Sang Til Bergen

Songen er òg kjend under namna «Bergenssangen», «Bergensiana», «Jeg tok min nystemte» og på folkemunne berre «Nystemten». Ulriken er eit av dei sju fjella kring Bergen.

Teksten er skriven av den trønderske presten, politikaren og diktaren Johan Nordahl Brun i høve ein festleg samankomst i 1775. Nordahl Brun var då sokneprest ved Krosskyrkja i Bergen og han vart seinare biskop i Bergen.

Melodien er frå ein gammal fransk menuett, truleg komponert av Lully. Menuetten vart nytta i komedien Jean de France av Ludvig Holberg, og Brun kjende truleg melodien derfrå. Tsjekkaren F. X. Dušek er òg nemnd som ein mogeleg opphavsmann til melodien, fordi han nytta ein liknande folkemelodi i eit av verka sine.

Songen vert mykje sungen både i offentlege og private samanhengar, og i Bergen er det god skikk å synge han ståande.

Det har vore reist tvil om Brun faktisk var på toppen av Ulriken, men ein kjenner til at han skal ha gått på ski i Byfjella og til toppen av Lyderhorn.

Eurovision Song Contest 1986

«Sang til Bergen» var ein del av pauseinnslaget i Eurovision Song Contest 1986 i Bergen, framført av Sissel Kyrkjebø.

Jeg tog min nystemte Cithar i Hænde;
Sorgen forgik mig paa Ulrikkens Top.
Tænkte paa Bauner, om de skulde brænde,
og byde Mandskab mod Fienden op;
følede Freden, blev glad i min Aand,
og greb til min Cithar med legende Haand.

Værdige, gamle, graaskallede Bierge,
I, som omgierde min Fædrene-Bye,
I, som saa mangen en Torden afværge,
og sønderbryde electriske Skye!
Yndig er dalen, I hegne mig ind,
og Foraar og Dalen oplive mit Sind.

Herfra fortryllende Syner jeg skuer,
Lungegaards Vandet, den Slette saa blaa,
Nyegaards Alleens løvkronede Buer,
derunder prydede Skiønne at gaae,
deromkring Markens dens festlige Dragt,
det Guld i det Grønne den blomstrende Pragt!

Tæt ved mig Alrikstads dobbelte Slette,
Kongeborg fordum og brugbar til Strid,
skiøn af Naturen, om Fortrin vil trette
med selve Nyegaard, som prunker med Flid,
der løb fra Svartedig skummende Aae,
der saae jeg Møllehiul flittig at gaae.

Bedre frem, Bergen, det Handelens Sæde,
strækkende Arme om seilbare Vaag.
Derhen høifarmede Jægter med Glæde
rustes hver Sommer til dobbelte Tog;
derfra gaae Skibe saa vide om Land;
der kiøber, der sælger, der handler hver Mand.

Der seer jeg Skoven af Masterne høie,
handlende Stuers bredvaiende Flag;
Vippebom seer jeg sig flittig at bøie,
flittig at hæve. – Tagenternes Slag
paa dette Handels-Claveer gav Musik,
og Vare af Skuderne dandsende gik.

Nu tog jeg Vand af den springende Kilde.
herudaf Oldtidens Kiempeslægt drak.
Naar de lykønske sit Fædreland vilde,
Sverdet af Skeden tillige de trak.
Vee! den, saa sang de, saa synger jeg og,
den Nidding, som Sverd imot Fødeland drog.

Freden, o! Bergen! din Rede beskierme,
Sommeren krone hver Ager med Brød!
Ilden og Sverdet dig aldrig fornærme,
Havet dig aapne sit frugtbare Skiød!
Da mellem Biergene syv skal du staae,
naar nybaget Kiøbstad i Luften maa gaae.

Jeg drak den Skaal, som mig Ulriken skienkte,
drikker den samme, I, som have Viin!
Hver, som oprigtig mod Fødeby tænkte;
Lod denne Munterheds Skaal være sin.
Held for vort Bergen, for Fødeland Held!
Gid alting maa blomstre fra Fiere til Field!