Unilateralisme

En sådan handling kan se bort fra andre parter, eller være et udtryk for en forpligtelse til en retning, som andre parter kan finde ubehagelig. Unilateralisme bliver som ord bekræftet som værende fra 1926, specifikt vedrørende unilateral nedrustning. Den bredere nuværende betydning dukker op i 1964. Unilateralisme står i kontrast til multilateralisme, der typisk betegner forfølgelsen af udenrigspolitiske mål sammen med allierede.

Unilateralisme og multilateralisme repræsenterer to forskellige politiske tilgange til internationale problemer. Når multilaterale aftaler er absolut nødvendige, for eksempel i konteksten international handelspolitik, foretrækkes bilaterale aftaler som regel af unilateralismens tilhængere.

Unilateralisme kan foretrækkes i de tilfælde, hvor det antages at være det mest effektive, dvs. i spørgsmål, der kan løses uden samarbejde. En regering kan imidlertid også en hovedpræference for unilateralisme eller multilateralisme og foreksempel stræbe efter at undgå politikker, der er unilateralt urealiserbare, eller alternativt forfægte multilaterale løsninger på problemer, der godt kunne være løst ensidigt.

Regeringer kan typisk argumentere for, at deres ultimative eller mellemfristede mål er tjent med en styrkelse af multilaterale ordninger og institutioner, som det mange gange var tilfældet i perioden med den Europæiske Koncert.