Videnskabelig Socialisme

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Begrebet blev opfundet i 1840 af Joseph-Pierre Proudhorn i hans bog 'Qu'est-ce que la propriété?' (dansk: Hvad er ejendom?), og brugt i 1880 af Engels til at beskrive Marx' sociale, politiske og økonomiske teori. Der findes intet belæg for, at Marx skulle have brugt begrebet til at beskrive sine egne teorier.^{[kilde mangler]} Engels brugte især begrebet til at adskille det, der senere blev den marxistiske tradition fra den utopiske socialisme – et begreb, der af både Engels og Marx bruges polemisk og negativt til at definere egne teoretiske og politiske positioner.^{[kilde mangler]}

Den videnskabelige socialisme baserer sig på dialektisk materialisme, og ser således sit politiske mål (det klasseløse samfund) i sammenhæng med den forventede samfundsudvikling, udledt af analyser af historiske trends baseret på dialektisk materialisme.^{[kilde mangler]}

I modsætning hertil er den utopiske socialisme baseret på idealisme, hvilket strategisk indebærer en tro på det gode arguments kraft. I det perspektiv burde det gode argument i sig selv være nok til at overbevise den herskende klasse om at opgive deres privilegier til fordel for socialismen, der i sin essens ses som fornuftigere og mere retfærdig.^{[kilde mangler]} Den videnskabelige socialisme lægger i stedet vægt på egeninteresser,^{[kilde mangler]} hvilket gør det gode argument ubrugeligt til at overbevise den herskende klasse. Ifølge Marx og Engels kan kun arbejderklassen afskaffe kapitalismen, fordi netop den har en objektiv interesse i socialisme frem for kapitalisme.^{[kilde mangler]} Derfor har arbejderklassen en central rolle som "historiens revolutionære subjekt", der i kraft af sin størrelse og interesse har det "revolutionære potentiale" til at forandre samfundet.^{[kilde mangler]}

Særligt centralt i den videnskabelige socialisme som modsætning til utopisk socialisme, står fremhævelsen af arbejderklassen som den forandrende kraft i kapitalismen – heri ligger også nødvendigheden af arbejderklassens subjektive erkendelse af det objektive potentiale.^{[kilde mangler]} Denne opfattelse har haft stor betydning for arbejderbevægelsen over hele verden – eksempelvis de europæiske socialdemokratier, der også i dag har markante præg^[hvilke?], der stammer herfra.

Historisk er begrebet især blevet brugt til at skelne mellem socialisme før Marx og efter Marx. Det har også spillet en vis propagandistisk rolle i Østeuropa- og Asien-kommunismen.^{[kilde mangler]}