Selen: Grundstof med atomnummer 34

Selen
Venstre: Grå-sort, metallisk udseende. Højre: Rødt.
Periodiske system
Generelt
Atomtegn	Se
Atomnummer	34
Elektronkonfiguration	2, 8, 18, 6
Gruppe	16 (chalcogener)
Periode	4
Blok	p
CAS-nummer	7782-49-2
PubChem	6326970
Atomare egenskaber
Atommasse	78,96
Atomradius	120 pm
Kovalent radius	120±4 pm
Van der Waals-radius	190 pm
Elektronkonfiguration	[Ar] 4s2 3d10 4p4
Elektroner i hver skal	2, 8, 18, 6
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin	6, 4, 2, 1, og -2
Elektronegativitet	2,55 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
Tilstandsform	ikke-metal
Krystalstruktur	hexagonal
Smeltepunkt	221 °C
Kogepunkt	685 °C
Varmefylde	25,363 J·mol–1K–1
Magnetiske egenskaber	diamagnetisk
Information med symbolet hentes fra Wikidata.  [ redigér på Wikidata ]
v d r

Selen er et giftigt ikkemetal, der kemisk er i familie med svovl og tellur.^{[hvilke organismer er det giftigt for og i hvilke mængder og molekylære strukturer?]} Det findes i adskillige former, men en enkelt form er en stabil, metalagtig form, der leder strøm bedre i lys end i mørke, og som derfor bruges i fotodetektorer. Grundstoffet findes i svovlårer såsom pyrit.

Selen (Græsk σελήνη selene, der betyder "Måne") blev opdaget af i 1818 af Jakob Berzelius, som bemærkede ligheden med tellur (af latin; tellus for "Jord").

Det blev bl.a. anvendt ved produktionen af den første solcelle i 1876.

Selen og selensalte er giftige i store mængder. Derimod er organiske selenforbindelser, med udgangspunkt i selenocystein, vigtige for cellernes funktion i mange organismer – herunder mennesker og dyr.

Grundstoffet selen kan danne flere forskellige kemiske grundstof gitterstrukturer:

• Sort selen - irregulært, atomringe på op til 1000 selen atomer. Konverterer til gråt selen over 180 °C.
• Gråt selen
• Rødt selen

Solceller

Selen blev anvendt som den fotoabsorberende lag i verdens første solcelle, som blev demonstreret af den engelske fysiker William Grylls Adams og hans studerende Richard Evans Day i 1876. Kun få år senere fabrikerede Charles Fritts den første tyndfilmssolcelle, hvor selen blev anvendt som fotoabsorberen. Interessen for selen solceller aftog i 1950'erne, da den første silicium solcelle blev demonstreret, og som et resultat heraf forblev den højeste demonstrerede virkningsgrad på 5.0% fra Tokio Nakada og Akio Kunioka uændret i mere end 30 år. I 2017 opnåede forskere fra IBM en ny rekordhøj effektivitet på 6.5% ved at designe en ny struktur af lagene i solcellen. Efter dette fremskridt har selen oplevet en fornyet interesse i forskningen, da det høje optiske båndgab på 1.95 elektronvolt gør selen til en mulig kandidat som et af de to fotoabsorberende lag i en tandemsolcelle. I 2024 blev den første selenbaserede tandem-solcelle demonstreret, hvor en selen topcelle blev monolitisk integreret med en silicium bundcelle. Dog er effektiviten stadig begrænset, primært på grund af et stort tab i åbenkredsspændingen. Ved at forbedre levetiden af ladningsbærerne i selen tyndfilmen kan åbenkredsspændingen forbedres, men indtil videre er der kun få eksempler på afprøvede teknikker for at mindske defekter i krystalstrukturen, herunder at krystallisere tyndfilmen ved hjælp af en laser i stedet for en termisk varmebehandling.

•   Wiki Commons har flere filer relateret til Selen

Spire Denne naturvidenskabsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.