Mange lande[hvilke?] har et loft over, hvor længe livstidsdømte kan sidde fængslet – typisk mellem 7 og 50 år – og ofte kan de dømte ansøge om benådning eller prøveløsladelse efter en bestemt periode.
Livsvarigt fængsel idømmes blandt andet for mord, voldtægt, brandstiftelse, handel med narkotika samt terrorhandlinger. I næsten alle jurisdiktioner uden dødsstraf er livsvarigt fængsel den strengeste straf. Nogle lande har dog ophævet begge strafformer – det drejer sig bl.a. om Norge og Portugal.
Officielt er der i 183 lande verden over mulighed for at idømme livsvarigt fængsel. Globalt har antallet af personer med en livstidsstraf været kraftigt stigende i 2000-tallet. I 2000 ansloges der at være ca. 161.000 livstidsfanger verden over, mens tallet i 2014 var 479.000 personer. Heraf var omkring 200.000 eller 40 % indsatte i USA.
Portugal var det første land i verden, der afskaffede muligheden for at idømme livsvarigt fængsel. Det skete i 1884. Siden da har en række andre lande fulgt efter og ligeledes afskaffet straffen, således Mexico, Spanien, Vatikanet, Norge, Serbien, Mozambique, Republikken Congo og de fleste lande i Syd- og Centralamerika.
I Danmark har livsvarigt fængsel siden 1930 været Straffelovens strengeste straf. I den militære straffelov var dødsstraf dog den strengeste frem til den 3. maj 1978. Livstid skal i princippet tages bogstaveligt, men livstidsdømte afsoner gennemsnitligt 17 år i fængsel.
Det er kun nogle ganske bestemte forbrydelser, hvor man kan få en livstidsdom i Danmark, deriblandt mord; landsforræderi; brug af vold eller trusler mod Folketinget, Regeringen, Rigsretten eller Højesteret så deres handlefrihed er sat ud af kraft; terrorisme; og særlig alvorlig brandstiftelse eller frigivelse af radioaktive stoffer (der er desuden en række andre forbrydelser, hvor man ikke kan få en livstidsdom, men kan få en forvaringsdom; begge straftyper er tidsubestemte). Der er ingen klare regler for hvilken typer mord, hvor livsvarigt fængsel kommer i betragtning (i stedet for en tidsbestemt straf), men i praksis har især drab på børn, rovmord, bandedrab samt dobbeltdrab eller flere drab medført lovens strengeste straf. I nyere dansk retshistorie er alle med en livstidsdom dømt for drab, med undtagelse af to sager: I 2022 fik syv bandemedlemmer livstid for at planlægge og forsøge at udføre et særlig voldsomt dobbeltdrab (ofrene overlevede), og i 2023 fik syrienkrigeren Ahmad Salem El-Haj livstid for landsforræderi og terrorisme.
En person der var under 15 år gammel, da forbrydelsen blev begået er under den kriminelle lavalder, og kan derfor ikke idømmes fængselsstraf, hvorimod en person der var mindst 15 år men under 18 år kan idømmes en tidsbestemt fængselsstraf eller forvaring, men ikke livstid (§ 33 Stk. 3).
Begrebet livsvarigt skal teoretisk opfattes bogstaveligt, dog er der i Straffelovens § 41 angivet, at der efter 12 års afsoning af justitsministeren skal tages stilling til, om den dømte skal prøveløslades, samtidig med at der fastsættes en prøvetid, der ikke må overstige 5 år. Formelt kan dronningen ifølge Grundloven tilstå en benådning, men det er ikke sket i praksis siden vedtagelsen af Straffuldbyrdelseslovens ikrafttræden i 2001.
Hvis der gives afslag på prøveløsladelse, skal der foretages en ny vurdering senest efter et år. Efter 14 års afsoning får den dømte mulighed for at få domstolsprøvet et afslag på prøveløsladelse og derefter hver gang en prøveløsladelse afslås. Hvorvidt en livstidsdømt kan prøveløslades beror blandt andet på om vedkommende stadig udgør en fare, og om vedkommende vil være i stand til at leve kriminalitetsfrit uden for fængslets mure. En vurdering af afsoningens forløb indgår også i vurderingen, ligesom både Rigsadvokaten og Retslægerådet inddrages.
Livstidsdømte i Danmark afsoner gennemsnitligt i 17 år. En række dømte har dog afsonet markant længere, f.eks. politimorderen Palle Sørensen, der sad i fængsel i 33 år og 8 måneder, og børnemorderen Claus Berggren, der døde i fængsel i 2002 efter 25 års afsoning. I 2022 afsonede dobbeltmorderen Naum Conevski og rovmorderen Seth Sethsen fortsat deres livstidsdomme på henholdsvis 38. og 36. år.
I perioden fra august 1985 til april 1999 er 13 livstidsdømte blevet løsladt ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for disse 13 dømte været 16 år og 9 måneder. Afsoningsperioden for livstidsdømte har generelt været stigende i de sidste årtier, og en undersøgelse der dækkede 1985 til 2018 viste, at gennemsnittet nu var 17 år. Samtidig blev kun fire livstidsfanger løsladt fra 2013 til 2023.
I 2015 sad der 19 livstidsdømte i de danske fængsler, mens tallet i 2018 steg til 25. I 2022 var antallet af livstidsfanger ifølge Kriminalforsorgen på 37.
This article uses material from the Wiki Dansk article Livsvarigt fængsel, which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply. (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
#Wikipedia® is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.