I Andegaarden

Nye Eventyr og Historier II
I Andegaarden
af Hans Christian Andersen

I Andegaarden.

Der kom en And fra Portugal, Nogle sagde fra Spanien,det er ligemeget, hun blev kaldt den Portugisiske, hun lagdeÆg, blev slagtet og anrettet; det er hendes Levnetsløb. Allede, som krøbe ud af hendes Æg, bleve kaldte de Portugisiske,og det betydede Noget; nu var her af hele den Slægt kunEen tilbage i Andegaarden, en Gaard, som ogsaa Hønsenehavde Adgang til og hvor Hanen traadte op med uendeligHovmod.

„Han krænker mig med sit voldsomme Gal,” sagde denPortugisiske. „Men kjøn er han, det kan man ikke negte,uagtet han ikke er nogen Andrik. Moderere sig skulde han, men det er en Konst at moderere sig, det viser høiere Dannelse,den har de smaa Sangfugle oppe i Nabohavens Lindetræ;hvor yndigt de synge! der ligger noget saa Rørende i deresSang; jeg kalder det Portugal! Havde jeg saadan en lilleSangfugl, jeg vilde være ham en Moder, kjærlig og god,det ligger mig i Blodet, i mit Portugisiske.”

Og lige idet hun talte kom der en lille Sangfugl; denkom hovedkulds oppe fra Taget. Katten var efter den, menFuglen slap med en knækket Vinge og faldt ned i Andegaarden.

„Det ligner Katten, det Afskum!” sagde denPortugisiske; „jeg kjender ham fra jeg selv havde Ællinger! At etsaadant Væsen faaer Lov at leve og gaae om paa Tagene!det troer jeg ikke finder Sted i Portugal.”

Og hun ynkede den lille Sangfugl, og de andre Ænder,som ikke vare portugisiske, ynkede ham ogsaa.

„Det lille Kræ,” sagde de, og saa kom den Ene og saakom den Anden. „Vel ere vi selv ikke syngende,” sagde de,„men vi have indvendig Sangbund eller saadant Noget; detføle vi, om vi ikke tale derom.”

„Da vil jeg tale om det,” sagde den Portugisiske,„og jeg vil gjøre Noget for den, for det er Ens Pligt!” ogsaa gik hun op i Vandtruget og baskede i Vandet, saa hunnær havde druknet den lille Sangfugl i den Skylle, han fik,men det var godt meent. „Det er en god Gjerning,” sagdehun, „den kan de Andre see paa og tage Exempel af.”

„Pip!” sagde den lille Fugl, hans ene Vinge varknækket; det var ham svært at ryste sig, men han forstod saa godt den velmeente Pjasken. „De er saa hjertensgod,Madame!” sagde han, men forlangte ikke Mere.

„Jeg har aldrig tænkt over mit Hjertelag,” sagde denPortugisiske, „men det veed jeg, at jeg elsker alle mineMedskabninger undtagen Katten, men det kan da Ingenforlange af mig! han har ædt To af mine; men vær nu somhjemme her, det kan man! jeg selv er fra en fremmed Egn,som De nok seer paa min Reisning og Fjederkjole; minAndrik er indfødt, har ikke mit Blod, men jeg hovmodermig ikke! — forstaaes De af Nogen herinde, saa tør jegnok sige, at det er af mig.”

„Hun har Portulak i Kroen,” sagde en lille almindeligÆlling, der var vittig, og de andre Almindelige fandt detsaa udmærket med „Portulak”, det klang som „Portugal”;og de stødte til hinanden og sagde „Rab”! han var saamageløs vittig! og saa indlode de sig med den lille Sangfugl.

„Den Portugisiske har rigtignok Sproget i sin Magt,”sagde de. „Vi have det ikke med store Ord i Næbbet, menvi have ligesaa stor Deeltagelse; gjøre vi ikke Noget forDem, saa gaae vi stille med det; og det finde vi smukkest.”

„De har en yndig Røst,” sagde en af de Ældste. „Detmaa være en deilig Bevidsthed at glæde saa Mange, somDe gjør; jeg forstaaer mig rigtignok aldeles ikke paa det!derfor holder jeg min Mund, og det er altid bedre, end atsige noget Dumt, som saa mange Andre sige til Dem.”

„Plag ham ikke!” sagde den Portugisiske, „han trængertil Hvile og Pleie. Lille Sangfugl, skal jeg pjaske Dem igjen?”

„O nei, lad mig være tør!” bad han.

„Vandkuren er den eneste, der hjelper mig,” sagde denPortugisiske; „Adspredelse er ogsaa noget Godt! nu kommesnart Nabohønsene og gjøre Visit, der ere to chinesiske Høns,de gaae med Mamelukker, have megen Dannelse, og de ereindførte, det hæver dem i min Agtelse.”

Og Hønsene kom og Hanen kom, han var idag saahøflig, at han ikke var grov.

„De er en virkelig Sangfugl,” sagde han, „og Degjør ud af Deres lille Stemme Alt, hvad der kan gjøres afsaadan en lille Stemme. Men noget mere Locomotiv maaman have, at det kan høres, at man er af Hankjønnet.”

De to Chinesiske stode henrykte ved Synet afSangfuglen, han saae saa forpjusket ud af Pjasket, han havdefaaet over sig, at de syntes, han lignede en chinesisk Kylling.„Han er yndig!” og saa indlode de sig med ham; de taltemed Hviskestemme og P-Lyd paa fornemt Chinesisk.

„Vi høre nu til Deres Art. Ænderne, selv denPortugisiske, høre til Svømmefuglene, som de nok har bemærket.Os kjender De endnu ikke, men hvor Mange kjende os, ellergjøre sig den Uleilighed! Ingen, selv blandt Hønsene! uagtetvi ere fødte til at sidde paa en høiere Pind, end de flesteAndre. — Det er nu det Samme, vi gaae vor stille Gangmellem de Andre, hvis Grundsætninger ikke ere vore, menvi see kun paa de gode Sider, og tale kun om det Gode,skjøndt det er vanskeligt at finde, hvor Intet er. MedUndtagelse af os To og Hanen, er der Ingen i Hønsehuset, der ere begavede, men honnette; dette kan man ikke sige omBeboerne af Andegaarden. Vi advare Dem, lille Sangfugl!tro ikke hende der med Stumphalen, hun er lumsk! denSpættede der, med det skjeve Speil paa Vingerne, hun erdisputeergal og lader aldrig Nogen faae det sidste Ord, ogsaa har hun altid Uret! — den fede And taler ilde om Alle,og det er vor Natur imod, kan man ikke tale godt, saa skalman holde sin Mund. Den Portugisiske er den Eneste, derhar lidt Dannelse og som man kan omgaaes med, men huner lidenskabelig og taler for meget om Portugal.”

„Hvor de to Chinesiske har meget at hviske!” sagde etPar af Ænderne, „mig kjede de; jeg har aldrig talt med dem.”

Nu kom Andriken! han troede, at Sangfuglen var enGraaspurv. „Ja, jeg kan ikke gjøre Forskjel,” sagde han,„og det er da ogsaa lige fedt! Han hører til Spilleværkerne,og har man dem, saa har man dem.”

„Bryd Dem aldrig om hvad han siger!” hviskede denPortugisiske. „Han er agtværdig i Forretninger, ogForretninger gaae for Alt. Men nu lægger jeg mig til Hvile;det skylder man sig selv, at man kan være kjøn fed, til manskal balsameres med Æbler og Svedsker.”

Og saa lagde hun sig i Solen, blinkede med det eneØie; hun laae saa godt, hun var saa god, og saa sov hunsaa godt. Den lille Sangfugl plukkede paa sin knækkedeVinge, lagde sig lige op til sin Beskytterinde, Solen skinnedevarmt og deiligt, det var et godt Sted at være.

Nabohønsene gik om at skrabe, de vare i Grunden komne der alene for Fødens Skyld; de Chinesiske gik førstbort, og saa de Andre; den vittige Ælling sagde om denPortugisiske, at den Gamle gik snart i „Ællingedom”, ogsaa skrattede de andre Ænder, „Ællingedom! han er mageløsvittig!” og saa gjentoge de den forrige Vittighed: „Portulak!”det var meget morsomt; og saa lagde de sig.

De laae en Stund, da blev lige med Eet kastet nogetSnaskeri ned i Andegaarden, det klaskede, saa hele den sovendeBesætning foer op og slog med Vingerne; den Portugisiskevaagnede ogsaa, væltede om og trykkede forfærdeligt den lilleSangfugl.

„Pip!” sagde den, „De traadte saa haardt, Madame!”

„Hvorfor ligger De i Veien,” sagde hun, „De maaikke være saa ømskindet! jeg har ogsaa Nerver, men jeg haraldrig sagt Pip."

„Vær ikke vred!" sagde den lille Fugl, „det Pip slapmig ud af Næbbet!”

Den Portugisiske hørte ikke paa det, men foer iSnaskeriet og holdt sit gode Maaltid; da det var endt oghun lagde sig, kom den lille Sangfugl og vilde være elskværdig:

„Tillelelit!
Om Hjertet dit,
Vil jeg synge tidt,
Flyvende vidt, vidt, vidt.”

„Nu skal jeg hvile paa Maden,” sagde hun, „De maalære Huusskik herinde! Nu sover jeg.”

Den lille Sangfugl blev ganske forbløffet, for han meente det saa godt. Da Madamen siden vaagnede, stodhan foran hende med et lille Korn, han havde fundet; detlagde han foran hende; men hun havde ikke sovet godt, ogsaa var hun naturligviis tvær.

„Det kan De give en Kylling,” sagde hun; „staa ikkeog hæng over mig!”

„Men De er vred paa mig,” sagde han. „Hvad harjeg gjort?”

„Gjort!” sagde den Portugisiske, „det Udtryk er ikkeaf det fineste Slags, vil jeg gjøre Dem opmærksom paa.”

„Igaar var her Solskin,” sagde den lille Fugl, „idager her mørkt og graat! jeg er saa inderlig bedrøvet.”

„De kan det nok ikke med Tidsregning,” sagde denPortugisiske, „Dagen er endnu ikke gaaet, staa ikke ogvær saa dumladende!”

„De seer paa mig saa vred, som de to slemme Øinesaae, da jeg faldt herned i Gaarden.”

„Uforskammede!” sagde den Portugisiske, „ligner Demig med Katten, det Rovdyr! ikke en ond Blodsdraabe erder i mig; jeg har taget mig af Dem, og god Omgang skaljeg lære Dem.”

Og saa bed hun Hovedet af Sangfuglen, den laae død.

„Hvad er nu det!” sagde hun; „kunde han ikke taaledet! ja saa var han saamænd ikke for denne Verden! jeg harværet som en Moder for ham, det veed jeg! for Hjerte har jeg.”

Og Naboens Hane stak Hovedet ind i Gaarden oggalede med Locomotivkraft.

„De tager Livet af En med det Gal!” sagde hun; „deter Deres Skyld det Hele; han tabte Hovedet og jeg ernærved at tabe mit.”

„Han fylder ikke meget hvor han ligger,” sagde Hanen.

„Tal De med Agtelse om ham!” sagde denPortugisiske, „han havde Tone, han havde Sang og høi Dannelse!kjærlig og blød var han, og det passer sig for Dyrene, somfor de saakaldte Mennesker.”

Og alle Ænderne samlede sig om den lille dødeSangfugl; Ænderne have stærke Passioner, enten have de det medMisundelse eller med Medlidenhed, og da her ikke var Nogetat misunde, saa vare de medlidende, det var da ogsaa de tochinesiske Høns.

„Saadan en Sangfugl faae vi aldrig mere! han varnæsten en Chineser,” og de græd saa det klukkede efter, ogalle Hønsene klukkede, men Ænderne gik og havde de rødesteØine.

„Hjerte have vi,” sagde de, „det kan da Ingen negte os.”

„Hjerte!” sagde den Portugisiske, „ja det have vi —næsten ligesaa meget som i Portugal!”

„Lad os nu tænke paa at faae Noget i Skrotten!”sagde Andriken, „det er det Vigtigere! Gaaer et afSpilleværkerne i Stykker, saa have vi nok alligevel.”