Industrialiseringen i Danmark foregik over ca.
150 år fra midten af 1800-tallet til anden halvdel af 1900-tallet, der topper i perioden cirka 1850 til 1920. Kendetegnet ved denne periode er at virksomhederne begynder at bruge maskiner for at forøge produktiviteten og elektrificeringen breder sig også over Danmark.
Ved industri forstås anvendelsen af ”mekaniske” kraftkilder ved fremstillings- og forædlingsprocessen, og ved industrialisering forstås således overgangen til anvendelse af damp, gas, olie, elektricitet som kraftkilder. Rumligt indebar denne overgang, at fremstillings- og forædlingsvirksomhederne blev frigjort fra deres tidligere stedbinding til vand og vind og således kunne lægges, hvor man ønskede
Indtil midten af 1800-tallet var den næringsmæssige udvikling i landdistrikterne præget af henholdsvis husflids-, forlags- og fabriksvirksomhed. Forlagsvirksomheden, der bestod i, at vareforædlingen blev udført af landbefolkningen i de enkelte hjem, mens råvareforsyningen og afsætningen af færdigvarer blev styret af købstadskøbmænd, og som særlig fandtes indenfor klædefremstillingen, var særligt udbredt i Jylland og på Fyn. Denne virksomhed indebar imidlertid, at samtidige bestræbelser på at oprette en manufaktur i købstæderne næsten på forhånd var dømt til at mislykkes. Dels kunne de nye manufakturer – der blev opbygget med arbejdskraft bestående af fattige – ikke konkurrere hverken prismæssigt eller med hensyn til kvalitet med forlaget, dels indebar denne hjemmeindustri, at afsætningsmulighederne i landdistrikterne var så godt som fraværende. Denne husflids- og forlagsvirksomhed var ikke bydannende. Det var derimod – i større eller mindre omfang – den samtidige fabriksvirksomhed.
Indtil omkring 1855 skete der en fremvækst af fabrikssteder m.v., der udnyttede tilstedeværende råstoffer og/eller vandkraft: Lyngby, Usserød, Hellebæk, Frederiksværk, Fakse, Fensmark foruden en række steder i jyske ådale; ingen af disse steder synes dog at have haft større betydning for bynæringernes udøvelse. Dertil kom teglværker, der fandtes i stort tal spredt over det meste af kongeriget. Desuden fandtes et antal mindre fabriksvirksomheder, der fortrinsvis synes baseret på håndværksmæssig stordrift: fx jernstøberi og karosserifabrik ved Ruds Vedby, en limfabrik i Viemose, et kalkbrud ved Herfølge, et eddikebryggeri i Stokkemarke, høravlingsinstitut, garveri, jernfabrik, kalkbrænderi, teglværk, drejlsvæveri i Brahe-Trolleborg sogn m.fl. Af fabriksvirksomheder med tilknyttet bymæssig bebyggelse kan nævnes:
Sammenfattende kan det således siges, at de fleste af de nævnte bymæssige bebyggelser frem til midten af 1800-tallet havde en stagnerende befolkning, skabt ved en samling af mennesker først og fremmet forårsaget af fabriksvirksomhed, der udnyttede stedlig vandkraft og dermed stod på et førindustrielt stade.
Købstædernes forædlingsvirksomhed var indtil omkring 1840 helt præget af markedsrettet storhåndværk, forlag og manufaktur, mens tiden fra 1840 til 1855 kan betegnes som det industrielle afsæt (take-off). 1847 installeredes den første dampmaskine i Københavns klædefabrik, og allerede omkring 1855 var brugen af dampmaskiner overvejende. På lignende måde skete ibrugtagningen af mekanisk kraft i andre brancher både i hovedstaden og provinsbyerne i denne periode.
Efter 1855, i 1860’erne og 1870’erne, fik mange landsbyer en mere alsidig næringssammensætning, idet håndværkere og handlende efter indførelsen af næringsfriheden (høkerloven 1856, næringsloven 1857) slog sig ned. Det ser ud til, at gode vej- og oplandsforhold spillede den største rolle for denne udvikling, der skete på et tidspunkt, hvor hovedbanerne endnu var under anlæg. Samtidig skete der et opsving i antallet af landsbyer med råstofbundne, håndværksprægede fabriksvirksomheder (bagerier, vind- og vandmøller, savværker, teglværker, maskinværksteder og lignende).
Tiden fra 1840 til 1870 var de industrielle kraftkilders gennembrudstid i købstæderne. Mens en opgørelse fra 1839 kun omtaler en snes dampdrevne fabrikker med i alt godt 300 HK, havde hovedstaden i begyndelsen af 1870’erne mindst 182 mekaniserede virksomheder med 2.384 HK og provinsen ved samme tid omkring 280 dampdrevne fabrikker med henved 3.000 HK. Til sammenligning foretog arbejds- og fabrikstilsynet i 1874 inspektion af fabrikker med en samlet vandkraft på 674 HK. Mange mellemstore købstæder havde eller fik jernstøberi, tobaksfabrik, klædefabrik (uldspinderi, trykkeri, farveri), garveri, bomuldsvæveri, skibsbyggeri, bogtrykkeri, bryggerier (øl, mineralvand, eddike), brændevinsbrænderier, maltgøreri, dampmøller (savmølle, melmølle), teglværk, sjældnere glasværk, maskintapetfabrik, maskinværksted for fremstilling af landbrugsredskaber, saltraffinaderi og/eller gasværk. Anlæggelsen af gasværker indebar, at gas som kraftkilde kunne vinde udbredelse i købstædernes virksomheder. De mange ensartede fremstillings- og forædlingsvirksomheder i købstæderne må sammen med det forholdsvis ensartede udbud af tjenesteydelser ses i sammenhæng med, at købstæderne endnu på denne tid først og fremmest betjente hver sit opland, idet samfærdselsforholdene endnu ikke muliggjorde større indbyrdes konkurrence. Trods den begyndende industrialisering synes håndværk fortsat at dominere i de fleste provinsbyer. Det forhold, at de fleste købstæder havde en samlet beliggende, mere eller mindre bredt sammensat fremstillings- og forædlingsvirksomhed, der i stigende betjentes med maskiner og menneskeskabte kraftkilder, mens tilsvarende virksomheder i landdistrikterne overvejende lå spredt og uden større tilknyttede bydannelser, har bevirket indtrykket af en industriel samling i købstæderne. I virkeligheden skete der i tiden frem til 1870 en vis industriel udvikling i landdistrikterne med en vis bymæssig udvikling til følge således, at omkring en fjerdedel af industriens sysselsætning fandt sted i landdistrikterne.
Af eksempler på nye fabriksvirksomheder oprettede i landdistrikterne skal nævnes:
Mellem 1855 og 1885 fremvoksede også et stort antal bymæssige bebyggelser i tilknytning til jernbanestationer, ofte anlagte på bar mark, i begyndelsen meget små, ofte med kun 50-100 indbyggere, men også i nærheden af landsbyer, hvorved der opstod dobbeltbyer, idet det gamle landsby- og det nye stationsbysamfund voksede sammen. En stor del af disse tidlige stationsbyer fik allerede straks fra begyndelsen kro, købmand og kornpakhus, sjældnere læge, apotek, dyrlæge, postsamlingssted, bageri, mølle, foruden en række håndværkere og handlende, undertiden desuden industri. Det manglende stedlige sammenfald mellem industri og jernbane omkring 1870 viser, at der endnu frem til denne tid var tale om to sideløbende og indbyrdes uafhængige udviklingsretninger, men netop omkring 1870 synes der at ske et skifte i retning en større samordning af industri og baneforbindelse således, at industristeder fik jernbaneforbindelse, ny industri blev lagt ved eller ældre industri omflyttet til stationsbyer, eller industri og jernbane blev anlagte omtrent samtidig og åbenbart under hensyn til hinanden.
For købstæderne var disse år en overgangstid, hvor de fleste købstæder fik jernbaneforbindelse, hvilket indebar bedre adgang til et større (landsomfattende) muligt marked men tillige større indbyrdes konkurrence købstæderne og deres industrier imellem – dog således, at fremgangen almindeligvis var mere udtalt en tilbagegangen. Tiden kan derfor opfattes som en overgangstid til et moderne industrisamfund, idet gamle virksomheder afvikledes eller blev sammenlagt til tidssvarende virksomheder samtidig, som nye virksomheder blev oprettede.
En del tidlige industristeder udviklede sig efterhånden til større eller mindre bymæssige bebyggelser, men forholdsvis sjældent synes anlæggelsen af tidlig industri at have været eneårsag til byudvikling. Mere specielt var det, at i Assens ved Mariager Fjord oprettedes 1875 portlandcementfabrikken “Cimbria”, og 1889 fulgte “Dania”, hvilket førte til en voldsom stedlig befolkningsvækst.
I tiden mellem 1885 og 1900 voksede et stort antal nye byer op, og de fleste nye byer blev fra starten forsynede med oplandstjenester foruden en eller flere større eller mindre industrivirksomheder: andelsmejeri, savværk, cykelværksted (ofte kaldet “cykelfabrik”), maskinværksted (ofte en videreudvikling af en oprindelig smedie og ofte kaldet “maskinfabrik”), maskinsnedkeri, mølle, bryggeri eller maltfabrik, teglbrænderi/teglværk, cementstøberi, undtagelsesvis sukkerfabrik, margarinefabrik. Desuden fik en del byer marked, højere skole, bank eller sparekasse, forsamlingshus, brugsforening og lignende. Ved siden af stationsbyerne voksede også et mindre antal industri- eller oplandsbyer uden tilknytning til en jernbane.
Tiden var kendetegnet af dels en voldsom stigning i antallet af forædlingsvirksomheder i de bymæssige bebyggelser, dels i disses udbredelse. Det bemærkes, at udviklingen dækker over et stort antal oprettelser, et mindre antal nedlæggelser og desuden en række flytninger. Udviklingen bekræftes dels af et antal bymæssige bebyggelser, hvor andelen af industrielt sysselsatte voksede fra 0.2 % i 1870 til 14.7 % i 1901 og mellem 25 og 30 % i de mest industriprægede byer, dels af en oversigt over antallet af sysselsatte i virksomheder med mindst 5 ansatte, der voksede fra omkring 8.000 i 1872 til omkring 14.000 i 1897.
En sammenligning af sysselsætningen for håndværk og industri i 1890 og 1906 i landsognene som helhed viser en yderst sammensat udvikling: omkring ⅓ havde tilbagegang, ⅔ fremgang. En nøjere gennemgang antyder, at tilbagegangen især ramte landsogne uden bymæssig bebyggelse, fremgangen derimod skete først og fremmest i landsogne med bymæssig bebyggelse. Dette antyder, at der i virkeligheden skete en vis samling af håndværk og industri på bekostning af ”rene” landområder.
Købstæderne udviste i samme tidsrum en stærk industriel og befolkningsmæssig udvikling.
Tiden mellem 1900 og 1915 udgjorde de nye bydannelsers foreløbige højdepunkt. De fleste byer nåede i disse år at få mølleri, savværk eller maskinsnedkeri, maskinfabrik, teglværk og/eller cementstøberi, hvis de ikke allerede havde, desuden trælasthandel, isenkræmmer, bank, sparekasse, sagfører, vand-, gas- og elektricitetsværk, telegraf- og telefoncentral. De bymæssige bebyggelsers udvikling skal utvivlsomt ses blandt andet på baggrund af oprettelsen af elektricitetsværker: antallet af offentlige værker og deres maskinkraft voksede fra 13 værker med 2.722 HK i 1897 til 412 med 88.636 HK i 1914. Langt de fleste værker blev lagt i bymæssige bebyggelser, hvorved mulighederne for brug af mekanisk kraft fremmedes på samme måde, som det et halvt århundrede tidligere havde været tilfældet for købstædernes vedkommende. Byerne voksede stærkt, og mange nåede op over 750 indbyggere.
Til belysning af industriens betydning kan med forsigtighed byernes andele af indbyggerne sysselsatte i industri og håndværk 1911 tjene. Af udtalte industribyer (mere end 50 % sysselsatte i industri og håndværk) kan nævnes: Hellebæk, Hedehusene, Gelsted, Nørre Åby, Korinth, Assens cementby, Mørke, Hjerm, Brovst stationsby og Hammerum. Af byer med 40-50 % sysselsatte i industri og håndværk kan nævnes: Hørsholm, Kongens Lyngby, Glostrup, Borup, Ruds Vedby, Asnæs, Søllested, Horslunde, Eskildstrup, Tommerup, Ejby, Ringe, Gislev, Sindal, Dybvad, Snedsted, Hørdum, Vestervig, Hurup, Hvidbjerg/Thyholm, Aalborg, Bælum, Års, Stoholm, Gedsted, Rødkærsbro, Ny Kolind, Brabrand, Hinnerup, Odder, Hammel, Brædstrup, Tørring, Østbirk, Løsning, Brande, Egtved, Halvrimmen, Jelsmark, Vinderup, Vildbjerg, Ikast, Kibæk, Ulfborg, Sønder Lem, Skjern, Sønder Borris, Ansager, Grindsted, Vejen og Gørding. Forudsættes, at håndværket udgjorde 15-20% af de sysselsatte, kan industriens anden skønsmæssigt sættes til 25-35% i disse byer.
For købstædernes vedkommende havde Helsingør, Frederiksværk, Holbæk, Maribo, Nakskov, Nykøbing F, Stubbekøbing, Odense, Middelfart, Svendborg, Faaborg, Vester Brønderslev, Nykøbing M, Aalborg-Nørresundby, Grenå, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Vejle, Kolding, Holstebro og Herning ligeledes 40-50% sysselsatte indenfor forædlingsvirksomhed (håndværk og industri); ingen købstæder havde mere end halvdelen sysselsatte i håndværk og industri.
Ifølge en undersøgelse udgjorde håndværkets andel af sysselsætningen i udvalgte byer 17-24 % i 1911 og 15-21 % i 1930. Forudsættes andelen reelt konstant i perioden, kan opgørelser for 1911 og 1930 for håndværk og industri tilsammen antages stort set at afspejle industriens udvikling. Ved en sådan sammenligning ses, at byerne lader sig inddele i en række undergrupper:
Til belysning af industriens betydning i 1930 kan nævnes, at håndværk og industri tilsammen udgjorde mere end halvdelen af sysselsætningen i i alt 155 byer (svarende til knap en tredjedel af alle byer). Forudsættes, at håndværket udgjorde 15-20% af de sysselsatte, kan industriens andel skønsmæssigt sættes til 25-35% i disse byer
Den krise, der øjensynlig ramte mange af de nye byer mellem 1925 og 1945 skal sikkert ses i lyset af flere forhold: For det første var landet i den foregående vækstperiode blevet forsynede med stort set alle de byer, der var behov for; meget få helt nye byer opstod. For det andet, med den stigende betydning af vejfærdslen blev det lettere for de gamle købstæder at genvinde deres rolle i udvalgsvarehandelen, engroshandelen og tjenesterne. Samtidig var de nye byer nået til et punkt, hvor yderligere vækst kun kunne ske på to måder:
Mange byer, der ikke kunne opfylde nogen af disse krav, stagnerede. Omvendt er det påfaldende, at flere byer med stærk befolkningsfremgang i kriseårene netop havde en samtidig industriel fremgang.
Ifølge en undersøgelse lavet for Fyn på grundlag af “Kongeriget Danmarks Handelskalender” for 1947 lå omkring ⅔ af de daværende industrivirksomheder m.v. i stationsbyer og resten i landdistrikterne.
Et andet påfaldende træk er den stigende pendling i forbindelse med industrivirksomheder, som allerede da gjorde sig gældende: “For hørfabrikken i Tommerup oplyses, at ca. halvdelen af virksomhedens arbejdere bor uden for kommunen, og noget tilsvarende gælder for Haarby. Om Sønderbyfabrikken er oplyst, at den beskæftiger 15 funktionærer og 45 arbejdere, hvoraf de 35 er ret fastknyttet til virksomheden. Funktionærer og 9 arbejdere bor i egne huse i Ebberup og Sønderby, og af resten af de 35 arbejdere bor de 16 til leje i Sønderby og 10 i omegnen (Turup, Assens, Voldtofte, Saltofte og Torøhuse)”.
Tiden efter 1945 kendetegnes ved oprettelsen eller udvidelsen af en række store virksomheder: Danfoss, Lindøværftet, Codan, Lego, HTH-køkkener m.fl.
Sammenfattende synes det rimeligt at drage følgende slutninger om fabriksvirksomheders og industriens betydning:
Købstædernes industri opsugede en stor del af den befolkningstilvandring, der skete i anden halvdel af 1800-tallet: således voksede hovedstadens industrisysselsatte fra omkring 10.600 i 1855 over 21.400 i 1873 til omkring 44.800 i 1897. Samtidig bevirkede fremvæksten af en egentlig industri, at forlagsvirksomhederne efterhånden forsvandt, først på landet (1855-1870), siden tillige i købstæderne (begyndelsen af 1900-tallet).
Industrien spillede en særlig stor rolle i første del af 1900-tallet og nåede sit højdepunkt 1930-45, hvor et stort antal købstæder og andre byer havde mere end halvdelen af befolkningen sysselsat ved håndværk og industri. Det er sandsynligt, at industrien alene udgjorde mere end en tredjedel af sysselsætningen i disse byer.
Industriens befolkningssamlende rolle blev stadig mindre gennem 1900-tallet som følge af stigende pendling (både med hensyn til andelen af sysselsatte, der pendler, og med hensyn til pendlingslængden). Som følge heraf var det sysselsætningsmæssige skel mellem land og by næsten forsvundet ved udgangen af det 20 århundrede.
This article uses material from the Wikipedia Dansk article Industrialiseringen i Danmark, which is released under the Creative Commons Attribution-ShareAlike 3.0 license ("CC BY-SA 3.0"); additional terms may apply (view authors). Indholdet er udgivet under CC BY-SA 4.0 medmindre andet er angivet. Images, videos and audio are available under their respective licenses.
®Wikipedia is a registered trademark of the Wiki Foundation, Inc. Wiki Dansk (DUHOCTRUNGQUOC.VN) is an independent company and has no affiliation with Wiki Foundation.