Sankthans: 23. juni om aftenen

For alternative betydninger, se Sankt Hans. (Se også artikler, som begynder med Sankt Hans)

juni. Datoen kaldes derfor sankthansdag (Skt. Hans' dag). I nordisk tradition afholdes højtider aftenen før dagen, så sankthansaften fejres den 23. juni, ligesom juleaften fejres dagen før juledag.

Dagen fejres også i andre europæiske lande som England, Irland, Tyskland, Spanien, Polen, Rusland og Frankrig, men mest i Norden og de baltiske lande,^{[kilde mangler]} hvor de lyse nætter giver de optimale betingelser.

Sankthansaften har meget til fælles med valborgsaften 30. april, hvor man også tændte bål. Når skikken i dag kun knyttes til sankthans, kan grunden være kalenderreformen i 1700, hvor kalenderen rykkede 11 dage frem: halvanden uge om foråret kan betyde, at det blev for koldt til at sidde ude om aftenen.

Ligesom juleaften er sankthansaften et levn af hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Kristne missionærer og præster fik fortolket de gamle skikke, så de kunne bruges til at tjene kristendommen. I det 7. århundrede advarede Sankt Eligius de nykristne indbyggere i Flandern mod at fortsætte de hedenske ritualer.

	Ingen kristen udfører ved Johannes Døberens fest eller ved nogen anden helgens fest solhvervsritualer, danseri, hopperi eller djævelske sange.

Festen for Johannes Døberen blev i 400-tallet fastlagt til den 24. juni, som ud fra Lukasevangeliet fandt sted et halvt år før Jesu fødsel. Sankthans regnes som en af de ældste kirkefester. Lyset fra bålet blev tolket som symbol på Johannes, som udpegede Kristus i en verden af mørke. De hedenske bål var nu velsignet af kirken til ære for Døberen, og katolsk liturgi indeholder velsignelser for bålet.

Sankthansaften var helligdag i Danmark, indtil antallet af helligdage blev halveret ved Helligdagsreformen af 1770. Som forordningen udtrykte det: "Skiønt deres Anordning kan have havt et gudeligt Øiemerke, ere de dog mere blevne anvendte til Lediggang og Laster, end til sand Guds Dyrkelse; hvorfore det er bedre, at de efter andre Protestantiske Landes Exempel blive anvendte til Arbeide og nyttig Gierning".

Sankthans eller midsommer fejredes med sang og druk, især omkring helligkilderne. Kirsten Piils Kilde blev angiveligt fundet en midsommernat i 1583. Der var magi i luften, og havde man brug for planter med ekstra styrke, gjaldt det om at samle dem den nat. En rønnegren ophængt over døren beskyttede mod hekse. Ifølge folketroen kunne forelskede piger hænge to sankthansurter op under loftsbjælken for at se fremtiden. Voksede planterne bort fra hinanden, var der ikke håb om, at forelskelsen var gengældt. Voksede de derimod mod hinanden, så det lyst ud. Kvinder skulle passe på ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af festen. Det blev man angiveligt gravid af. I 1740'erne blev det forbudt at blusse på sankthansaften, men det viste sig umuligt at håndhæve forbuddet.

Ved sankthans var helligkildernes magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden fra sankthans til Mariæ bebudelsesdag (2. juli). Der var i nogle egne af landet tradition for at gå til hellige træer i denne tid, og der blev bl.a. på Lolland-Falster flettet blomsterkranse, som skulle hænges op i hellige træer.

Bålet skulle helst tændes med "vild ild" eller "nødild" (ild, som laves fra grunden). På bålet har der siden 1920'erne begyndelse været placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til kendte heksebjerge som Bloksbjerg i Harzen, Hekkenfeldt (Hekla) på Island) og Lyderhorn i Bergen sankthansaften og -nat. Joachim Junges bog Den nordsjællandske Landalmues Characteer, Skikke, Meninger og Sprog fra 1798 nævner, at blus var udbredt på den tid. Sankthansblus bestod af halmknipper fæstet til lange stænger. Folk løb så hen over markerne med disse fakler, kaldt "væk-ild", fordi den skulle skræmme svampe, hekse og trolde væk.

Hvordan heksen kom på bålet, er der flere kilder til: I slutningen af 1800-tallet begyndte man i de østjyske byer at brænde heksefigurer af valborgsaften. En af de første sankthansaftner, hvor man både har brændt en heksedukke og sunget "Midsommervisen", er på Jelling Seminarium omkring år 1900. En anden kilde siger, at heksedukkerne kom på bålet i løbet af 1920'erne på egnen ved Kalundborg, hvor der havde arbejdet en del tyskere på skibsværftet under 1. verdenskrig. Hjemmefra kendte de skikken med at brænde en halmdukke på sankthansbålet, hvor dukken symboliserer det onde, man vil til livs. Figurer blev brændt på bål andre steder i Europa, men under andre navne: Judas, som blev brændt til påske og Guy Fawkes i England.

Nu om dage markeres sankthans ved offentlige og private arrangementer. Mange foreninger afholder arrangementer. Et typisk program omfatter en tale, antændelse af bålet og "Midsommervisen". Fyrværkeri ved midnat kan også indgå i programmet. Talen fremføres ofte af en person, der er kendt i lokalområdet.

Den godt 100 år gamle tradition med at placere en heks i toppen af sankthansbålet kan muligvis være ved at ophøre.^{[kilde mangler]}

"Midsommervisen" er skrevet af Holger Drachmann i 1885 med melodi af Lange-Müller. Visen stammer fra skuespillet "Der var engang". Som alternativ benyttes i dag oftest den version Shu-bi-dua udgav i 1980: "Midsommersangen": Denne version er Drachmanns tekst til ny melodi af Michael Hardinger.

Der er mange vejrvarsler knyttet til dagen. For eksempel:

• "Regner det sankthansaften, da skal det regne seks uger derefter."
• "Jo mere det regner på sankthansaften, des mindre vokser hasselnødderne."

Efter længe tørke blev der i ugerne op til sankthans 2018 højst usædvanligt indført bålforbud i de fleste danske kommuner. I nogle kommuner blev bålforbuddet dog ophævet i ugen op til sankthans.

I store dele af det norske Vestfold var sankthansdagen fridag helt ind i 1990'erne. Sandefjord var den sidste norske kommune der opgav fridagen, og det skete i 2016. Fagforeninger i både Tønsberg og Sandefjord kommuner sloges for retten til at tage fri på sankthansdagen helt frem til det år. Rekorden verdens højeste sankthansbål indehaves dog længere nord, i Ålesund, med Slinningsbålet på 47,4 meter i 2016.

Under 2. verdenskrig forbød den tyske besættelsesmagt i forbindelse med mørklægningen sankthansbål. André Bjerke skrev i 1940 digtet Mørk sankthans:

Der var ingen bål i år.
Strænderne lå så øde,
og festen for midsommernatten,
den blev som en fest for de døde.

Men nettop i skyggernes aften
fik våre sind en dåb.
Der tændtes en ild i aftnen,
et glimt af udødeligt håb:

Vel kan vi leve i mørke
og tabe af syne vort mål,
men alligevel ejer vor ungdom
tusinde utændte bål –

Og venner, tider skal komme
påny over Jordens sletter
da vore bål skal bruse
i leende midtsommernætter!