Den første Sten

Luftslotte
Den første Sten
af Harald Kidde

Udgivet første gang i Tilskueren 1. september 1902.

DEN FØRSTE STEN

Vogter eder for Syndens Besmittelse.

esus stod i Helligdommen, øverst på Trappentil Kvindernes Forgård, og lærte Jerusalems unge.

Det var ved det tredje Hanegal, og Basunerne havdenylig lydt, men endnu var her tomt og stille.

Den tidlige Morgensol skinnede ind mellem detvende Indgangssøjlers Skygge, i en varm, gyldenStribe hen over alle de mørke og lyse, krushåredeHovedet og alle de slanke, hvide Nakker, som vendtemod Mesteren.

De sad i Kres op ad den brede TrappesMarmortrin, i Alderen fra elleve til femten År, og lyttedeopmærksomt.

Oppe i Solskinnet stod han, høj og ungdommeligslank i sin hvide, folderige Kiton. Hans vinrøde Hårglødede gyldent i det stærke Lys, Kitonens Opslaglegede som store, hvide Vinger om hans Skuldre. Denhøjre Hånd løftedes indpræntende.

Bag ved, inde i Tempelgangens kølige Skygge, stodhans Disciple med Hænderne støttet på de lange Staveeller lænet mod Pillerne, med sænkede Hovederlyttende til, hvad deres Herre talte til de unge. Længereinde tabte Søjlerækkerne sig i Templetshemmelighedsfulde Mørke, hvorfra der endnu åndede fugtig Nat.

Men bag ved Børnene strakte Trapperne sig ned iHedningernes åbne Forgård med det brogedeFlisegulv, og op gennem den yderste søjlegang summededen fjærne Larm af den store By, som vågnede tilPassahfesten.

Til højre mellem Pillerne skimtedes Oliebjærgetsskovgrønne Skrænter med solgnistrende Havemure.Solen bagte allerede hedt derude, men herinde varkøligt og svalt.

Et Par hvide Duer fløj med baskende Vingeslagunder Cederloftets forgyldte Felter; langt inde iHelligdommens Søjleskov lød Tempelbrøndenes klare,stadige Rislen, og ovre fra Leviternes Kamre hørtes etPar gamle Præsters samtalende Stemmer.

Jesus fulgte med Øjnene de kresende Duer; lys ogklingende tonede hans Stemme gennem den årle Stilhed.

Det var om Passahfesten, han talte — om denlykkelige Fest, der fejredes, når Regntidens mørke Dagevar omme — og om Våren, som nu vågnede der udei Landet under Jerusalems høje Ringmure, omSkovene hist ovre på Oliebjærget, hvor Fuglesangene jublede fra Morgen til Aften, om Blomsterskarernespurpurne Mylder i Josafats Dal, og om Hvedestråenesgrønne Tæppe over Jerikos sorte, pløjede Marker —om al det unge, voxende Liv i Vårens forjættelsesrigeTider.

Og han sagde de lyttende unge, at de var somVåren, rige på Løfter om kommende Somre for helePalæstinas Land. Og han priste dem salige, fordi de varrene som Blomsterne ved Kedrons Bæk.

„Salige, salige er I, jordens Salt vil jeg kalde Eder,ti I er Livets opholdende Kraft. Verdens sandeHerrer er I i Eders Uskylds hvide Klædebon, ti I errene for Gud. Men vogter Eder for SyndensBesmittelse.“

Jesus tav og trak Vejret langt, et Øjeblik dvæledehans Øjne på den høje Forårshimmel, som blændendeblå svævede over Kollonadernes hvide Marmorrækker.

Så så han ned på de unge, hvis Åsyn blussede afivrig Stolthed og Glæde, og der lyste et lykkeligtSmil over hans magre Ansigt.

Det var ham, mens han således stod og så på disseskære Pander, disse klare Øjne og rene Munde, somfornam han den Sæd gro, han havde sået — somanede han en anden og lykkeligere Slægt her i IsraelsLand, en Slægt, som den han havde drømt i sinestolteste Stunder, rank og god, lutret for Adams gamleBrøde og derfor ejende åbne Hænder og Hjærterfulde af Kærlighed, en Slægt, der var retfærdig og vis,fordi dens Tanker var rene og frie for Synd.

Børnene rørte sig ikke, men smilte til ham, somventede de mere, de gamle Leviters Stemmer tabtesig i det fjærne. Tempelbrøndene rislede.

Men da pludselig blev Morgenstilheden brudt afhøjrøstet Larm, af hæftige Stemmer, der skreg op modhverandre, af hastende Fødder og Udbrud af Latterog Harme.

Larmen kom nede fra Ofel og steg som en Bølgeop ad Trapperne til Hedningernes Forgård.

De unge vendte sig nysgærrige og ængstelige, Jesuskom et Skridt frem, mens hans Disciple hurtigtsamlede sig om ham. Simons sammenløbende, brune Brynløftede sig spejdende, han knugede Hånden fastere omden tunge Stav.

Nu dukkede Hoveder op over Trappen, og Bølgenvæltede ind over Forgården. I et Nu var den storeHal fyldt af en broget Menneskesværm, som trængtesog brødes for at komme frem, mens Larmen genlødunder de høje, mørke Cederlofter — Templetshøjtidsfulde Ro var med ét Slag brudt.

Forrest i Mængden trængte to Farisæere sig frem,i deres Hastværk snublende over deres lange Kjortler,slæbende en Kvinde imellem sig.

Den ene Farisæer var høj og mager, hans folderigeKåbe flagrede om ham, en Turban var snæret stramtom hans gule Pande, hvorunder to sorte, vilde Øjneflammede frem, hans skægløse Mund stod åben forhans hvide Tænder, og hans knoklede Hånd holdtfast om Kvindens ene Arm; den anden klemte hansFælle, der var lille og fed, med sorte, stikkende Øjneunder Brynenes Fedtpuder og fugtig, fyldig Mund, isin korte, tykke Næve.

I hastigt Løb slæbte de Kvinden frem foranTrappen; dér sank hun sammen, som bevidstløs. Der såsintet andet af hende end det lange, sorte Hår og de hvide, nøgne Arme. Bagved trængtes Mængden, nuganske stille, grådigt lyttende.

„Mester“, udbrød den høje Farisæer medskingrende Stemme og trådte et Skridt op ad Trappen, idethan slæbte Kvinden med, „hvad skal vi gøre meddenne Kvinde? Vi greb hende i denne Time iåbenlys Hor, bolende med sin Elsker i sin HusbondsKammer, på sit Ægteskabs-Leje — Mester, hvad skal vigøre med hende? Vi bragte hende hid, for at dinRetfærdighed skal fælde hendes Dom.“

Han fæstede sit hadefulde, fanatiske Blik på Jesus.

Jesus var veget et Fjed tilbage, hans Hænderpressede sig mod Pillens kolde Sten — der blæste som enstinkende Vind op imod ham, der slog som en Bølgeaf Smuds mod Marmortrappens rene Trin. Angstfuldtsøgte hans Øjne Børnene, som rædselsslagne var tyetop mellem hans Disciple.

Men nede foran Trappen lå Kvinden bøjet på detgrønne Mosaikgulv, hyllet i sit lange, tætte Hår, frahvis vilde, sorte Manke der steg en hed, tung Duftaf Moskus og Myrra — et skønt, vildt Dyr, fanget ikløgtige Menneskers Snare.

Jesus så hende, og han så de to Farisæere, denhøjes asketiske, blodtørstige Ansigt, og den fedes Hånd,der vellystig klemte om Synderindens fyldige, blødeArm.

Hans Blik gled videre ud over Mængden, somtrængtes bagved, Hoved ved Hoved, og han så dem alle —Oldinges Skaldepander, ludede fremad med griskeBlikke og med magre Hænder famlende i det store, gråSkæg, Mænd med opbragte, ængstedeHusbondsansigter, Ynglinge med rødmende Pander og Jomfruer med blussende Kinder og forvirrede Øjne — han så degamles afmægtige Begær, og de lønlige, forskræmteBlikke, de unge vexlede.

Der var blevet ganske stille, Solen skinnede, og iTemplets dybe Tavshed hørtes kun Mængdens hastigeÅndedræt og de skræmte Duers Vingeslag.Moskusduften svømmede i den ophedede Luft. Ovre fraOliebjærget lød et Æsels vrede Vrinsken og fjærneStemmer.

Jesus var gledet ned ved Søjlens Fod, han sad bøjetfremad og tegnede med sitrende Finger i Flisens Støv,hans Skuldre rystede som i Gråd.

Den tykke Farisæers Mund fortrak sig til et tværtog hånligt Grin, han klemte fastere om SynderindensArm, men den høje, der et Øjeblik var blevetlammet af Stilheden, foer nu atter op og udbrød med sinskingre Stemme:

„Mester, Mester, så svar os nu — hvad skal vi gøremed hende? svar! vi kender Moseloven, skal det gåhende efter den?“

„Ja! ja!“ skreg Mængden og trængte atter på, Ederog Råb hørtes, Næver fægtede, og Fødder snublede,„Moseloven! Moseloven! sten hende! sten hende!“

Jesus hævede sit blege Ansigt, det var fortrukketsom i den højeste Pine; hastigt og sagte, men hørligtfor alle, mumlede han:

„Den, som er ren, kaste den første Sten."

Og atter dukkede han Hovedet og skrev i Støvet.

„Den, som —“

Farisæeren veg et Skridt tilbage, hans gulligeAnsigt blev gusten-gråt; pludselig vendte han sig om ogbrød med et hæst Skrig bort gennem Mængden.

Den tykke gav Slip på Kvindens Arm, som tung ogslap faldt ned på Fliserne — et Øjeblik efter var hanforsvunden.

Oldingene rykkede forbavset Hovederne tilbage ogskulede til hverandre, Ynglingenes og JomfruernesØjne mødtes, og deres Ansigter blussede som i en hedBølge. Hele Skaren vaklede, mens alles Blikkespørgende søgte Jesus, som blev siddende sammensunkenved sin Søjle.

Kvinden rørte sig ikke af Stedet, men gennem detsorte Hår gled to store, vidtopspilede Øjne, sorte afTårer og Rædsel, op mod Jesus' bøjede skikkelse, enlille, fyldig Hånd søgte langsomt frem over Mosaikflisen.

Da suste det forbi hans Øre — et ForfærdelsensSkrig slog op mod Loftet, Mængden væltede frem overhverandre, så blev alt atter stille — kun en pibendeJamren lød, Synderinden vred sig foran Trappen, medbægge Hænder presset mod Hovedet; der stod etBlodsprøjt ud mellem hendes krampagtige Fingre.

Jesus var oppe i et Nu — som en Stålfjeder — medstirrende Øjne.

I det samme løftede Kvinden sig på Knæ, og forførste Gang så han hendes Ansigt, lille og ovalt,dødsblegt med opspilede, svovlblå Øjne og blussende Mund— et vildt fortvivlet, anklagende Blik — så faldt hunned over Trappen, gled et Stykke ned ad Trinene ogstrakte sig ud i et Gisp. Blodet blev ved at pible fremunder det udslagne Hår.

„Hvem? hvem?“ stammede Jesus.

Ingen svarede, Mængden trængte sig langsomt bort,sky Blikke kastedes tilbage mod Ofret og Jesus, somdirrede af Vrede.

Men foran Trappen stod hun, som kastede Stenen,rank og lille, i sin fodside, hvide Kjortel, med endnuen tung, grå Sten presset op mod det lave Bryst,holdende anstrængt på den med de spæde, udspiledeFingre og de tynde, hvide Arme.

Hendes Mund skælvede, men klare og stolte hviledehendes Øjne på Jesus, femten-års-rank knejste hendesJomfrunakke. Under Kjortelsømmen stødte en lille,sandalprydet Fod til hendes syndefulde Søsters Lig.

„Jeg, Herre, kastede Stenen — jeg var ren.“

Jesus stirrede på hende — han kendte hende, hunhavde siddet øverst på Trappen, da han talte til demom Vårens Uskyld og rige Forjættelser.

❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧