Nyklassicisme: Kunstretning i 1700- og 1800-tallet

Retningen, der tog udgangspunkt i antikkens græske og romerske kunst, var fremherskende ca. 1750-1850. Den byggede på den tyske arkæolog Johann Joachim Winckelmanns skrifter og fundene ved udgravningerne i Herculaneum og Pompeji.

Nyklassicismens billedkunst, der ofte havde islæt fra den samtidige romantik, repræsenteres af den franske maler Jacques-Louis Davids Horatiernes ed. Han var lærer for bl.a. C.W. Eckersberg og den italienske billedhugger Antonio Canova; i Danmark udvikledes stilen af maleren Nicolai Abildgaard og billedhuggerne Johannes Wiedewelt og frem for alle Bertel Thorvaldsen.

Den nyklassicistiske arkitektur var foruden antikken inspireret af renæssancens arkitektur, fortrinsvis Andrea Palladios bygninger. Blandt dens repræsentanter var Ange-Jacques Gabriel, Claude-Nicolas Ledoux, Robert og James Adam, K.F. Schinkel og Leo von Klenze. I Danmark var bl.a. C.F. Harsdorff og C.F. Hansen med deres enkle bygninger med få dekorative detaljer fremtrædende skikkelser.

I begyndelsen af 1900-tallet satte endnu en nyklassicistisk bølge præg på arkitekturen. Centrale værker i Danmark inden for denne strømning er Faaborg Museum (1915) af Carl Petersen og Politigården i København (1918-23) af Hack Kampmann og Aage Rafn.

Den tidlige nyklassicisme inden for både arkitektur og kunsthåndværk betegnes ofte Louis Seize-stil; den videreudvikledes til directoirestil og senere empire. Inden for musikken anvendes som regel betegnelsen neoklassik.

• Nyklassicisme (musik)
• Klassicismen

• Nyklassicisme 1910-1930 Arkiveret 10. marts 2007 hos Wayback Machine

• Google billedgalleri

•   Wiki Commons har flere filer relateret til Nyklassicisme