Knud Danaást: Ældste søn af Gorm den Gamle; medkonge af Danmark (947-962)

Knud Danaást (ofte blot Knud Danaast^[a] eller lejlighedsvis Knud Dane-Ast^[2] og mere sjældent Knud Danast^[3]) eller Knud Gormsen (død 17. oktober 962 i Leinster^[4]) var ældste søn af Gorm den Gamle og Thyra Danebod^[5][6] og hans yngre brødre var Harald og Toke (foruden et ikke nærmere præcist kendt antal brødre, der ikke nåede voksenalderen).^[7] Tilnavnet danaást betød "elsket af danerne" (norrønt åst betød "kærlighed").^[8][b] Foruden den hengivenhed, der ligger i tilnavnet, så fortælles der om hans fremtoning og karakter, at han var lyshåret, venlig af sind^[12] og forstandig i sin tale^[13] og endelig blev han også karakteriseret som sin fars "sværd".^[7]

Knud Danaást eller Knud Gormsen
Knud Danaást som dreng gengivet i Lorenz Frølichs streg fra 1855
Konge af Danmark
Regerede	947-962
Forgænger	Gorm den Gamle (som enekonge)
Regent	Knud Danaást
Medkonge	Gorm den Gamle
Efterfølger	Gorm den Gamle og Harald Blåtand
Ægtefælle	Tove af Danmark (962-962)
Børn	Guldharald Sven Tveskæg
Fulde navn	Knud Gormsen
Hus	Jellingdynastiet
Far	Gorm den Gamle
Mor	Thyra Danebod
Født	(920'erne) (?)
Død	17. oktober 962 Leinster, Irland
Hvilested	Jelling Kirke(?) (ifølge fleres formodning)
Beskæftigelse	konge, hærfører
Religion	kristendom
v d r

Mindekrans i Jelling Kirke d. 17. oktober 2022 på 1060-års dagen for Knud Danaásts død, placeret ved siden af det sted, som af flere bedømmes at kunne rumme de jordiske rester af Knud Danaást (markeret med en sølvstribe i gulvet).

Han var medkonge i Danmark fra 947 og indtil sin død i 962 sammen med sin far Gorm.

Kilderne nævner to kendte sønner af Knud, Guldharald, der var den ældste søn og Sven Tveskæg (født efter Knuds død).

 

Knud Danaást tilbragte en del af sin tidlige ungdom hos det kongelige hof i Quedlinburg.

Knud Gormsen blev angiveligt døbt i 930'erne. Ifølge Suhm fandt det sted i 934 med den tyske konges mellemkomst, mens Knud var på togt i Frisland,^[14][c] hvorimod Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum fortæller, at Knud blev døbt i Hamborg i sin barndom eller tidlige ungdom tillige med sin broder Harald af ærkebiskop Atheldag i 937. Efter dåben voksede de to brødre i nogle år op forskellige steder i Østfranken (Tyskland) blandt andet i Merseburg og Quedlinburg.^[15][d][e]

Knud blev gjort til medkonge af Danmark i 947 sammen med sin far Gorm, og fungerede som sådan frem til sin død i 962.^{[17][18][19][f]}

Ifølge Gesta Wulinensis ecclesiae pontificum blev Knud gift med Tove i foråret 962. Hun fødte siden sønnen Sven i påsken 963 seks måneder efter, at Knud Danaást var faldet i et slag i Irland i oktober 962. Sønnen blev efterfølgende betragtet som broderen Haralds barn, eftersom Tove havde giftet sig med Harald inden barnets fødsel.^[18][21]

Der er blevet fremført formodning fra fleres side,^[22] at skelettet i kammergraven i Jelling Kirke faktisk er de jordiske rester af Knud Danaást.^[23][24]

Sagafortællingerne er ganske forskellige, når det gælder , hvordan de involverede personer portræteres og deres indbyrdes forhold skildres. I Jomsvikingernes saga udmales et forbitret forhold mellem brødrene Knud og Harald. Navnlig Harald mener, at der bliver givet Knud for meget og ham selv for lidt, og det hele ender med, at Harald udvirker sin egen brors død.^[25] Ingen andre kendte skildringer af forholdet mellem brødrene Knud og Harald gengiver dog broderrelationen på en sådan konfliktfyldt måde, som vi finder det gengivet i Jomsvikingernes saga, og den norske historiker Gustav Storm mente endda at kunne konkludere, at Jomsvikinga saga i sin ældste skikkelse ikke havde indeholdt nogen skildring af et fjendskab mellem brødrene Knud Danaást og Harald Blåtand.^[26]
Forestillingen om, at Harald lod sin bror Knud myrde, går dog igen i Grundtvigs digteriske værk fra 1809 Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord.^[27]

Knud blev ifølge oplysningerne i forskellige sagaer dræbt under et vikingetogt til Irland.^[28] Sammen med sin bror Harald skal han have belejret Dublin. En aften han morede sig i våbenleg med sine mænd blev han dødeligt ramt af en pil fra en irsk bueskytte. Som sit sidste ønske bad han angiveligt sine mænd om at fortsætte legene som om ingenting var sket, så irerne ikke skulle forstå, at deres anfører var død, og dermed få indtryk af, at belejrerne var svækket.^[29] Dødsbudskabet nåede Thyra i Jelling, men hun turde først intet sige, for Gorm skal ifølge sagnet have svoret, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at sige noget hængte Thyra først sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Da Gorm spurgte hende, om hun meldte ham Knuds død, svarede hun "Det melder du og ikke jeg." Tabet af sønnen fratog Gorm den sidste livsgnist, så Thyra, ifølge Saxo, "fulgte dem begge til graven med de samme tårer". I Saxos version sad Thyra tilbage som enke; men det passer ikke med de historiske fund. Thyra må være død før Gorm, for som enkemand rejste han den lille Jellingsten til minde om hende.^[30]

I en mere samtidig kilde gengives overbringelsen af dødsbudskabet anderledes. Der er i denne version stadig ingen, der tør sige direkte til kong Gorm, hvad der er sket med hans søn, men ellers er det her ikke Knuds mor Thyra / Thorvi men derimod hans unge enke dronning Tove / Tófa, der ved at optræde iklædt sørgetøj får gjort kong Gorm opmærksom på tabet af sin ældste søn.^[4]

Knuds ældste søn, om hvilken vi ikke kender moderens navn, hed Harald,^[4] men blev kaldt Guldharald.
Denne søn kom senere i et modsætningsforhold til sin farbror Harald Blåtand, og det endte med at koste sønnen livet.

Et sagn vil vide, at Knuds far, Gorm, på Stejlebjerg ved Vejle Fjord lod holde udkig (eller selv holdt udkig) efter sine sønners hjemkomst fra togt.^[31][32]

En høj, Knuds Høj, nær Spøttrup på marken hørende til landsbyen Knud (i Rødding Sogn) ned mod fjorden har givet ophav til det lokale sagn, at Knud Danaást skulle være begravet i højen.^[33] Højen er dog givetvis fra bronzealderen, da to bronzesværd er fundet ved udgravning af højen.

Litteratur:

• Nik. Fred. Sev. Grundtvig (1809): Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord, København, 1809^[34]
• R. K. Lassen (1870): Kong Gorms Sønner eller Kors og Sværd, Vejle, 1870-1875
• Tonny Gulløv (2017): En konges æt (1000-årsriget, 2); Udgiver: McGugl, 2017 ISBN 9788792035073
• Peter Schmidt Hansen (2020): Gorm og Thyra - en romance, Birkerød, 2020 ISBN 978-87-999845-4-1
• han nævnes en enkelt gang i Oehlenschlägers tragedie "Erik og Abel".^[3]

Opkaldt efter Knud Danaást:

• En ungdomsloge i Herning i begyndelsen af 1890'erne gik under navnet "Knud Danaast".^[35][36][37]

Billedgengivelse:

Knud Danaást ses ikke afbilledet særligt ofte i kunsten eller som illustration i litteraturen, men han optræder dog som én af personerne på Lorenz Frølichs kunstblad Thyre Dannebod grundlægger Dannevirke, bestilt af Kunstforeningen i Flensborg i 1855,^[38] og som er blevet reproduceret adskillige gange gennem årene.^[39]

Noter

Referencer

Litteratur

• Deleuran, Claus (1995), Illustreret Danmarks-Historie for Folket, "8. Kapitel / 8. del: Harald Blåtands og Svend Tveskægs tid" (især siderne 332-333), Ekstrabladets Forlag, ISBN 87-7731-086-1
• Olling, Anders & Havsteen, Hans Erik (2017), Gorm den Gamle, Harald Blåtand & Svend Tveskæg, Lindhardt og Ringhof, ISBN 9788711568057 (ss. 23-28)
• Olrik, Jørgen (1923), "Knud Danaast". I Chr. Blangstrup (red.): Salmonsens Konversationsleksikon. Anden Udgave, Bind XIV, J.H. Schultz Forlag, København. (s. 212)
• Rosborn, Sven; Sielski, Tomas (2021), Vikingekongens guldskat. Om opdagelserne af et mistet manuskript, Harald Blåtands grav og fæstningen Jomsborgs beliggenhed, ISBN 978-91-986780-2-4