Takt og Tone/III. Børnene

Takt og Tone
Børnene
af Emma Gad

TREDJE AFSNIT

BØRNENE

Den lykkeligste Tid i en Families Liv er vel den,hvor Børnene vokser op om Forældrene, hvor deUnge endnu ikke er fløjet ud af Reden, og hvor deter Faderen og Moderen forundt Dag for Dag at følgeog lede deres Børns Udvikling og gennem Samlivet atgive Næring til Kærligheden fra Forældre til Børn,den, der er Livets største, fordi det er den eneste, somhelt er befriet for alle Tanker om Gengæld ogVederlag, men finder Lykken i en ustanselig Forglemmelseaf eget Velvære og personlige Ønsker.

Et Barns Fødsel er derfor den største Begivenhedindenfor et Hjems Vægge, naturligvis især det førsteBarns Ankomst, men hver en Tilvækst af Børneflokkenbetyder en ny og rig mulighed, et nyt Ansvar for envordende Sjæls rette Udvikling og en Spire tilfremtidig Lykke for Hjemmet.

Meddelelse om Barnets Fødsel. Saa snart Barnet erbragt til Verden, er det naturligt at underrette denærmeste Paarørende, i første Instans selvfølgeligBedsteforældrene til begge sider, som i de fleste Tilfælde erdem, der er allergladest. Pr. Telefon eller Brevunderretter man derefter fjernere Slægtninge og venner.

Den udenlandske Skik at avertere Fødsler saa velsom Dødsfald har ikke fundet Vej hertil, men kanmaaske anbefales som ganske praktisk.

Mens den unge Moder er bundet til Sygeværelset, er det elskværdigt af Slægt og Venner at indbydehendes Mand og adsprede ham lidt.

Det maa stærkt tilraades unge Mødre selv at ammederes Børn. Selv hvor det kun lader sig gennemføre iet kortere Tidsrum, er det af gennemgribendeBetydning for Barnets Trivsel at begynde sin Tilværelsemed denne naturlige Ernæringsmaade som Grundlag.Og det Øjeblik, hvor en ung Moder lægger sit lilleBarn til sit Bryst, er et af det lykkeligste, Livet kanskænke.

SMAABØRN. Den jævne, daglige Behandling af detlille Barn kan allerede fra den spædeste Alder havesin opdragende Magt. Naar f. Eks. et Spædbarns Søvnaldrig maa forstyrres, saa er det ikke blot, fordi detkan være usundt, men ogsaa fordi en altfor pludseligOpvaagnen kan vække Skræk og blive en Spire tilKaraktersvaghed.

At Mad og Søvn tildeles med regelmæssigeMellemrum er den første Begyndelse til Begrebet Orden, somnødvendigvis maa indgaa som en Bestanddel i detorganiserede Sjæleliv.

At Sanserne ikke bliver hidsede, Nerverne ikkepirrede, og at Barnet faar Ro til at bearbejde al legemligog aandelig Føde er en af de mest grundlæggendeTing.

Hvad der først viser sig hos Barnet af aandeligtLiv, er ikke Tanke og Fornuft, men Instinkt ogFølelse. Naar Barnet ligger tørt og mæt og spræller, følerdet sig rent instinktmæssigt veltilfreds. Smaabørnføler ifølge dette Instinkt tidlig Paavirkning af en godoplivende Omgang — en uheldig Barnepige kan sætteet Barn meget tilbage.

Man bør lige fra den spædeste Alder vænneSmaabørnene til ikke at vække deres Moder eller Barnepige om Natten. Man skal ikke tro, at de trænger tilFøde i Nattens Løb, og man skal roligt lade demskrige i et Par Nætter, saa er det forbi, og de ervænnede til at sove, til Morgenen bryder frem.

Naar Børn er blevet et Par Aar gamle og derover,maa man ikke forstyrre deres vaagnende Sjæleliv vedat opvække Rædsel hos dem, et Middel i Opdragelsen,som heldigvis ikke mere er saa hyppigt brugt somforhen. I Barnets let vakte Indbildning antager f. Eks.Mørket en næsten haandgribelig Karakter, derskræmmer dem stærkt. Luk aldrig et lille Barn inde i etmørkt Rum som Straf. Rædslen kan virke næstenlammende paa Nervesystemet.

Sig aldrig til et Barn, at Bømanden kommer ogtager det, hvis det gør saa eller saa, eller andreskræmmende Ting hentede i Fantasiens Verden. Frygtenfor fremmede Mennesker vaagner hos Barnetsamtidigt med, at det begynder at kende og elske sinenærmeste Omværende, og selv naar de bliver lidtstørre, skræmmes de let af enhver ydre Ting, enMaske, en stor Hund eller et par blaa Briller.Pludselige stærke Lyde som en Jernbanefløjte eller enelektrisk Klokke virker ogsaa skræmmende paa dem.

Glem aldrig, naar De har et lille Barn, hvor letbevægeligt dets Nervesystem er, og søg at modarbejdedets medfødte Frygtagtighed med klare og kærligeForklaringer.

Vær klar over, at et lille Barn er glad over andresmaa Børn, overhovedet føler Tryghed og Glædeoverfor alt, hvad der er smaat, og en tilsvarendeÆngstelse overfor det Store og Dunkle. Før Deres lilleBarn saa meget som muligt sammen med andreSmaabørn. Børn skal ikke blot i fysisk Forstand leve i Lysog Solskin. Alt Mørkt skal holdes borte fra dem.

Lær selv Deres lille Barn at tale og brug ikke dertil noget lallende Babysprog, som det kun altfor tidtgøres. Tal, selv i Spøg og Leg, klart og korrekt tilBarnet, som derved fra ganske lille vænnes til at tale etsmukt og omhyggeligt Sprog.

Kælenavne. Giv ikke Deres smaa Børn Kælenavne.Det er saa godt som umuligt senere at frigøre sig fordem og det er en stor Ubehagelighed Livet igennem atgaa rundt og hedde Bips, Misse, Tulle, Tut eller hvadman nu har hittet paa, naar hele Ens Ydre og Væsener en fuldkommen Kontrast dertil. Det kan lyde lidthøjtideligt, naar der siges: „Giv Viktoria en ren Blepaa!“ eller: „Aleksander har kastet sin Vælling op!“men for Barnets Fremtids Skyld bør man sætte detigennem. Det turde være et Fingerpeg i Retning af, atman helst bør afholde sig fra at give sine Børn altforhøjtklingende og for poetiske Navne, som det nu erSkik. Man bør betænke, at Barnet ikke vedbliver atvære en henrivende guldlokket Skabning, men medTiden bliver til en velmeriteret skaldet Grosserer elleren trivelig graahaaret Tante.

DET STØRRE BARN. Naar den Periode i BarnetsLiv indtræffer, hvor det uafladelig spørger, ofte paaden taabeligste Maade, maa de Omværende ikke svareafvisende eller undlade at svare. Man maa tænke paa,at et Barn har alt at lære, og at fraregnet det at se oghøre, er Spørgsmaalet det eneste Middel, hvorved detkan forøge sin Viden.

Giv Barnet en fornuftig Forklaring, der giver deten tydelig Forestilling om den Ting, det spørger om,og svar ikke adspredt.

Fortæl Barnet en Mængde af, hvad det har at lære,paa en Maade, der er afpasset efter detsUdviklingstrin. Fortæl det om Naturens Undere, om de gamleFolkeforestillinger, men især om de bibelske Tildragelser. Intet Æventyr kan være smukkere og merefængslende for Barnesindet end f. Eks. Fortællingenom Paradisets Have, om Abraham og Isak, der skuldeofres, eller om Noahs Ark. Og for dem, der læggerVægt paa de religiøse Forestillinger som den retteBallast i Livet, vil det Kendskab til Bibelens Indhold,som kommer til Barnet fra Moderens Læber, mensdet sidder paa hendes Skød, gøre det meget meremodtageligt for senere Paavirkning end den tørreUndervisning i Skolen.

Senere gør man Barnet en Tjeneste ved at fortælledet den elementære Oldtidshistorie og Sagnene fraden nordiske og græske Mytologi paa en letfatteligMaade og ved, ganske ubevidst for Barnet, underFortællingen at smugle alle de Navne ind i detsBevidsthed, som det som voksen maa kende for at være etkultiveret Menneske. Og hvad kan for et Barn væremorsommere at faa fortalt end f. Eks. Odysseen medalle Odysseus' vidunderlige Eventyr hos Polyphem ogde træske Sirener?

Jo mere en Moder paa en umærkelig Maade kanbibringe Barnet lidt af den uhyre Sum af Viden, dethar at tilegne sig, før det kan tage Kampen op medTilværelsen, jo bedre udfylder hun denne Del af sinOpgave.

Man lærer sit Barn at blive lykkeligere ved atindblæse det Forstaaelsen af de smaa Glæders Betydning.

Man skal i Tide lære Børnene Fornøjelsen vedArbejdet, ved at lade dem forstaa, at de ikke maa ødsleal deres Tid bort; de bliver nemlig hurtigt kede af atlege, hvorimod de elsker at give deres sunde ungeKræfter til hvadsomhelst, naar de indser Nytten deraf,og selv tror paa et Resultat. Men det maa være synligtog fatteligt for dem uden Voksnes Forklaringer.

Børn, har saaledes en medfødt Trang til at hjælpe de Voksne. Man maa aldrig overfor et Barntilintetgøre Troen paa, at det hjælper, men tage imod detmed Glæde og tilsyneladende Paaskønnelse, selv omHjælpen er ad Hekkenfeldt til.

Væn Deres Børn af med at lyve ved selv at forstaa,at deres sædvanlige Smaaløgne kommer afSelvopholdelsesdrift. Straf dem ikke med Strenghed derfor, menlad hellere, hvor det lader sig gøre, som om De tror,hvad der siges. Naar Barnet ikke mere er bange forat sige Sandheden, ender det med at sige den, hvisdet da ikke er en virkelig Løgnernatur, der er underUdvikling. I saa Tilfælde hjælper vist intet.

Vær selv saa sandfærdig og oprigtig som muligt,hvis De har Børn at opdrage. Lad dem ikke høre paa,at De afleverer en af de smaa Nødløgne, som kanvære undgaaelige i Omgangslivet og ersammenblandet med Høflighed som Fløden med Kaffen, som f.Eks. naar man til Giveren udtrykker sin Glæde overen Gave som man lige forinden har kaldt skrækkelig.Voksne tager det for, hvad det er, som en Konveniens,men Børns Opfattelse er mere primitiv. De synes,naar de hører deres Forældre lyve, at ogsaa de harLov til det.

Vær varsom med at behandle Smaarapseri hos etBarn som en utilgivelig Synd. Selv de mest retskafneMennesker har forøvet lidt af den Slags som Børn;om ikke andet har de stjaalet Frugt. Straf dem ikkefor haardt — skræm dem ikke fra Vid og Sans, mental med dem og bring dem til at forstaa, hvor let detSmaa kan føre til det Større.

Hvis man kun har et enkelt Barn, maa det tilraadesat sætte det i en Frøbelhave ved omkring fire AarsAlderen for at skaffe det Selskab med andre Børn, ogfor alle Smaabørn er dette anbefalelsesværdigt, hvisikke Forældrene har megen Tid eller Lejlighed til at beskæftige sig med dem. Børnene lærer i densaakaldte Børnehave at gøre Arbejdet til en Leg og Legentil Arbejde. De vaagnende Kræfter benyttes ogforædles, al den overflødige Energi, som gør Barneturoligt og besværligt.

Man brugte tidligere i Barneskolen at straffe ved atpaalægge forøget Arbejde. Den uheldige Oversidden,der er en Rest af denne Methode, er af Frøbelforandret til, at den mest virksomme Straf er at nægteBørnene Glæden ved at deltage i Arbejdet.

Barnepigen er en Person, der har en megetvæsentlig Betydning for Børnenes aandelige og legemligeTrivsel. Selv den omhyggeligste Moder kan ikke altidvære om sine Børn, men nødes til, særlig hvis hunhar et Erhverv, at overlade dem i adskillige afDagens Timer til en Stedfortræder.

Hvis det er muligt, vælg derfor ikke umodne ogfjantede Tøse til Barnepige. Har man ikke Raad tilat have en Passerske i den bedste Alder, bør man, iErkendelse af, at man betror en Barnepige det bedste,man har i Verden, hellere vælge et ældre Menneske,som ikke mere har Kræfter til strengere Arbejde, mensom holder af Børn.

Den udenlandske Bonne. Hvis man har Raad til atengagere en udenlandsk Passerske til sine Børn, som,ubevidst for dem, lærer dem et af Verdenssprogene iden Alder, hvor det gaar som ingenting, er detnaturligvis en stor fordel for dem. Men det er jo deFærreste givet.

OPDRAGELSE. At lære den Unge den Kunst atleve Livet, er jo at dygtiggøre ham eller hende somMenneske. Hvorledes sker det? Hvori bestaarKunsten at opdrage? Vistnok saa godt som ene og alenei Eksemplet. Hvad hjælper det at foreholde og straffe, moralisere og formane? Ikke meget! Men at Forældrelever saaledes, at det kan være et Eksempel for deresBørn, og at de Unge gaar ud fra Hjemmet udennogensinde at have set noget indenfor dets Vægge, der varlavt eller raat, uhæderligt eller løgnagtigt, men kunhvad der var smukt og godt, det er vist, sammenlagtmed en aldrig svigtende Kærlighed, den bedste og iGrunden eneste Opdragelse, man kan give sine Børn.

Resten kommer af sig selv ved at tale med dem,advare dem og raade dem med de Erfaringer, Livet harberiget En med. Skønt — heller ikke det hjælpermeget. De Unge vil ikke gennem Raad og Advarsler læreaf de Ældres Erfaringer. De vil selv uddrage disse afLivet gennem egne Dumheder og Sorger. Men hvertældre Slægtled forsøger jo alligevel at lette det næsteVejen gennem Livet.

I ingen Henseende er der vist i Løbet af det sidsteAarhundrede sket en større Forandring end iBørnenes Stilling indenfor Familien. I gamle Dageanvendtes der ikke alene større Strenghed i Opdragelsen,men man gik under denne ud fra det Princip, at Børnskulde holdes i Baggrunden, ikke ses for meget, ikkespørges, ikke spille nogen Rolle, før de blev voksne,hvorimod man nu er gaaet til det stik modsatteSynspunkt og lader Børnene være Forgrundsfigurer paaalle Omraader, mens Forældrene kun er til for attjene de kære Børns Behov.

Hvilket af de to Principer der er det rigtige, det vilsige det heldigste for det kommende SlægtledsUdvikling, skal ikke bedømmes her. Det skal kunkonstateres, at saaledes er det, og at den Opdragelsens Aand,der hersker nu, i hvert Fald har medført det Gode, atden har bragt en i gamle Dage ukendt kameratligTone ind mellem Forældre og Børn, baade deopvoksende og de voksne, som har medført, at de nu kan tale sammen om mangt og meget, der dervedkommer frem i Dagens Lys og fordamper, mens detfør i Tavshedens Mørke fik Lov til at fortætte sig ogblive til noget haardt og stygt.

Tag Dem selv lidt af Deres Børns Leg. Giv Agtpaa den, led den ind i det rette Spor og giv dem Idéer,maaske fra Legene i Deres egen Barndom. Det er denbedste Maade, hvorpaa man kan knytte Slægtleddenesammen til et uopløseligt Hele.

Gør, hvad De kan, for at faa Sang og Musik ind iLegen. Lær dem de gamle Børnesange og Rim.Kærlighed til Musik og Digt er den smukkeste Interesse,De kan give Børnene med ud i Livet fra deres Hjem.

Lad Deres Børn lære Noder og Klaverspil, selv omde ikke har Lyst dertil. De færreste Børn har det,men naar de føjes i Ulysten, bebrejder de Forældrenedet som voksne.

Giv ikke Børn Bliktrompeter, Fløjter ellerTrommer til Gave. De kære Smaa kan være støjende nokendda og fordummes blot af at hengive sig til etformaalsløst Spektakel, hvad de elsker.

Forær dem hellere Spil, Tegnesager ellerBilledbøger, hvad som helst, der er egnet til at udvikle deresTænksomhed og Intelligens. Kun sjælden har de formeget af den fra Naturens Haand.

Lær Deres Børn i Tide at være uafhængige afandres Hjælp.

Lad dem, saa snart de er store nok dertil, saavelDrenge som Piger, selv rede deres Seng og slaa deresVaskevand ud.

Lær Deres Smaapiger at lave Mad og vaske op, iBegyndelsen som en Leg, senere som Alvor. Ingenkan vide, under hvilke forhold og i hvilke Lande dekommer til at leve, og hvis de en Gang paa fjerne ogfremmede Steder maa stole paa sig selv, vil de være taknemmelige for at have lært det i Tide i et kærligtog forstandigt Hjem.

Lad Deres opvoksende Døtre lære Skræddersyning,saa at de, om fornødent, selv kan sy deres Klædereller i hvert Fald forandre dem.

Forsøm ikke at drage Omsorg for Deres BørnsUdseende gennem hele Livet, mens de endnu er Børn, ogdet maaske endnu er Tid er rette paa NaturensFejltagelser.

Sørg især for, at Tandstillingen ikke er vansirende,hvad enten det gælder udstaaende ellerdobbeltvoksende Tænder. Tandlægekunsten er i vore Dage naaethøjt nok til, at de allerfleste af den Slags skæmmendeTing kan afbødes, og Deres Børn vil ellers som Voksnebittert bebrejde Dem, at De ikke har været energisknok til at lade det foretage i Tide. Gør ligeledes alt,hvad De formaar, for at fjerne Modermærker, Vorter,Skeløjethed o. l. fra Børnenes Ansigter.

Lad en Læge undersøge et Barn ved det mindsteTegn paa Skævhed, Hjulbenethed o. l.

Gør alt, hvad De kan, for at vænne et Barn af mednervøse Trækninger i Ansigtet. Husk, at saadanneSmaating ofte kan ødelægge et Livs Lykke.

Undlad ikke at indprente Deres opvoksende Børn,hvor vigtigt det er at tilegne sig en smuk og rankHoldning, Kendetegnet paa en nedarvet eller tidligtilegnet Kultur.

Lær dem at bevæge sig frit og rankt under Gangen.

Lær dem at have en ret Ryg og at bære Hovedethøjt. Den, der gør det legemligt, vænner sig til ogsaaat gøre det aandeligt.

Lær dem ikke at skyde Skuldrene til Vejrs. Det eren daarlig Vane, som ofte bibringer Indtrykket af enfor kort Hals, noget af det mindst flatterende, derfindes.

Giv Agt paa at indprente Deres opvoksende DatterBetydningen af Ansigtets Holdning. Det bidrager ikketil Indtrykket af en distingveret Optræden at skæreAnsigt og misse med Øjnene i skarpt Sollys, at aabneMunden højt, naar man skal nyse, endsige synligt atundertrykke en Gaben.

Lær hende at kunne beherske sit Smil og sin Alvor.Et Smil paa urette Sted har tidt forandret en Skæbnetil det værre.

Lær hende ikke at ro med Armene under Gangen.Læg Mærke til paa Gader og Veje, hvor uskønt detvirker.

Fortæl ikke Børn, at de er kønne. De faar dettidsnok at vide.

Børns Omgang med Penge. Lær Deres Børn, fra deer smaa, at omgaas fornuftigt med Penge, ved at givedem et Beløb at raade over til personlig Brug, selvom det er aldrig saa lidt. Indprent dem Franklins viseOrd: „En Shilling fortjent og en Sixpence givet ud, erBegyndelsen til en Formue. En Sixpence tjent og enShilling givet ud, er Begyndelsen til Fallit.“

Giv dem efterhaanden mere og mere, med Pligt tilat udrede enkelte nødvendige Indkøb, saa at devænnes til at faa Penge til at strække til over et iForvejen fastsat Tidsrum.

Børn bør have Karakterpenge for at give demIndtryk af, at Flid er en Egenskab, der lønner sig.

Lad Deres Børn føre Regnskab over de Beløb defaar. Det er den første Begyndelse til en fornuftigØkonomi.

Lær dem fremfor alt at have noget tilovers forAndre og gærne at ville give bort.

Gør hvad De kan for i Tide at modvirke DeresBørns, særlig Smaapigers Hang til Sladder. Indprent dem, at man ikke skal fæste sig ved, hvad der bliverfortalt og ikke bringe det videre.

Forehold dem, hvor uværdigt det er at sladre paaKamerater.

Det hjælper ikke at ville forhindre Drenge i atslaas, særlig ikke, naar det sker for at forsvare eteller andet dem vedkommende Æresbegreb, Slægten,Skolen e. l. Man bør kun dadle dem, naar deanfalder de Mindre og de Svagere. Det ligger nu engangi Drenges medfødte Natur at ville slaas.

Lær Deres Dreng Ridderlighed mod Kvinder vedi Tide at modvirke hans Drengeforagt sammen medKamerater for, hvad de kalder Tøse. Lær ham atvære en Beskytter for sin mindre Søster, hvis haner saa lykkelig at have en saadan. Lad ham hentehende, hjælpe hende, værne om hende som enkelteBrødre gør det saa smukt.

Søg at bibringe Deres Børn, særlig Drengene,Følelsen af en Pligt til at værne lidt om deres Tøj.Drenge er ubarmhjertig skødesløse med det, de harpaa. Sig dem at man godt kan være en rask Dreng,fordi man ikke med Forkærlighed pjasker ud iRendestene og Pytter uden Skaansel for Fodtøjet.Ved at indprente Omhu for deres Klæder, somskaffes dem af Forældrene, lærer de med det samme atvise særlig Agtpaagivenhed overfor det, Andrebetaler.

Modvirk Pyntesyge hos Deres lille Datter, ligefrahun er ganske lille. Klæd hende smukt, paa barnligog enkel Vis, men tal ikke videre til hende omKlæder. Sig ikke ustanseligt til hende, naar hun faar enny Kjole paa: „Hvor er Minna dog fin i Dag.“ Husk,at Minna, saa lille hun er, dog er en vordende Kvinde,og at Pyntelyst er mangen Kvindes og derved Mands Fordærv. Men væn hende tidligt til at haveSkønhedssans gennem Omgang med Blomster, Farver,Stoffer o. l. Naar hun har Skønhedssans, vil denogsaa senere gøre sig gældende i hendes Klædedragt.Det er ikke Kostbarheden, der gør det.

Giv aldrig Deres Børn noget paa, der i Snit ogUdseende virker meget afvigende fra deresJævnaldrendes Klæder. Voksne tænker ikke paa — harglemt — hvor Børn kan lide under andre BørnsSpot og Drilleri. Hvad et Par grønne HvergarnsBukser eller en stortærnet Kjole har indbragt etømtaaligt Barn af Fortræd, har tidt præget siguudsletteligt i Sindet. Børn vil være klædte ganske som deAndre.

Indprent Deres Børn, at Graadighed over for Madog Drikke, eller Frugt og Konfekt er højst ubehøvlet,særlig udenfor Hjemmet. Børns Beskedenhed ved etfremmed Bord viser, at de kommer fra et dannetHjem.

Lad Deres Børn i Tide forstaa, at de absolut ikkemaa afbryde de Voksne i deres Tale og ikke vedSpørgsmaal blande sig i en almindelig Samtalemellem Voksne, men kun svare venligt og opmærksomt,naar de tiltales direkte.

Lær dem at springe høfligt til for at optage, hvadVoksne taber paa Gulvet.

Gør hvad De kan for at udvikle Deres BørnsSlægtsfølelse ved at tage dem med til Lykønskningved alle Familiefester saasom Bryllupper,Sølvbryllupper o. l., ja, lad dem endog, naar de bliver større,følge med til Familiens Begravelser. Det giver demen Følelse af Samhørighed med Andre, som senerekan udstrække sig til at omfatte hele Samfundet.

De bør ikke ved utidigt Drillen forhindre DeresBørn i at have Samlerlyster, men snarere støtte dem deri, selv om det stjæler lidt vel megen Tid. EnSamlerpassion kan senere i Livet være en stor Fornøjelse,og hos en Dreng kan den lille Ting føre til den størreat have Interesser udover det personlige Velvære ogBehov.

Tag Dem i Agt for at overmætte Deres Børn medForlystelser. Det gør dem fantasiløse og blaserte førTiden.

Børns Spisning. Pas godt paa Deres BørnsErnæring, særlig mens de gaar i Skole. Skolebørn leveraltfor meget af tør Kost. De gaar glip af Frokostenhjemme og faar kun som Erstatning lidt Smørrebrød.Dagens Hovedmaaltid: Middagen faar de først medden nuværende sene Spisetid henad Sengetid. Givderfor Børnene noget varmt og solidt, baade før de gaari Skole og naar de kommer hjem derfra.

Modvirk ikke i for stærk en Grad Deres Børnsmedfødte Kræsenhed og tving dem ikke paa gammeldagsVis til at spise op, hvad der er givet dem paa deresTallerken. Dels har de jo ikke selv forsynet sig,saaledes som de voksne, og dels kan et Barns afgjorteog ubetvingelige Afsky for en Spise bero paa enfysisk Modstand imod dens Ingredienser. Eller detmodsatte kan være Tilfældet. Naar Børn har en saastærk Tilbøjelighed for surt og sødt, er det sikkert,fordi noget i deres Fysik fordrer disseSmagsegenskaber.

Lær Deres Børn at kunne spise uden at spilde paasig selv eller Dugen og at kunne drikke uden at slubreGlassets Indhold i sig.

Lad Børnene fra en tidlig Alder sidde med vedBordet for at lære at spise smukt. De Hovedreglerfor Spisning, som Børnene bør lære, er omtrent disse:

Put aldrig Kniven i Munden.

Smask ikke.

Tal ikke med Munden fuld af Mad.

Vis ikke Interesse for hvilken Ret det er, derbringes ind, før den bydes om.

Ræk ikke noget over Naboernes Kuvert. Tag smaaMundfulde og tyg Maden grundigt.

Drik langsomt.

Pas paa at række Andre, hvad de trænger til.

Sid rank ved Bordet.

Før ikke Konfekt eller Frugt med fra Bordet.

Børns Forhold til Dyr. Børn har nogen medfødtHang til Grusomhed og Blodtørst. Slagtescenertiltrækker dem paa en højst uheldig Maade, og dettiltaler dem ofte at pine et Insekt ved f. Eks. at riveVingerne af en Sommerfugl. Modvirk af al Ævnedenne medfødte Ubarmhjertighed hos Deres Børn.Indprent dem Kærlighed til Dyr og Beskyttelsestrangoverfor dem som en af de allervigtigste Betingelserfor et humant Livssyn.

Lad gærne Deres Børn selv have Dyr, men glemda ikke, at de selv maa have Ansvaret for, atDyrene bliver godt behandlede.

Spøgens Betydning. Lær Deres opvoksende Børnden Livets Kunst at forstaa Spøg og opfatte den isamme Aand og Form, hvori den fremsættes. Enhver kanikke give sig selv Lune og Vid — det er en NaturensGave. Men Enhver kan opfatte en Spøg medElskværdighed og besvare den i hvert Fald med godt Humør.

Husk, at den mest dræbende, kedelige Person afalle er Alvorsapostlen, der bliver stødt, saa snart manspøger med ham, og kalder enhver skæmtefuldUdtryksmaade, ethvert muntert henkastet Indfald forGrin, fordi han ikke i Tide har lært at fægte medsaa lette Vaaben og derfor staar magtesløs over forViddets uventede Kaardestød.

Lad en lys Tone være herskende i Deres Hjem — det raader en Husfrue for — og Deres Børn vilderigennem uden at vide, hvordan det gaar til, kommetil at eje Spøgens Naadegave.

Straf. Slaa aldrig større Børn, men straf dem paaanden Vis. Prygl kan paa ærekære opvoksende Børnvirke som en saadan Forsmædelse, at den længe efterbliver siddende som en Brod i Hjertet, ja, det kanske, at den aldrig glemmes.

Giv aldrig Børn en Lussing eller et Puf iHidsighed over en Bagatel, som f. Eks. Daar noget slaasitu e. l.

Slaa fremfor alt ikke Børn, naar Fremmede er tilStede. Det glemmes vanskelig.

Straf aldrig Andres Børn, naar de er Gæster hosDem. Lad Forældrene det vide, hvis noget graverendeer sket.

Saa snart et Barn har tilstaaet sin Fejl og bedt omTilgivelse, lad den da være glemt med det samme.

Dovenskab. Hvor føjelig De end er imod DeresBørn, og hvor lemfældig og kærlig Deres Opdragelseer, saa er der et Punkt, hvor De aldrig bør vise Demeftergivende og svag, og det er med Hensyn til Flid.Lad Børnene føle, at deres forældre foragterDovenskab, fordi det i Virkeligheden er en foragteligEgenskab. Lær dem ved Deres eget Eksempel, at Arbejdeog Pligter er en Lykke og ikke en Byrde, og atFritiden først bliver til en Glæde, naar Arbejdet er fraHaanden.

Beklag aldrig Børnene, mens de hører paa det,fordi de har meget at bestille, og samstem ikke ideres Dadel over Skolen, der fordrer meget af dem.

Under de skærpede Fordringer til Individet iKampen om Livserhvervet, bliver den Dovne sejlet agterud, og Forældre bør forstaa, at denne kamp iVirkęligheden allerede begynder for deres Børn ved de Remser, der skal læres udenad i den tyske ogfranske Grammatik.

Skaan ikke Børnene for en eneste Times Skolegang.

Opdrag dem saaledes, at de udfører deres Pligterad Frivillighedens Vej og ikke med Tvang.

Svagelige Børn er de vanskeligste af alle atopdrage, især hvis de har en Legemsfejl, der særstillerdem mellem andre Børn og vækker Medynk hosFremmede. De forkæles da som oftest af Forældrenepaa en Maade, der gør det særdeles vanskeligt fordem at bevare en elskværdig og uegennyttig Karakter.

Det maa være Forældres Opgave at give et saadantsvageligt eller misdannet Barn al den Kærlighed, somene kan holde det skadesløst for den Vanskæbne, derhar ramt det, samtidigt med at lære Barnet, at detikke, trods denne, er fritaget for Hensyn og Pligter.

Vær ikke en af de evig opdragende Mødre, deruafladelig retter paa deres Børn. Det gør ofte den ligemodsatte Virkning ved at vække en Art Trods hosBarnet og kan i hvert Fald let forringe Kærlighedentil Moderen.

Moderlig Forgudelse. Vær ikke heller en for stærktforgudende Moder, der evig fremhæver sine BørnsBegavelse og øvrige fremragende Egenskaber. Venthellere med at prise dem, til de i Livet har vist, hvadde duer til. Den Skeptiker, som spurgte: „Hvorbliver alle de begavede Børn af?“ havde det rette Blikpaa Forholdet. Vær derfor heller ikke sikker paa, atDeres Søn bliver fremragende i Livet, selv om hanviser sig fremragende i Skolen. Skoledukser bliversjælden Dukser i Livet, dertil hører helt andremenneskelige Egenskaber end at kunne lære udenad. ILivskampen er det snarere Initiativ det kommer anpaa end Lærenemhed.

Tal ikke for meget om Deres begavede ogudmærkede Børn.

Vis Forsigtighed med at lade Deres opvoksendeDatter gaa alene paa Gader og Veje, særlig paa ødeSteder, hvorved der kan ske hende de mestgruopvækkende Ting. Indprent hende i hvert Fald ikke atsvare, hvis hun tiltales af ubekendte Mandspersonerunder hvilketsomhelst Paaskud.

Sig ikke gærne Nej, naar Deres Børn beder om at faaVenner eller Veninder indbudt. Det er en ikkeualmindelig Hændelse, at en Dreng eller Pige har indbudthele sin klasse hjem uden at have turdet sige det tilForældrene; den vidner i Virkeligheden om en dybtindgroet Gæstfrihedsfølelse, blandet med en Frygt forModstand i Hjemmet, begrundet paa Besvær ogBekostning, en Frygt, der ærligt talt af og til gør siggældende helt op til Ægtefæller.

Tilintetgør denne Frygt ved liberalt at indbydeDeres Børns Venner, naarsomhelst de ønsker det, ellerrettere sagt, lad Børnene selv indbyde dem og blotunderrette Hjemmet derom.

Det Hjem, hvor Børnene eller de unge voksne Børnkan samle deres Venner naarsomhelst under entvangløs Munterhed, der har Livsglæden nemt ved at faaIndpas. Og underligt nok er det ofte i meget lidt rigemen dannede Hjem, at en saadan Gæstfrihed modUngdommen blomstrer frodigst. I stor Tarvelighedsynes de Unge at more sig bedst.

Forældre gør klogt i at stræbe at gøre sig afholdteaf deres Børns Venner, give sig af med dem og tageDel i deres Glæder og Sorger.

Det bedste Middel til at være det, man skal forsine Børn, er overhovedet at dele deres Interesser ogderes Liv, særlig ved ikke at forlade dem for meget for at dyrke Adspredelser istedetfor at blive hjemmehos dem i Ro.

Men selv om Forholdet er det kærligste og bedste,maa Forældrene ikke tro, at de ejer deres ungevoksne Børns Fortrolighed. I deres Hjerteanliggenderbetror de sig ikke til Forældrene men til deresJævnaldrende.

HJEMMET OG SKOLEN. Mange Børn kommer ien uheldig Skole, det vil sige en Skole, der ledes i enAand, som passer daarligt til det opvoksende BarnsIndividualitet, og man kan undertiden se et Barn,der i den ene Skole artede sig daarligt, var dovent,forsømmeligt eller genstridigt, blot ved at bytte Skoleblive helt medgørligt og udvikle sig paa en anden ogheldigere Maade.

Naturligvis bør Forældre ikke ved et løst Skønaltid give Eleven Ret overfor skolen. Tværtimod. Mennaar Barnet vedvarende beklager sig og ikkeudvikler sig til sin Fordel, bør de i hvert Fald være megetagtpaagivende overfor den Aand og Tone, der herskeri Skolen, og hvis det ved nærmere Undersøgelse visersig, at Uoverensstemmelserne mellem SkolelederensSystem og Barnets Karakter er saa store, at dennesynes at tage Skade af det, bør Forældrene resolutskifte Skole, efter omhyggeligt at have indhentetOplysninger hos andre Forældre angaaende den nyeSkoles Arbejdsmethode og Straffemaader.

Hvis det saa ikke bliver bedre i den nye Skole, værda overbevist om, at det ikke er Skolens Skyld, menDeres Barns, eller maaske til syvende og sidst Deresegen. Det er en kun altfor almindelig Svaghed at kasteSkylden paa Andre hellere end paa sig selv.

Lektielæsning. Ved det blotte Ord isner det i En.Er der noget, der er en Plage i det daglige Liv, en Faldgrube for Livsglæde og Behagelighed iHjemmene, saa er det Lektielæsning, baade for Børnene,der efter endt Skoletid skal terpe videre hjemme ogfor Forældrene, der skal passe, at de virkelig terper.

Nogle paastaar, at Skolebørn lærer meget mindrenu, end de gjorde i gamle Dage, at selv Studenter,disse Athenes Sønner, ingenting kan af Sprog,Mytologi, Skrivefærdighed o. l. Andre siger, at Børnoveranstrenges. Maaske begge parter har Ret, for saa vidtat det, der er en smal Sag for det begavede Barn, eren stor Anstrengelse at lære for det ubegavede.

Men nok er det, selv om alle Bestræbelser gaarhenimod en friere og mere personlig Kundskabstilegnelseend Fortidens, saa maa der alligevel læses Lektier, ogmange Ting maa læres udenad, saasomgrammatikalske Remser, Kongerækker, Aarstal, de smaa Profeterog de ni Muser m. m. Tænk, ikke at vide, hvemHabakuk var, og paa et Karneval at være uvidende om, atDansens Muse hed Terpsichore!

Det er klart, at man ikke er født med Forstaaelse afat lære en Lektie, og i første Instans maa det tilkommeSkolen at lære Barnet dette Arbejde, men idetmindstei de første Aar maa Hjemmet hjælpe til, hvorimodEleven og Skolen senere hen bør kunne klare Sagen iForening.

Hjælp Deres smaa Børn med Lektielæsningen oglad de store klare sig selv.

Und Børnene den Tid, de behøver til at læreLektierne.

Men opdager De, at et Barn er urimelig længe omat lære sine Lektier, bør De i Forening med Skolenefterforske Grunden til det og muligvis trædehjælpende til

Hvis der er enkelte Fag, hvori Deres Barn harsærlig vanskeligt ved at følge med, kald da om muligt en Privatlærer til i Hjemmet. Ganske vist, er et Barn vanttil at faa Hjælp, vil det ikke vare længe, inden detbetragter det som selvfølgeligt, at det bliver HjælperensSag at faa Lektien banket ind i dets Hoved, hvorveddets Evne til selvstændigt Arbejde forringes. Men derkan være vigtige Fag, særlig Regning og Matematik,som ligger enkelte Børn saa fjernt, at det vil være paasin Plads at stive dem af i dem, for at de kan vindemed i den almindelige Marsch.

Giv ikke Deres Børn altfor mange Undervisningsfagat passe udenfor Skolen. Naar de foruden 5 à 6Timers Skoletid og dertil hørende Lektielæsning samteventuel Musikøvelse, skal have Undervisning iSløjd, Haandarbejde, Fægtning, Gynmastik, Dans,Plastik, og hvad det altsammen er, der frembyder sig,saa kan det let blive saa meget, at der ikke bliver Rotil den individuelle Udvikling gennem selvvalgteBeskæftigelser, som til syvende og sidst bliver det, derbedst former den selvstændige Personlighed.

Eksamenslæsning er jo i Grunden nærmest en SlagsLektielæsning i større Format. Menneskeheden harindrettet det saa forkert, at lægge alle Eksaminer iJuni, mens Nattergalen synger og Roserne blomstrer;der er ikke andet at gøre for de usalige Unge, derburde tumle sig i Mark og Eng, end at glemmeRoserne derude og lukke sig inde med Bøgerne i mereeller mindre nødvendig Repetition af de opgivnePensa.

Hvis Eksaminanderne lider alle AngstensSjælekvaler, saa lider Moderen sandelig med dem, naarhun sidder hjemme og afventer Tilbagekomsten medResultaterne.

Driv ikke et Barns Eksamenslæsning ud over detRimelige; Overanstrengelse lige før en Eksamen er afdet Onde, og den Smule, der kan indhentes i et Par Dage, forslaar ikke meget overfor lang TidsForsømmelse.

Forøg ikke en Eksaminands Nervøsitet ved selv atvære nervøs, eller rettere sagt ved at lade det kommetil Syne. Lad ubekymret, og stiv derved Offerlammet af.

Spørg ikke uafladeligt, hvordan det gaar.

Sørg gerne for kraftig Ernæring til Den, der er oppetil Eksamen og lad der saa vidt muligt være Ro iHuset.

Hjemmeundervisning hører nærmest Landet til,hvis der ikke ogsaa i Bylivet af en eller anden fysiskAarsag maa tages særligt Hensyn til et Barn. ToMangler klæber altid ved Hjemmeskolen: Savnet afKammerater og Vanskelighederne, som uundgaaeligtfremkommer ved, at Børn af forskellig Alder undervisespaa samme tid af samme Lærer eller Lærerinde. Mennaar Hjemmeundervisningen finder sted paa Landet,hvilket oftest er Tilfældet, er det etuskatterligt Gode, at Naturen kan komme til at virke med iUndervisningen. Naturen fængsler Børn paa alleMaader, og at lære dem Naturfagene kommer næsten afsig selv, mens Læreren eller Lærerinden under Tureaabner deres øjne for al den Skønhed, som udfoldersig i Mark og Skov.

En dygtig Lærer eller Lærerinde formaarundertiden at bringe sine Elever videre end deresskolebesøgende Jævnaldrende, idetmindste for en Tid.

Valg af Levevej for de Unge er et af de vanskeligsteSpørgsmaal i Familielivet. Som Regel kan der velsiges, at der vælges for tidligt, idet en Dreng i denførste Ynglingealder er for umoden til at vide, hvaddet drejer sig om, og i altfor høj Grad lader sigpaavirke af Faderens Bestilling og andre rent ydre Ting.Hvor mangen Dreng er f. Eks. ikke bleven draget indi en militær Livsstilling, der passede daarligt til hans vordende Karakter, blot fordi Faderen var Militær, oghan i Opvæksten fik Anledning til at beundreUniformer og Sabelgehæng.

Paa den anden Side er det farligt at paavirke denUnge for stærkt ved Valget af hans (eller hendes)Levevej. Naar han kommer til Skelsaar og Alder, kandet ske, at han bittert bebrejder sine Forældre deresIndgriben paa et Punkt, som gjaldt hans rentpersonlige Livslykke, og det er kun altfor tidt, at man hørerde Ord: „Havde jeg blot faaet Lov —!“

Man bør vist, naar Øjeblikket er inde, indskrænkesig til at tale alvorligt med den unge Mand og denunge Pige og fremlægge alle Vanskelighederne vedden Vej, de ønsker at vælge, og saa forresten lade demselv om det.

Især bør man sikkert betænke sig paa at lade sigfor stærkt lede af en Familietradition eller af enBestilling, der kan gaa fra Fader til Søn, men ikkepasser for den Unge.

Stedforældre. En af de vanskeligste Samtaler i etMenneskes Liv maa være den, hvor en Fader ellerModer skal sige til sine halvvoksne Børn, at han ellerhun agter at indgaa nyt Ægteskab. Hvis Børnene harelsket Den, de har mistet, enten ved Døden eller vedSkilsmisse, føler de et saadant Skridt fra denTilbageblevnes Side som et Indgreb i deres helligsteRettigheder. Sjælden formaar de dog at forhindre det, saader er ikke andet at gøre end fra begge Sider at gøreOvergangen og Samlivet saa harmonisk som muligt.

Børnene bør huske, at deres Fader eller Moder ikkelever alene gennem dem, men har et eget Hjerteliv.De bør derfor gøre alt for at komme til at holde afDen, der bliver sat dem i Faders eller Moders Sted ogikke ved en Modstand, der dog er forgæves, gøre detdaglige Liv til en Pine.

Paa den anden side bør den Nyankomne i Hjemmet,særlig en Stedmoder, sætte hele sit Liv og al sinHjertegodhed ind paa at vinde sin nye Ægtefælles Børn.Opgaven er ikke let, hvilket belyses ved det OmdømmeBegrebet Stedmoder har i Folkebevidstheden ogSproget, forhaabentlig dog tidt med Urette.

Sammenbragte Børn. Dobbelt vanskelig stillerOpgaven sig naturligvis, hvor begge de nye Ægtefællerhar Børn i forvejen, og maaske faar et nyt Kuldsammen, et Tilfælde, der i Nutiden, begrundet paa demange Skilsmisser, ikke er sjældent. Opgaven for enStedmoder maa da være den, aldrig at ladeStedbørnene mærke, at hendes egne Børn staar hendes Hjertenærmest. Det er ikke tilstrækkeligt at lade dem væreens stillede med hendes egne Børn i ydre Henseende;hvis Stedbørnene mærker, at de ikke kan faa fat i desmaa usynlige Hjertets Traade, der binder Moder tilBørn, saa trækker de sig ind i sig selv.

At sige Sandheden til Børn — den, at en Moderselvfølgelig holder mest af sit eget Afkom, det vil aldrigblive forstaaet af dem. Der er da kun det at gøre, attage dem ind til sit Hjerte, saa godt man formaar, oggøre sig dobbelt Flid med at forstaa det fremmedeBarnesind, man selv med velberaad Hu er gaaet indpaa at lede.

Børn er uhyre følsomme overfor Kærlighed ogfornemmer enhver Uretfærdighed og Tilsidesættelse dybt.Hvad er mere medynkvækkende end et ulykkeligtBarn!

Stedforældre bør da ligesaavel som Forældre, udenat trættes, bestandig prøve hver Fordring, de stiller tilBarnet, paa sig selv, idet de tænker hvilketIndtryk det vilde have gjort paa dem selv, da de varBørn, og hvilke Tanker, det vilde have affødt. De skal føle deres egen Barndom i Hjertet og lade den væreRaadgiveren.

Børn skal leve og vokse op omgivne af Kærlighed.I dens milde Luft trives og udfoldes de godeEgenskaber og sætter Blomst i det bedste af alt — Tillidførst til Forældrene og dernæst til Medmenneskene.