Fritz Rudolf Christiani (født 8.
februar 1877 i Sakskøbing, død 20. december 1960 på Frederiksberg) var en dansk ingeniør, der sammen med Aage Nielsen i 1904 grundlagde det verdensomspændende ingeniør- og entreprenørfirma Christiani & Nielsen. Han var politiker for Venstre og sad i Folketinget og Landstinget i flere perioder.
Han var berømmet som et af Danmarks bedst kendte erhvervsledere og ingeniører i udlandet, men i de senere år er hans ry blevet blakket af afsløringer af, at hans firma aktivt påtog sig et væld af ingeniøropgaver for Nazityskland i Europa under 2. verdenskrig.
Rudolf Christiani var søn af sognepræst Fritz Holger Christiani (død 1931) og hustru Cecilie f. Pontoppidan (død 1936); gift (25/5 1909) m. Henriette, f. 28(7 1880 i Odense, død 1953, datter af gehejmekonferensråd, overpræsident Vald. Oldenburg (død 1918) og hustru Henriette f. Suenson (død 1895). Han blev student fra Slomanns Skole i 1894.
Efter endt uddannelse som polyteknisk kandidat i 1900 arbejdede han først hos B&W i København 1900-02, hvor han bl.a. kontrollerede et stort projekt i Tyskland. I 1902-03 rejste han til Frankrig, hvor han bl.a. studerede ved École des points et chaussées i Paris og kom dernæst til det franske firma Hennebique, der var kendt som innovativ brug af jernbeton. I 1903 arbejdede han for firmaet Carl Brandt i Düsseldorf. Tilbage i København dannede han, i 1904, sammen med fhv. premierløjtnant i Marinen Aage Nielsen firmaet Christiani & Nielsen.
På den politiske scene var han medlem af det liberale parti, Venstres, hovedbestyrelse og stillede op til folketingsvalget både i 1926 og 1929, uden dog at opnå valg. Det lykkedes nogle år senere, hvor han var medlem af Folketinget for Venstre for Randers Amtskreds 1932-35 og 1939-43. Han var Venstres delegerede ved Folkeforbundet 1934-39 og medlem af Udenrigspolitisk Nævn 1942-43. 1947-53 sad han i Landstinget. Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.
Rudolf Christiani var medlem af bestyrelsen for A/S Titan 1916-36, for De Danske Sukkerfabrikker 1933-43, for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse 1928-51, for Vejlefjord Sanatorium 1916-50 og for Venstreklubben 1922-53; formand i bestyrelsen for A/S Atlas 1930-42, for det Reckske Legat fra 1922 og for Section Danoise de la St. des Ing. Civils de France 1936-39; dr.-ing. h.c. ved den tekniske højskole i Braunschweig 1927, æressenator smstds 1953; æresmedlem af Tysklands Hafenbautechnische Gesellschaft 1939 og af Hamburgs arkitekt- og ingeniørforening 1952; tildelt den franske ingeniørforenings Coiseau guldmedalje 1942.
Sønnerne Alex og Henning Christiani var også ingeniører, og Alex Christiani overtog i 1946 chefstolen efter faderen, der var blevet voldsomt kompromitteret af det ivrige samarbejde med Nazityskland.
This article uses material from the Wikipedia Dansk article Rudolf Christiani (ingeniør), which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
®Wikipedia is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.