Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede./3

Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende Aarhundrede.
III.
af Jens Peter Jacobsen

III.

Vinteren kom. Det blev haarde Tider forSkovens Dyr og Markens Fugle; det blev fattigJul inden lerklinte Vægge og Skudernes Spanter.Vesterstranden stod tæt med Vrag; der var isedeSkrog, splintrede Master, braadne Baade og dødeSkibe. Rigdom laa der og rullede i Havstokken,sledes og knustes til gavnløse Billinger, sank, drevaf eller skjultes i Sandet; thi det stod paa medStorm og slemt Hav og dræbende Kulde, saa derikke var Tag at faa for Menneskehænder.Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne;den vældede ind over Armod og Pjalter, gjennemutætte Lemme og sprukne Luger, pinte sig indunder Tagskjæg og Døre til Velstand ogbræmmede Kapper. Tiggere og vildfarent Folk frøsihjel i Ly af Grøfter og Diger, Fattigmand dødeaf Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvæggik det lidet bedre.

Saa lagde Stormen sig og det blev stille,skingrende Frost. Det blev dyre Tider for Rigerog Lande, der faldt Vinterbøde for Sommerdaarskab — den svenske Hær gik over de danskeVande.

Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lystLøv og lyst Vejr, men de sjællandske Knøse redingen Maj i By det Aar; der var fuldt afSvenskens Soldater allevegne; der var Fred, men dervar Krigens Byrder alligevel, og Freden saae ikkeud til at leve længe.

Den gjorde det ikke heller.

Da Majløvet var blevet mørkt og stivt underMidsommersolens Brand gik Svensken modKjøbenhavns Volde.

Den anden Søndag i Avgust udbredte der sigunder Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte,at Svensken var landet i Korsør.

Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gikroligt og astadigt omkring, men de talte meget;de talte Allesammen, og Lyden af deres Stemmerog deres Fodtrin samledes til en stærk, blandet,summende Lyd, der aldrig blev stærkere, aldrigsvagere, heller ikke holdt op, men blev ved —blev ved med en underlig tung Ensformighed.

Rygtet kom ind i Kirkerne midt underPrædikenen. I hurtig, stakaandet Hvisken sprang detfra nederste Stolestade til En, der sad i det andet,til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, tildem i femte og videre, helt op. Folk midt i vendtesig om mod dem bagved og nikkedebetydningsfuldt; øverst oppe var der enkelte, der rejste sig og saae spejdende mod Udgangen. — Lidt efter varder ikke et Ansigt, der saae paa Præsten; Allesade med bøjet Hoved som for at samle Tankerneom Prædikenens Ord, men de hviskede tilhinanden, holdt en Gang imellem op, lyttede etØjeblik spændt paa Præsten, som for at skjønne hvorlangt der var til Enden, — saa hviskede de videre.Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paaGaden var tydelig at høre, blev utaalelig at høre;Kirkefolkene fik hemmelig travlt med at stikkePsalmebogen i Lommen.

«Amen!»

Alle Ansigter saae op paa Præsten.

Under den almindelige Del af Bønnen tænkteAlle paa om Præsten vidste Noget. Saa badesder for Kongehuset, for Rigens Raad og denmenige Adel, for Alle, som havde nogen høj Bestillingeller Embede at forestaa og da var der mange,der havde Taarer i Øjnene, men da den næstePart af Bønnen kom, begyndte Nogle at hulke,og sagte, men dog herligt lød det fra hundredeLæber: «Gud mildeligen afvende endnu fra disseLande og Riger, Krig og Blodstyrtning,Pestilentse og Braddød, Hunger og Dyrtid, Storm ogUvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og forsaadan faderlig Naade maa love og prise hans helligeNavn.»

Før Psalmen var tilende var Kirken tom,kun Orglets Toner sang derinde.

Den næste Dag havde de Folkemasser, derigjen vare paa Benene, faaet et bestemt Maal atgaa efter; thi den svenske Flaade havde om Nattenkastet Anker udfor Dragør. Der var dog mindreUro over Folk den Dag, sagtens fordi det varalmindelig bekjendt, at to af Rigens Raader varetagne afsted for at underhandle med Fjenden ogdet hed sig: med saa vid Fuldmagt at det maatteføre til Fred. Men da Raaderne om Tirsdagenvare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikkevar til at faa, skete der et brat og voldsomtOmslag.

Det var ikke længer Flokke af astadigeBorgere, der vare blevne rastløse ved store og farligeTidender. Det var en hel Malstrøm af sælsommeSkikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden ByensVolde og som slet ikke saae ud som de boedei disse rolige, ædruelige Huse med deres mangeTegn paa al mulig jævn og dagligdags Gjerning.Denne Lidenskabelighed i Flasketrøjer ogSkjødefrakker! Denne Helvedeslarm fra disse alvorligeLæber, og slige voldsomme Gestus med disse Armei disse snævre Frakkeærmer! Ingen vil være ene,Ingen vil være inde, der staa de midt paa Gadenmed deres Angst og Fortvivlelse, med deres Jamrenog deres Taarer.

Se den statelige, gamle Mand med det blottedeHoved og de blodskudte Øjne; han vender sitaskegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den medde knyttede Hæver. Hør den tykke Skinders Forbandelser over Rigens Raad og denne usalige Krig!Føl hvor Blodet brænder i hine unge Kinder afHad til den Fjende, der vil føre alle de Rædslermed sig, han allerede nu har gjennemlidt i sinFantasi!

Hvor de brøle af Raseri over at de er saaafmægtige som de tror, og Gud i Himlen, hvilkeBønner, hvilke vanvittige Bønner!

Vognene holde stille midt paa Gaden,Tjenestefolk sætte deres Kurve og Spande fra sig i Bislagog Porte og hist og her komme Enkelte hastigtud af Husene, iførte deres bedste Klæder, røde iAnsigtet af Anstrængelse og de se sig forbavsedeomkring, se nedad dem selv, fare omkring blandtFolk og snakke ivrigt for at lede Opmærksomhedenbort fra deres pyntede Udseende. Hvad tænke depaa? og hvorfra komme alle disse lurvede, drukneMandfolk? Det vrimler af dem, de rave og raabe,kjævles og falde, de sidde paa Trappestenene og ersyge, de skoggerle, jage efter Fruentimmerne ogvil slaaes med Mændene.

Det var den første Rædsel — InstinktetsRædsel. Over Middag var den forbi. Man varbleven kaldt til Voldene, havde arbejdet medHelligdagskræfter, havde seet Grøfter dybes og Brystværn højnes under sin Spade; Soldater vare trukneforbi, Haandværkssvende, Studenter og Adelstjenereholdt Vagt med alskens sære Vaaben, Kanonervar kjørt op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive — der var Rimelighedi Tingene, man blev rimelig selv.

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagensat Ild paa Forstaden udenfor Vesterport.Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk uroligeog da det i Skumringen, mens Ilden kastede sitrøde Skjær over Fruetaarns vejrgraa Mure ogspillede i de gyldne Kugler paa Petri Kirkes Spir,hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,gik der som et bange Suk gjennem den ganskeBy. Gjennem alle Gader, Gænger og Gryder løddet angst og beklemt: «Svenskerne, Svenskerne!»Drenge løb gjennem Staden og raabte det ud medskingrende Stemmer, Folk foer til Dørene og stirredeængsteligt vesterud, Boderne lukkedes,Jernkræmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; detvar som ventede de skikkelige Folk at Fjendensvældige Hær straks vilde skylle hen over Staden.

Langs Volden og i de tilstødende Gader varder sort af Folk, der stirrede efter Ilden; dogvar der ogsaa mange samlede paa Steder, hvor manikke kunde se noget til Branden, saaledes udforLøngangen og Vandkunsten. Der var mange Tingpaa Tale der: først og fremmest naar Svenskernevilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller førstimorgen?

Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten,mente nu det vilde gaa an, straks de vare komnei Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie efter?

Islandsk Kjøbmand, Erik Lauritzen omme fraFarvergade mente det var saa en vovsom Sag iNat og Mørke at gribe en fremmed By an hvorEn knap vidste hvad der var Landjord og hvadder var Vand.

«Vand!» sagde Gert Farver, «giveste Gudvi vidste selv, kuns halv saa god Besked med voreAnstalter som Svensken han veed det! Tal aldrigom det! Han har sine Spioner, har han, der Enmindst skulde tro det. Jo! — det veedBorgermester og Raad ogsaa hjærtelig vel, for fraMorgenstunden af har Rodemestrene været rundt i alleSteder og Bebyggelser for at finde hans Spionererefrem; men lur ham om I kan! Svensken er habil,er han, synderlig i den Commerce; det er ennaturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv — det ervel nu en halv Snes Aar siden; jeg glemmer hamdet aldrig af det Spøgelse … Indigofarve ser I,hun gjør sort og hun gjør mørkeblaa og hun gjørmellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det erBejtsningen det kommer an paa. Skolde og retteLøddegryden til, det kan hver en Bursch, det er kunsHaandelag om at gjøre, men bejtse! — retteligen— det er en Kunstighed. Bejtser En for stærkt,saa brænder En Garnet eller Tøjet eller hvad detnu er, saa det gaar hen og skjørner ialle Traaderne,og bejtser En for knapt, saa kan Farven a—ldrigenholde, om En saa farvede med det allerdyrbarsteBlaatræ. Se, derfor er Bejtsningen ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lærer fra sig — til EnsSøn nok, men aldrig til Gesellerne. Nej, ….»

«Javel Mester Gert», sagde Kjøbmanden,«vel saa, vel saa!»

«Naa,» fortsatte Farveren, «som jeg skuldefortælle, saa havde jeg en halv Snes Aar forledenen Bursch, som havde et svensk Kvindfolk tilModer, og han havde nu sat sig fore, han vildemakke ud hvad det var for en Bejtse jeg brugtetil Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer aftil Bejtsen for lukte Døre, var den Ting jo intetsaa bekvem at gribe an. Hvad hitter mig saadet Skarnsmenneske paa I tror? Hør nu kuns!Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paaKunsten, de skjærer os baade Uld og Tvist, ogdesformedelst hænger vi immer det, der er flyettil Farvning op under Loftet i storeSejldugssækker. Faar han saa ikke det DjævelsGesindeken en af Drengerne til at klynge ham op i ende der Sækker og — jeg kommer ind og vejer ogblander og retter til og er halv ved at være tilEnde med det, saa skikker det sig saa kunstigenat Krampen tager hans ene Ben der oppe i Sækkenog han tager paa at stime og raabe jeg skuldeforhjælpe ham ned … og om jeg hjalp ham! —Død og Verden! men det var og en retKarnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan erde tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro demover et Dørtrin.»

«Nej, det har I saa Ret i; det er noglegrimme Folk de Svenske,» talte, Erik Lauritzen,«Ingenting har de at sætte Tænder i naar de erhjemme, og kommer de saa en Gang udenværts,saa helmer de aldrig med Bælgen og Svælgen; deer ligesom Fattighusbørn er, de æder baade fornærværendes Sult og for kommendes og forbigangentillige. Stjæle og rappe til sig, det kan de værreend Ravnefugle og Rakkerfolk; — og saamorderiske de er! det er intet for Ingenting En siger:han har nemt til Kniven som svenske Lasse.»

«Og saa løsagtige!» faldt Farveren ind, «detskal jo aldrigen passere at Rakkeren pidsker enKvind af By og En spørger sig for, hvad detmon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, atdet er en svenska Dulle.»

«Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, ogDyrenes ogsaa. Svensken han er nu iblandt Folk,hvad Marekattern’ er iblandt de uvittige Bæster;der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i hansLivsvædsker, at den naturlig’ Fornumstighed, somGud jo har beskjænket alle Mennesken’ med, intetkan raade med hans arge Drifter og syndigeBegjæringer.»

Farveren nikkede nogle Gange ad det,Kjøbmanden fremsatte og sagde saa: «Rigtig, ErikLauritzen, rigtig; Svensken er af en sær ogsynderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker.Jeg kan immer lugte, naar der triner enudenlandsk Person ind til mig i min Bod, om han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svenskenhar saa en ram Lugt ved sig, som Geddebukkereller Fiskelud. Jeg har saa tidt havt mine egneBetænkninger ved den Ting, men det er som Ilægger det ud, det er Dunster af hans hidsige ogbestialske Vædsker, er det.»

«Det er da ingen Jærtegn,» henkastede engammel Kone, der stod hos, «om Svensker ogTyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjør.»

«Aa, som hun snakker da, MetteSennopskvind,» afbrød Farveren hende, «tror hunSvensken ikke er Kristenfolk?»

«I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver,om Jer det gefaller, men Finner og Hedninger ogTroldkarle det har aldrig været Kristenfolk eftermin Postillebog, og det er da saa sandt som Guld,at det gik saadan til i højsalig Kong KristiansLevetid, den Sinde Svensken laa i Jylland, at ethelt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedstkom gangendes og det lige blev Midnat, rendtefra hverandre som ene Varulver og andetDjævelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder ogMoser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folkog Fæmon.»

«Men de søger da Kirke om Søndag, veedjeg, og har Præster og Degner ligesom vi har.»

«Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind!det søger Kirke det Djævelens Pak iligemaade somHekser de far’ til Aftensang naar den Ledeholder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte er de og kugelfaste; paa dem biderhverken Lod eller Krud og de har et ondt Øjesyn dehalve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern’har grasseret hver den Gang de HelvedesKumpaner har havt deres forbandede Fødder her iLandet? Svar mig til paa det, Mester Farver!Svar mig til paa det, om I kan!»

Farveren skulde just til at svare, da ErikLauritzen, som i nogen Tid havde staaet, og seetsig urolig omkring, udbrød: «Tys, tys, Gert Pyper,hvad er vel den for en Person, som tal’ saaprækendes histhenne og Folken’staar saa digtomkring?»

De skyndte sig hen til Hoben og imensberettede Gert Farver, at han skjønnede det var envis Jesper Kiim, som havde holdt Prædiken iHelliggejstes, men som han havde hørt vellærdeFolk sige ikke var saa ret i sin Tro som det hansSalighed og gejstlige Karriere tjenligt var.

Det var en doggeagtig, lille Mand paa entredive Aar med et langt, glat og sort Haar,bredt Ansigt, tyk, lille Næse, spillende, bruneØjne og røde Læber. Han stod oppe paa enGadedørstrappe, gestikulerede stærkt og talte hurtigt ogfyrigt, men temmelig tykt og læspende:

…. «I det seksogtyvende Kapitel,» sagdehan, «skriver Evangelisten Matthæus 51—54saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu,rakte Haanden ud, og slog den ypperste PræstesSvend, og hug et Øre af hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Sværd i sin Sted. Thihvo som tager Sværdet, han skal omkomme medSværd. Eller ment' du, at jeg ikke kunde bedemin Fader, at han tilskikkede mig mere end tolvSkok Engle? Men hvorlunde skulde Skriftenfuldkommes? Det skal Alt saa gaa til.»

«Ja, kjære Landsmænd! det skal Alt saa gaatil. — Nu ligger uden denne Bys ringe Voldeog svage Befæstning en almægtig Hob af velberusteStridsmænd, og deres Konge og Krigsøverste haveropladt sin Mund og ladet udgaa Ordre ogBefaling til dem, at de med Ild og Sværd, medPaarend og Belejring gjøre sig denne Stad oghvem som er deri, underdan og ganske deresegen.»

«Og de, som ere i Staden og se deresVelfart truet og deres Ruin umenneskeligen besluttet,de føre sig i Vaaben, de bringe Fyrmørsere oganden skadelig Krigsgeraad til Voldene og detiltale sig selver, sigendes: bør det os ikke medbrændendes Lue og blanke Sværde at gaa denFredsforstyrrere paa Huden, som plat vil læggeos øde? hvortil haver vel Gud i Himlen opvaktKoradtsighed og Ufrygtagtighed i Mennesken'sBryst om ikke til slig en Fjende at modstaa ogfordærve? Og som Peter den Apostle drage dederes Glavind og ville pludseligen afhugge Malchohannem hans Øre. Men Jesus siger: stik ditSværd i sin Sted, thi hvo som tager Sværdet,han skal omkomme med Sværd. Vel maa dette lyde som en underlig Tale for den VredagtigesUfornumftstighed og synes en Daarskab for denHadefuldes useendes Blindhed. Men Ordet er ikkesom en Lyd af en Trompete, blot at høre; —ligervis som et Skiberum, der er ladet med mangegavnlige Ting, saaledes er Ordet ladet medFornumstighed og Betænkning, thi Ordet er en Meningtil Opfattelse og Forstændighed. Derfor lader osudgrandske Ordet og successive fremfinde,hvorlunde det retteligen bør udlægges. — Af hvadAarsage skal da Sværdet blive i sin Sted og den,der tager Sværdet omkomme med Sværd? Detteer for os at betænke udi trende Poster:

«Denne er da den første Post, at Mennesketer en viselig og over al Maade herligen indrettetMikrokosmos eller, som det kan udlægges: enJordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thier, som Jacob den Apostle siger, alene Tungenen Verden udaf Uret, hvormeget mere er da ikkedet ganske Legem’ en Verden! baade debegjærendes Øjne, de hastige Fødder og de gribendesHænder; baade den umættelig’ Bug de bedendesKnæ og de vagtsomme Øren? Og er Legemet enVerden, hvormeget mere er da ikke vor dyr’bareog udødelig’ Sjæl en Verden, ja, som en Havefuld af søde og bitre Urter, fuld af de ondeDrifters glubendes Vilddyr og af Dydernes hvideLam? Og er da den, som lægger en saadanVerden øde, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand eller en Marktyv? og I vide, hvadStraf det bør sig en Saadan at lide og udstaa.»

Det var nu bleven ganske mørkt ogFolkeskaren omkring Prædikanten saaes kun som enstor, sort, sagte bevæget og stadig voksende Masse.

«Den anden Post er denne, at Mennesket eren Mikrotheos, det er: en Afspejlning ellerLignelse af Gud den Almægtigste. Og er den, derforgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agteslemmer’ end den, der stjæl’ Kirkens hellige Kareller Klæder eller øver Vold mod et Kirkehus? ogI vide, hvad Straf det bør sig en Saadan at lideog udstaa.»

«Den sidste og tredie Post er denne, at førsthaver Mennesket Pligter imod sin Gud og erskyldig for hannem ideligen at kæmpe og stride, iførtet rent Levnets skinnendes blanke Rustning ogomgjordet med Sandhedens skjærendes Glavind.Saadan berust falder det hannem til at stride, enHerrens Stridsmand, sønderrivendes Helvedes Strubeog søndertrædendes Helvedes Bug. Derfor børdet os at lade den legemlig’ Sværd blive i sinSted, thi visseligen, vi have nok at bemøde os medden aandelig!»

Fra begge Ender af Gaden saaes nu og daFolk komme, der lyste sig hjem med smaaHaandlygter. Efterhaanden som de stødte paaForsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saader snart var dannet en bugtet Halvkreds afblinkende Smaalys, der sluktes og lyste op, alt som Folk bevægede sig, og nu og da løftedes ogsaa enLygte i Vejret og lod sit Skjær flakke søgendeom paa Husenes hvidtede Mure og mørke Ruder,indtil det fandt Hvile paa Prædikantens alvorligeAnsigt.

«Men hvorledes! tale I i Eders Hjærter,sigendes: skulle vi da overantvorde os selv, bundenpaa Hænder og Fødder, til vor Fjende, tilTrældommens og Fornedrelsens bitre Sørgestand? —O! mine Elskelige, I tale ikke saa! thi da er Iat regne som dem der men’, at Jesus ikke kundebede sin Fader at han tilskikkede hannem mereend tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab,knurrer ikke i Eders Hjærter mod HerrensRaadslagning og gjører ikke Eders Lever sort imodhans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, denknuses, den Herren vil oprejse, lever i Tryghed.Og han er den, som haver mange Veje at føre osud af Farlighedens Ørker og Vildnisse; eller kanhan ikke vende Fjendens Hjærte, eller lod hanikke den Dødsengle gaa gjennem Sancheribs Lejr,eller have I, forgjæt’ det rede Havs svælgendeVande eller Kong Pharaos hastige Undergang? …»

Her blev Jesper Kiim afbrudt.

Hoben havde hørt temmelig roligt paa ham;kun ude fra de yderste Rækker havde der nu ogda lydt en dæmpet, truende Mumlen. Saa vardet Mette Sennopskvindes skarpe Røst skingredeind imod ham: «Hu, din Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! — hør intet paa ham, deter svenske Penge, der tal’ udaf hans Mund.»

Der blev et Øjeblik ganske stille, men saabrød Larmen løs; Haansord, Eder og Forbandelserskyllede ned over ham. Han forsøgte at tale,men da blev Raabene endnu stærkere og denærmest ved Trappen trængte truende op imod ham.En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der heleTiden havde grædt under Talen, stak nu rasendeefter ham med sin lange, sølvknappede Stok.

«Ned med ham!» raabtes der, «ned med ham!han skal kalde igjen hvad han har sagt, han skaltilstaa hvad han har faaet for at beføre os. Nedmed ham! lad os faa ham her ned til Geständniss!vi skal nok plukke det ud af ham.»

«Han skal i Kjælderen, skal han,» raabteandre, «han skal i Raadstukjælderen. Lang hamned! lang ham ned!»

Et Par stærke Karle havde allerede Tag iham. Den Ulykkelige klamrede sig fast tilTrappens Trærækværk; saa spændte de baade det ogham ned paa Gaden, ned blandt Mængden. Hanblev modtaget med Spark og Næveslag.Kærlinger rev ham i Haar og Klæder, saa smaa Drenge,der stode med deres Fader i Haanden og saae til,hoppede af Fornøjelse.

«Lad Mette komme frem!» raabtes derbagved, «gaa tilside; tilside! Mette skal tage ham iForhør.»

Mette kom frem. «Vil han tage sinDjævels-Præk i sig igjen? vil han Mester Lurifas?»

«Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer’end som Mennesken’, som skreven staar.»

«Skal En det!» sagde Mette og tog sinTrætøffel af og truede ham med, «men Mennesken’ harTrætøfler, har de, og du est en Satans Soldknægtog intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg,saa din Hjærne skal sidde paa Muren næst herved;»og hun slog ham med Tøffelen.

«Forsynd Jer intet, Mette!» stønnedeMagisteren.

«Saa skal da ogsaa den Slemme!» hvinede hun.

«Tys, tys,» raabtes der, «var Jer, var Jer,og stim ikke saa, her kommer Gyldenløv’,Generallieutenanten!»

En høj Skikkelse red forbi.

«Længe leve Gyldenløv’! den tapreGyldenløv’,» brølede Hoben.

Der svingedes med Hatte og Huer og Raabenevilde aldrig faa Ende. Saa red Skikkelsen bortad Volden.

Det var Generallieutenant over Militsen, Obersttilhest og tilfods, Ulrik Christian Gyldenløve,Kongens Halvbroder.

Mængden spredtes, der blev færre og færre,snart kun nogle faa.

«Det er ligegodt kurieus nok,» sagde GertFarver, «her slaar vi Hovedet i Bræk paa den, som tal om Fredelighed og raaber os hæse forden, som mest er Skyld i Krigen.»

«Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold ogen ønskelig Godnat,» sagde Kjøbmanden afbrydendeog skyndte sig fra ham.

«Han tænker paa Mettes Tøffel,» mumledeFarveren; saa gik ogsaa han.

Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alenetilbage og holdt paa sit værkende Hoved, og oppepaa Volden gik Vagterne langsomt frem ogtilbage, stirrende ud over det mørke Land, hvorAlt var stille, ganske stille, skjøndt Tusinder afFjender laa derude.