Oliver Twist/1

Oliver Twist
1. Hvor og hvordan Oliver Twist kom til Verden.
af Charles Dickens, oversat af Vilhelm Møller

»Maa jeg faa lidt mere Mad?«

1.
Hvor og hvordan Oliver Twist kom til Verden.

Foruden ved forskellige andre offenlige Bygninger kan Byen Modfog— som de fleste, baade store og smaa, Byer — glæde sig ved etFattighus. Og i dette Fattighus fødtes (hvad Dag og Datum har Læseren ikkeSpor af Glæde af at faa at vide) det Menneskebarn, hvis Navn staar herover dette Afsnit. Endnu en Stund efter at han af Distriktslægenvar blevet indført i denne Trængslernes og Bekymringernes Verden,stod det hen i det uvisse, om han vilde leve længe nok tiloverhovedet at kunne faa et Navn. Det holdt nemlig haardt at faa ham til selvat paatage sig det Besvær at trække Vejret — en brydsom Bestilling,men som et Slags Vane har gjort til Betingelse for en uforstyrretTilværelse! — og han laa en Tid gispende paa en lille Uldmadras,ligesom i ustadig Ligevægt mellem vor og en bedre Verden, men medafgjort Overvægt i Retning af den bedre. Dersom Oliver nu paadette Tidspunkt havde været omgivet af ømme Bedstemødre, bekymredeTanter, erfarne Ammer og højlærde Doktorer, vilde det naturligvisuundgaaeligt have været ude med ham. Men saasom ingen andre var tilStede end en gammel Stodderske, der var en Del omtaaget af at havedrukket usædvanlig meget Øl, samt Distriktslægen, der efter Kontrakt skulde besørge alle Forløsninger, saa fik Oliver og Naturen Lov til atafgøre deres Mellemværende mellem sig selv. Og Enden paa det blev, atOliver, efter en Del krampagtige Spjæt, først prustede, saa nøs ogsluttelig indlod sig paa at meddele Fattighuslemmerne, at en ny Byrde varblevet paalagt Sognet, ved nemlig at sætte i med saa lydeligt et Skrig,som det fornuftigvis turde ventes af et Drengebarn, der endnu ikke i stortmer end tre og et kvart Minut havde raadet over den virkelig megetnyttige Ting, der kaldes en Stemme.

Da Oliver gav dette første Bevis paa sine Lungers fri og sømmeligeVirksomhed, bevægede et Pjaltetæppe sig, som laa smidt hen overJernsengen. En ung Kvindes blege Ansigt løftedes mat op fra Puden, og ensvag Stemme hviskede utydeligt: »Lad mig se Barnet, før jeg dør!«

Lægen havde siddet med Ansigtet ind mod Ildstedet og havdeskiftevis varmet sine Hænder og gnedet dem. Nu rejste han sig, traadte hentil Hovedgærdet, og sagde, i et mildere Tonefald, end man egenlig skuldehave ventet sig af ham: »Saa! saa! ikke snakke om at dø!«

»Aa, Gud velsigne hende, det Skind!« faldt Vaagekonen ind ogputtede gesvindt ned i Lommen en grøn Lærke, hvis Indhold hun medøjensynligt Velbehag havde smagt paa henne i Krogen. »Lad hende først blivesaa gammel som jeg, Hr. Doktor, og have faaet tretten Børn, der alle erdøde, paa nær to, som ogsaa er her i Fattighuset, saa skal De se, hunfaar nok bedre Forstand end at tage saadan paa Vej… Husk dog paa,lille Lamseben, hvad det er for en Glæde at være Moder!«

Denne trøsterige Udsigt til en Moders Fremtid lod dog ikke til at gøredet forventede Indtryk. Barselkonen rystede paa Hovedet og strakteArmene ud efter Barnet. Distriktslægen lagde det saa ned til hende. Huntrykkede, stærkt bevæget, sine kolde, hvide Læber mod dets Pande, strøgmed Haanden hen over dets Ansigt, saa sig forstyrret om, skælvedeover hele Kroppen, sank tilbage — og var død. De gned hendes Bryst,Hænder og Tindinger, men Blodet var stivnet for bestandig.

»Det er forbi!« sagde Lægen omsider.

»Aak ja, det stakkels Skind!« sukkede Vaagekonen og tog Proppentil den grønne Lærke op; hun havde tabt den paa Puden, da hun skuldebukke sig efter Barnet. »Aak ja, det Skind!«

»De behøver ikke at sende Bud efter mig, hvis Barnet skriger,«fortsatte Lægen, medens han koldblodig trak sine Hansker paa. »Det erhøjst rimeligt, at det bliver uroligt. De kan saa give det lidtHavresuppe.«

Han satte Hatten paa, men stansede paa Vej hen til Døren ved Sidenaf Sengen og tilføjede: »Hun var ellers ganske køn. Hvor skrev hunsig fra?«

»Hun blev bragt herind i Aftes,« forklarede Vaagekonen, »efterInspektørens Ordre. De havde fundet hende liggende paa Gaden — hunmaa være kommen langvejs fra, for der var ingen Saaler mer i hendesSko. Men hvor hun var fra, eller hvor hun skulde hen, det er deringen, der ved.«

Lægen bøjede sig ned over Liget og løftede dets venstre Haand op. »Hm! den gamle Historie! Ingen Vielsesring!« sagde han og rystede paaHovedet. »Naa! Farvel.«

Og han gik hjem for at spise til Middag. Vaagekonen henvendte sigendnu en Gang venskabeligst til sin grønne Lærke, satte sig saa paa enSkammel foran Ildsledet og gav sig til at klæde Barnet.

Indtil dette Øjeblik havde ingen kunnet sige, om det var enAdelsmands eller en Tiggers Barn. Men nu, efter at det var blevet svøbt i dengamle Løjert, der var gulnet i Fattighusets Tjeneste, nu var det mærketog numereret og havde faaet sin Plads anvist: som Fattighusbarn, somVajse, som et stakkels udsultet Skumpelskud, der skulde puffes og stødesgennem Verden, overset af alle, beklaget af ingen.

Oliver skraalte drabeligt. Dersom han havde kunnet ane, at hanvar forældreløs og henvist til Kirkeværgers og Inspektørers naadigeOmsorg, vilde han maaske have skraalt endnu drabeligere.

Oliver Twist/1

1.Hvor og hvordan Oliver Twist kom til Verden.

1.
Hvor og hvordan Oliver Twist kom til Verden.