Zacharias Topelius: Finsk poet (1818-1898)

Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra et gammelt opslagsværk (Salmonsens Konversationsleksikon), og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklens diskussionsside eller historik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

januar 1818, død 12. marts 1898) var en finlandssvensk digter og historiker, søn af Zacharias Topelius den ældre.

Zacharias Topelius
1889
Personlig information
Født	14. januar 1818 Nykarleby, Finland
Død	12. marts 1898 (80 år) Sipoo, Finland
Gravsted	Hietaniemi kirkegård
Nationalitet	Finsk
Bopæl	Kuddnäs, Helsinki, Björkudden, Oulu
Far	Zacharias Topelius d.æ.
Mor	Catharina Sofia Topelius
Ægtefælle	Emilie Topelius
Børn	Toini Topelius, Eva Acke
Familie	Michael Toppelius (bedstefar)
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Helsinki Universitet (fra 1833)
Medlem af	Finsk antikvarisk samfund, Lördagssällskapet
Beskæftigelse	Professor, journalist, historiker, forfatter, børnebogsforfatter, digter
Fagområde	Journalistik, børne- og ungdomslitteratur, historie
Arbejdsgiver	Helsingfors Tidningar (1841-1860), Helsinki Universitet (til 1878)
Arbejdssted	Helsinki
Kendte værker	Boken om vårt land, Fältskärns berättelser, Läsning för barn
Genre	Børnelitteratur, skønlitteratur, poesi
Påvirket af	H.C. Andersen, Walter Scott, Georg Wilhelm Friedrich Hegel
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Kungliga priset (1873), Svenska Akademiens stora pris (1886), Sankt Annas Orden, 2. klasse (1877), Sankt Annas Orden, 3. klasse (1862), 2. klasse af Sankt Stanislaus-ordenen (1866) med flere
Signatur
Eksterne henvisninger
Zacharias Topelius' hjemmeside
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Han blev student 1833, magister 1840, licentiat 1844, dr. phil 1847 og professor i historie i Helsingfors fra 1853 til 1878.

Topelius fik en udmærket opdragelse, og han stiftede tidlig indgående bekendtskab med den svenske og europæiske litteratur, som øvede så stærk indflydelse på hans udvikling, at han optrådte som digter, før han blev student. Kort efter at han var blevet magister, var han saa heldig at blive redaktør af Helsingfors tidningar, og da hans økonomiske kår således bedredes, giftede han sig 1845. Året efter ansattes han som lærer og biblioteksassistent, og derved kom han i berøring med almindelig menneskers liv, hvilket indvirkede på hans litterære produktion.

Topelius blev optaget af spørgsmålet om Finlands nationale identitet og det finske folks fremtid. Da han udgav »Ljungblommor« (1845), stod han derfor over for et vendepunkt i sit liv, hvilket også viser sig derved, at han senere udelod størstedelen af denne digtsamling i de senere samlede udgaver af sin digtning. Det nationale element viser sig særlig i hans egenskab af avisredaktør. Topelius satte skel i den finske journalistiks historie ved sine »Leopoldinerbreve«, hvor alle tidens brændende spørgsmål behandles. Med forkærlighed dvæler han ved arbejderspørgsmål, Spørgsmaal om forædlende folkefornøjelse osv., men samtidig følges den finsk-nationale sag med interesse, hvorom bl.a. hans opråb »Till Finlands mödrar« om at lære børnene at elske deres land og sprog vidner. Endelig giver han oversigter over udlandets historie, og gennem artiklerne om Europas kulturbevægelser går en kraftig opfordring til hans landsmænd om at tilegne sig det mest værdifulde fra den europæiske kultur. Efter revolutionerne i 1848 bliver det en stadig fordring i retning af selvovervindelse til fordel for det finske folk, som gennemtrænger både hans journalistiske produktion og hans digtning.

»Våren 1848«, »Finlands namn«, »Studentvisa« (1852) og »I mörka tider« betegner Topelius opfattelse af individets ringhed i forhold til den idé, som skal befordres, og det er samme anskuelse, som fremtræder i de historiske noveller, »Gamla baron på Rautakylä« (1845), »Hertiginnan af Finland« (1850). I 1851 påbegynder han udgivelsen af romancyklusen »Fältskärns berättelser«, der omfatter seks bind (1853—67) og indeholder et finsk-svensk romantisk-historisk billedgalleri fra Gustaf 2. Adolf til Gustaf IIIs Dage. Hans forkærlighed for det mystiske fremtræder her i blandingen af spændende eventyr, brogede scenerier, som er forenet under hans optimisme, sandhedskærlighed og idealistiske retfærdighedstrang. Han har her særlig valgt ungdommen og folket til genstand for sine skildringer, og denne følelse for det enkle og naturlige har gjort Topelius særlig egnet til at være fortæller for børn. Han begyndte sin børnebogsproduktion med 4 samlinger af »Sagor« (1847, 1848, 1849, 1852), i hvilke han giver en klar og enkel fremstilling af de ledende ideer, som har sat hans stemningsliv i svingninger.

Topelius bevægede sig ind på et nyt litterært område, da han i 1850’erne begyndte at dramatisere sin novelle »Gamla baron« og derefter skrev enkelte skuespil, librettoer og proverber.

Han deltog i tidens storpolitiske debat under Krimkrigen mellem Vestmagterne og Rusland. I Digtet »Den första blodsdroppen« (1854) og flere artikler samt i »Sylvias visor« udtaler han sig tydeligt og skarpt om Finlands Stilling til Rusland under Krimkrigen, og i den tredje samling af »Ljungblommor« (1854) findes tillige digte, hvori han udtaler sig forhåbningsfuldt, en tone, som anslås endnu kraftigere i digtene »Islossningen i Uleå elf«, »Saima kanal« og i flere digte fra 1856. Topelius håb blev imidlertid beskæmmet, det var kun under anvendelsen af den alleryderste forsigtighed, at han beholdt sit professorat og kunne udgive sit dagblad.

Da han endelig 1860 så sig nødsaget til at opgive sin avis, kunne han se tilbage på en meget betydelig virksomhed både som redaktør og forfatter, og hans arbejdsevne toges meget stærkt i brug ved universitetet og ved forskellige andre hverv. Men han fandt dog tid til fortsat digtning og til udarbejdelse af indlæg om dagens vigtigste problemer. Han hilser med glæde enkelte kulturelle fremskridt, men efterhånden fremtræder et religiøst element meget stærkt, hvilket særlig kom til sin ret under hans virksomhed som medlem af salmebogskommissionen og under hans udarbejdelse af »Evangelium för barnen« (1893), en udlægning af kirkeårets Evangelier. Men tillige gjorde hans religiøsitet sig gældende i hans senere omarbejdelser af ældre Ting. Det kunne ikke undgås, at hans udtalelser ofte stødte an mod opinionen; men efterhånden blev det dog anerkendt af et flertal at han i hovedsagen havde retten på sin side i den store sprogstrid mellem svensk og finsk og striden om børneopdragelse.

Hans 70- og 80-årsfødselsdage blev nationale festdage, hvorom et stort antal festpublikationer bærer Vidne. Han stod da for den almindelige bevidsthed som den sidste repræsentant for den finske litterære storhedstid, og man følte, så længe han levede, at hans navn var et værn mod de tunge tider, som brød frem. Men kort efter den sidste festdag sygnede han hen og døde knap to måneder efter.

Topelius tilhørte romantikken helt og holdent. Fædrelandskærligheden er det centrum, om hvilket stærke etiske og religiøse følelser slynger sig. Sammensatte følelser er ham fremmede; hvor han mest er sig selv, fornemmer læseren et friskt pust af lune og ungdomsfriskhed og en varm naturglæde. Derfor blev han digter for børn og usammensatte naturer.

Børnebøger

• Serien Läsning for barn i 8 bind (1865—96)

Romaner

• To historiske romancyklusser

Digte

  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Faglitteratur og essays

• Naturens bok (1856)
• Boken om vort land (1875)
• Blad ur min tänkebok (1898)

Dramatik

• Regina von Emeritz (1854)

Topelius Samlade skrifter udkom i 4 serier 1899—1912.

• Topelius, Zacharias i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1927)

• Zacharias Topelius på gravsted.dk