Progressive Periode: Periode i USA's historie mellem 1890'erne og 1920'erne

Se også: USA's historie (1865–1918)#Den Progressive Periode.

Den Progressive bevægelses hovedmål var at eliminere problemer forårsaget af industrialiseringen, urbaniseringen, immigration og korruption i staten.

Præsidenterne Theodore Roosevelt, 1901–09 (til venstre), William Howard Taft, 1909–13 (i midten) og Woodrow Wilson, 1913–21 (til højre) var de vigtigste progressive præsidenter; under deres administrationer oplevede det Amerikanske samfund intens social og politisk forandring.

Bevægelsen var først og fremmest rettet mod politiske maskiner deres chefer. At fjerne disse korrupte repræsentanter fra deres embede, ville danne grobund for mere direkte demokrati. De kæmpede også for regulering af monopoler (eng.:"Trust Busting") og virksomheder gennem antitrust love (monopol- og trustregulering). Disse antitrust love blev betragtet som et instrument, der kunne fremme lige konkurrence, hvilket var til legitime konkurrenters fordel.

Mange progressive støttede Spiritusforbuddet i USA, tilsynladende for at tilintetgøre de lokale chefer i saloonernes politisk magt, men andre ud fra en religiøs motivation. På samme tidspunkt blev kvinders valgret fremmet for at bringe en "renere' kvindelig stemme ind i arenaen. Et andet tema var at opbygge en Effektivitetsbevægelse (eng.: "Efficiency Movement") i hver eneste sektor, hvori der kunne identificeres gamle metoder, som havde brug for modernisering, samt at anvende videnskabelige, lægevidenskabelige og ingeniørmæssige løsninger; en vigtig del af efficiency movement var scientific management, eller "Taylorisme".

Mange aktivister deltog i bestræbelserne på at reformere lokal regering (kommunerne), offentlig uddannelse, medicin, finans, forsikring, jernbaner, kirker og mange andre områder. Progressive transformerede, professionaliserede og "videnskabeliggjorde" de samfundsvidenskabelige fag, især historie, økonomi, og statskundskab. Indenfor fagområder veg tiden med amatørforfatteren for forskningsprofessoren, som udgav i de nye videnskabelige tidsskrifter og presser.

De nationale politiske ledere omfattede Theodore Roosevelt, Robert M. La Follette, Sr., og Charles Evans Hughes på den republikanske side og William Jennings Bryan, Woodrow Wilson og Al Smith på den demokratiske side. Dog eksisterede ledere for bevægelsen som var langt fra præsidentiel politik. Jane Addams, Grace Abbott, Edith Abbott og Sophonisba Breckinridge var blandt den Progressive Periodes mest indflydelsesrige reformatorer.

Til at starte med opererede bevægelsen hovedsageligt på lokale plan; senere udvidede den sig til delstatsligt og nationalt/føderalt plan. Progressive fik støtte fra middelklassen og tilhængere omfattede mange jurister og advokater, lærere, læger, ministre og forretningsfolk. Nogle progressive gik stærkt ind for naturvidenskabelig metode som blev anvendt til økonomi, stat (regering, parlamentarisk forsamling, myndigheder og offentlig administration), industri, finans, medicin, skolegang, teologi, uddannelse og endda familie. De fulgte på tidspunktet fremskridtene i Vesteuropa tæt og vedtog adskillige politikker, såsom en større transformation af bankvæsenet ved skabelsen af Federal Reserve System i 1913. Reformatorerne følte at gammeldags metoder førte til spild og ineffektivitet og søgte ivrigt efter "det bedste system".