Totalitarisme (eller totalitært styre) er et politisk system, hvor statens ledere ikke anerkender nogen grænser for sin myndighed og forsøger at regulere alle aspekter af det offentlige og private liv, hvor det er muligt.
Totalitarisme kendetegnes som regel af et sammenfald af autoritært styre (hvor almindelige borgere har ringe indflydelse på politikken) og ideologi (et omfattende sæt af værdier, som fremmes af myndighederne for at styre det meste, om ikke alt, af offentlig og privat liv).
Totalitære regimer eller bevægelser opretholder politisk magt gennem altomfattende propaganda som spredes gennem statskontrollerede massemedier, et parti som ofte præges af persondyrkelse, statslig kontrol over økonomien, regulering og indskrænkning i ytringsfrihed, masseovervågning og omfattende brug af statsterrorisme. Det er vanlig at knytte totalitarisme til massebevægelser.
Inden for politisk filosofi betegnes ofte fascisme, nazisme, kommunisme og visse former for religiøs fundamentalisme som totalitære ideologier.
Udtrykket totalitarisme som betegnelse på "total" politisk magt blev formuleret i 1923 af Giovanni Amendola, som beskrev den italienske fascisme som et system, som er grundlæggende forskelligt fra andre former for diktatur Begrebet blev senere brugt i en positiv betydning af Giovanni Gentile, Italiens mest fremtrædende fascistiske filosof og teoretiker. Han brugte udtrykket totalitario til at betegne strukturen og målsætningerne for den nye stat. Den nye stat skulle være den "totale repræsentation af nationen" (folket) og give "totale" svar på nationale mål. Han beskrev totalitarisme som et samfund, hvor ideologien for staten havde indflydelse, om ikke magt, over de fleste borgere. Ifølge Benito Mussolini politiserer dette system alt åndeligt og menneskeligt.
I Norge har professor Øystein Sørensen forsøgt at udvide studiet af totalitarismen til at gælde "totalitære ideologier". Han giver følgende definition:
Definitionen er blevet kritiseret for at være for vid. Ifølge kritikerne passer den for eksempel også "perfekt på de amerikanske grundlovsfædre", og et begreb, som favner så bredt, kan ikke regnes som noget anvendeligt analyseværktøj. Andre har peget på, at det er ret tvivlsomt om alle disse punkter kan anvendes på disse ideologier. Det hævdes, at for eksempel gik Marx - som regnes som den moderne kommunismes grundlægger - ind for både ytringsfrihed og demokratiske styreformer og mod "målet-helliger-midlerne"-tænkningen. Disse påstande fremføres for derved at forhindre, at kommunismen kan regnes som en totalitær ideologi. En udbredt kritik er, at totalitarismeforskningen generelt lider af svage metodekrav, som gør, at totalitarismebegrebet ikke er noget seriøst akademisk begreb, men et politisk værktøj for at angribe modstandere.
Begrebet autoritær bruges om stater, hvor magthaverne, fx en "diktator", en komité eller militær junta, monopoliserer politisk magt. Begrebet "autoritær" henviser til styringsstrukturen snarere end samfundet. I et totalitært samfund strækker magthavernes magt sig længere, og totalitarisme kan siges at være en ekstrem form for autoritært styre. Totalitarisme kan dermed beskrives som et forsøg af en stat på at udøve total kontrol over befolkningen ved at integrere, manipulere, mobilisere og forføre dem i navnet til en ideologi. Det er dette aspekt, som adskiller det totalitære fra det autoritære; totalitære stater vil styre befolkningen, snarere end over det samfund, de besidder. Mens autoritære regimer nøjes med befolkningens lovlydighed, kræver totalitære styrer befolkningens aktive tilslutning til deres altomfattende mål.
Paul C. Sondrol ved University of Colorado at Colorado Springs har undersøgt karakteristiske træk ved autoritære og totalitære diktaturer og organiseret dem i følgende tabel:
Totalitær | Autoritær | |
---|---|---|
Karisma | Høj | Lav |
Rolleforståelse | Leder som funktion | Leder som individ |
Begrænsninger af magten | Offentlig | Privat |
Korruption | Lav | Høj |
Officiel ideologi | Ja | Nej |
Begrænset pluralisme | Nej | Ja |
Legitimitet | Ja | Nej |
Sammenlignet med totalitære systemer giver autoritære regimer ofte større frihed til den private sfære, mangler en styrende ideologi, tolererer en vis grad af pluralisme, mangler magten til at mobilisere hele befolkningen til at gå ind for nationale mål og udøver magten indenfor rimelig forudsigelige grænser.
Hannah Arendt konkluderer i sin bog The origins of totalitarism (1951), at fascisme ikke kan regnes som totalitær men snarere som nationalistisk autoritær. Nazismen og kommunismen kunne derimod defineres som totalitære. Mussolinis styre havde måske totalitære ambitioner, men de italienske fascister formåede ikke at opnå et totalt styre. De formåede ikke at afskaffe eller undertvinge sig kongemagten, og retsvæsenet fortsatte mere eller mindre som før, og domstolene frikendte politiske fanger fængslet af den fascistiske stat.
Totalitære idéer og systemer baserer sig i større eller mindre grad på blandt andet følgende kendte idéstrømninger.
En af de første, som brugte udtrykket "totalitarisme", var den østrigske forfatter Franz Borkenau i bogen The Communist International fra 1938, hvor han skrev, at det forenede mere end det adskilte de sovjetiske og tyske diktaturer. Isabel Paterson brugte begrebet i bogen The God of the Machine (1943) for at betegne Sovjetunionen og Nazi-Tyskland.
Under en forelæsningsserie i 1945, med titlen The Soviet Impact on the Western World (udgivet som bog i 1946), hævdede den pro-sovjetiske britiske historiker E.H. Carr, at "trenden bort fra individualisme og i retning af totalitarisme sker alle steder" og at marxismen-leninismen er den mest vellykkede form for totalitarisme, som demonstreret av den industrielle vækst i Sovjetunionen og Den røde hærs rolle i sejren over Tyskland. Kun den "blinde og uhelbredelige" kunne ignorere trenden i retning af totalitarisme, hævdede Carr.
Karl R. Popper formulerede i The Open Society and Its Enemies (1945) og The Poverty of Historicism (1961) en indflydelsesrig kritik af totalitarismen; i begge bøger sammenlignede han det liberale demokratis "åbne samfund" med totalitarismen, og argumenteredde for, at totalitarismen bygger på en forestilling om, at historien bevæger sig mod en uforanderlig fremtid i overensstemmelse med forudsigelige love.
I The Origins of Totalitarianism argumenterede Hannah Arendt for, at nationalsocialistiske og kommunistiske regimer var nye former for styremåder og ikke blot opdaterede versioner af gamle tyranier. Ifølge Arendt er ideologien kilden til de totalitære regimers brede appel, fordi den giver et enkelt, "trøstende" svar på mysterier i fortiden, nutiden og fremtiden. For nationalsocialismen er, ifølge Arendt, al historie historien om kamp mellem ulige "racer", for marxismen er al historie historien om kamp mellem ulige "klasser". Så snart, en sådan præmis er accepteret, vil alle statens handlinger kunne retfærdiggøres ved at appellere til naturen eller historiens lov.
Forskere som Lawrence Aronsen, Richard Pipes, Leopold Labedz, Franz Borkenau, Walter Laqueur, Karl R. Popper, Eckhard Jesse, Leonard Schapiro, Adam Ulam, Raymond Aron, Claude Lefort, Richard Löwenthal, Hannah Arendt, Robert Conquest, Karl Dietrich Bracher, Carl Joachim Friedrich og Juan Linz beskriver totalitarismen på lidt forskellige måder. De mener imidlertid alle, at totalitarismen forsøger at mobilisere hele befolkninger til støtte for en officiel statslig ideologi og er intolerant over for aktiviteter, som ikke styres i retning af statens mål, fx gennem undertrykkelse eller statslig kontrol over næringsliv, fagforeninger, religion eller politiske partier.
Statsforskerne Carl Friedrich og Zbigniew Brzezinski havde stor betydning for udbredelsen af totalitarisme-begrebet og tilhørende teorikompleks i samfundsvidenskabelig forskning og definerede det som et paradigme for kommunistiske og fascistiske regimer. For Friedrich og Brzezinski måtte de definerende elementer forstås som en gensidig støttende, organisk enhed, og bestod af:
Friedrich har senere tilføjet, at det ikke er nødvendigt, at det er et parti, som styrer, eftersom det i princippet kan være en hvilken som helst elite, som styrer. Ud fra denne totalitarismeteori var det først og fremmest Nazi-Tyskland og Stalins Sovjetunion som opfyldte definitionen (hvilket måske netop var tilsigtet). Sådanne regimer havde deres rødder i kaosset efter 1. verdenskrig, da moderne våben og kommunikationsmidler gjorde det muligt for totalitære regimer at befæste magten.
En anden totalitarismeteori blev udviklet af sociologen Raymond Aron, og han lægger vægt på, at totalitære bevægelser må have et monopolistisk parti, en ideologi som er statens officielle sandhed, et monopol på alle midler for tvang og overtagelse, de fleste økonomiske og arbejdsrelaterede virksomheder må være underlagt eller en del staten, samt en politisering af alle typer forbrydelser. Denne definition varierer ikke meget fra Friedrichs og Brzezinskis definition, men det er vigtigt at bemærke, at Raymond Aron var liberalist og levede også gennem den kolde krig, og teorien kan derfor også være påvirket af hans politiske tilhørsforhold. Det samme kan siges om Brzezinski og Friedrich, da de kan være farvede af deres egen tids anti-kommunistiske propaganda. Begge teorier ved Aron og Brzezinski og Friedrich kan virke som værende skabt med formål at tilpasse dem til de nye regimer efter krigen, som Nazi-Tyskland og ikke mindst Stalins Sovjet, derfor må disse teorier ses i lyset af en politisk kontekst. Argumenterne i begge teorier kan dermed karakteriseres som værende cirkulære, det vil sige, at de i udgangspunktet forudsætter det, man skulle forsøge at vise.
This article uses material from the Wikipedia Dansk article Totalitarisme, which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
®Wikipedia is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.