Israels Invasion Af Libanon 1982

4. juni 1982. Derefter rykkede den israelske invasionsstyrke mod nord i Libanon på en bred front. For Israel blev invasionen landets hidtil længste krig og en meget alvorlig belastning for det internationale syn på landet.

Israels invasion af Libanon 1982
Israelske tropper i Sydlibanon, juni, 1982
Dato Juni–september 1982 Sted Sydlige Libanon Resultat Israelsk militærsejr Fordrivelse af PLO (1982) Israelsk besættelse af Sydlibanon (1982–1985) Israelsk sikkerhedszone og SLA (1985–2000) Sydlibanon-konflikt (1982–2000) Syriens de facto besættelse af Libanon (1976–2005) Hezbollah kontrol af sydlige Libanon (1980'erne–2006) og sydlige Beirut (1980'erne–dags dato) Casus belli To hovedgrunde: Guerillaraids i det nordlige Israel af PLO-guerillaer fra Libanon. Nedskydningen af Israels ambassadør Shlomo Argov udført af Abu Nidal Organization PLO havde udført guerilla-angreb mod Israel siden 1960'erne (see Palestine Liberation Organization). Efter at PLO var blevet smidt ud af Jordan i 1971, etablerede organisationen baser i Sydlibanon, hvorfra de bekæmpede Israel. I 1981 førte svære PLO-raketangreb på israelske bosættelser Israel til at udføre luftangreb i Libanon. I et forsøg på at ødelægge PLO's styrker begyndte Israel at bombardere Sydlibanon og Beirut d. 5 juni 1982.
Parter
Israel Lebanese Front Sydlibanon-hæren	PLO Lebanese National Resistance Front  Syrien Amal Movement
Ledere
Menachem Begin (premierminister) Yitzhak Navon (præsident) Ariel Sharon, (forsvarsminister) David Ivry (israelske luftvåben) Ze'ev Almog (israelske søkorps) Saad Haddad	Yasser Arafat (PLO-leder) Hafez al-Assad (præsident) Abdul Rauf al-Kasm (premierminister) George Hawi Nabih Berri
Styrke
Israel: 76.000 mand 800 tanks 1.500 PMV'ere 634 fly	Syrien: 22.000 mand 352 tanks 300 PMV'ere 450 fly 300 svært artilleri 225 antiluftskyts (100 kanoner og 125 SAM) PLO: 15.000 mand 300 tanks 150 PMV'ere 350+ svært artilleri 250+ antiluftskyts
Tab
Dræbt: 675 Sårede: Mindst 4.000	Syriske & PLO kombattanter dræbt: 9.798 Sårede: ukendt Libanesere dræbt: ~17.825

Hovedmålet for Israel var at angribe de palæstinensiske baser lokaliseret i Tyr-området, ved Sidon og Damour.

Israels statsminister Menachem Begin udtalte at målet var at oprette en 40 km bred "sikkerhedszone" i det sydlige Libanon, hvor ingen palæstinensiske soldater kunne opholde sig. Denne zone skulle sikres af internationale styrker, iflg. Israel.

PLO-styrkerne brugte sine stillinger i det sydlige Libanon til at angribe mål i det nordlige Israel. Selve sommeren 1981 var der hårde kampe ved grænsen, men der blev senere indgået en våbenhvile mellem parterne. Vinteren og foråret 1982 blev det klart at parterne havde en stærk uenighed om hvad våbenhvilen egentlig sagde. Israelerne mente at den bare gjaldt området mellem Israel og Libanon.

Invasionen blev indledt med luftangreb over store dele af Libanon. Efterhånden blev syriske styrker også indblandet sammen med PLO-styrker mod israelerne i bjergområderne inde i landet, samt i Bekaa-dalen længere mod øst.

De israelske styrker rykkede både gennem major Saad Hadads' område og FN-zonen mod syd. Efter en uge befandt de israelske styrker sig ved Beirut, som lå langt nord for den "sikkerhedszone" Begin sagde skulle oprettes. De syriske styrker havde trukket sig tilbage fra Beirut, og de palæstinensiske styrker stod overfor overmagten helt alene ved Beirut. Den østlige del af Beirut var på denne tid kontrolleret af kristne falangist-styrker, som samarbejdede med Israel.

Kampe mellem syriske og israelske styrker fortsatte imidlertid efter at en våbenhvile var indgået.

Men sommeren 1982 var det meste af opmærksomheden rettet mod kampene ved Beirut. Den vestlige del af byen blev udsat for et konstant bombardement fra luften, søen og fra feltartilleriet. En mængde våbenhviler blev indgået og brudt. Israel blokerede samtidig for forsyningen af mad og andet til Vestbeiruts indbyggerne, noget som ramte omtrent 500.000 civile libanesere og palæstinensere i bydelen.

10. november ramtes de israelske styrkers hovedkvarter i den libanesiske by Tyr af en bombe som dræber 90 soldater.

Rapporter om israelske angreb mod civile mål blev brugt af palæstinenserne. Israel på sin side, viste store palæstinensiske våbenlagre de havde erobret i Sydlibanon frem. Israel anklagede også PLO for at bruge civile som skjold under kamphandlingerne.

PLO og Arafat blev ganske vist fjernet fra Libanon. Men det var en Pyrrhussejr, for Arafat kunne blot 12 år senere returnere til Gaza i triumf, efter den første intifada og fredsforhandlingerne i Oslo. Men hvad værre var, set fra et israelsk synspunkt, var at man i Libanon i stedet for PLO, nu fik en langt stærkere fjende, Hizbollah, som netop blev oprettet i 1982, som reaktion på den israelske invasion, med det formål at befri Libanon for de israelske besættere.

Krigen blev en stor belastning for Israel og dets støttespillere, med USA i spidsen. Selv internt i Israel voksede der en misfornøjelse med invasionen frem. 8. november 1982 måtte statsminister Begin forklare sig for en undersøgelseskommission vedrørende massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila.

31. oktober 1982 blev der afholdt en nordisk "Libanon-høring" i Oslo. Der blev det hævdet at den israelske krigsførelse i Libanon var i strid med Folkeretten.