Shamanisme

Shamanismen er kendetegnet ved at have et udpræget fokus på naturen, og den kan betragtes som en naturspiritualitet.

Shamanisme har været praktiseret fra Grønland til Sydafrika, fra Amerika til Australien. Det vigtigste element i den shamanistiske praksis er sjælerejsen, der også er central i mange andre kulturers skikke, sange, mytologi osv. Ifølge Mircea Eliade er

"En shaman et menneske, som sammen med sin åndehjælper tager på en sjælerejse til den anden verden (åndeverdenen) for at bringe hjælp og/eller kraft med tilbage til denne verden til gavn for alle/samfundet."

 

Shamanisme er veldokumenteret i mange stammekulturer og er et spirituelt kompleks, som i forskellige former har eksisteret i store dele af verden. Den har overlevet i afsides dele af Nordamerika, Nordeuropa (hos samerne frem til slutningen af 1700-tallet), Nord- og Centralasien, men kendes også fra flere store statsreligioner som den kinesiske statsreligion omkring 500 f.Kr, som havde rødder langt tilbage i tidligere dynastier.

Shamanisme er en meget mangfoldig praksis, der varierer fra kultur til kultur og kan omfatte forskellige ritualer, symboler, myter og praksisser afhængigt af det specifikke samfund eller etniske gruppe.

 

I dag eksisterer traditionel shamanisme stadig i visse samfund rundt om i verden som i Nord- og Sydamerika, Sibirien, Mongoliet og Arktis. Der er også en stigende interesse for shamanisme blandt folk i moderne samfund, der søger åndelig forbindelse og helbredelse. Shamanismen er således igen blevet udbredt i den vestlige verden fra sidste del af det 20. århundrede århundrede.. En af ophavsmændene til den udbredelse var den rumænsk-amerikanske religionsforsker Mircea Eliade, der i 1951 udgav bogen Le Chamanisme et les techniques archaïques de l'extase .

Den moderne shamanisme er en nyere tilgang til shamanistiske praksisser, der ofte inkorporerer elementer fra traditionelle shamanistiske traditioner sammen med moderne spirituelle ideer og metoder. Denne tilgang til shamanisme opstod som et svar på det moderne samfunds behov for åndelig forbindelse, helbredelse og personlig vækst. Shamanisme er dog i sin kerne en ældgammel praksis, som i modsætning til visse fejlopfattelser ikke er det samme som New Age, der er en moderne spirituel bevægelse defineret ved en astrologisk tro på vandmandens tidsalder.

Shamanisme har haft en vigtig indflydelse i Norden, hvor den har været til stede i mange former og udtryk. Shamanismen findes stadig som oprindelig praksis i Norden, idet den er en del af samernes kultur. Et eksempel er således den samiske noaide, som er en shaman. Samisk shamanisme, også kendt som noaidi, har været en central del af den samiske kultur og åndelige praksis i århundreder. Samisk shamanisme er fortsat en levende tradition i visse samiske samfund, selvom den er blevet påvirket af kolonialisme, kristendom og modernisering. Mange samiske kulturarbejdere arbejder i dag aktivt for at bevare og genoplive traditionelle shamanistiske praksisser og viden.

Den gamle nordiske religion var dog ikke shamanisme, men en førkristen hedensk religion baseret på tilbedelse af guder. I de traditionelle nordiske samfund fandtes desuden vølverne og sejd, som på nogle punktet var beslægtet med shamanisme. Selvom sejd og shamanisme har visse ligheder, er der i imidlertid også væsentlige forskelle på de to former for praksis, og de har flere forskellige træk. Mens shamanisme er en verdensomspændende praksis til helbredelse og kommunikation med ånder, som er forankret i naturspiritualitet, er sejd en særlig nordisk praksis, som er forankret i den nordiske mytologi og har større fokus på at forudsige fremtiden og påvirke begivenheder. Det er derfor misvisende at betragte sejd som nordisk shamanisme. Til gengæld fandtes der sandsynligvis andre former for shamanistiske praksisser i det tidlige Norden.

I det moderne Skandinavien har shamanisme generelt fået øget opmærksomhed som en del af en bredere bevægelse for at genopdage gamle former for spiritualitet. I Norge har shamanismen i særdeleshed fået en voksende udbredelse, og "Sjamanistisk forbund i Tromsø" er godkendt som trossamfund. . Der er også en stærkt stigende interesse for shamanisme i Danmark, Sverige, Island og Finland.

Shamanisme spiller en vigtig rolle i Grønlands kultur og historie. I Grønland er shamanisme en traditionel åndelig praksis, der har eksisteret blandt inuitfolket i århundreder. Shamanismen i Grønland er dybt forankret i en respekt for naturen og det naturlige miljø. Mange ritualer og ceremonier er knyttet til naturens cyklusser og årstider, og shamanerne fungerer som vogtere af miljøet og dets ressourcer.

Shamanisme i Grønland involverer troen på, at shamaner eller angakkuit (som de kaldes på grønlandsk) har evnen til at kommunikere med åndeverdenen. Angakkuit udfører ritualer og ceremonier med det formål at helbrede sygdomme, forudsige fremtiden, løse konflikter, og beskytte deres samfund. I dag fortsætter shamanistiske traditioner i Grønland med at være en integreret del af mange inuit-samfund, selvom de er blevet påvirket af kristendommen og modernitetens indflydelse.

Shamanisme har haft en dybtgående betydning for menneskelig kultur, historie og udvikling på tværs af kontinenter og gennem årtusinder. Shamanisme har herunder haft en betydelig indflydelse på udviklingen af ​​andre spirituelle og religiøse traditioner over tid over hele verden. Mange kulturer har udviklet deres religiøse eller spirituelle overbevisninger og praksisser på baggrund af shamanistiske ideer og erfaringer. Disse overbevisninger inkluderer troen på ånder, forfædre, guddomme og åndelige væsener, såvel som praksisser som sjælerejser, helbredelse og ritualer.

Da shamanisme er verdensomspændende, er der flere synspunkter om den, og nogle mener, shamanismen snarere er en religion eller en form for alternativ behandling end en spirituel tilgang.

• Blanc, Francois (1994): Médecins et chamanes des Andes, L'Harmattan, Paris.
• Crépeau, R. (2020) Chamanismes des Amériques. Recherches amérindiennes au Québec, 50
• Dreby, A. (2023): Visdommens rum. København: Akademisk Forlag
• Eliade, M. (1946). Le problème du chamanisme. Revue de l'histoire des religions, 5-52.
• Eliade, Mircea (1951): Le Chamanisme et les techniques archaïques de l'extase. Paris: Librarie Payot
• Hamayon, R. (1990). La chasse à l'âme: esquisse d'une théorie du chamanisme sibérien. SEMS.
• Harner, Michael (2011): La Voie du Chamane. Mama Éditions
• Jacobsen, Maria Lisette (2023): Blandt urter og elverfolk. Muusmann
• Khan, Ya'Acov Darling (2017): Jaguar i kroppen - sommerfugl i hjertet. København: Gyldendal