Kopper: Infektionssygdom

Denne artikel omhandler sygdommen kopper. For metallet kobber og grundstof nummer 29, se Kobber.

Dødeligheden af kopper er anslået til at være mellem 20 og 60 procent, med variola major som den dødeligste virustype af to, mens variola minor resulterer i en mild form for kopper med 99 procent chance for at overleve en infektion.^:152 Variola major kan resultere i fem forskellige sygdomsforløb, hvoraf et med blødninger fra mund og underliv (kvinder) er ekstremt dødelig.^:25

Koppevirus
Pige fra Bangladesh med kopper
Væv med variola virus i elektronmikroskop CDC/Fred Murphy; Sylvia Whitfield
Videnskabelig klassifikation
Domæne	Vira (Virus)
(urangeret)	Gruppe I (dsDNA)
Familie	Poxviridae
Underfamilie	Chordopoxvirinae
Slægt	Orthopoxvirus
Art	variola virus
Hjælp til læsning af taksobokse

Flere overlevende led af følgesygdomme som at miste synet. Koppe-ramte folk var gerne mærket for livet med ar, idet kopperne bristede til åbne sår under sygdomsforløbet.^:30

Kopper var den første sygdom, hvor vaccination blev udført, og det er vaccination, der har ført til den globale udryddelse af sygdommen. Rutinemæssig vaccination af danske børn er ophørt. Sidste registrerede patient med sygdommen i Danmark var i 1970 og sidste udbrud globalt var i Somalia i 1977. Den sidste person, der døde af kopper, var den medicinske fotograf Janet Parker, der døde i 1978 som følge af et laboratorieuheld i England. Sygdommen blev i 1980 af WHO erklæret for udryddet.

Koppevirus gemmes stadig hos amerikanske og russiske myndigheder, henholdsvis i Atlanta ved Centers for Disease Control and Prevention (CDC) og Vektor Instituttet i Novosibirsk.

 

  Uddybende artikler: Vaccination og Vaccine

I 1796 viste den britiske læge Edward Jenner, at en infektion med den relativt milde kokoppevirus også ville give immunitet mod de dødelige kopper. Jenner omtalte kokopper som variolae vaccinae (kokopper), deraf navnet vaccination. Den første vaccination i Danmark skete i 1801. Allan Watt Downie demonstrerede i 1939, at virus i tidens koppevaccine var serologisk forskellig fra kokoppe-virus, og vaccinia virus blev efterfølgende anerkendt som en separat virusart. Det var også denne virus, der blev anvendt i den moderne koppevaccine, som WHO brugte i den globale vaccinationskampagne 1958-1977 for at udrydde kopper. Helgenomsekventering har afsløret, at vaccinia virus er tættere beslægtet med hestekoppe-virus end med kokoppestammerne fundet i Storbritannien.

 

De tilbagevendende koppe-epidemier i Nordamerika efter 1492 ramte indianerne særlig hårdt, da de næsten ikke havde modstandskraft mod den europæisk indførte sygdom.^:217 Mange døde. De overlevende blev kastet ud i samfundsmæssige og personlige kriser som følge af sygdommens hærgen: Med ét slag stod hele byer og stammer uden ledere, mens befolkningens tro på at kunne påvirke verden i en gunstig retning med bønner og ceremonier var rystet.^:217 Kopper er blevet kaldt en af de mest smittefarlige, ødelæggende og nedbrydende sygdomme overhovedet.^:15

Den første dokumenterede koppe-epidemi bredte sig over det meste af både Nord-, Mellem- og Sydamerika i 1520-1524 med ufattelige følger for navnlig de oprindelige befolkninger.^:98 Hundrede år senere var antallet af indfødte amerikanere faldet med anslået 75 procent efter gentagne udbrud af både kopper og andre sygdomme som pest og mæslinger.^:78

Gennem 1600-tallet led folk i Nordamerika – både hvide og indianere – under mindst ni koppe-epidemier forskellige steder på kontinentet. Således levede quapawerne i Arkansas og Mississippi i kun to mindre byer efter et udbrud af kopper i 1699, mens de før havde beboet fire større byer.^:27

Omfattende koppe-epidemier bredte sig over Nordamerika i 1738-1739, 1750-1752, 1762-1766 og igen i 1778-1783.^:99 Sygdommen brød også ud lokalt med mange ofre til følge. Indbyggerne i Boston kæmpede f.eks. mod kopper ikke kun i 1721, hvor 844 af 5759 smittede døde,^:1 men seks gange mere inden slutningen på 1700-tallet.^:216

Miami-høvding Little Turtle og andre miamier på besøg i Washington, D.C. i januar 1802 fik som de første indianere i USA indpodet ko-koppe-virus under huden (og ikke koppe-virus i blodet som før forsøgsvis anvendt)^:3 efter doktor Edward Jenners gennembrud med en forebyggende behandling.^:108 Den 5. maj 1832 vedtog USA en lov, Indian Vaccination Law,^:9 der åbnede for at tilbyde indianere vaccination mod kopper. Programmet led under en snæver politisk udvælgelse af indianerstammerne, der var værdige til at nyde godt af loven.^:29 En følge var den næsten fuldstændige udryddelse af mandan-indianerne i North Dakota i sommeren 1837. Hidatsaerne og arikaraerne i nærtliggende områder så op mod halvdelen af stammens folk bukke under for sygdommen.^:45 Koppe-epidemien i 1836-1840, der krævede ofre både i Texas i syd og Alaska i nord, var den sidste vidtudbredte i Nordamerika.^:100

De sidste, milde tilfælde af kopper udløst af variola minor på den nordlige prærie i 1900-1901 ramte flere reservatet i North – og South Dakota.^:25

Det danske ord kopper stammer fra flertalsformen af kop, og hentyder til de kopper, der blev brugt som behandlingsform, eller til de blærer, som sygdommen skabte. På latin hedder kopper variola. Variola stammer sandsynligvis fra ordet varius, altså pletter, eller varus, bums.

• Kopper i Silkeborg
• ICD-10 Kapitel I - Infektiøse inkl. parasitære sygdomme (WHO's liste)
• Mikrobiom