Nødpenge

Det mest kendte tilfælde hvor nødpenge fungerede som valuta, er Tyskland og Østrig i tiden under og efter 1. Verdenskrig. I Tyskland udstedtes nødpenge fra krigens begyndelse og frem til efter krigens afslutning. I de første år slog de statslige myndigheder ned på denne praksis, men som krigen skred frem blev nødpenge almindelige, idet krigsindustriens behov for metal, hamstring af valuta i guld og sølv samt en generel inflation resulterede i en mangel på småpenge. Lokale tyske sogneråd, kommuner og visse handlende begyndte derfor at udstede nødpenge i form af lokale pengesedler. I mindre omfang kendes eksempler på nødmønter udstedt i billige metallegeringer eller sågar i porcelæn.

I forbindelse med folkeafstemningen i 1920^{[bør uddybes]} om Sønderjyllands tilhørsforhold udstedte mange sogne og købstæder nødpengesedler. I mange tilfælde i agitationsøjemed. Der kendes også eksempler på falske sedler trykt i spekulationsøjemed, særligt en fiktiv seddelserie, der foregiver at være udstedt af Varnæs.

I afstemningens 1. zone, fandt afstemningen sted d. 10. februar 1920 og selve genforeningen fandt sted i juni 1920. I denne del af Sønderjylland har nødpengesedlerne hyppigt både en dansk og en tysk side. I Tønders tilfælde, som var klart pro-tysk, er sedlerne uden politisk budskab. Nødpengesedlerne i dette område blev erstattet med dansk valuta d. 20. maj 1920, som del af forberedelserne til genforeningen.

I Mellemslesvig (2. zone), fandt afstemningen sted d. 10. marts 1920, og området forblev i sin helhed del af Tyskland. I dette område er nødpengesedlerne normalt rent tyske.

Nødpengesedlerne fra afstemningen i Sønderjylland blev i 1969 behandlet i et seddelkatalog udgivet af Frovin Sieg.