Det gamle Apothek/22

←XXI.

Det gamle Apothek
af Sophus Schandorph

XXIII.→

C. A. Reitzels ForlagKjøbenhavn1885

Schandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvuSchandorph_Det_gamle_apothek_1885.djvu/5278-293

Public domainPublic domainfalsefalse

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Trods den mildere Aarstid havde Fannyikke synderlig søgt Kapellanboligens Have. Denneunge Plantning med tyndt og utæt Løvværk,holdningsløst svajende Stammer, Lysthuset, hvorSlyngplanterne ikke i nogen Maade evnede atdække de uhøvlede Fyrretremmer, hvad var detmod Barndomshavens svulmende Løv, saftigePlæner, brogede Flora? Hun vilde ikke længestil det gamle Apothek, vilde nødig tænke paadet, thi Tanken om det vakte altid et Nag ihendes Sjæl.

I Dag vilde hun ned i sin cgen Have. Vejrethavde klaret op efter Middag. Regndraabernehang højt, tungt og blinkende i den nystændteSol; den ellers tørre Plæne drak tørstig Væden.Jo, Fanny vilde læse i Lysthuset i Husmurens Læog Skygge; hun vilde læse videre i Swinburnesdejlige «Sangé før Solopgang», gjennemtænke oggjennemføle den Text, der faldt hendes ufuldkomne Kundskab til Engelsk saa svær. Hunhavde begyndt at erfare Glæden ved at «studere»,Fryden over Forstaaelsens pludselig og prægtigfremstraalende Lys, Lønnen for lang Vandring iMisforstaaelsens Mørke eller HalvforstaaelsensDæmring.

Saa satte hun sig da i Lysthuset. Men hunblev lidt forulempet ved det skarpe Gjenskin af den hvide Mur lige foran. Paa den anden SideHaven laa en Kjørevej; hinsides den en Bondegaard.Stuehuset vendte ud til Vejen med sineuregelmæssig anbragte lave smaarudede Vinduer,fulde af Pelargonier, Geranier og Hortensiaer.Ud til Vejen laa den smalle Del af BondegaardensHave: en Græsplet med mange enkelte Roser.Den større og bredere Del strakte sig bagom,langs Udhusene til begge Sider.

Skyggen af dirrende Blade og faste Tremmerprentede dansende Prikker og Striber, begge Slagslige forstyrrende, imd i den elegante engelskeBogs Text. Stedet var aabenbart alt Andet endheldig valgt til Læsning og Overvejelser af detLæste. Nej, Fanny vilde ned under Hybenbuskenlige ud mod Vejen og vende Ryggen til dethvide Stuehus i Bondegaarden.

Saalerne i de udskaarne Saffianssko knitredesagte mod Gangens skarpe Grus. Ved hvertSkridt lynede Strømpernes Purpur frem underden fine drapfarvede, kniplingsbesatte Lærredsmorgenkjoles nederste Søm. Samtidig hørte hunen langt dumpere Lyd i Haven lige over for:tunge Svup i den vaade Jord.

Om Hjørnet af Længen til venstre for Fannykom Gaardmandens unge Kone gaaende langsomt.Hun havde et lille Barn paa Armen; hendesvenstre blottede Bryst blev suget spidst ud af Patteglutten og skinnede i Solen som en Fontænenymfes Marmorbarm.

En kjøn Kone med et stort Ansigt med ligeProfillinier, bred, næsten firkantet Hage, tyndt ogglat lyseblondt Haar, der var redt tæt ned overTindingerne. En rolig resigneret Sikkerhed, enærlig Meddelelsestrang lyste ud af de milde, menkølige lyseblaa Øjne.

Hun nikkede over til Kapellanens Frue.Fanny havde tidt set hende og et Par Gangevexlet Ord med hende, uden at det var kommettil nogen videre Samtale. Hun havde endog engang været en Smule vred paa hende. En afFru Fannys Piger havde sagt, at Kristen PovlsensPige havde sagt, at det var bedre, om Kap’lanenshavde en Taar Mælk tilovers for fattige Folk,end at Kap’lanen bissede om og prækede udenfor Kirketid og paa Søgnedage. Siden havdeFanny virkelig følt det Kjedsommelige i ikke athave lidt Landvæsen. Det gjorde hendes Husfremmed for Sognets Fattige, som altid søgte tilden gamle Præstegaard og fik Mælk der. Hunhavde forsøgt at kjøbe større Partier Mælk iPræstegaarden til Uddeling blandt de Fattige, menhun opdagede, at hun maatte betale 1⁄3 mere,end andre Folk gav. Saa gav hun KristenPovlsens sin Mælkehandel, og der blev hun, somhendes Pige erklærede, «regedérlig?» behandlet.

Fanny gik lige hen til Havegitret ud mod den smalle Markvej og sagde højt God Dag tilGaardmandskonen. Konen svarede endnu højere:«God Dav’, Frue!» og syntes ogsaa nok at haveLyst til at standse, men i det Samme gav Barnetsig til at vræle. Moderen overdøvede ellerlullede dets Skraal ved at synge:

Hun sang ligegyldig hen i Vejret. Det varSynd at sige, at hun tilstræbte komisk Pointering,men Fanny kom til at le højt. Saa nikkedeKonen, lo lidt hen til hende og sagde:

— Ja, hvad skal man synge for at faa saadant et lille Kræ til at tie? Man kan lige saagodt sige det ene som det andet, for det forstaarlige meget af det Vrævl.

Hvor mange Smaa har De? spurgte Fanny.

— Det er saamænd den femte, denne her,og der er ikke stort mere end et Aar mellemhver af dem, for jeg har først væ’t gift i syvAar til Mikkelsdag. Ja saagu’! Det Smaakravlgroer op ligesom Græs paa Engen. Han herhar væ’t noget simpel, men nu begynder han at faa lidt Fedt paa sig; og de Andre er allesammenskrappe til Føden og trives farlig godt … Ja,De er lykkelig, Frue, hvis De ingen faar, forman kan da ikke saadan se Noget paa Dem.

Fanny bed sig i Læben og sagde:

— Er De da ikke glad over Børnene?

— Jo, naar de først bliver saa store, at debliver renlige og ellers kan skjønne; men, saalænge man gaar med dem, og saalænge de ersaadant noget tosset Kryb, saa har man jo ikkeandet end Mas af dem. Ja, saalænge de ersaadan, saa ønsker man rigtignok, at den Sidstemaatte blive den Sidste, men man har jo ikkeFred længere, end Ens Nabo vil.

Nu maatte Fanny lé, og, da hun lo, lo Konenmed og sagde:

— Ja, det er sandt, hvad jeg siger. Nuskal Fruen se, hvor saadan en lille Skruptaasekan suge og bide, ligesom det ku’ være en Igle.

Hun hægtede op for det andet Bryst. Detvar dækket af en Forbinding. Den skød Konentil Side. Det gjorde ondt helt igjennem Fanny,da hun saâ den blodig røde, saarede Brystvorte.Konen, som var sat i Gang, blev ved at tale:

— Og saa kan man jo aldrig komme udenfor en Dør og kan aldrig bestille Andet end atgive Patte. Det er daarligt nok, man kan passedet Indvendige og holde Stuerne pæne. Ja,Fruen kan sagtens være pæn og se ud som et pillet Æg fra Morgenstunden af. En anden Enmaa gaa i Slæber og kan daarlig nok faa Tidtil at faa sig vasket og redt. Men det kan johænde sig, at Fruen kjeder sig, for Præsten erjo saa gal til at rende omkring og præke forgamle Folk hjemme. Ja, den Ene har for megetaf det Ene, og den Anden for meget af detAndet.

— Hvad mener De med det?

— Jo, naar vi ikke pløjer, saâr, river Høeller høster, saa sidder Manden altid hjemme oghænger, og saa er han tvær og gider knap tale.Det kan ærkre en anden En, som altid har nogeti Hænderne, at se saadant et gammelt Mandfolksidde og gabe baade om Dagen og om Aftenen,og saa skal der endda brændes Lys til. Og nogenrigtig Magt kan man jo ikke faa over saadan engammel En, som snart er tredive Aar ældre endEn selv. Ellers gjør han mig ikke Noget, ogBrændevin smager han næsten aldrig, og det erallerede meget for en Bundemand paa hans Alder. . Ti nu stille, du Haletaase, mens jeg snakkermed Fruen . . ellers maa jeg synge den omJørgen Ni’lens Kat igjen .…. Nej, det varSynd, om jeg ellers klagede paa Kristen Povlsen;de fleste er meget værre end som han.

— Holdt De ikke af ham, da De giftedeDem med ham?

— Pøh! . . Jeg havde saamænd ikke Noget mod ham for den Sags Skyld, og Jorden tilGaarden er jo god paa de Par Tønder sur Mosejord nær.

Inden Fanny kom til Orde, talte Konenvidere:

— Ja i Deres Stilling, Frue, kan man jogifte sig af bare Kjærlighed. Naa, siden disseherre Højskoler er komne op, saa er der jo deKarle og Piger, som er blevne oplærte der; degifter sig jo for det meste ogsaa af bare Kjærlighed; men der er nu da ellers Ole HansensDatter Mette Marie ovre i Tokkerup, hun giftedesig med Jakob Persens Søn fra Grædsted, og degik jo og kyssedes ligesom Kjærestefolk fra Kjøbstaden. Jeg tænker, de havde lært det og andrefine Manerer paa Tokkerup Højskole; men hvadblev det saa til? Nu siger de jo, at MandenPeter holder mer af at kysse Pigerne paa Gadenend Mette Marie hjemme paa Gaarden. Og deter dog den største Ærkrelse, der kan overgaa engift Kone, kan jeg tro.

— Naa, saa er De altsaa lykkelig og glad?sagde Fanny, saâ stift paa hende og kvalte et Suk.

— Ja—a — saagu’. De Fleste har det jomeget værre, end jeg har det. Og det kan joikke hjælpe, at man vil lave Tingene, som manselv vil have dem; man maa lave sig til, som… ja . . som Tingene i det Hele vil havedet. Ja, det er nu ikke let at sige Noget om Tingene i det Hele, naar man ikke er oplært tildet. Men, naar man har, hvad der skal til iHuset, og Børnene er nogenlunde sunde og raske,og man hverken har Slagsmaal eller Spektakel iHuset … ja, Frue, saa tror jeg, det er Synd afMenneskene at forlange mere.

— De har aldrig . . saadan … aldrig . .ja . . De har ingen Ønsker.

Fanny havde nær sagt Længsler, men havdeSmag nok til at finde Ordet latterligt i Situationen.

— Jo, men hvad kan det hjælpe? Ønsk iden ene Haand og spyt i den anden, og se, ihvad for en Haand du faar mest, er der jo etOrd, som siger.

— Ønsker De ikke den til Mand, som Dehar været forelsket i?

Fruen sagde disse Ord med det dumme,huldsalige Smil, som dannede Mennesker, uvantetil at tale med Almuesfolk, saa ofte anvende forat vinde dem.

— Ham? Pyh! Ja, da jeg var en tossetTøs paa en atten nitten Aar. Nu vilde jeghverken eje eller have ham. Nu er han Værtshusmand i Skjelskjør, og Krokone, det er da detSidste, jeg vilde være. Nej, men for PlasérsSkyld kan jeg gjerne fortælle Dem, hvad jegønskede forgangen Aften. Jeg kom fra Slagterensherovre og gik lige forbi Deres Vinduer paaLandevejen. Og jeg var myrderlig ærkerlig over det, at Slagterens Madame sagde, at mineBørn var meget mere utuskeagtige end hendes.Saadan noget Grisetøj, som render med Hæleneud af Strømperne og Tæerne ud af Tøflerne!Saa sad De vist alene, lille Frue, for der varingen Lys, kunde jeg se, og jeg vidste, at Præstenvar borte, og De sad og spillede paa DeresKlaver. Aa, det led rigtig saa pænt! Og saagav jeg mig saamænd til at græde, og saadanblev jeg af med al min Arrigskab. Og saaønskede jeg, at jeg bare var oplært til saadantnoget Spilleri, for, naar man kunde klemme saadanne Toner ud, saa klemte man med det Sammealt det Onde og Gale ud, som er i En til sineTider … Hille den! Nu sla’r den halv tolvpaa Kirken. Jeg maa nok ind at passe Maden!

Fanny rakte hende sin Haand. Den blevborte i Bondekonens gulbrune, tørre, men kjøntformede store Haand. Da hun satte sig i Bevægelse, skreg Barnet; Moderen sang Verset omKatten, og nu opdagede Fanny kjønne og fyldigeAlttoner i hendes Røst. Høj og kraftig skredhun over Haven, traadte tungt og sikkert; fraNakken stod to Buske Haar sølvtindrende ud iLuften. Hun vuggede lidt i de kraftige Hofter,som Midiens Linier svang let over i; de stærkeSkulderblade bævede under Kjolen. Fanny mindedes, hvad hun havde læst i sin Tid med Adjunkt Kronmann i Homer om Gudinderne, atde vare større end de dedelige Kvinder.

Ja, lærdere eller «intelligentere» end KristenPovlsens Kone var vel Athene, mente Fru Fanny.«Skjønt Gud véd det», tænkte hun strax, efteratden første Formodning var falden hende ind.

Fru Fanny følte sig myg og nedslaaet.Havde denne Gaardmandskone med sin halvvemodige, halv humoristiske Resignation ikke etsandere og sundere Stade i Livet end Forfatterentil den Bog, hun holdt i Haanden — han, denunderlige Algernon Swinburne? Havde den genfiske Plebejer Rousseau, som dog stadig henvendtesig til den kultiverede Verden, fortvivlende overden, foragtende den, havde han Ret, naar hanpaastod, at man blev ulykkeligere, jo mere EnsTanke skærpedes, jo mere Ens Følelse forfinedes?Skyldtes ikke disse Fornemmelser af skuffedeHaab, alle disse utilfredsstillede Længsler, Præstefruen pintes af, hendes Lyst til at hæve sig overLivet paa Vinger, som Naturen nu engang havdenægtet Menneskene? Var det ikke rigtigt atblive saa nær ved Jorden, at man stadig aandededens Mulds sure, tunge Lugt og følte, at manligesom Planten, Dyret — ja ligesom Kristen.Povlsens Kone — var samme Jordbunds Livegne?

O, hvorfor var hun bleven udreven af sinlykkelige Tro paa, at denne Verden var indrettetpaa det bedste? «Bedstes», Apothekets Verden!

Hun havde faaet sit første Stød i Indsidderstuen hos Konen med Kopperne. Da saâ hunen gabende Kløft af Uretfærdighed.

Ja …. maaske havde hun ikke faaet detStød, hvis hun havde været fuldt lykkelig ogkunnet glemme Alt i en fuldaaben, hendes heleTrang rummende Favn.

Hun havde saa læst og læst. Hun var paaen Maade stolt af sin aandelige Væxt. Menhver Tomme i hendes Aandsvæxt havde kostethende Smerter. Hun vidste ikke, hvilke Veerdet kostede at føde et Barn til Verden; hunvidste kun, at alvorlige Tanker fødtes medSmerte.

Og det var dog Lapperi alligevel. Hunlevede jo som ellers, kunde ikke døje Mælkemadog Flæsk, vilde spise som paa Apotheket, trakPenge fra sin Bedstefader, befandt sig bedst,naar hun følte Fløjlet paa sin ChaiselonguesBetræk kjærtegne hendes Kinder og Øren.

Hun var bleven vred paa Alt .…. hunholdt Swinburne i Haanden . . denne fint udviklede aandelige Aristokrat, der taler som Prædikeren i det gamle Testamente, naar han raabertil Guderne:

Ja vel, ja vel! Apotheket ragede jo op over Byen; Fanny maatte være adskillige Hestehoveder forud for Byens andre unge Piger i Dannelse, i Bevidsthed … i … i Toiletter … Ja, saadan en diskret Morgendragt med Kniplinger af den Farve! … Fanny stampede i Jorden, da hun greb sine Tanker i dette lavt dalende Fald. Uh! Man gjør Oprør mod Guderne og tænker paa graat Lærred og graa Kniplinger! Man ser en Elendighed som i den koppebefængte Indsidderstue; man ræddes, man forarges paa Samfundet. Hvad gjør man saa? En, man har foragtet, En, man betragter som en aandelig Undermaaler … han arbejder dog, selv om hans Arbejde er, som det er, unyttigt, hen i Vejret!

Fru Fanny klemte sine foldede Hænder modBrystet, efterat have kastet Swinburnes Bog haardthen ad Havebænken … Nej, op til Renan!Han klappede dog Læseren, alt mens han lempelig listede Jorden bort under hans Fødder ….Nej, nej … han vilde ikke smage paa Noget nu.Fruen gad nu ikke have søde Sager og følte, athun ikke kunde taale stærke.

Hun satte sig paa en Bænk, holdt Hændernefor sine Øjne. Det var, som en vældig Masseramlede sammen om hende, tungt, som omSplinter af den fra et langt Fald oppe fra Stjernerne slog haardt mod hendes Isse og Skuldre.Hun vilde være Martyr, vente paa større ogtungere Vragstumper, som kunde knuse hende.Men man bliver ikke Martyr, fordi man vil!

.… Pst! Pst! En Vogn rumlede! Skinnerne peb i Vejens Grus. Piskeknald og Stemmer!Hvem kunde det være, som kom kjørende udepaa Vejgaden?

Det var lette, korte Hovslag, ledsagede afHjulkarmens Klirren paa den vendende Vogn.

Hun mærkede Duften fra det gamle Apothek fylde Luften omkring hende. Den berusedehende, bragte hende til at glemme Alt, hvadhun i lange Tider havde tænkt og lidt. Barndomshjemmets Minder kom kjørende i Triumftogi Kancelliraad Prammans Landauer. Som, menshun endnu var en lille Pige, raabte hun «Bedste!» med en kvidrende Fuglerøst, sprang igjennemVærelserne ud paa Vejen og saâ den gamleApotheker arbejde sig baglængs ud ad Vogndøren. Saa fulgte Fru Kamp efter forlængs medsit ungdommelige velvillige Smil med Silkekaabens blaasorte Farve changerende i Solen …endelig en vældig Knevelsbart paa et blaseret,blegt Ansigt. Fanny havde største Møje med atdæmpe et Skrig, thi en Kuldegysning risledeigjennem hende; hun mærkede sine Knæ dirre.Hun styrtede sig vildt om sin Bedstefaders Hals,blev hængende, saa hun nær havde tynget dengamle Mand ned, hørte knap, at Fru Kamp ytrede,at det var sødt at se, mens hun saâ KaptejnFricks sorte Silkehat beskrive en Bue ud i Luften,

— Uh, puh . . Du tager Vejret fra mig,sødeste Fanny! stønnede Apothekeren.

— Er Pastor Brinckmann hjemme? spurgteKaptejn Frick Tjenestepigen, som kom ud for atbære Rejsetøjet ind. Inden hun fik svaret, sagdeFanny højt og stærkt:

— Nej, han er ikke.

— Véd Du, søde Fanny, at Kaptejnen eraldeles indtaget i din Mands religiøse . . ja, hankalder det nu ideale Begejstring? sagde Fru Kamp.

Fanny svarede Intet, men trak ganske lidtpaa Smilebaandet. Hun sagde, henvendt til FruKamp: — Jeg véd ikke, naar Brinckmann kommerhjem.

Kancelliraad Pramman var allerede inde iForstuen; Fru Kamp havde Foden paa det øversteTrin af Stentrappen, Fanny paa det nederste;Kaptejnen havde holdt sig ubevægelig paa Vejen.

Han saâ kun flygtig op paa Fanny, menshun betragtede ham ufravendt et halvt Minutmed et næsten overgivent Blik. Hun havdeenergisk boret ned i sit Sind og tvunget Mod ogTrods til at sprudle frem gjennem Øjet og ienkelte Ord. Skulde hun have ført sammenhængende Tale, vilde Straalen være knækket.

— Hvor bliver De af, Fa’r Krigsmand?raabte Apothekeren, mens han inde i den rummelige Entreé ved Pigens Hjælp arbejdede sinRejsekavajs Ærmer af sig.

— Tak . . jeg har nogle Ærinder at besørge, lød Kaptejnens Røst med den alvorsfuldeEmbedsklang, hvori han altid udtalte et Afslagpaa en Indbydelse eller noget Lignende.

— Er De besat, Mand? Hvilke Ærinderkan De have her i Landsbyen? — Kom medind og lad os læske os efter Rejsen!

Men Kaptejn Frick var uden for Hørevidde,havde omgaaet Stuelængen, truffet en Pige ogspurgt hende, hvor Pastor Brinckmann var gaaethen ad. Han var gaaet ad Brøndslev til; denVej der. Kaptejnen tog sit Kort op af Lommen, mønstrede Terrænet og begav sig paa Vej. Fuldttilfreds med Situationen var han just ikke. Vistnokvar han ikke falden ud af den Rolle, han havdeindøvet sig i: at vejre den unge Præstefrue ud af Tilværelsen, naar han saâ hende; men han havdehaabet, at hun havde bejlet til hans Gunst, saaat hans Rolle var bleven mere effektfuld i hansegne og hendes Øjne.

— Ja, saa faar hun haardere Konfekt endnu, bestemte Kaptejn Frick, mens han med detudfoldede Kort foran sig konstaterede sin egenDygtighed som Topograf.

Ikke uden rigtig Sporsans havde han beregnet, at Fanny ikke var glad i sit Ægteskab. Men hans Evne til at faa Færten af enSituation, hans Skarpsyn og Lydhørhed forsmaa Bevægelser hemmedes stadig ved hans totale Mangel paa Selvkritik. Det faldt ham ikkeind, at han havde arbejdet den Selvløgn ind isig, at han interesserede sig for Sofus BrinckmannsLivsgjerning, og at hans Bevæggrund til at begejstres for Kapellanens Sjælesorg kun var etVanskud af Forbitrelsen mod hans Frue. Hvorvar hans Samvittighed ren! Hvor følte han sigfuldstændig ædel og hævet over al Smaalighed!Han præsenterede for sig selv sin ædle Anerkjendelse af Brinckmanns «Idealitet», og anerkjendte denne Anerkjendelse.