Knud Lavard: Dansk prins og hertug af Slesvig (1096-1131)

1096 – 7. januar 1131 i Haraldsted) var hertug af Slesvig (dengang Jylland/Sønderjylland) 1115-31 og vendernes knes (fyrste) fra 1128/29 til sin død.

Knud Lavard
Kalkmaleri forestillende Knud Lavard i Vigersted Kirke ved Ringsted
Jarl af Sønderjylland
Regerede	1115-1131
Regent	Knud Lavard
Ægtefælle	Ingeborg af Novgorod
Børn	Kirsten (1118-) Margrethe Katarina Knudsdatter Valdemar den Store
Far	Erik Ejegod
Mor	Bodil
Født	ca. 1096
Død	7. januar 1131 i Haraldsted
Hvilested	Skt. Bendts Kirke i Ringsted
v d r

Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til tronen. Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til den borgerkrig, der først endte i 1157, da Knuds søn Valdemar den Store blev enekonge.

Hans tilnavn "Lavard" (tilsvarende det engelske "lord") som betyder "brøduddeleren", fik han pga. sin gavmildhed overfor sin hird.

Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret.

Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og hans hustru Bodil. Han var halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Det hellige land i 1103. Ved afrejsen i 1102 overlod de den omkring 6 år gamle dreng til opfostring hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide. I sit fravær udnævnte Erik frillesønnen Harald Kesja som sin stedfortræder; men da stormændene trådte sammen, valgte de i stedet den femte af Svend Estridsens sønner, den ca. 40-årige Niels.

Kampen mod venderne

 

Som ung gik Knud i tjeneste hos den saksiske hertug Lothar af Süpplingenburg (senere kejser Lothar 3.). Ved hans hof fik Knud en politisk og militær uddannelse, og dertil indblik i europæisk kultur og livsstil. Omkring 1114 vendte han hjem og fandt sit fædreland i en sørgelig forfatning. De hedenske vendere fra Sachsen og Preussen hærgede i Danmark, og sydgrænsen ved Ejderen var truet af stadige plyndringstogter fra venderfyrsten Henrik - søn af Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid Svendsdatter - fordi han ikke fik sin mødrene arv udbetalt af morbroren, kong Niels af Danmark. De stadige stridigheder skabte kaos, og der var ingen retssikkerhed i landet. For at gøre ende på hertug Henriks stadige angreb, foretog kong Niels et søtogt til vagirernes land, dvs. det østlige Holsten, hvor jarlen Eliv i Slesvig nordfra skulle støde til med rytteri; men Eliv lod sig bestikke af hertug Henrik og blev hjemme. Kong Niels og den danske hær led et afgørende nederlag ved Ljutka.

Henrik angreb derefter Slesvig by. Kong Niels udnævnte i 1115 sin brorsøn Knud til jarl af Sønderjylland, hvorefter Knud gik til angreb på de vendiske obotrittere i Holsten. Ved lynsnare fremstød til hest gjorde Knud hertug Henrik utryg i hans eget land. Snart søgte Henrik fred, og Knud tilkendte sin fætter hans mødrene gods . Henrik og Knud havde derefter et venskabeligt forhold, og sydgrænsen var omsider sikret. Knud blev efterfølgende udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten), og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som hertugdømmet Slesvig. Senere blev han tillige hersker over obotritterne, for hertug Henrik døde i 1127 og efterlod sig to sønner, Zventopolk og Knud Henriksen. De kom i indbyrdes strid, og Knud blev dræbt; dernæst blev Zventopolk dræbt af en holstener, og da også hans søn Zvinike blev myrdet i 1129, overtog Knud Lavard hertug Henriks områder.

Tysk skik

Hjemme holdt han hånden over landefreden og straffede alle ufredsmænd, af hvad æt de end var. I øvrigt lod Knud sig kalde hertug efter almen europæisk skik, og indførte tysk dragt og tyske skikke ved sit hof.

Kirkens mand

Knud viste sit kirkelige sindelag ved at skænke de sønderjyske kirker bøger og alterkar. Han søgte at udbrede kristendommen blandt venderne, og støttede derfor Skt. Vicelin af Oldenburg, vendernes apostel og senere biskop af Staargard (nu Oldenburg). Til borgerstanden i Slesvig stod Knud i et vist fortroligt forhold, idet han var oldermand for deres bygilde. Oprindeligt var knudsgilderne opkaldt efter Knud den Store; men i Flensburg og Slesvig by har knudsgilderne navn efter Knud Lavard.

Ægteskab og børn

 

Knud ægtede den russiske fyrstedatter Ingeborg af Novgorod, søsterdatter af kong Niels’ dronning Margrete Fredkulla og af russisk-svensk familie, som gav hende betydelige svenske godser i medgift. Hendes far Mistislav og farfaren (Vladimir) - som hun opkaldte sin søn Valdemar efter - blev begge storfyrster af Kijev. Parret fik tre døtre:

• Margrethe, gift med Stig Hvide i Skåne. Deres datter Christine Stigsdatter Hvide blev gift med kong Karl Sverkersson af Sverige.
• Kirsten, gift i 1133 med Sigurd Jorsalfars søn Magnus den Blinde i Norge, som forstødte hende. Kort tid efter brylluppet var Kirstens farbror Erik Emune flygtet til Norge; men da Kirsten opdagede, at hendes ægtefælle planlagde at udlevere hendes farbror til hans fjender, røbede hun sin mands rænker for sin farbror, som dermed undslap. Magnus sendte hende derfor fra sig. Senere kendes Kirsten kun som vidne, da Erik Lam udstedte et gavebrev til Odense kloster i 1141. Folkevisen omtaler "liden Kirsten", som den "Valdemar den Stores søster", der havde et forhold til Henrik Skadelårs søn, prins Buris, og ligger gravlagt udenfor Vestervig Kirke; men det er der ikke noget historisk hold i. Magnus blev i 1135 pågrebet af sin påståede halvbror Harald Gille i Bergen, gildet og blindet og sat i fangenskab; men allerede i 1136 blev Harald Gille dræbt, også i Bergen, mens hans nye kone, prins Buris' mor Ingrid Ragnvaldsdatter, var til stede i kongsgården.
• Karen eller Catharina, som i sit ægteskab med venderfyrsten Prizlav fik sønnen Knud, der spillede en vis rolle ved Valdemar den Stores hof.

Ingeborgs og Knuds søn Valdemar blev først født 7 dage efter, at Knud var blevet dræbt. Da Knud selv var blevet myrdet, voksede hans søn op hos Skjalm Hvides søn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare.

Magtudvidelsen i Vendland

I tronstridighederne efter venderfyrsten Henriks død i 1127, omkom hans efterkommere. Knud aflagde lensed til den tyske konge Lothar 3., der i 1129 anerkendte ham som konge eller knes (knjas) for obodritterne; og i de følgende år sikrede Knud sin position yderligere ved at undertvinge de vendiske stammer militært, og øge sin indflydelse i fyrstedømmet Pommern. Det lod sig gøre, fordi ingen rigtig bød ham modstand. Denne udvikling vakte bekymring hos kong Niels og hans søn Magnus den Stærke. Kongevalget i Danmark var op til stormændene, og sandsynligvis ville disse foretrække den garvede kriger Knud Lavard fremfor den uerfarne Magnus. Knud havde skabt sig et betydeligt grænserige mellem Danmark, Tyskland og Vendland; men ved at kombinere stillingen som dansk hertug med et afhængigt lensforhold til kongen i Sachsen, var han også kommet i en tvetydig stilling. Vel var der omsider blevet fred ved Danmarks sydgrænse; men kong Niels var rasende og begyndte at se Knud som en rival.

Sammensværgelsen og mordet

Det er ikke usandsynligt, at Knud på grund af sin ny værdighed som hersker eller "knees" har betragtet sig som sin farbroder kong Niels' ligemand; i alt fald bebrejdede Niels ham dette på et møde i Ribe, men Knud forsvarede sig så godt, at angrebene på ham foreløbig ophørte. Men i det stille sammensværgede Henrik Skadelår sig med Niels' søn Magnus den Stærke, der tidligere ved sin moder Margrete Fredkullas forsonende indflydelse var blevet holdt tilbage fra anslag mod Knud. Da Knud drog til julegilde i Roskilde 1130, besluttede de, sikkert med Niels' vidende, at få Knud dræbt. Efter gentagne forgæves forsøg besluttede de at benytte lejligheden, da Knud var taget nogle dage på besøg hos Knud den Helliges datter Cæcilia og hendes mand, Erik jarl, der boede i Haraldsted ved Ringsted. De sammensvorne lagde sig på lur i skoven ved Haraldsted, hvor Knud Lavard og Magnus havde aftalt at mødes. Tidligt om morgenen 7. januar 1131 sendte Magnus et bud, en tysk sanger, til Knud for at hente ham. Sangeren turde ikke at advare Knud i rene ord, men fremførte i stedet sangen om Krimhilds svig, hun, der på dansk kaldes Gudrun Gjukesdatter og i Vølsunga saga dræber sin mand Atle og deres to børn som hævn for hans drab på hendes brødre. Men Knud lod sig ikke skræmme; eller han opfattede ikke advarslen. Efter et kort ordskifte greb Magnus sit sværd, og inden Knud fik sit sværd draget, havde Magnus kløvet hans hoved.

 

Da mordet blev kendt, vakte det stor forbitrelse og affødte store tronstridigheder, idet Knuds yngre bror, Erik Emune, rejste sjællænderne mod Niels og Magnus den Stærke. Knud blev begravet i Ringsted klosterkirke, og som mordoffer blev han snart til en helgen i folks bevidsthed. Der skete angiveligt jærtegn ved graven. Legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. På mordstedet i Haraldsted Skov blev der rejst et kapel. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Benediktinerklosteret i Ringsted blev stiftet til Knud Lavards minde, ud fra en forudsætning om, at han var død som martyr. Pave Innocens 1. stadfæstede klosterets besiddelser i 1139 og tog det under sin beskyttelse - men uden at omtale Knud Lavard. Da Erik Emune blev dræbt i 1137, blev hans søstersøn Erik Lam konge frem til 1146. Han ser ikke ud til at have fremmet helgenkåringen, eller vist klosteret i Ringsted nogen interesse. Men så kom det til magtkamp mellem Emunes søn Svend Grathe og Magnus den Stærkes søn Knud 5. Af politiske grunde allierede Svend Grathe sig med Knud Lavards søn Valdemar den Store, og sammen fik de Knud Lavards knogler taget op af graven i Ringsted og lagt i et helgenskrin. Det var en uhørt handling; for selv om Knud Lavard var genstand for dyrkelse, var han ikke kanoniseret. Ærkebiskop Eskil i Lund nedlagde protest; ligeså nogle af klosterets kannikker, der ikke kunne acceptere at se kirken udnyttet som en brikke i et rent politisk spil om kongemagt. De blev dog snart udskiftet med den mere medgørlige abbed Johannes fra Odense, hvor dyrkelsen af Knud den Hellige var etableret med held. I 1148 skænkede Svend Grathe kirken store gaver for at få Lavard helgenkåret; og efter hans død i slaget på Grathe Hede fortsatte Valdemar med at skænke Skt. Bendts kirke gaver, og kaldte den i 1177 "Santa Maria og Knud". Ærkebiskop Eskil protesterede stadig mod helgenkåring af Knud Lavard; men pave Alexander 3., der nu sad på pavestolen, anså Valdemar som en magtfaktor, han ikke havde råd til at overse, og var derfor imødekommende ved forhandlingerne i Rom i efteråret 1169, hvor danske udsendinge aflagde vidnesbyrd om mirakler ved hertugens grav. Knud Lavard blev så ophøjet til helgen i en bulle fra Alexander 3. Ceremonien fandt sted i Ringsted ved midsommer 1170. Ærkebiskop Eskil forrettede. Ved samme anledning blev Valdemar den Stores syvårige søn Knud 6. salvet og kronet til konge.

 

Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning og blev snart glemt. Corfitz Ulfeldt forærede i 1600-tallet Knud Lavards hovedskal til de franske kongers gravkirke St. Denis. Herfra forsvandt hovedskallen sporløst under den franske revolution.

Kapellet i Haraldsted blev genfundet i 1883. Det er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten (kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften). Kapellets mure er kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv.

Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden, men fra 1914 har man genoptaget den katolske valfart til Haraldsted og resterne af kapellet.

Efter drabet tilegnede en skotsk klerk, Robert af Elgin, kong Erik Emune et nu tabt mindeskrift om hans myrdede bror, udarbejdet 1134-37. Der er kun bevaret nogle fragmenter, som Anders Sørensen Vedel har optegnet om dets indhold. Som kilder er vi henvist til Saxos beskrivelser af Knuds kampe og hans forhold til sine brødre og de andre kongeætlinger, samt af hans død; endvidere Helmolds beretning Cronica Slavorum (Helmolds Slaverkrønike) og af Knytlingesagaens uhistoriske skildring af Knuds liv, der afviger stærkt fra de andre kilder.

At Knud Lavard havde været oldermand for Slesvig borgeres gilde eller laug, virkede positivt på udbredelsen af helgendyrkelsen. Vi har kendskab til mere end 30 knudsgilder, lokaliseret i forskellige byer i Danmark, plus nogle i Sverige, såsom Visby på Gotland, og ét i Tallinn i Estland. Knudsgildernes første møder blev holdt ved Knud Lavards grav i Ringsted; men senere flyttet til Skanör af hensyn til Skånemarkedet. For øvrigt var Knud især kongehusets helgen, og Skt. Bendts kirke var i flere generationer danske kongers gravkirke. Knud blev også påkaldt som Sjællands særlige beskytter. Han afbildes med blomsterkrans eller hertugkrone. På kalkmalerier er han afbildet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted (fra tidligt 1300-tal) og Vigersted Kirke.

Her vises Knud Lavards anetavle tilbage til tiptipoldeforældrene:

Afstamning fra obotritternes fyrsteslægt

Som knes / fællesfyrste for obotritterne („regnum obotritorum“) fra 1129 til 1131 var Knud Lavard nært beslægtet med med forgængeren Henrik (død 1127) og dennes sønner Zventopolk og Knud og sønnesøn Zvinike, men i forhold til at være en efterkommer af Nakonid-dynastiet (Nakoniderne), som havde regeret obotritterne siden 900-tallet, så skal man tilbage til Knud Lavards tiptiptipoldefar for at finde en obotrittisk fyrste blandt hans forfædre. Knud Lavards afstamning fra Nakoniderne tager sig således ud:

1. Nakon ^(de)
2. Mistivoj
3. Tove af Danmark
4. Svend Tveskæg
5. Estrid Svendsdatter
6. Svend Estridsen
7. Erik Ejegod
8. Knud Lavard

• "Knud Lavard", på albummet Herfra hvor vi står af Skousen & Ingemann fra 1971
• Maria Helleberg: Knud Lavard, udgivet 2011.