Billie Holiday: Amerikansk jazzsanger og sangskriver

april">7. april 1915 i Baltimore i USA – 17. juli 1959 i New York) var en amerikansk jazzsangerinde.

Billie Holiday
Billie Holiday fotograferet af Carl Van Vechten, 23. marts 1949.
Information
Pseudonym	Billie Holiday
Født	Eleanora Fagan 7. april 1915 Baltimore, Maryland, USA. Philadelphia, Pennsylvania, USA
Oprindelse	Amerikansk
Død	17. juli 1959 (44 år) New York, USA. Metropolitan Hospital Center, New York, USA
Genre	Gospel RnB Jazz
Beskæftigelse	Vokalist Lyriker Skuespillerinde
Aktive år	1939 - 1959
Pladeselskab	Brunswick Vocalion Okeh Bluebird Commodore Capitol Decca Aladdin Verve Columbia MGM
Associeret med	Ella Fitzgerald Sarah Vaughan Lena Horne Carmen McRae Louis Armstrong Count Basie Artie Shaw Lester Young
Instrumenter
Vokal
Eksterne henvisninger
BillieHoliday.com

Hendes store styrke var hendes enestående evne til i årtier at gå ind i populærmusikkens bedste melodier og foredrage teksterne på en så hjertegribende måde, at de ofte banale ord kom til at fremstå som lysende poesi.

Den oprindelige ungpigelige sødme i hendes sang afløstes efterhånden af en hæs skrøbelighed i stemmen, der bar vidnesbyrd om et liv med alkohol- og narkotikamisbrug. Hun bevarede dog til det sidste evnen til at bære teksternes ofte bittersøde kærlighedsviden direkte frem til lytternes egen erfaring.

Selvbiografien Lady Sings the Blues begynder: "Mor og far var kun børn, da de giftede sig: Han var atten, hun var seksten og jeg var tre." Men moren Sadie Fagan var ikke tretten år, da hun fik sin datter, men nitten, og faren Clarence Holiday giftede sig aldrig med hende. Imidlertid var selvbiografien skrevet af musikjournalisten Willliam Dufty, og Billie Holiday sagde, at hun aldrig havde læst den, langt mindre skrevet noget af den.

Sadie Fagan rejste nordpå for at få bedre betalt husarbejde. Datteren overlod hun til slægtninge, som ikke lod til at have taget sig særlig af hende. Holidays første job var i Baltimore at vaske trapperne til de bedrestilledes huse. Hun gik ud af skolen i femte klasse og opdagede hurtigt, at hun blev bedre betalt for at løbe ærinder for de prostituerede på et bordel, hvor der ovenikøbet var en grammofon. Hun betalte for at få lov til at spille jazzplader på den. Som elleveårig blev hun imidlertid voldtaget af en nabo. Hun skreg, og de voksne kom løbende og slog døren ind. Manden blev dømt og straffet, men det blev hun også: Hun blev sendt til en katolsk institution, klædt i uniform og frataget sit navn. Hun måtte i stedet vælge et helgennavn og bestemte sig for Teresa. Brød man reglerne på hjemmet, fik man en laset rød kjole på som tegn på, at ingen måtte tale med en. Som fjortenårig blev hun sat på toget til Harlem for at bo hos sin mor. I New York i 1929 kunne en farvet kvinde ikke benytte restauranternes toilet eller prøverummene i stormagasinerne. Sangerinder, der optrådte, måtte ikke have en hudfarve, der var mørkere end karamel.

To uger efter ankomsten til Harlem sad Holiday sammen med sin mor og tre andre kvinder på et bordel, da politiet stormede ind. Den fjortenårige pige opgav sin morfars efternavn, Fagan, og sin alder til 25. Ingen af kvinderne røbede, at de var i familie. De voksne blev løsladt, men Holiday blev siddende i varetægt og derefter sendt til en institution på Roosevelt-øen i fire måneder, hvor hun blev sat til at arbejde i køkken og vaskekælder.

Holiday var tyve år, da jazz-komponisten John Hammond hørte hende synge. Han mente, hun var den største sanger, han havde hørt, og med hans støtte fik hun arbejde sammen med Benny Goodman, Teddy Wilson, Duke Ellington, Ben Webster og måske vigtigst saxofonisten Lester Young. Young og Holiday forblev nære venner hele livet og skabte store glansnumre. Men først i 1939 fandt Holiday frem til Strange Fruit (= mærkelig frugt) af Abel Meeropol. Den blev hendes signatursang. Den handler om tre borgerrettighetsforkæmpere, som i 1930'erne blev lynchet og hængt i et træ af Ku Klux Klan i Sydstaterne. Hun blev jævnlig nægtet at fremføre den uden for Harlem. I en af klubberne i 52. Street slog bartenderen aftenens bon'er ind i kassen, når hun sang Strange Fruit, så kasseapparatet larmede og overdøvede hende. I selvbiografien står der, at hun straks syntes om sangen, fordi den på sit vis også handlede om hendes fars død. Clarence Holiday fik en lungesygdom pga. giftgas ved fronten i første verdenskrig. To år før hans datter fik teksten til Strange Fruit, blev han dårlig under en turné i Texas og kørt fra sygehus til sygehus, der nægtede at modtage en farvet patient. Han døde af lungebetændelse på afdelingen for farvede ved veteransygehuset i Dallas.

Under et forsøg på at glatte sit krusede hår ud, skal Holiday være kommet til at brænde hovedbunden med tangen. Pigen, der solgte cigaretter og blomster, skal have stukket en hvid gardenia til hende, som hun pyntede på skaden med. Hendes varemærke blev blomsten i håret og en minkpels. En gang hun opdagede at to fulde sømænd slukkede cigaretter i hendes pels, der lå i baren, smed hun dem rasende ud af klubben. Så bad hun veninden Thelma Carpenter om at holde minkpelsen, mens hun gik løs på dem med de bare næver og slog dem ned. Holiday slog lige så meget, som hun blev slået; hun gik med et barberblad i strømpeholderen og ridsede sine kærester op med knive, gafler og knuste flasker. Hun indledte også forhold til kvinder.

Holiday giftede sig med trombonespilleren Jimmy Monroe 25. august 1941, selv om både hendes mor og manageren Joe Glaser advarede hende mod ham. Moren ville ikke engang slippe ham ind i lejligheden, hun delte med sin datter. Men så kom Holiday hjem med vielsesattesten og smed den på bordet foran sin mor. Hun sagde, at hun ikke kunne tænke sig at være sammen med en mand, der ikke kendte til hendes fortid, eller selv havde en fortid. Det drejede sig nok om voldtægten, måske også om prostitution. Hun sagde, at den sang, der bedst beskrev hendes ægteskab med Monroe, var Don't Explain. Den skrev hun teksten til, da han en aften kom hjem med læbestift på kraven. "Du skal ikke ulejlige dig med at forklare noget," havde hun sagt. "Gå og tag et bad."

 

I 1947 havde hun en rolle som hushjælp i filmen New Orleans, hvor hun sang to store numre med Louis Armstrongs band.

Hun var stadig gift med Monroe, da hun flyttede sammen med trompetisten Joe Guy, som også solgte hende narkotika. Efterhånden blev hun så medtaget af sit rusmisbrug, at publikum måtte vente i timer, før hun gik op på scenen, og klubejerne insisterede på en klausul i kontrakten om, at hun ikke fik betaling, hvis hun ikke mødte op i tide. Simone de Beauvoir så hende gå omkring blandt gæsterne på en jazzklub i 1947: "Hun er der, hun smiler, hun er meget smuk i en lang hvid kjole, hendes sorte hår er glattet ud ved hjælp af en god permanent, det falder glat og blankt omkring hendes lysebrune ansigt. Det ser ud, som om hendes pandehår er støbt i mørkt metal. Hun smiler, hun er køn, men synger ikke. Folk siger, hun er narkoman, og at hun sjælden synger nu." Samme år døde Holidays mor. Selv blev hun arresteret for opbevaring af heroin og dømt til otte måneder i Alderson-fængslet i Virginia. Hendes registreringspapirer oplyser, at hun medbragte seks dollar og 34 cent i lommen, var 1,70 m høj og vejede 77 kilo. Som erhverv stod opført sang og husarbejde. Hun virkede "usammenhængende i sine ræsonnementer".

Politiet var ude efter Joe Guy, men Holiday nægtede at vidne mod ham og sagde, at heroinen var hendes. Efter fængselsopholdet skilte hun sig fra Monroe og flyttede fra Guy. Hun kom i stedet sammen med den voldelige og kontrollerende John Levy, som skaffede hende en lejlighed i Queens med en rund seng, som lignede den, hendes ungdomsidol filmstjernen Billie Dove havde sovet i. Pga. dommen fra 1947 blev hendes New York City kabaretkort inddraget, så hun de sidste tolv år af sit liv ikke kunne optræde i andre af byens klubber end Ebony-klub, som blev drevet af John Levy. Han havde indgået aftale med politiet om, at de ikke inspicerede hans klub så ofte. Holiday kunne nu optræde igen, men Levy tog til gengæld alt, hvad hun tjente. Da hendes eksmand, Monroe, kom til klubben i håb om en forsoning, jagede Levy ham væk. Da Holiday og Levy i 1950 besøgte San Francisco, brød politiet ind på deres hotelværelse. Levy bad Holiday om at skylle en lille pakke opium og en pibe ned i toilettet, men hun var ikke hurtig nok. I retten forklarede hun, at hun blot havde gjort, hvad hendes mand bad hende om. Politimanden George White udtalte: "Det var lige ved, at hun satte sig ved et klaver og sang My Man." Levy slap fra anklagerne, men Holiday ville væk fra ham. Han gemte hendes minkpels i håb om, at hun ikke rejste uden den. Men Holiday fandt sin mink, listede sig sammen med hunden ned ad bagtrappen og forsvandt for altid ud af Levys liv. Han døde af en hjernesvulst to år før hende.

28.marts 1952 giftede hun sig med Louis McKay, der havde forbindelser til mafiaen. Ved hendes død var de separeret. Som hendes andre mænd var han voldelig, men han forsøgte at få hende ud af stofmisbruget. Hun drillede og provokerede ham, til hun var sikker på, at han ville slå. Pianisten Carl Drinkard observerede parret i en hotellobby, hvor Holiday kaldte McKay motherfucker, til han slog hende med knytnæven, greb hende før hun ramte gulvet, og bar hende op på værelset. Lige efter kom hun nok så fornøjet ned igen. "Det er det klareste billede, jeg kan give af hende," skrev Drinkard. "Slået ned det ene øjeblik, og trippende forbi i det næste, som om hun lige kom ud af bruseren." Drinkard selv forlod Holiday ni gange, fordi han ikke kunne holde ud at arbejde for hende. Han vendte dog tilbage hver gang.

Lena Horne kunne ikke huske at have talt med Billie Holiday om andet end hunde, og Holiday viste da også sine kæledyr en omtanke og punktlighed, ingen andre nød godt af. Terrieren Moochie, som hun havde fået af Lester Young, sad angiveligt uden for klubberne, hvor Holiday sang, og slog som en metronom takten med halen. Bokseren Mister kunne lide at sidde i garderoben, så den kunne høre, når hun sang. Den vidste, hvornår det var tid til at gå på scenen, og hentede hende i baren. Joe Guy havde lært Mister at gå alene hen i parken, hvor han blev mødt af en pusher, der fæstede en lille pakke hvidt pulver i dens halsbånd. Så løb den hjem til Billie på Braddock Hotel på 126.Street lige ved Apolloteatret. Rygtet forlød, at også Mister var på heroin, mens den anden hund, Pepi, holdt af gin. Holiday fik Pepi med i cellen, da hun blev arresteret i Philadelphia i 1956. Pepi var en chihuahua og holdt de andre indsatte vågne med sin gøen. Holiday pakkede hunden ind i sin minkpels.

Da Holiday faldt sammen i sin lejlighed 31. maj 1959, blev hun først kørt til Knickerbocker-sygehuset i Harlem, men da ingen vidste, hvem der skulle betale for opholdet, blev hun sendt videre til Metropolitan-sygehuset, hvor hun blev lagt i ilttelt. Så snart hun slap uden for teltet, begyndte hun at ryge. Midt om natten ringede hun til sin sagfører og klagede over en dryppende vandhane: "Det ville normalt ikke genere mig," sagde hun, "men rytmen er forkert, den swinger ikke." Da der blev fundet heroin i hendes papirlommetørklæder, blev hun arresteret i sygesengen. Fordi politi og sygehus ikke kunne enes om, hvorvidt en narkoman skulle behandles i fængsel eller sygehus, blev to vagter sat udenfor sygeværelset. Ægtemanden McKay læste salmer højt for hende, og hun sagde til sin biograf, at hun altid havde været religiøs, men hvis hendes lort af en ægtemand også troede på Gud, måtte sagen op til vurdering. Hun skældte plejerne ud og forlangte en øl og var lige ved at sætte ild til sig selv med alle sine cigaretter. Til sidst faldt hun i koma og døde natten til den 17. juli. Enkemanden, McKay, ringede til hendes veninde Annie Ross lige efter begravelsen, og sagde, at hans kone havde ønsket, at Ross skulle arve minkpelsen. Hun kunne få den, hvis hun gav ham 500 dollars.