Det Romerske Senat

Ordet senat ældsteråd. er afledt af det latinske ord senex ("gammel mand" eller "ældste").

Senatet blev efter traditionen grundlagt af Romulus, Roms mytiske grundlægger, som en rådgivende forsamling af 100 familieoverhoveder, kaldet patres ("fædre"), hvorfra begrebet patricier blev afledt. Omkring republikkens begyndelse skulle Lucius Junius Brutus have øget antallet af senatorer til 300; de blev kaldt conscripti ("hvervede mænd"), fordi Brutus havde hvervet dem. Derfor tiltaltes senatets medlemmer Patres et Consripti, efterhånden forkortet til Patres Conscripti ("hvervede fædre").

Den romerske befolkning var inddelt i to klasser: Senatet og det romerske folk (som det ses af den berømte forkortelse SPQR). Det romerske folk bestod af alle romerske borgere, som ikke var medlemmer af Senatet: plebejere og proletarer. Indenrigsanliggender bestemtes af det romerske folk ved forskellige rådsforsamlinger. Senatet var ikke en lovgivende forsamling; et senatus consultum var kun en vejledning i retspraksis, ikke en lov i sig selv. Den egentlige lovgivningsmagt lå hos folkets rådsforsamlinger, som handlede efter Senatets anbefalinger og også valgte byens magistrat.

I republikkens sene periode ændredes den romerske kultur. Men Senatet bevarede en væsentlig indflydelse (auctoritas) på romersk politik. Som Roms repræsentant var det den officielle myndighed, som sendte og modtog ambassadører på byens vegne, som udpegede embedsmænd som provinsguvernører til at styre offentlige landområder, som førte krige, og som bevilgede offentlige midler. Senatet havde også forret til at udnævne de ledende embedsmænd, consulerne, og til at nominere en diktator i nødssituationer.

• Romerriget
• Senat