Demokratisk-Republikanske Parti

Det var det ene af de to ledende partier i USA (det andet var Føderalistpartiet) i den første del af USA's historie frem til 1824. Partiet var fortaler af republikanisme, individuel frihed, lige rettigheder, decentralisering, frie markeder, frihandel, agrarisme og sympatiserede med den Franske Revolution. Partiet blev stadig mere dominerende efter valgsejren ved præsidentvalget i 1800, og i takt med at Føderalistpartiet kollapsede.

Demokratisk-republikanske parti Democratic-Republican Party
Partileder	Thomas Jefferson James Madison James Monroe
Grundlagt	1792
Nedlagt	1834
Partiavis	National Gazette
Hovedkontor	Washington, D.C.,  USA
Politisk ideologi	Jeffersonsk demokrati Agrarisme Liberalisme Radikalisme Antiklerikalisme Populisme Republikanisme
Partifarve(r)	Blå      Hvid      Rød      Grøn
Ophav til	Demokratiske parti Nationalrepublikanske parti

Partiet blev oprindelig kaldt "Det republikanske parti", men modstanderne brugte navnet "Det demokratisk-republikanske parti" i et forsøg på at koble det til massakrene under Den Franske Revolution.^{[kilde mangler]} Historikere bruger ofte den sidste betegnelse for at adskille det fra dagens Republikanske parti. Medlemmene blev betegnet som "Republikanere" eller "Jeffersonske republikanere".

Partiet blev primært dannet for at modarbejde Føderalistpartiets økonomi- og udenrigspolitik, hvor partiet blandt andet gik ind for at holde et godt forhold til Frankrig. Partiet gik desuden ind for en streng tolkning af forfatningen, med størst mulig selvstyre for delstaterne og beskyttelse af den "frie bonde" overfor kapitalkræfterne.

Frem til nederlaget i den britisk-amerikanske krig i 1812 gik partiet imod føderalistenes politik med hensyn til skatter, udviklingen af en marine og andre militærudgifter, statsgæld og etablering af en føderal statsbank, men efter 1812 blev partiet delt i disse spørgsmål, med Jefferson og Madison som ledere af hver sin fløj. Efter at Føderalistpartiet blev splittet i 1815, sluttede store dele fra dette parti sig til Madisons fløj.

I sin 32-årige historie fik partiet valgt tre af sine medlemmer som præsidenter:

• Thomas Jefferson (valgt i 1800 og 1804)
• James Madison (valgt i 1808 og 1812)
• James Monroe (valgt i 1816 og 1820)

Partiet dominerede USAs Kongres og de fleste delstaters forsamlinger, men stod svagest i New England. William H. Crawford, der tabte præsidentvalget i 1824, var sidste præsidentkandidat fra partiet. Allerede der var partiet i opløsning i en række fraktioner, blandt andet en ledet af Andrew Jackson, der udviklede sig til nutidens demokratiske parti. En anden fraktion, ledet af Henry Clay og John Quincy Adams førte til Det nationalrepublikanske parti og senere Whig Party.