Piktere: Forhistorisk folkeslag i Skotland

Hvor de boede og detaljer om deres kultur kan udledes af tidlige middelalderlige tekst og piktiske stenmonumenter, der er bevaret. Termen Picti optræder i skrevne kilder som et exonym fra slutningen af 200-tallet, men blev anvendt som endonym i slutningen af 600-tallet under Verturian-perioden. Dette varede i 160 år indtil Alpínid-dynastiet overtog, og det piktiske kongerige blev slået sammen med Dál Riata og dannede Kongeriget Alba. Konceptet med et "piktisk kongedømme" fortsatte i nogle få årtier indtil det helt blev opgivet som en moderne betegnelse for Caustantín mac Áeda regeringstid.

Tidlige middelalderlige kilder beskriver et særskilt piktisk sprog, der menes at have været et økeltisk sprog, der var tæt relateret til britisk, der blev talt af Britere, som levede mod syd. Dette blev gradvist erstattet af mellemgælisk fra 800-tallet og frem. Pikterne antages at være nedstammet fra kaledoniere og andre jernalderstammer, der nævnes af romerske historikere eller på verdenskortet fremstillet af Ptolemæus.

Det piktiske samfund var typisk for mange samfund i den tidlige middelalders Nordeuropa og har mange paralleller til nabogrupper. Arkæologiske fund har givet viden om deres kultur. Der er kun bevaret ganske få eksempler på nedskrevent piktisk, og størstedelen af deres historie kendes derfor fra eksterne kilder, inklusive Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, hagiografi på helgeners liv som Columba af Adomnán og irske annaler. Et af de største fysiske vidnesbyrd om pikternes eksistens er de piktiske sten, der er monumentale steler, som findes flere steder i Skotland. Desuden findes der også rester af piktere i bl.a. Old Scatness. Blandt arkæologiske fund fra pikterne og andre genstande med piktisk kunst er Rogartbrochen, St Andrews-sarkofagen, St Ninian's Isle-skatten og Whitecleuchkæden nogle af de mest berømte. De piktiske sølvgenstande fra Norrie's Law-skatten, der stammer fra 500-tallet, er den største samling piktisk sølv, der er fundet.

Den oprindelige myte om pikternes oprindelse blev beskrevet i Bedas Historia ecclesiastica gentis Anglorum, der beskriver pikterne som bosættere fra Skytien, der ankom til nordkysten af Irland ved en tilfældighed. Lokale skoter-ledere sendt dem videre mod det nordlige Storbritannien, som de herefter bosatte sig og giftede sig med skoterne. Den Piktiske krønike gentager denne historie, og navngiver yderligere den mytiske grundlæggende leder Cruithne (det gæliske navn for pikter), der blev efterfulgt af sin sønner, hvis navne svarer til de syv piktiske områder Circin, Fidach, Fortriu, Fotla (Atholl), Cat, Ce og Fib. Bedas beskrivelse har længe været opfattet som en pseudohistorisk litterær opfindelse, og menes at være af piktisk oprindelse, komponeret omkring år 700. Strukturen minder om myterne for andre folkefærd, og mytens primære formål synes at være, at legitimere Fortrius annekteringen af det piktiske territorium og den yderligere oprettelse af Pikterland.

Et studie fra 2023 sekventerede hele genomet fra otte individer, der blev associeret med den piktiske periode (ca. år 300-900), udgravet på kirkegårde ved Lundin Links i Fife og Balintore, Easter Ross. Studiet viste "brede affiniteter" mellem piktiske genomer fra hovedlandet, jernalder-britere og nutidens folk, der bor i det vestlige Skotland, Wales, Nordirland og Northumbria, men mindre end resten af England, hvilket understøtter de nuværende arkæologiske teorier om en "lokal oprindelse" for det piktiske folk.

 

Området der blev okkuperet af pikterne var tidligere beskrevet af romerske forfattere og geografer som hjem for Caledonii. Disse romere havde også brugt andre navne til at referere til de brianniske stammer, der levede i området, heriblandt Verturiones, Taexali og Venicones.

Den skrevne historie, der omhandler pikterne som folk, stammer fra den tidlige middelalder. På dette tidspunkt kontrollerede gælerne i Dál Riata det, som nu er Argyll som en del af et kongerige, der gik fra havet mellem Storbritannien og Irland. Anglerne fra Bernicia, der blev slået sammen med Deira for at danne Northumbria, overmanede de omkringliggende britiske kongeriger, og i meget af 600-tallet var Northumbria det mest magtfulde kongerige i Storbritannien. Pikterne var sandsynligvis underlagt Northumbria som vasalstat indtil Bridei mac Belis regeringstid, hvor anglerne i 685 led et nederlag under slaget ved Dun Nechtain, som stoppede deres udvidelse af kongerige mod nord. Northumbria fortsatte med at dominere det sydlige Skotland i resten af den piktiske periode.

 

Dál Riata lå under den piktiske konge Óengus mac Fergusa (regerede 729–761), og selvom det havde sine egne konger i begyndelsen af 760'erne, så har de tilsyneladende ikke at komme sig over uafhængigheden fra pikterne. En senere piktisk konge, Caustantín mac Fergusa (793–820), placerede sin søn Domnall på Dál Riatas trone (811–835). Pikterne forsøgte at opnå lignende dominans over briterne i Alt Clut (Strathclyde) men var ikke succesfulde.

Vikingetiden forårsagede store ændringer i Storbritannien og Irland, og ikke mindste i Skotland, hvor vikingerne erobrede og bosatte sig på øerne og forskellige områder i hovedlandet inklusive Caithness, Sutherland og Galloway. I midten af 800-tallet siges Ketil Fladnæse at have grundlagt Kongedømmet Mann og Øerne, der regerede i mange af pikternes territorier, og i slutningen af århundredet havde vikingerne ødelagt kongeriget Northumbria, svækket Kongeriget Strathclyde meget og grundlagt kongeriget York. I et stort slag i 839 dræbte vikingerne kongen af Fortriu, Eógan mac Óengusa, kongen Dál Riata Áed mac Boanta og mange andre. I efterspillet, i 840'erne, blev Cínaed mac Ailpín (Kenneth MacAlpin) konge over pikterne.

Under Cínaeds barnebarb, Caustantín mac Áeda (900–943) begyndte udefrakommende at omtale området som Kongeriget Alba frem for PIkternes Kongerige, men det vides ikke om der var etableret et nyt kongerige eller om Alba simpelthen er en tætte approksimation af det piktiske navn for pikterne. Det piktiske sprog forsvandt dog ikke pludseligt, men en tydelig gælificering, der kan være begyndt flere generationer før, var i gang allerede under Caustantín og hans efterfølgere.

På et tidspunkt, sandsynligvis i 1000-tallet, var alle indbyggerne i det nordlige Alba blevet fuldt gælificerede skotter, og den piktiske identitet blev glemt. Henrik af Huntingdon var en af det første overlevende historikere til at beskrive at pikterne var forsvundet i Historia Anglorum fra 1100-tallet. Senere blev ideen om pikterne som en stamme genoplive i myte og legende.