mand, der altid omsværmer mitstille Opholdssted! Jeg føler mig saa forladt, jeg føler hvad det vil sige for mig og mit stakkels Barn at væreuden Beskytter.

Neppe havde Claudine i sit stille Sind udtalt disseOrd, før en Beskytter uventet viste sig. En Vogn,kjørt af en Postillon, holdt i Nærheden, en Mand sprang ud og ilede mod Havegittret, og inden Claudinekunde fjerne sig, løb han hende imøde, greb hende isine Arme, trykkede hende til sit Bryst og kunde forindre Bevægelse neppe sige: »Claudine! kjender du migikke igjen?« Og med ubeskrivelig Glæde hilste Claudinesin Ungdomsven og Slægtning Ferdinand Valler.

Da den første Bevægelse ved Gjensynet var sagtnet, sagde Ferdinand: Endelig finder jeg dig, efter enlang, forgjæves Leden. Det er nu henimod ni Aarsiden vi sidste Gang saaes. Hvormeget er dog forandret i vor Kreds og i hele Verden i dette Tidsrum!Af mine første Breve fra Udlandet veed du ventelig,at jeg i Paris vandt en Ven i en ung Schweitzer.Da han reiste hjem til sit Land, fulgte jeg med hamefter hans Ønske. Hans Fader og han selv stode iSpidsen for et omfattende industrielt Foretagende. VedHjelp af mine Sprogkundskaber og ved min VensGodhed blev jeg først Medarbeider og siden Medinterressent i dette Handelshuus, og hvad der endnu vardet Bedste, jeg blev Søn og Broder af Familien vedat ægte min Vens elskværdige Søster, og som du her seer din letsindige Fætter, er han, uden at prale, endriftig Forretningsmand, en kjærlig Ægtemand, og Fadertil en lille treaars Datter. Jeg kan med Sandhed forsikkre dig, at jeg i alle disse Skjæbnens Omvexlingeraldrig har glemt min smukke lille Cousine, der grædsaamange Taarer Ved vor Afsked; jeg spurgte til dig ihvert af mine Breve, og jeg havde ikke været længeborte, førend jeg fik det Svar, at du var gift i Mecklenborg med den tydske Kjøbmand, som jeg havde seeti Onkels Huus. Jeg tilstaaer, at denne Efterretningmishagede mig, men nu, da jeg benyttede mig af enLeilighed, der frembod sig til at gjensee mit Fædreland,lagde jeg dog Veien til Kjøbenhavn over Doberan, ogreiste til et Landsted et Par Mile derfra, hvilket mannævnede mig som den omtalte Kjøbmands Sommerbolig. Jeg lod mig melde hos Fruen, og stodheel forbauset for en fremmed Dame. Til Lykke varTante Malfred der, af hvem jeg dig angaaende dogikke erfarede stort Andet, end at hun var vred paa dig.I Kjøbenhavn gik det ikke bedre, før jeg endelig blev henviist til den gamle Susanne. Af hende og endmere af den vakkre Kone, hos hvem hun opholder sig,fik jeg omstændelig Beretning om Alt. O min kjæreClaudine! med dyb Bekymring hørte jeg, hvad du harliidt, med Glæde, hvorledes du har bestaaet din haardePrøve. Du er bleven dig selv lig. Din ungdommelige Begeistring, som Tidens Tendenser, som Kjærligheden, ak! som mine egne exalterede Udbrud opvakte ognærede, er du bleven tro paa en skjønnere Maade endTiden og vi Andre, som levede i dens skjønne Løfter,hvilke den ikke har holdt. Hos dig have disse Begreber forædlet sig til den sande Frihed, der ikke lader sigkue af Modgang og Menneskefrygt til at fornaegte sinTroskab og Kjærlighed. O jeg kunde kaste mig sordine Fødder og bønfalde dig om Tilgivelse for denDeel, jeg har i din Skjæbne, dersom jeg ikke til minTrøst følte, at din Seier var større end dit Uheld!

Med inderlig Bevægelse hørte Claudine den trofaste Vens varme Lovtaler, der hævede hende i hendesegne undseelige Øine. Gjennem vore Feiltrin, sagdehan, lære vi mangengang at vende vort Sind til detHøiere og Bedre.

Ferdinand holdt begge hendes Hænder i sine ogsagde halv sagte: Alt kan endnu blive godt. Maaskeekan det endnu forundes mig at være et Redskab til dinOpreisning, som jeg har været det til din Ulykke.

Med bange Stemme sagde Claudine: Veed duslet Intet om din Ven Lusard?

Hvorledes? svarede han: Du veed ikke ….

Claudine afbrød ham og lagde Haanden paa hansMund: O ti! tal ikke Ordet ud! Tusinde Gange harjeg sagt mig det, men gyser dog for at høre det.

— Hvad mener du?

Med neppe hørlig Stemme og bortvendt Ansigthviskede hun: At han er død.

— Dod! Nei ingenlunde! Veed du ikke, at hanfor et halvt Aars Tid siden er bosat her i Danmark?I Jylland, paa sin Onkels Gods, som han har arvet?

Claudine stirrede paa ham uden at svare.

Ferdinand vedblev: Erindrer du ikke, at han oftetalede om sin Onkel, den emigrerede Duc de Montalbert? Denne stive Aristocrat, hvis Vrede bedrøvedehans Brodersøn saa meget, lod sin Forbittrelse døemed Republiken, mødte sin Neveu i Paris, forligte sigmed ham og indsatte ham til sin Arving, hvorpaa hanvar saa god at reise til det Fædreland, hvorfra manikke kan emigrere.

Har Lusard i alle disse Aar aldrig skrevet til dig?spurgte Claudine frygtsom.

— Kun et Par Gange. I Krigens Tummelsaaer man ikke synderlig Ro eller Leilighed til at skriveBreve, men dog har han, netop som han reiste fraParis for at begive sig til sin nye Eiendom, sendt mignogle Linier med en Landsmand, som reiste til Genf.Jeg reiser til ham og haaber at bringe dig ham tilbage med større Glæde, end da jeg bragte dig hampaa Broen ved Fiskerleiet. Erindrer du den Dag?

— O Ferdinand! du ængster mig!

— Hvorledes? Elsker du ham ikke mere?

— O kan du spørge! Men ak! jeg veed ikkeselv …. Den rige, fornemme Montalbert forekommermig saa fremmed. Det er ikke den unge Lusard meddet elskende, melancholske Udtryk, ham som gik en uvisSkjæbne imøde. Han har glemt mig!

— Hvem siger, han har glemt dig? Han er, ligesom jeg, ført bag Lyset af falske Efterretninger, hantroer at du er troløs.

— Betænk dog, Ferdinand! Dersom han endnuhavde elsket mig, skulde han da, skulde nogen Mandlade sig afholde fra at forskaffe sig Vished om en PigesSkjæbne, der havde betroet sig til hans Ære, forudsatat han endnu elskede denne Pige? Nei lad mig væredød for ham.

— Claudine! glemmer du din Søn? Skal hansFader ikke erfare hans Tilværelse? Vil du berøve ditBarn dets Fædrenenavn, dets Ret?

— Ak, Ferdinand! Til sin Faders Navn og Eiendom har min stakkels Dreng ingen Ret efter menneskelige Love. Er der ingen Kjærlighed, er der heller ingenRet, hverken for ham eller mig; og jeg vil ingen Opreisning, som jeg skulde modtage af anden Haand endaf Kjærlighedens. Sæt dig for et Øieblik i mit Sted!Erindre dig hine Dage, da Lusard elskede mig saa varmt,saa inderligt. Intet Menneske kan vide det bedre end du, vor fælleds, eneste Fortrolige. Tænk dig, om nuen Følelse af Pligt og Ære bragte ham tilbage til hansSøns Moder, som han ikke mere elskede, saa jeg skuldesee ham kold og mismodig, sukkende over det Baand,som nu stod iveien for hans Fremtids Planer og Ønsker! Tænk dig Dette! Nei saa dybt kan jeg ikke fornedre mig; da vilde jeg først begræde min Ungdoms Feiltrin. I min ringe Stilling er jeg tilfreds, jeg leverrolig, i Kjærligheds og Venskabs Skygge. Og hvadmin Søns Fremtid angaaer, da vil jeg trøste mig ved,at netop de ædleste, de meest udmærkede Mænd ereudgaaet fra et ringe, ofte fattigt Ungdoms-Hjem.

Samtalen blev nu afbrudt af Christiane, der komfra et Besøg i Landsbyen, og førte den lille Charlesmed sig, der var løbet hende imøde. Med Hjertelighed,som en gammel Bekjendt, modtog Christiane sin ungeVenindes Slægtning, og den lille Dreng hilste for førsteGang i Livet en Paarørende.

Ferdinand var paa sin Side henrykt over BarnetsSkjønhed og Elskværdighed. Ak, Claudine! sagde han:Dette Skjærf, som din Søn bærer, det gjenkjender jeg,og naar jeg tænker paa hiin Aften, da jeg første Gangsaae det …

Han afbrød sig selv og sagde til Charles: Kandu ogsaa synge Marseillaisen?

Den lille Dreng blev glad over dette Spørgsmaal og istemte strax sin Yndlingssang. Ferdinand omfavnedeham rørt og sagde, henvendende sig til Claudine: Ohvilken Magt over Sjælen udøve dog vore Erindringer!Denne Sang, dette Skjærf, dit kjære Ansigt og det,som dit Barns Træk gjenkalder mig, fører mig gansketilbage i min Ungdoms Dage.

En glad Fest feiredes paa denne Aften i densimple Bolig. Dens Beboerinder opbøde Alt, hvadder var dem muligt, for at vise deres Gjæst den Glæde,hans Nærværelse foraarsagede dem. Med qvindeligOpfindsomhed vidste de at indrette ham et hyggeligtSovekammer for den kommende Nat, og det landligeAftenbord var i al sin Tarvelighed nydeligt og behageligt.

Efter at den lille Charles var gaaet til Ro, blevede to Veninder og deres Gjæst siddende i fortroligSamtale til ud paa Natten. Med ligesaa stor Frihed,som under fire Øine, optoge de to Slægtninge denafbrudte Traad af det før afhandlede Æmne, og Christiane sad som den milde, jævnende Mæglerske mellemde forskjellige Anskuelser. Imidlertid blev det endeligeResultat, at Ferdinand maatte helligt love at udforskeLusards Hjertelag, forinden han talte til ham om denfordums Elskede. Ja jeg lover dig det, sagde Ferdinand, jeg gjenkjender dig ogsaa i din ædle Stolthed.

I intet Tilfælde skal din Ven og Fætter foretage det Mindste, som kan saare den eller forstyrre din Fred.Men ihvad der skeer, skal du i mig have en trofastBroder, og din Søn skal ikke være faderløs, saalængejeg lever.

Den næste Morgen tiltraadte Ferdinand sin Reisetil Jylland, og efterlod Claudine i en smertelig Spænding. Christiane forstod hendes Sindsstemning, og søgteforstandig og kjærlig at trøste hende. Claudine sagde:Hvor har jeg dog været lykkelig i disse mange Aarved din Side, min anden Moder, mine Tankers Fortrolige! Hvorfra ere de nu komne, disse urolige,lidenskabelige Fornemmelser, som have bemestret sig mitrolige Sind? Hvor stille levede dog min Ungdoms-Kjærlighed i min Sjæl! Hvor inderlig bad jeg til Gudfor Lusards Liv! Og nu, da jeg veed, at han lever, aten saa kort Afstand i Rummet adskiller os, nu er det,·som den gamle Lidenskab var opvaagnet i mit Indre.Med dyb Smerte tænker jeg mig forglemt af ham,med Skinsyge, at en Anden kan have indtaget min fordums Plads i hans Hjerte. Jeg længes efter ham,og skjælver for at see ham igjen. Jeg tæller Dagenetil Ferdinands Tilbagekomst, og synes, at jeg maa døeaf Angst ved at læse min Skjæbne af hans Ansigt,eller høre den af hans Mund. Jeg kjender mig ikkeselv igjen. Jeg troede at være helbredet for min Ungdoms Vildfarelser. Jeg skammer mig for Guds ogfor dine Øine.

Ikke for mine, svarede Christiane: Mine Øinehave grædt Taarer, som dine; jeg kjender disse Uvishedens Qvaler. Men med Visheden vil efterhaandenRoligheden komme tilbage, og — tilføiede hun, idethun førte Charles, som netop traadte ind, hen til hansModer, og lagde hans lille Hoved mod hendes Bryst:Trøsten er nær.

De to Veninder følte sig i disse ængstelige Dagefastere sammenbundne end nogensinde, og lovede —ihvad der end kunde hænde — aldrig at forlade hinanden.

Ferdinand ankom imidlertid til Lusards Herresæde.Han gik uanmeldt ind ad en Vei, der gjennem Havenførte op til Gaarden. Dørene stode aabne til en Havesal, fra hvilken nogle Trappetrin gik ned til Haven,og lige indenfor Dørene saaes en Mand siddende vedet Bord, fuldt af Papirer og Bøger og saa fordybeti Læsning, at han aldeles ikke bemærkede, at Ferdinandstod nær ved Døren og betragtede sin gamle Ven, hvisUdseende syntes ham forandret og vidnende om, at Besværligheder og Sorger havde præget deres Spor ide skjønne Træk. Men disse mørke Indtryk forsvandt i det Øieblik, da Lusard med uskrømtet Glædeog Overraskelse hilsede den velkomne Gjæst. Hele den stille, øde Borg fik nyt Liv, og fra den store Jagthundaf op til den gamle Forvalter var det tydeligt at mærke,at dette Besøg var en behagelig Afbrydelse i den tilvante Eensomhed. Naturligviis meddelte de to Vennerhinanden i deres allerførste Samtaler de Forandringer,der vare foregaaet i deres Stilling i det lange Tidsrum, hvori de havde været adskilte. De store Forandringer i den politiske Verden, der ogsaa i deres Skjæbnehavde spillet en større eller mindre Rolle, kom naturligviis ogsaa paa Bane. Ferdinand holdt endnu fast paa singamle Forkjærlighed for de republicanske Ideer, og henholdt sig til Carnots bekjendte Votum: Que César soitgrand, mais que Rome soit libre, og troede sig sikkerpaa, at hans Ven havde bosat sig udenfor sit Fædreland, af Misfornøielse over det nye Keiserdomme. Nei,sagde Lusard: Jeg har Intet imod, at see Republikenforvandlet til Monarchie. Det er efterhaanden blevetmig klart, at Frankrig mindst af alle Lande kan væreRepublik. De republicanske Dyder forudsætte en visFasthed, en Haardhed i Villie og Sæder, der ikke passer for et Land, som Naturen selv har anviist en Forfinelse, en Luxus, uden hvilken det ikke kan ernære sig. Ere ikke vor Jordbunds vigtigste Producter, hvad derisær i andre Lande henregnes til Luxusvare: Viin,Silke og Mere? En Sympathie hersker vist altid mellemet Lands Natur og dets Befolkning. Vor er i sin naturlige Characteer, blød og let som vor Silke, stærkog kraftig som vor Viin, den gjærer jo rigtignok ligesomdenne, men den er ikke grusom og dæmonisk, som deni Revolutionstiden har viist sig. Der er den traadtud af sin naturlige Tilstand, og har ikke været sig selvbevidst. O min Gud! I de Tider, da vi To levedemed hinanden, da vare Menneskene overalt begeistrede for det store Skuespil, vi opførte, og hvis førsteAct havde været ligesaa skjøn, som de paafølgende vareafskyelige; men du kan troe mig, at baade jeg og mineøvrige Landsmænd i vor daværende Omgangskreds, vilængtes i vort stille Sind efter en Heros, der formaaedeat dræbe den tusindhovede Hydra, der under forskjelligeFormer sønderrev vort Land og vore Hjerter. Haner kommen, denne Heros. Hvor have vi Alle medubeskrivelig Begeistring og Kjærlighed fulgt hans seierrige Fane! Enhver af os havde følt sig lykkelig ved atdøe for ham; jeg selv følte mig som i Himlen, da hanengang roste og udmærkede mig i Armeens Paasyn.Men nu, efter saa megen Rædsel, saa meget udgydtædelt, tappert Blod, nu er dog heller ikke det Maalvundet, de Ideer have ikke seiret, hvorfor vi have liidtog offret saa Meget. Fred og Frihed ere endnu langtborte. Despotismen hersker under andre Former, ogjeg bekjender, at jeg derfor, træt og længselfuld efter Uafhængighed, med Glæde har begivet mig til dettestille Tilflugtsted i dit lille fredelige Fædreland.

Men, sagde Ferdinand: Forekommer denne Stilhedog Eensomhed dig ikke tom, efter saa bevæget et Liv?

— Ja og Nei! Jeg føler vel, her mangler migNoget. Ligefra disse Blomster her ude paa Terrassen,der ligge ned paa Jorden, fordi her ikke findes en kjærlig Haand til at opbinde dem, og til dette Værelse,hvor Enhver kan gjenkjende en Pebersvends Menage,savner man jo den Skjønhedssands og det Liv, somjeg elsker og gjerne saae omkring mig, men som jegdog ikke forstaaer at skabe, og endnu langt mere savnerjeg en Ven som dig, med hvem jeg kan tale frit ogfortroligt.

Du mangler en elskværdig Hustru, sagde Ferdinand,fornøiet over at bringe Samtalen over paa det Gebeet,hvor han vilde have den. Men Lusard indlod sig ikkevidere, han trak paa Skulderen og taug.

Saaledes gik det i nogle Dage. Claudines Navnblev ikke nævnet. Det forekom Ferdinand, som omLusard kjendeligen undveg at berøre denne Materie.Endelig en Aften, da Ferdinand kom hjem fra en Touri Omegnen, sandt han Astenbordet dækket i en Løvhyttei Haven. Der stod Lys paa Bordet, og nogle Blomster laae i en Figur, der skulde forestille to Krandse.Lusard modtog sin Gjæst med en Blanding af Veemodighed og Fornøielse i sit Ansigt, der aldeles gjenkaldteFerdinand hans Ven fra fordums Dage.

Da den opvartende Tjener ved Desserten havdeforladt dem, sagde Lusard: Siig! Er der ingen Erindring der vaagner hos dig ved denne lille Decoration,jeg her har indrettet? Jeg vilde give en Mindefest tilÆre for en af mit Livs skjønneste Aftener, som jegtilbragte i dit Selskab paa det mig altid dyrebare Landsted paa Strandveien. Erindrer du den? Denne Aftener deilig, ligesom hiin. Maanen skinner gjennem Løvet,som dengang; Lysene brænde stille her paa Bordet.Blomsterne ligge duftende ved Siden, men hvilken Forskjel! de ligge adspredte, ikke bundne i skjønne Krandse,vi kunne ikke krandse vore Hoveder med dem, de faldefra hinanden, som Ungdommens blomstrende Haab.Vi vare dengang Tre! En Plads er tom. —

Hans Stemme vidnede om hans indre Bevægelse. Han fyldte Ferdinands Glas og sit eget, og sagde:Til Minde om din Cousine, den indtagende Claudine!

Med Glæde greb Ferdinand sit Glas og stødtedet mod sin Vens. Efter en lille Pause sagde han:Du har da ikke ganske glemt Claudine?

Nei! svarede Lusard med et meget forandret Udtryk: Det var rigtignok hende, som glemte mig først,ja meget snart.

— Hvorledes! Har du aldrig erkyndiget dig omhende? Aldrig skrevet?

— Ak, jeg maa lee af mig selv, som, Gud veedhvordan, iaften er falden ind i gamle Kjærligheds-Erindringer. Men da vi nu ere komne paa denneMaterie, saa føler jeg selv, at jeg er dig en Forklaringskyldig, ja en Bøn om Tilgivelse for min Uret imoddin elskværdige Paarørende. Jeg har tilvisse erkjendtog erkjender den Mangel paa Herredømme over minLidenskab, der bragte mig til at indsmigre mig i enuskyldig Piges Hjerte og fordre Troskab mod en omflakkende Soldat, hvis Liv og Skjæbne hang i et Haar.Alt Dette sagde jeg mig selv med Anger og dyb Ængstelse, da jeg maatte forlade Claudine, som jeg elskede,ja tilbad med et Sværmeri, som hverken Rousseau ellerhans Saint-Preux skulde have skammet sig ved. Jegblev strax ved min Hjemkomst reven midt ind i KrigensTummel, dog søgte jeg enhver Leilighed til at faae Efterretning om min Elskede. Jeg skrev til din Onkelog til hende, men fik intet Svar. Ikke engang et Aarefter vor Adskillelse var forløbet, da jeg erfarede, athun havde giftet sig i Tydskland, netop med et Menneske, i Anledning af hvem hun havde tilsvoret mig,at ingen Tvang eller Overtalelse skulde bringe hendetil at bryde sin Troskab imod mig. Jeg var ung ogforelsket. Da jeg fik denne Efterretning, fortvivlede jeg, og det kom mig ret tilpas, at vi netop den næste Dag skulde levere en Bataille. Jeg kastede mig i Stridens Ild, som Den, der søger Døden; men som det jævnligen gaaer, Kuglerne spottede mig, uden dog at gaae afveien for mig; thi bedækket med Saar blev jeg bragt fra Valpladsen, og laae længe meget syg. Et saadant langt og smerteligt Sygeleie hjelper med en beundringsværdig Kraft Fornuften til dens Ret, og jeg begyndte lidt efter lidt at finde mig beroliget ved den Tanke, at Claudines Skjæbne havde ført hende i en rolig Havn fra det usikkre Hav, hvorpaa min Kjærlighed havde lokket hende ud. Imidlertid kan jeg, uden at lyve, sige, at jeg aldrig har glemt hende, thi flere Gange har der været Spørgsmaal om Giftermaals-Planer, som min Familie eller andre Venner, ja endogsaa en flygtig Tilbøielighed fra min egen Side have viist mig som ønskelige, men da har altid min Claudines Billede stillet sig mellem mig og den paatænkte Brud, og strax er Denne falmet ved Siden af min første Elskedes Erindring. Jeg har følt Sandheden af hvad en af vore Sange siger: at Foraaret, som vender stedse tilbage for Naturen, kommer ikke igjen for de Elskende.^[2] Ferdinand sagde nu alvorlig: Men sæt nu, atdisse Efterretninger om Claudines Giftermaal vareusande, sæt, at hun endnu var fri?

— Umuligt! Din egen Onkel ….

— Ligemeget! Han selv kan være bedragen ellerhave havt sine Grunde til at bedrage, for at undvigeVerdens skadefroe Domme. Sæt, at Claudine, forladtog uden Støtte, var som en fattig Flygtning gaaet udi den vide Verden for at søge et Fristed, med dit Barnpaa Armen?

Lusard afbrød ham, greb ham med Hæftighed iArmen, og raabte med skjælvende Læber: Mit Barn!for Guds Skyld! O Ferdinand! Er Dette Spøg, daer det altfor grusomt.

Ferdinand vedblev, uden at lade sig forstyrre:Med ditBarn paa Armen, dit Barn, som hun ikkevilde slippe, som hun i alle disse Aar har ernæret medsit Arbeide, opdraget som et Mønster paa moderligTroskab, paa Troskab mod sin letsindige Elsker, der paaet løst Rygte har forglemt, hvad han skyldte en Pige,hvis Kjærlighed han havde misbrugt.

Lusard foer iveiret, og i sin Hæftighed kastede hansig næsten til Jorden, idet han greb Ferdinand ombegge Skuldre. Vil du dræbe mig? raabte han. Fortæller du mig en Fabel?

— Hvad vil du sige, hvis det er Sandhed?

— Hvad jeg vil sige? For mig til hendes Fødder!Hjelp mig at betle om hendes Tilgiveise! Gjør mig tildet lykkeligste af alle Mennesker!

Og som sagt, saa gjort. Ikke mange Dage efter,da Claudine en Aften sad ene og sørgmodig underKastanietræet, saae hun Ferdinand stikke Hovedet indover Havegitteret, og inden hun kunde besinde sig, laaeLusard for hendes Fødder. Han bøiede sig dybt tilJorden, tog Fligen af hendes Kjole, trykkede Sømmentil sine Læber, og udbrød med taarefulde Øine: Saaledes sagde jeg Farvel, saaledes kommer jeg tilbage, tilbedende dig mere end nogensinde. Kan du tilgive mig?

Hvo, som nogensinde har oplevet et saadant Gjensyn, veed, at det, som en Forsmag paa den fjerneSalighed, har Ord, som ingen Tunge kan udtale.

Ferdinand havde strax begivet sig bort, og ilede for atopsøge den lille Charles, da han netop saae ham kommeover Engen og nærme sig Huset med sin lille Krigerskare, for hvilken han gik i Spidsen, omgjordet med sittrefarvede Skjærf, og med høi Røst istemmende Marseillaisen, hvis Omqvæd Choret gjentog efter bedste Evne.Lusard sprang op ved den uventede Lyd af denneSang. Claudine viste taus med Haanden paa denlille Anfører. Den henrykte Fader løb sin Søn imøde. Han greb Claudines Arm, trykkede den til sig og sagde:Ak! dette Skjærf kjender jeg. O! disse Farver, disseToner de have begeistret mig og Tusinder med mig,men aldrig have de dog faaet mit Hjerte til at bankesom i dette Øieblik.

↑ En lille Prøve paa dette hans Talent kunne vi ikke nægteos den Fornøielse her at afskrive efter Hukommelsen,saaledes som det i hiin Tid fandtes aftrykt med hosføietOversættelse i en lille dansk Digtsamling, der nu er forglemt indtil Navnet. Dette virkelige Impromtu har sinOprindelse fra en Spadseregang i en Have, hvorved enDame bad Grouvelle sige hende en passende Inscriptiontil en lille Statue, som der fandtes, og som forestillede etnøgent Barn med et Hjerte i Haanden, hvorpaa han øieblikkelig opgav hende følgende Linier:
N’offrant qu’ un coeur à la beauté,
Nu comme la vérité,
Sans armes comme l’innocence,
Sans ailes comme la constance,
Tel fut l’amour dans l’âge d’or,
On ne le trouve plus, mais on le cherche encor.
Dette lille Vers lyder i Rahbeks Oversættelse saaledes:
Som Sandhed nøgen, han kun Hjertet Skjønhed bringer,
Som Uskyld vaabenløs, som Troskab uden Vinger,
Saa, Elskov, var i gyldne Alder du,
Man finder dig ei meer, men søger dig endnu.
↑ Hélas, hélas! ce beau printemps
Qui peu de jours à peine dure,
Ne revjent plus pour les amans,
Comme il revient pour la nature.
Florian.

[1] En lille Prøve paa dette hans Talent kunne vi ikke nægteos den Fornøielse her at afskrive efter Hukommelsen,saaledes som det i hiin Tid fandtes aftrykt med hosføietOversættelse i en lille dansk Digtsamling, der nu er forglemt indtil Navnet. Dette virkelige Impromtu har sinOprindelse fra en Spadseregang i en Have, hvorved enDame bad Grouvelle sige hende en passende Inscriptiontil en lille Statue, som der fandtes, og som forestillede etnøgent Barn med et Hjerte i Haanden, hvorpaa han øieblikkelig opgav hende følgende Linier:
N’offrant qu’ un coeur à la beauté,
Nu comme la vérité,
Sans armes comme l’innocence,
Sans ailes comme la constance,
Tel fut l’amour dans l’âge d’or,
On ne le trouve plus, mais on le cherche encor.
Dette lille Vers lyder i Rahbeks Oversættelse saaledes:
Som Sandhed nøgen, han kun Hjertet Skjønhed bringer,
Som Uskyld vaabenløs, som Troskab uden Vinger,
Saa, Elskov, var i gyldne Alder du,
Man finder dig ei meer, men søger dig endnu.

[2] Hélas, hélas! ce beau printemps
Qui peu de jours à peine dure,
Ne revjent plus pour les amans,
Comme il revient pour la nature.
Florian.

[1]

[2]

To Tidsaldre/I

To Tidsaldre.

Første Deel.

Revolutionstiden.