Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede/3

Paa Kierkegaardske „Stadier“, et Livsbillede
III. "Skyldig?" — "Ikke Skyldig?"
af Rasmus Nielsen

III.

"Skyldig?" — "Ikke Skyldig?

Quidam.

.... oplært var jeg fra Barn i Lydighed, absolut Lydighed,udrustet med næsten dumdristig Tro paa at formaae Alt, kun ikkeEet, at blive en fri Fugl, om det saa blot var en eneste Dagheel, eller at slippe ud af Tungsindets Lænker, hvori en andenMagt holdt mig; endeligen var jeg mig selv en Poeniterende.

Rapport til Historien.

Saa segner han da fortvivlet i al sin Elendighed, naarhiint eneste Ord, det sidste, det yderligste, saa yderligt, at detligger udenfor det menneskelige Sprog, udebliver, naarVidnesbyrdet ikke er hos ham, naar han ikke kan opvriste den forsegledeDepesche, der indeholder Ordren fra Gud. Dette erBegyndelsen til at blive en Undtagelse, hvis der ellers gives ensaadan.

Assessoren.

Burde en Grændsesoldat være gift? Tør enGrændsesoldat, aandeligt forstaaet, gifte sig, en Yderpost, derDag og Nat kæmper ikke just med Tartarer og Skyter,men med et oprindeligt Tungsinds Røverhorder, enYderpost, der, om han end ikke kæmper Dag og Nat,om han end i længere Tid har Fred, dog aldrig kanvide, hvilket Øieblik Krigen igjen begynder, da hanikke engang tør kalde denne Rolighed enVaabenstilstand?

Ak! at hun dog ikke maatte døe, ak, at hun dogikke maatte visne hen! — Hvor bleg, hvor lidende,hvor ganske som dens Skikkelse, der siger En til atmøde for Evigheden! Dette næsten brustne Blik, denneGysen i min Sjæl, fordi Døden gaaer over minGrav.

"Hvad er Æren," siger Falstaff, "kan den sætteet Been paa? Nei. Kan den sætte en Arm paa? Nei.Ergo er den en Indbildning, et Ord, et malet Skildt." Nei, dette Ergo det var galt; thi kan den end Intetaf dette gjøre, naar man vinder den, saa kan den,naar den tabes, gjøre det Modsatte, den kan sætte etBeen af og en Arm af, ja den kan mishandle etMenneske værre end man gjør det i Rusland, ogsende En til Siberien. Naar den kan det, er dendog ikke nogen Indbildning. Thi gaae hen paaValpladsen, betragt de Faldne; besøg InvalidernesHospital, betragt de Saarede: aldrig fandt Du der en Død,aldrig der en Qvæstet saaledes mishandlet som den,hvem Æren gjorde det af med.

Saa kommer Forstaaelsen indenfor Jernstængerne.Hvor er saa Ærens Mark? Den er overalt, hvor enMand falder med Ære. Men Den, der foretrak,hellere end at skulke sig gjennem Livet med Æren, attabe Æren og give Gud den, han falder ogsaa paaÆrens Mark.

Er der en ny Himmel og en ny Jord atforvente, saa er der ogsaa en ny Ære. Falder jeg daend der, hvor Ingen drømmer om, at Ærens Markkan være, begraves jeg end paa de UærligesKirkegaard, dersom dog en Enkelt, der maaskee i andreTanker gik min Grav forbi, pludselig standser ogholder mig denne Ligtale: "hvorledes er dog detteMenneske kommen til at ligge her, kan man da ligge uden Skjændsel blandt de Uærlige, og han ligger herjo med Æren —", saa forlanger jeg ikke mere.

Sæt Maria Magdalene ingen Medvider havdehavt i sin Skam, og hun kunde have lusket siggjennem Livet med Æren, og i Døden lusket sig ud afVerden med Myrthekrandsen om sin Pande: mig syneshun vandt ved sit Mod en anden Ære; mig synes,hun ligger i Døden uden Myrthekrands mere hædretend med denne.

Dernede i Landsbyen, der boer jo den kjønneMarie. Hun havde ogsaa en Kjærlighedshistorie; nuer Smerten forbi, nu gnider Musikanten Violen, ogMarie træder i Dandsen med en ny Elsker. Nei,Nei, det forstyrrer mit hele Væsen! LadUendeligheden skille os ad; mit Haab var, at Evigheden ogsaavilde forene os. Kom Død, og bevar hende forEvigheden; kom Vanvid, og sæt Alt i Bero, indtilEvigheden tager Skifterettens Segl fra; kom Hadmed din uendelige Lidenskab; kom stolte Udmærkelsemed din visnelige Æreskrands; kom Gudsfrygt meddin uforkrænkelige Salighed; kom Een af Eder, og taghende, hvem jeg ikke selv kan tage; men ikke Dette, ikke Endelighedens Fuskerier! — Skeer dette, o, dabedrager jeg hende, da maa jeg bedrage hende. Jegstjæler hendes Billede, som min Indbildning elskerdet; jeg skal beskue det, men det skal ikke minde migom hende, som det hidtil har gjort, da jeg forsagedeErindringens Lindring; thi da er det kun en Erindring.

Da jeg var Barn, var en lille Tørvegrav migmit Alt: de mørke Trærødder, der hist og her ragedefrem i det dybe Dunkle, vare forsvundne Riger ogLande, hver en Opdagelse mig vigtig, som deantidiluvianske for Naturforskeren. Begivenhed var dernok af; thi kastede jeg en Steen ud, hvilke uhyreBevægelser frembragte den ikke, den ene Kreds størreend den anden, indtil Vandet atter blev stille; ogkastede jeg Stenen paa en anden Maade, da varBevægelsen forskjellig fra hiin, og i sig selv rig paa nyForskjellighed. Da laae jeg ved Kanten, og saae udover dens Flade, hvorledes Vinden først midtudebegyndte at kruse Vandet, indtil den riflede Bølgegangforsvandt mellem Sivene paa den modsatte Side; dasteg jeg op i Pilen, som bøiede sig ud over Graven,sad saa yderligt som muligt, tyngede den lidt ned,for at kunne stirre ned i det Dunkle; da komÆnderne svømmende til fremmede Lande, besteg den smalle Tunge, som løb ud og dannede en Bugt medSivet, hvor min Flodholdtsbaad laa i Havn. Men fløider nu en Vildand fra Skoven over Graven, vakte densSkrig dunkle Erindringer i de adstadige Ænders Hoved,begyndte de at slaae med Vingerne, at flyde vildt henlangs Fladen: da vaagnede der ogsaa en Længsel i mitBryst, indtil jeg atter stirrede mig tilfreds ved minlille Tørvegrav.

Barndommens Tid er nu længst forbi, derforhar jeg maaskee ikke saa meget at give til af, iHenseende til Phantasi; saaledes er jeg forandret. Menmin Betragtningsgjenstand er ikke bleven meget størrei Forhold til, hvad et ældre Menneske ellers har.Det er eet Menneske, et eneste, hvorom Alt dreier sig.

Glemme hende? — det er umuligt. MinBygning er styrtet sammen. Tungsindig var jeg; men idette Tungsind var jeg en Sværmer, og hiin minUngdoms trøstesløse Tanke, at jeg duede til Intet, varmaaskee kun Sværmeriets Form, fordi jeg fordredeen Idealitet, under hvilken jeg segnede. Tidlig, kunaltfor tidlig havde jeg seet, at den Begeistring, manfinder paa Gader og Stræder, er as en saadan Art,at jeg ikke vilde have Lod og Deel i den. Da vilde jeg danne mit Ydre koldt og hjerteløst, for intetFælledsskab at have med det Sminkede eller detSelvbedragerske. Det var en stolt Idee, som enTungsindig kan hitte paa den. Men om man end skreghøit imod mig, at jeg var en Egoist, jeg vilde, atIngen maatte have Ret imod mig. Alt dette erforstyrret, jeg er afvæbnet. Det Skin, jeg vildefremkogle, er jeg bleven fangen i. Jeg har jo handletlumpent mod et Menneske; thi om jeg end forstaaer detanderledes, — jeg kan ikke gjøre mig forstaaelig fornoget Menneske.

Min Lidelse er en Straf. Jeg tager den afGuds Haand; jeg har fortjent den.

Saasnart jeg er udenfor min religiøseForstaaelse, da er jeg tilmode som et Insekt, hvilketBørnene lege med, thi saa ubarmhjertigt synesTilværelsen at have leget med mig; saasnart jeg derimoder i min religiøse Forstaaelse, forstaaer jeg, at dettenetop har absolut Betydning for mig. Det der da idet ene Tilfælde er rædsom Spøg, er i den andenForstand den dybeste Alvor.

En Spedalsks Selvbetragtning.

(Scenen er mellem Gravene ved Daggry, Simon leprosussidder paa en Steen, er slumret ind, vaagner op ograaber:)

Simon! — ja, — Simon! — ja, hvo kalder? —Hvor er Du, Simon? — Her; med hvem taler Du?med mig selv. Er det med Dig, hvor er Duvæmmelig med dit Udslæt, en Pest for alt Levende, viigbort fra mig, Vederstyggelige, flygt ud mellemGravene! — Hvorfor blev jeg den Eneste, der ikke kantale saaledes, ikke gjøre derefter; enhver Anden, hvisjeg ikke flygter for ham, saa flygter han for mig, oglader mig ene? Skjuler ikke en Kunstner sig, forlønligt at være Vidne til, hvorledes hans Kunstværkbeundres; hvorfor kan jeg ikke stille denne væmmeligeSkikkelse fra mig, og dog kun skjult være Vidne tilMenneskenes Afsky? Hvorfor skal jeg være fordømttil at bære den omkring, og vise den frem, som varjeg en forfængelig Kunstner, der i egen Person maattehøre Beundringen? Hvorfor skal jeg fylde Ørkenenmed mit Skrig, og gjøre de vilde Dyr Selskab ogforkorte dem Tiden med min Hylen? Dette er intetUdraab, det er et Spørgsmaal; jeg spørger Den, somselv har sagt, at det ikke er et Menneske godt at væreuden Selskab. Er dette da mit Selskab, er dette det Lige, som jeg skal søge: de hungrige Uhyrer eller deDøde, som ikke frygte for at blive smittede?

(Sætter sig ned igjen, seer sig om, og siger som vedsig selv:)

Hvor er Manasse bleven af? (med opløftet Røst)Manasse! — (tier et Øieblik.) Saa er han dog vandrettil Staden. Ja, jeg veed det. En Salve har jegopfundet, ved hvis Brug alt Udslættet vender sig indefter, saa Ingen kan see det, og Præsterne maaeerklære os sunde. Jeg lærte ham at bruge den, jegsagde ham, at Sygdommen derfor ikke hørte op, atden blev indvendig, at Ens Aandedræt kunde smitteen Anden, saa han blev spedalsk i det Synlige. Dajublede han; han hader Tilværelsen, han forbanderMenneskene, han vil hævne sig, han løber til Staden,han aander Gift paa dem alle. Manasse, Manasse,hvorfor gav Du Djævelen Plads i din Sjæl, vardet ikke nok, at dit Legeme var spedalsk?

Jeg vil kaste den øvrige Salve bort, at jegaldrig maa fristes; Fader Abrahams Gud, lad migglemme, hvorledes den tilberedes! Fader Abraham,naar jeg er død, da spiser jeg med den Reneste, Duer jo ikke bange for den Spedalske; Isaak og Jakob,I frygte ikke at sidde tilbords med den, der varspedalsk og afskyet af Mennesker! I Døde, som sove heromkring mig, vaagner op, blot et Øieblik, hører et Ord, kun et Ord: hilser Abraham fra mig, at hanhar Pladsen beredt blandt de Salige for Den, somikke maatte have Plads mellem Mennesker.

Hvad er dog menneskelig Medlidenhed! Hvemtilkommer den med Rette uden den Ulykkelige, oghvorledes betales den ham? Den Forarmede falder iAagrerens Haand, der tilsidst hjælper ham iFangenskab som Træl: saaledes drive og de Lykkelige Aager,og betragte den Ulykkelige som et Offer, og mene atkjøbe Herrens Venskab for godt Kjøb, ja paa enulovlig Maade. En Gave, en Skjærv, naar de selvhave Overflod, et Besøg, naar der ingen Fare er;lidt Deeltagelse, der ved sin Modsætning kan krydrederes Ødselhed, see! det er Medlidenhedens Offer.Men er der Fare, saa jage de den Ulykkelige ud iØrkenen, for ikke at høre hans Skrig, der kundeforstyrre Strengelegen, og Dandsen og Yppigheden, ogdømme Medlidenheden — den menneskeligeMedlidenhed, der vil bedrage Gud og den Ulykkelige.

Saa søg da forgjæves Medlidenheden i Stadenog hos de Lykkelige, søg den her ude i Ørkenen.Jeg takker Dig, Abrahams Gud, at Du lod migopfinde denne Salve, jeg takker Dig, at Du stod migbi til at forsage Brugen af den; jeg forstaaer dogdin Barmhjertighed, at jeg frivillig bærer min Skjæbne,frit lider det Nødvendige. Har Ingen havt Medlidenhed med mig, hvad Under da, at Medlidenheden erflygtet, som jeg, ud mellem Gravene, hvor jeg siddertrøstet som den, der offrer sit Liv for at frelse Andre,som den, der vælger frivillig Landflygtighed, for atfrelse Andre, trøstet som Den, der har Medlidenhedmed den Lykkelige.

Fader Abrahams Gud, giv dem Most og Korni Overflod og lykkelige Tider, byg Laderne større, oggiv Overflod, større end Laderne, giv FædreneViisdom og Mødrene Frugtbarhed og Børnene Velsignelse,giv Seier i Strid, at det maa være dit EiendomsFolk. Hør dens Bøn, hvis Legeme er besmittet ogureent, Præster en Vederstyggelighed, Folket en Rædsel,den Lykkelige en Snare, hør ham, dersom hans Hjertedog ikke var besmittet.

Naar Hvalen er saaret, søger den ned paa HavetsBund, og udsprøiter Blodstraaler: døende er denforfærdeligst. Silden døer strax, og naar den er død,er den saa død som en Sild; men stundom liggerHvalen ganske stille, uagtet den dog ikke er død.

Alt sover, kun de Døde stige frem af Graven,og leve om igjen. Og end ikke det gjør jeg, thi dajeg ikke er død, kan jeg jo ikke leve om, og dersom jeg var død, kunde jeg jo heller ikke leve om, thi jeghar jo aldrig levet.

For at holde min natlige Syssel saa skjult sommuligt, bruger jeg den Forsigtighed at gaae i SengKl. 9. Kl. 12 staaer jeg op igjen. Det tænkerIngen paa, end ikke de Deeltagende, der haveDeeltagelse nok til at opholde sig over, at jeg gaaer saatidligt i Seng.