Anden Intifada

Årsagen til intifadaen tænkes at have været centreret om fiaskoen på Camp David-topmødet i 2000, hvor man havde forventet at nå frem til en endelig aftale om den israelsk-palæstinensiske fredsproces. Voldshandlingerne begyndte i september 2000, efter at Ariel Sharon – den daværende israelske oppositionsleder – d. 28. september aflagde et kontroversiel besøg på Tempelbjerget i Jerusalem (hvor Al-Aqsa-moskéen og Klippehelligdommen også er beliggende); selve besøget var fredeligt, men – som forventet – udløste det protester og optøjer, som israelsk politi slog ned på med gummikugler og tåregas.

Anden intifada
Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt
Efterdønning af et palæstinensisk angreb med en selvmordsbomb på en bus i Tel Aviv
Dato 28. september 2000 – 8. februar 2005 (4 år, 4 måneder, 1 uge og 4 dage) Sted Israel og de palæstinensiske områder Resultat Palæstinensisk opstand undertrykt Konstruktion af den israelske separationsbarriere på Vestbredden Fald i volden på Vestbredden Israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben
Parter
Israel	Palæstinensiske selvstyre Støttet af: Irak (Indtil 2003)

Den anden intifada forårsagede et højt antal ofre – både blandt civile såvel som kombattanter. Israelske styrker gjorde bl.a. brug af skydevåben, kampvogne, luftangreb og målrettede drab, mens palæstinenserne hjorde brug af bl.a. skydevåben, selvmordsbomber, stenkast og raketangreb. Palæstinensernes brug af selvmordsbomber var særligt fremtrædende og var hovedsageligt målrettet israelske civile. Generelt stod det i kontrast til den første intifada, som generelt var karakteriseret som mindre voldelige. Det anslås, at kampene samlet (både hvad angår civile og militære kombattanter) resulterede i godt 4.000 dræbte; cirka 3.000 palæstinensere, 1.000 israelere, samt 64 udlændinge.

Mange anser Sharm el-Sheikh-topmødet i 2005 for at have markeret afslutningen på den anden intifada. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og den israelske premierminister Ariel Sharon blev her enige om, at alle palæstinensiske fraktioner ville stoppe alle voldshandlinger, mens Israel ligeledes ville indstille al sin militære aktivitet. De genbekræftede ligeledes deres forpligtelse til "Køreplanen for Fred "-processen. Sharon indvilligede ligeledes i at løslade 900 af de 7.500 palæstinensiske fanger i Israel på daværende tidspunkt, ligesom han indvilligede i at trække sig tilbage fra byer på Vestbredden, som var blevet genbesat af israelske styrker i forbindelse med den anden intifada.

Bøger

Artikler